Af Sofie Buch Hoyer og Kasper Palsnov (foto)
Asbjørn Toftdahl Terkelsen plejede lige at slå på tråden til sin bedste ven Astrid, inden han hoppede i det dybblå søvand for enden af græsplænen på Ry Højskole. Så svømmede han ellers et par hundrede meter op ad åen, hvor kaffen stod klar i baghaven ved Astrids kollektiv.
“Det var ret fantastisk at have en ven ved samme sø,” fortæller Asbjørn.
Han og Astrid mødte hinanden i industrikøkkenet på Testrup Højskole, hvor Asbjørns far i mange år var lærer, inden han blev forstander i Ry. Selv om Asbjørn dengang var en spæd teenager, der tjente lidt lommepenge på at skure fedtede fade rene og hjælpe til på sommerkurserne, mens Astrid var køkkenlederens søster og midt i 20’erne, blev de hinandens bedste venner. Et venskab, der ændrede Asbjørns liv radikalt, forklarer han.
For Astrid var ifølge Asbjørn en kvinde med ben i næsen. Hun var provokerende og konfronterende, og han var vant til både blødere kvinder og mænd i sit liv. Men Astrid var anderledes. Hun fik stor indflydelse på hans fremtid. Især efter den aften, hvor hun til en højskolefest i Ry rev ham ud af en høflig samtale, han havde med en elev, og ud på dansegulvet, hvor hun svingede ham rundt, mens hun råbte: “Asbjørn, du er simpelthen provokerende rummelig.”
Et udsagn, som han og hans forældre sidenhen har diskuteret mange gange. For hvad vil det sige at være provokerende rummelig? Det vender vi tilbage til.
Opgøret med tidens kønsidealer
Asbjørn Toftdahl Terkelsen er i dag 29 år gammel og succesfuld popmusiker. Til efteråret udkommer hans tredje album, Boyology , som udforsker forholdet mellem maskulinitet og sårbarhed – og under dette års Copenhagen Pride spiller han for første gang nogle af sine nye sange, der er mere direkte lyriske end tidligere.
For som han siger, da han kortvarigt er tilbage i Ry for at passe forældrenes forstanderbolig i sommerferien: “Jeg har haft helt vildt meget lyst til at lave noget, der ikke kunne misforstås. Og jeg har villet definere for mig selv, hvad maskulinitet er, og hvordan jeg er mand – eller om jeg er mand.”
Selv om Asbjørn ikke er interesseret i at fremstå politisk som kunstner – men først og fremmest skriver musik om dét at være menneske – mener han, at det er “idiotisk” ikke at bakke op om priden og tidens store identitetsdagsordener. Og da han til sit seneste album i 2014 skrev en sang om at elske en mand, oplevede han, hvor stærkt et fællesskab han kunne samle i kampen for at være den, man er.
LÆS OGSÅ: En højskole er et seksuelt laboratorium
“Pludselig var der en masse mennesker fra forskellige steder i verden, der følte sig trygge med mig som soundtrack. Det var kæmpestort. Og jeg vil jo gerne bidrage til, at folk kan stå ved sig selv og føle sig stærke sammen,” siger han og tager en tænkepause. Så udbryder han:
“Egentlig synes jeg sgu da også, det er langt ude, at der ikke har eksisteret en åbent homoseksuel mandlig popstjerne i Danmark! Det synes jeg, der er brug for. Det er et vigtigt forbillede at have repræsenteret herhjemme.”
(Artiklen fortsætter under billedet)
Som en artist, der har arbejdet i musikbranchen i mere end 10 år – med skiftende base i Aarhus, Berlin og København – oplever Asbjørn, at ungdomskulturen for alvor er i gang med at udfordre samfundets kønsstereotyper. En bevægelse, som Asbjørn håber på et tidspunkt når mainstream-kulturens macho-idealer og “de der gamle gatekeeper-mænd” fra pladeselskaberne og live-industrien, som har haft svært ved at tackle et hankønsvæsen som ham, der sagtens kan være flamboyant og følsom på samme tid.
“Opgøret med vores kønsidealer er heldigvis i gang blandt mange af de unge, jeg spiller koncerter for. Og ofte tænker jeg: ‘Wow, de er så meget friere og sejere, end jeg var, da jeg var yngre.’ Det ser jeg især på de sociale medier,” siger Asbjørn.
Kropsligheden på en højskole
Opvæksten på højskolerne i Testrup og senere Ry var ifølge Asbjørn Toftdahl Terkelsen med til at redde hans barndom. Musikalsk blev han i hjemmet flasket op med Paul Simon, Sting og polyrytmik, mens han selv fandt inspiration i Spice Girls, Destiny’s Child, Britney Spears og senere Robyn. Lige præcis den kombination af musik, bevægelse og dans satte gang i hans flagrende krop og gav ham i en tidlig alder modet til at udtrykke sig frit, hvor end han var.
“Jeg er vokset op med den kropslighed og intuition, der hersker på en højskole. Højskolen er et sted, hvor man hele tiden er i bevægelse. Personligt, fordi man siger ja til at blive et ‘vi’ i stedet for et ‘jeg’. Og i fællesskab, fordi man konstant bevæger sig sammen og bliver bevæget af hinanden,” siger Asbjørn og fortsætter:
“Jeg har altid danset mig vej gennem tilværelsen. Jeg kan mærke, hvad der er rigtigt, når jeg bevæger mig og bruger min krop.”
Det er langt ude, at der ikke har eksisteret en åbent homoseksuel mandlig popstjerne i Danmark! Det synes jeg, der er brug for.
Asbjørn
Selv om Asbjørn – eller Lille Virgil (fra Orla Frøsnapper), som han betegner sig selv dengang – fik en hel del øretæver og knubs i folkeskolen, fordi han var anderledes og gik mere flippet klædt end sine jævnaldrende, kunne han altid komme hjem og lade op i det store fællesskab på højskolen.
“Jeg erfarede, at der på en eller anden måde altid er et højskolekor, der hepper på mig. Det har jeg båret med mig videre i livet,” siger han.
Eleverne skal danne højskolen
Men det kan også give én et lidt forskruet billede af verden at vokse op på højskole, forklarer Asbjørn i en blanding af alvor og taknemmelighed. Fordi man let narres til at tro, at alt i livet er dedikation og passion.
“Jeg har set folk, som er kommet på højskole og har givet alt, hvad de havde af sig selv til et fællesskab. Hvilket har gjort, at de kom til at elske sig selv mere. Og så er de smuttet igen, før jeg har nået at se, at det ikke forholder sig sådan i verden hele tiden,” siger han.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Asbjørn har ofte stået på sidelinjen og været vidne til elevhold, der har overrasket deres lærere og alle på højskolen inklusive dem selv, når ansigter og kroppe er smeltet sammen, fordi nogen startede en bevægelse, som skabte ringe i vandet, og hvor fællesskabet til sidst voksede sig over hovedet på dem alle. Det fik nogle gang Asbjørn til at føle sig som lidt af en intruder, når han listede sig med til fest, fortæller han med et smørret grin.
“Selv om der er maksimal åbenhed på en højskole, har jeg også altid været på ydersiden og kigget ind i selve højskolen,” siger han.
LÆS OGSÅ: Højskolerne mangler rådgivning og beredskabsplaner på #MeToo-området
For Asbjørn er det kombinationen af mennesker til stede, der skaber højskolen – og dermed fællesskabet. Og i disse år, hvor dagsordener som #MeToo og #BlackLivesMatter fylder i samfundet og på højskolerne, mener han, at det er eleverne, der i højere grad end tidligere skal være med til at danne højskolen, frem for at det kun er højskolen, der siges at skulle danne eleverne.
“Ligesom med så mange andre ting i højskolens filosofi synes jeg ikke, at højskolen skal give alle svar på tidens udfordringer. Den skal snarere have en institutionel bevidsthed om, hvordan man bruger demokrati på en højskole, når det kommer til den slags emner,” siger Asbjørn og fortsætter:
“Med de minefelter, der er, kan det være fristende at få eleverne til at lave nogle grundregler, og det tror jeg, der er mange højskoler, der gør. Men det kan også nogle gange ske i konfliktskyhed, for at der skal være fred og fordragelighed. Hvor jeg synes, det interessante ville være, hvis man ikke nødvendigvis forsøgte at skabe enighed blandt alle, men i stedet for stillede spørgsmålene og faciliterede uenigheden noget mere. Det tror jeg vil kunne skabe en endnu mere rummelig institution og bevægelse.”
Ud af osteklokken
Og nu er vi tilbage ved Asbjørns barndomsven Astrid, der engang kaldte ham provokerende rummelig. Hende, som opførte sig anderledes end de kvinder, han ellers var omgivet af.
For ifølge Asbjørn er der ingen tvivl om, at hans højskoleopvækst har gjort ham ekstremt tolerant og god til at tale med alle slags mennesker. Men det gik op for ham, at han var alt for høflig som ung – og Astrids kommentar og hendes måde at være kvinde i verden på udløste et sent teenage-oprør hos ham. Asbjørn droppede efterfølgende ud af gymnasiet, lavede musik på fuld tid og blev med egne ord “ekstremt provokerende og grænsesøgende.”
“Jeg havde brug for at komme igennem med mig. Det er jo så osteklokkeagtigt at vokse op på en højskole, og det har jo aldrig rigtig helt stemt overens med verden udenfor. Det er meget let at blive enige om, at man er rummelig, hvis ikke der er nogen til at modsige en. Så måske er det, jeg leder efter, et sted, hvor højskolens og Astrids filosofier kan sameksistere,” fortæller han.
Det er jo så osteklokkeagtigt at vokse op på en højskole, og det har jo aldrig rigtig helt stemt overens med verden udenfor.
Asbjørn
Oprøret dengang forplantede sig frem til i dag, hvor Asbjørn øver sig i at provokere og invitere på samme tid.
“Vi vil alle sammen gerne bevæge hinanden, og det tror jeg ikke på, man kan gøre uden provokation. Vi skal jo skubbes ud et eller andet sted. Men når det gælder rummelighed, tror jeg godt, man kan provokere og invitere på samme tid. Det er også det, jeg prøver på i min musik. Og det kan sagtens være, at der er nogen, der ikke forstår det. Og det er helt okay, hvis nogen synes, at jeg er en virkelig underlig mand. Men jeg vil rigtig gerne prøve at forklare dem det. Hvem jeg er. Og vise dem det, når jeg optræder,” siger Asbjørn under store jyske skyer, da han står på bredden af Møllesø og spejder ud over Søhøjlandet. Op mod træskuret ved Astrids gamle kollektiv, hvor han plejede at svømme forbi til en slurk kaffe og en god snak.
Mokkaen må han dog selv stå for i dag, for Astrid er flyttet fra kollektivet og ind i et lille parcelhus længere nede ad vejen. Men de to venner mødes stadig for at vende livets store spørgsmål – og Asbjørn er i dag værge til Astrids to børn.