Lad os bruge coronakrisen til at relancere det forpligtende fællesskab

Publiceret 15-02-2021

ESSAY Vi har i to årtier bevæget os fra sam-fund til hver-for-sig-fund. Corona-krisen er chancen for at generobre forståelsen af, at forpligtende fællesskaber er individualismens og den personlige friheds forudsætning. Det ligger indbygget i højskolens tradition at tage opgaven på sig.

Af Erik Lindsø, forfatter og foredragsholder

Den personlige frihed har opnået en forgudelse, så den synes hævet over det fælles ansvar.

Det blev lanceret i Anders Fogh Rasmussens regeringstid (statsminister 2001-2008), at vi skal være vores egen lykkes smed, og det har fået et sådan tag i os, at det er blevet legalt ikke at være de andres. Magter du ikke at smede lykken selv, er det ikke mit problem, men ene og alene dit eget. “Tag dig sammen og bliv en bedre smed, makker” er blevet læren.

Det blev startskuddet til at sætte “mig” i stedet for “vi”. Det blev naturligt – og ikke som tidligere uopdragent – at sige mig først. Fx “mig og min mor”. Popsangeren Medina blev mig-kulturens frontfigur med albummet Mig og medina fra 2009, hvor hun på 42 minutter formår at referere til sig selv 502 gange. Denne mig-kultur har skabt en sårbarhed, som kun stærke fællesskaber kan hele.

Under coronakrisen med hjemmeundervisning på Google Meet og andre fora har selv den ressourcestærke individualist fået øjnene op for, at fællesskab hver for sig på sociale platforme ikke er holdbart. Det er – ligesom fællessang hver for sig – spændende, så længe det er nyt, men uholdbart som noget varigt. Det kan vi i højskolen bruge som afsæt til at relancere det forpligtende fællesskab. Det har ikke blot den enkelte netop nu brug for, men også samfundet og demokratiet.

Fra samfundets skyld til min egen skyld

De, der var unge fra midten af 1960’erne til starten af 1990’erne, sagde med stor selvfølgelighed, at “det er samfundets skyld”, når det ikke lykkedes, og evnerne ikke rakte. Det var langt fra altid sandt, men med samfundet som modspiller blev man i stand til at holde egen magtesløshed fra døren. Det gav den unge et overskud, som fx medførte, at man i sin modstand mod samfundet skabte alternative samfund og livsformer.

LÆS OGSÅ: Ungdommen nu til dags

De, der har været unge siden midten af 1990’erne, er opdraget med liberalismens lykkesmedsteori, og de siger derfor, når det ikke lykkes for dem, at “det er min egen skyld”. De virker stærke, disse unge, og de er pæne og tilpassede, men de er forbavsende svage. De skaber for lidt, for individualismeåget er i færd med at tage livsmodet fra dem. En højskoleforstander fortæller mig, at de på skift sidder og græder i hendes sofa over de utilstrækkeligheder, de mener, de har.

Hvorfor? Fordi det gode liv er blevet noget, man selv skal skabe, og forudsætningen for det er blevet forbundet med rigelige mængder af personlig albueplads. For de ressourcestærke unge kan denne individualisering være positiv, og de stærkeste af dem har det fint i et samfund, der henlægger ansvaret til individet. For dem er frihed ensbetydende med valgfrihed, og de er indforstået med selv at tage ansvaret for deres valg.

Men vi må ikke overse, at grupper af mere sårbare unge oplever valgfriheden som et valgpres – en belastning, de periodevis har svært ved at håndtere. Jeg har selv en søn på 19 år, der netop har fået sin studentereksamen, og som synes, det er svært at blive ressourcestærk nok til at tage personligt ansvar for sin fremtid.

Tvangsfællesskabet er et nyt ord

Individualiseringen kan man opleve både hos de unge og deres forældre. Vi har et vennepar, som periodevis kæmper for at holde skilsmissen fra døren. For nylig fortalte manden mig, mens han viste rundt i det herreværelse i kælderen, han havde fået indrettet som sit rum: “Vi har fået det bedre, fordi vi er blevet bedre til at give hinanden lov til at være os selv”. I ægteskabet smeder vi os sammen med en anden, og der er derfor noget selvmodsigende i, at ægteskabet bliver bedre, når jeg får mere af mig selv og mindre af den anden. Men med den personlige frihed i højsædet ligger det lige for, at selv ægteskabet bliver en spændetrøje.

Vores vennepar har fire børn, hvoraf den ene gerne vil på idrætshøjskole næste år. Hun har spillet badminton og tennis, for hun gider ikke holdsport. Hun kan ikke udfolde sig nok på et hold, siger hun. Hendes ønske er at finde en højskole med en fitnesslinje. Hun ved godt, at højskole også handler om fællesskab, men hun synes – med egne ord – at det er kvalmt, hvis hun får for meget af det.

Et godt fællesskab kendetegnes ved at have solidaritet både indadtil og udadtil. Individualisterne derimod har det til fælles med lukkede loger og rockerklubber, at de kun har fællesskab indadtil.

Erik Lindsø

Mine yngste børn går på Sorø Privatskole. Vi har valgt skolen, fordi den vægter forældresamarbejdet og det forpligtende fællesskab. Men jeg noterer mig, at mange forældre har valgt skolen, fordi den passer bedst til den personlighed, de mener, deres barn har. Det er udbredt, at forældre ikke vælger en skole, der styrker fællesskabet, men en skole, hvor de mener, at barnet opdrages og styrkes til personlig frihed – om nødvendigt på andre børns bekostning. Blikket for at børn mere end noget andet styrkes gennem fællesskab med andre, er hos nogle forældre helt fraværende.

Tvangsfællesskaber er et nyt ord, som er dukket op i kølvandet på en opfattelse af, at for meget fællesskab truer menneskets frihed. Individualismen opfattes her som hævet over fællesskabet. Men herved bevæger vi os fra et sam-fund til et hver-for-sig-fund.

Et godt fællesskab kendetegnes ved at have solidaritet både indadtil og udadtil. Individualisterne derimod har det til fælles med lukkede loger og rockerklubber, at de kun har fællesskab indadtil.

Det forpligtende fællesskab

Betegnelsen forpligtende fællesskaber er et vigtigt begreb i den grundtvig-koldske skoletradition, og begrebet indgår fortsat i mange grundtvig-koldske skolers værdigrundlag. Måden at være sammen på skal således ikke alene være et fællesskab, men et forpligtende fællesskab.

Denne særlige kvalifikation ved fællesskabet har i 150 år taget udgangspunkt i Grundtvigs opfattelse af, at mennesket gennem en ubetinget accept fra andre og i grundtvigsk forstand også fra Gud er gjort fri fra at bekymre sig for sin egen værdi – om han eller hun er noget værd – og derfor kan og skal bruge denne frihed til at være noget for andre.

Vi skal først og fremmest forpligte os i forhold til andre, sådan som det angives i næstekærlighedsbuddet, og det er, hvad vi i grundtvigsk forstand skal opdrage vores børn og unge til, og som skolen derfor skal lære fra sig.

LÆS OGSÅ: Fitness i fællesskab

Det forpligtende ved fællesskabet rummer desuden kravet til mennesker om at tage de andre så alvorligt, at man reagerer positivt eller negativt på de andres ord og handlinger, så der opstår en dialog mellem os, hvor vi bliver klogere på os selv og hinanden.

I moderne psykologi taler man om, at man stiller sig til rådighed som ”spejl” for de andre. Kun gennem en positiv spejling i andre kan et menneske udvikle en ordentlig selvforståelse. I et godt fællesskab skal alle derfor være forpligtet til at spejle sig i andre og være til rådighed for de andre som spejl. Kun i et sådant forpligtende fællesskab kan mennesket finde sig selv, mener Grundtvig.

At bære hinanden som vi er

Grundtvig udtrykker det poetisk og stærkt i kærlighedsdigtet og højskolesangen Hvad er det, min Marie (Højskolesangbogen nr. 438). I første vers spørger han, hvad det dog er, der gør, at to mennesker på trods af alle forskelligheder kan finde sammen og føle sig uadskillige. Hvad er det, der gør, at vi finder sammen? Han svarer:

Det er, at vi vil være
hinanden som vi er,
det er, at vi kan bære 
hinanden som vi er

Når et fællesskab på den måde forpligter, bærer vi ikke over med næsten, men vi tager på os at bære næsten. Hvis nogen bærer over med os, er det ubærligt. Men at blive båret er at føle kærlighedens og fællesskabets arme bredt ud under sig.

Skæbnefællesskaber gennem fortælling

Jeg har i mine år som højskolelærer altid haft et fag, jeg kalder Fortælleværksted. Eleverne skal lære at fortælle for her igennem at opdage, at deres eget liv er en historie værd, som andre gerne vil være en del af. Karen Blixen siger, at når vi fortæller for hinanden, deler vi skæbne, og det skæbnefællesskab, som fortællingen giver os, er det stærkeste fællesskab, der findes, ifølge Blixen. Netop fordi det forpligter.

Jeg skal komme med et eksempel. Jeg havde for nogle år siden Emma på mit Fortælleværksted. Hun var et omsorgssvigtet barn med en barndom, som intet barn fortjener. Hun var nu 20 år og på højskole for at få retning i livet. Hun fik skruet en rørende, smuk og stærk historie sammen om sin barndom med de strejf af lys i mørket, hun havde overlevet på.

Emma ville gerne fortælle historien på en fællesaften for hele holdet. Stille og roligt sad hun i en kurvestol, mens pejsen gnitrede, og fortalte. Nogle græd. Da hun var færdig, klappede vi ikke. Det gør man ikke efter store øjeblikke. Vi sad bare stille sammen med hende.

Efterfølgende skulle Esben og Frederik fra musikholdet optræde med guitar og violin. Jeg havde godt set, at de hviskede til hinanden. De aftalte en plan. Frederik rejser sig op med guitaren og begynder at spille Leonard Cohens Dance me to the end of love, mens Esben med violinen i hånden går hen og byder Emma op til dans. Stille danser de rundt. Emma omfavnes af både Esben og violinen, mens Frederik synger Cohens tekst, som han helt genialt får ændret, så den er henvendt til Emma:

We’ll dance you to your beauty with at burning violin
We’ll dance you through the panic, ’til you’re gathered safely in
We’ll dance you to the end of love.

Vi rejste os op, og som ved brudevalsen rykkede vi langsomt tættere på dem, indtil Emma helt bogstaveligt var omfavnet af fællesskabet.

Størst er kærligheden, og når den udfolder sig over fællesskabet, bliver vi alle forpligtet på det. Det var sådan, vi oplevede det.

Da vi et par måneder senere holdt afslutningsfest, rejste Emma sig op og sagde tak for dansen den aften ved pejsen. Hun havde ikke troet, at andre mennesker kunne give hende så megen styrke. Men det er netop, hvad højskolen kan, når den er bedst, og det er den, når den ikke blot arrangerer fællesskab, men tager vare på et fællesskab, der er så forpligtende, at vi tager vare på hinandens skæbne.

Det er netop, hvad Grundtvig digter i sangen Hvad er det, min Marie. “At være hinanden som vi er” betyder ikke at være sig selv, men at få lov til at træde i den andens sted og se sig selv med de kærlighedens øjne, den anden ser mig med. Herved ser man kun det gode og det elskværdige, som den anden faldt for. I et sådan syn set ved selvsyn vokser ethvert menneske.

I det forpligtende fællesskab er grundvilkåret, at selv den, der modarbejder fællesskabet, og den, jeg er allermest uenig med, kan og skal være med.

Erik Lindsø

Grundtvig digter frem, at det, man er i kraft af sig selv, intet er at regne imod, hvad man er i kraft af næsten. Derved bliver forpligtetheden på næsten (fællesskabet) større og mere værd end forpligtetheden på sig selv (individualismen). I det gode fællesskab bliver vi gennemskuet. I individualismen bliver vi overset.

Fællesskab er fælles skabelse

I de gode fællesskaber skaber man noget fælles – og netop skaber. Fællesskab er fælles skabelse.

De ældste af mine børn gik på Midtals Friskole. Skolebladet hed Vores skole – og netop vores, for skolen var noget, vi var fælles om. Den opstod på initiativ af forældre, som ikke lavede eller byggede en skole, men de skabte en friskole.

For nogle år siden var jeg til skolens 25-års jubilæum. Jeg sad til bords med nogle af dem, der kunne huske 25 år tilbage. De skålede med et: “Vi gjorde det sgu”. Ikke et “jeg”, men et “vi”.

Jeg spurgte for nylig en af mine sønner, hvad han bedst huskede fra sin tid på friskolen. Han sagde, det var dengang, hvor han gik i mikrogruppen, og alle forældre og børn brugte en weekend sammen på at male og indrette deres klasselokale. Mandag morgen dagen derpå var den bedste skoledag, da de satte sig i ikke blot skolens klasselokale, men også forældrenes.

Fornægteren og forræderen sidder med til bords

I det forpligtende fællesskab er grundvilkåret, at selv den, der modarbejder fællesskabet, og den, jeg er allermest uenig med, kan og skal være med.

Jeg boede for nogle år siden på en gade, hvor vi hvert år holdt vejfest – et sammenskudsgilde, hvor hver kom med sit bidrag. Men Sigurd og Lise fra nr. 2 meldte sig aldrig til at arrangere festen og havde altid mindre med til fællesbordet end os andre. Den ene flaske vin, de havde med, var hurtigt drukket, og så drak de, hvad vi andre altid havde med af lidt ekstra. Men de blev alligevel inviteret hvert år. Sådan er fællesskabet, når det er bedst.

I Det Ny Testamente er der en stærk kulturbærende beretning om det. Da Jesus aftenen før han henrettes, indstifter den hellige nadver, et måltidsfælleskab, er der også dækket til Peter og Judas. Peter var fornægteren af fællesskabet. Judas var forræderen mod fællesskabet. Men de sidder med til bords. Vi hører med i fællesskabet trods mangler og fejl.

LÆS OGSÅ: Et sandt, konstrueret fællesskab

Denne grundfortælling har vi i dyrkelsen af individualismen været ved at sætte over styr. I de værste tilfælde har den ressourcestærke været den, der var stærk nok til at vælge fællesskabet og ansvaret for næsten fra, og som kun har valgt fællesskabet til, når det gavner ham selv – og som regel kun midlertidigt.

Det ligger lige for, at vi ud af coronakrisen kan vende denne udvikling, så fællesskabet kommer til at stikke så dybt, at det opleves som noget positivt og noget givent nødvendigt – og som frihedens forudsætning.

Højskolen grunder sig på nødvendigheden af et “vi”, og højskolen er derfor om noget stedet, hvor man både kan og skal lære, at min egen lykke opstår dér, hvor jeg er med til at smede de andres lykke.

Blå bog

Erik Lindsø

Journalist, foredragsholder og forfatter.
Født i 1954. Uddannet lærer fra Nr. Nissum Seminarium. Har arbejdet i højskoleverdenen som underviser på Haslev og siden Danebod Højskole, hvorefter han blev forstander på Rønshoved Højskole og senere informationschef i FFD. Siden 2007 tilknyttet Rødding Højskole. Tidligere redaktør for hhv. Højskolebladet og Grænseforeningens blad Grænsen.
Til daglig bosat i Sorø og far til seks børn i alderen 5-38 år.