Forleden var jeg sur. Sur uden grund. Tænk at man kan føle, at man springer i luften ved den mindste uønskede berøring. Jeg gik og håbede på, at folk ville overholde de to meters afstand, og det er en umulig opgave, når man går på højskole. Man er klistret sammen – så tæt, at man konstant ånder hinanden i nakken. At gå på højskole er som at sætte sig i et stykke tyggegummi. Det sidder fast i dine blå cowboy-jeans, og trådene holder dig stramt fast i fællesskabet.
Nogle gange stikker jeg af. Ind på et værelse. Her er der proppet med lyskæder, plakater af Rasmus Seebach, croquis-tegninger af hængepatter, og en sød duft af snøfler og Bergamote-parfume danser rundt i det lille rum. Jeg synker ned under det firenze-lilla dynebetræk. Hvis jeg bliver liggende her, kan jeg så forsvinde? Bare et øjeblik, tak.
LÆS OGSÅ: Ny højskole tager fart i Gram
En lille fin hånd tager stille i dørhåndtaget. Som når man hiver gardinerne til side en sommermorgen, og hele rummet sprænges af lys, træder min roomie ind på værelset. Jeg kalder det Rose-effekten.
Rose lister ind, bryder igennem min mur af dyne. Nuser mig nænsomt på armen.
“Skal vi hoppe det gode humør frem?” spørger hun.
Med et enkelt tryk på den runde sorte højtaler bliver It’s Britney, bitch blæst ud i rummet. Hun hiver hårdt i min arm, mens hun hopper rundt i de ældgamle højskolesenge, som kæmper en brav kamp for ikke at knække deres lameller. Lyskæden blinker, hofterne svinger, og hænderne banker på loftet. Det her øjeblik er for mig den reneste form for lykke.
Man ved, at man har ramt jackpotten i venskab, når et enkelt spørgsmål kan hive én helt op på tagterrassen. Især når man, lige før spørgsmålet blev stillet, var begravet dybt nede i kulkælderen. Rose-effekten er simpel: En person, der kæmper sig igennem dine høje mentale murstensmure og bombarderer dit tomrum med solskin og varme.
Jeg håber for alle mennesker, at de en dag møder deres Rose, så de selv kan opleve Rose-effekten. Og selv om hun taster afsindigt højt på sin computer, når hun skriver, og selv om hendes stemme er en anelse skinger, når hun synger med på Rasmus Seebach, så er hun solstrålen over alle solstråler – og ingen skygge i verden kan nogensinde slukke hendes gejst.
Jeg håber for alle mennesker, at de en dag møder deres Rose, så de selv kan opleve Rose-effekten.
Sigrid Kristine Tjørnelund Nissen, højskoleelev
Jeg har aldrig mødt en, der kan fylde sit ansigt med så meget smil. Så tak for smil og solstråler, Rose.