Nu, hvor der ikke er elever på højskolen på grund af corona, kan vi pedeller komme til over det hele. Vi går alle elevværelserne igennem og laver dørmagneter, efterspænder sengene, som er ved at rasle fra hinanden, strammer vinduer, og vi er også ved at brække et elevtoilet ned.
Jeg er uddannet anlægsgartner og brolægger, men det blev for tungt for knæ og ryg, da jeg var 35 år. Så jeg blev skraldemand, og efter 17 år som skraldemand på akkord og med den samme makker, som man sagde godmorgen og farvel til, er jeg her på Egå Ungdoms-Højskole (EUH) blevet en del af en stor personalegruppe, hvor vi virkelig føler, vi er med til at skabe skolen – også os praktiske medarbejdere. Vi er inde over det hele, også pædagogikken, og skal kunne træde til, hvis der sker noget.
Nogle elever har det jo lidt svært, når de kommer. De kan godt se lidt blege ud, måske af at kigge for meget på skærm, og de fleste får rigtig meget ud af at være her. De udvikler sig og vokser. At se stoltheden lyse ud af dem, når de sammen lykkes med at lave et teaterstykke eller en koncert – det er noget af det rigtig fede ved at være her. Det er ægte arbejdsglæde.
LÆS OGSÅ: Bench boys: Historien om håndværksfagene i vækst
Vi pedeller er med på flere udelivsfag, hvor vi arbejder sammen med lærerne og eleverne. Vi har blandt andet bygget en nødbivuak med presenning, spillet kajak-polo, lært eleverne at tænde bål og været med i udendørs lege, der ryster folk sammen. Det er virkelig hyggeligt.
Sammen med eleverne har vi også været med til at bygge Egås længste bænk, som står foran højskolen ud til markerne, så man kan kigge ind over Aarhus Havn. Bænken er blevet et meget populært udsigtspunkt i byen, og med den slags projekter kommer man jo meget tættere på eleverne. Det er superfedt. Jeg gider jo ikke bare være en sur pedel, der skælder ud over, at der bliver klistret snusskrå fast på skraldespandene.
Da jeg startede for tre år siden, var jeg lige ved at gå ned med stress. Jeg havde en konstant knude i maven, for med alle de nye opgaver, nye kolleger og 90 elevers navne, der skulle læres, var der 1.000 bolde i luften, og jeg nåede måske lige at gribe de 150 af dem, inden jeg gik hjem. Hold da op, det var hårdt.
Alle synes, at vi pedeller er hurtige og dygtige, og folk siger, at der aldrig har set så flot ud. Det er fedt. Men det må ikke gå så hurtigt, at vi mister kontakten til eleverne.
Mogens “Mugge” Eriksen