Af Esben Christensen, lærer på Vallekilde Højskole
Et almindeligt møde i “klanen”, som vi kalder familiegrupperne på Vallekilde Højskole, havde en ualmindelig intensitet. Hvad skulle hjemrejsereglerne være for eleverne i de sidste måneder af deres forårssemester? Efter et coronaudbrud på højskolen var der brug for at justere retningslinjerne, og eftersom en hjemsendelse og nedlukning først og fremmest er et problem for eleverne, valgte skolen at lade dem selv formulere de regler for hjemrejse, som de skulle leve under i resten af deres ophold.
I løbet af denne proces blev udkastet, som to elever fra klanrådet havde skrevet efter decentrale diskussioner i klanerne, læst og kommenteret ude i de selv samme klaner. Konkret blev der spurgt: Hvorfor gjaldt reglen om, at man skulle i fire dages isolation efter et møde med en ny person på sin hjemrejse, ikke for personer, som man boede i husstand med derhjemme? Kunne sætningen måske omformuleres? Hvorfor kunne man ikke bare aflyse hjemrejser helt? Hvad var forskellen på at møde en søster, som bor hjemme – men som ikke havde været hjemme i de første to dage af et hjemmebesøg – og en person, som man slet ikke boede sammen med?
Lovarbejde er kompliceret. Især når et bredt kompromis skal blive til en forståelig og rimelig kort og læsbar tekst, som er til at overholde for de 130 mennesker, der bor i bofællesskabet Vallekilde.
LÆS OGSÅ: Højskolelærer: Vi har brug for at lave "en omvendt Grundtvig"
Basisdemokrati tager i øvrigt tid: Der gik mere end en uge fra de første afgrænsende klanmøder, til at de færdigt formulerede hjemrejse-retningslinjer kunne sendes rundt til alle på højskolen. Ikke nogen gnidningsfri proces – vejen fra de første overvejelser til endelig tekst gik forbi frustration, uenighed, forhandling og kompromisser – og resultatet blev ikke elsket, men trods alt bredt accepteret. Både individuelle behov og rettigheder og fælleskabets ønske om smittebeskyttelse var blevet nogenlunde tilgodeset. Eleverne havde taget ansvaret og fået friheden til at formulere reglerne for gruppen. Det arbejdende demokrati fungerede i praksis.
Hurtig handling
Når det er værd at beskrive noget så almindeligt som et elevdemokrati på en højskole, er det, fordi det seneste halvandet år har været helt ualmindeligt. I januar 2020 meldte corona sin entré på verdensscenen. Den 11. marts trådte statsminister Mette Frederiksen for alvor i karakter ved det pressemøde, som de fleste af os husker tydeligt. Danmark blev lukket ned – én opgave var vigtigere end alle andre: “Vi skal undgå, at for mange bliver smittet på én gang.”
Konkret var verdens forskellige samfund oppe imod en hurtigt spredende virus. Derfor skulle modtrækket også gå stærkt. “Vi skal hellere handle i dag, end fortryde i morgen,” sagde Mette Frederiksen.Med den sætning fik statsministeren hele samfundet – fra kælder til kvist – op på tæerne. Pandemien skulle håndteres med hurtighed. Reaktionerne skulle være resolutte, så vi ikke endte med at blive overhalet af vira med overbelastning af sundhedsvæsenet og unødvendigt mange syge og døde til følge.
Det var ikke kun statsapparatet, der gik i undtagelsestilstand – nej, statsministeren indpodede en tankegang, som skulle overtages af institutioner og individer. Både voksne og børn har i flere perioder været tvunget til at arbejde hjemmefra. Og vi aflyste familiefester og andre sociale sammenkomster i massevis for sammen at undgå en for stor smittebelastning.
Med al dens møje, langsommelighed, forhandlinger og dialog er den demokratiske livsform fortsat det bedste bud, når mennesker bredt skal føle frihed i og tage ansvar for deres eget liv.
Esben Christensen
Tankegangen har været effektiv til at inddæmme smitten i Danmark. Og det har skabt en beslutningsdygtighed og handlingsstyrke i samfundet. Mange ledere af forskellige institutioner, herunder højskoler, har skullet omsætte en kompleks virkelighed til hurtig handling: Skal eleverne sendes hjem, når en lærer bliver testet positiv for corona og har undervist to dage, siden mødet med en smittet skete? Hvordan skal skolen handle, når en elev bliver testet positiv, og der har været fællesdage?
Dilemmaerne har været mange, og højskoleinstitutionerne rundt omkring i landet er her, lidt over et år senere, toptrænede i – på kort tid – at skære igennem og handle, så passivitet i dag ikke fører til fortrydelse i morgen. Og det er besnærende at overføre denne styreform til andre arenaer end corona: Kan vi skabe smidigere strukturer? Kan vi flytte beslutninger, der før er blevet taget i fællesskab, til andre fora, så vi kan træffe flere effektive beslutninger fremadrettet?
Fælles tur til lægen
Der er skrevet og sagt meget om demokrati, og alligevel står en lille bog fra 1945 med en klar og stadig relevant definition. Kirkehistorikeren og humanisten Hal Koch, der som bekendt også grundlagde Krogerup Højskole, skrev og udgav Hvad er demokrati i 1945. Det var i en tid, hvor de demokratiske institutioner helt åbenlyst ikke havde kunnet overvinde facismen og nazismens frontalangreb.
Demokrati er i Hal Kochs optik en tankegang – en livsform – som skal leves. Først i det nærmeste private liv i familierne og i forholdet til naboer, derefter i lokalsamfundet, siden nationalt og internationalt. Det er samtalen, forhandlingen og dialogen, som er demokratiets væsen. Demokratiet lever i den demokratiske samtale – sådan er grundsynet i Hal Kochs bog.
LÆS OGSÅ: Lad os bruge coronakrisen til at relancere det forpligtende fællesskab
Men selvom den demokratiske samtale er hjørnestenen i demokratiet, findes også samtaler, som ikke har meget forhandling og dialog. Når vi går til lægen, er det for at lade lægens ekspertise hjælpe vores bedring. I retten har dommeren fået autoritet til at dømme, ligesom politiet er til for at håndhæve loven.
Med corona har vi kollektivt skulle håndtere en virus, der truede fællesskabet. Her har sundhedsmyndighederne med deres ekspertise givet befolkningen en fælles tur til lægen og udstukket retningslinjerne.
Farvel til undtagelsen
Selv om undtagelsestilstanden under corona har været rimelig, var den netop en undtagelse. Vi skal tilbage til normalen. Og demokrati er ikke som bladene på træerne – noget, der bare vokser ud af sig selv. Det demokratiske sindelag er ikke noget, vi er født med, og de fleste mennesker i verden lever fortsat ikke i legitime demokratier. Det gør vi i Danmark, og derfor skal vi tilbage til de demokratiske processer så snart som muligt – på de områder, hvor det er forsvarligt.
Når det er værd at beskrive noget så almindeligt som et elevdemokrati på en højskole, er det, fordi det seneste halvandet år har været helt ualmindeligt.
Esben Christensen
Med al dens møje, langsommelighed, forhandlinger og dialog er den demokratiske livsform fortsat det bedste bud, når mennesker bredt skal føle frihed i og tage ansvar for deres eget liv. Og som eleverne på højskolen, der selv satte rammerne for deres hjemrejse, skal vi som borgere ind og tage styringen over vores fælles liv igen.
Efter en tid, hvor ansvaret og beslutningerne er blevet taget fra toppen, og hvor vi på individ- og institutionsniveau har rettet ind, er det tid til at overveje: Hvordan kan vi som højskolefolk gå forrest, når nu den dominerende samtale, vi skal have med hinanden, igen skal være demokratisk?