Fortalt til Mona Samir Sørensen
Jeg er ikke ked af at gå på pension, for jeg har selv valgt det. Jeg kunne godt være gået i november sidste år, men så var der jo udgivelsen af den nye højskolesangbog, som jeg var meget involveret i. Dengang tænkte jeg, at hvis jeg ventede til foråret, var vi coronafri og kunne holde en stor fest.
Nu sagde vi farvel på zoom i dag. Men vi skal holde en jubilæumsfest, når vi kan igen. Og dér skal vi synge RIGTIG meget!
Jeg er praktiker og sidder ikke og filosoferer over højskolebevægelsen som sådan, men jeg er jo fanget ind af den og elsker den. Ellers havde jeg ikke været her i 40 år. Det er højskolefolket og mine fantastiske kolleger, der har holdt mig ”fanget” så længe.
Da jeg startede, hed det Højskolernes Sekretariat. Jeg skulle rådgive kommende elever og kursister, personligt og telefonisk, og sørge for, at de fik relevant materiale tilsendt med posten.
Skrivemaskine, telefon, karbonpapir, stencilbrænder og duplikator, og så havde vi lige fået et moderne påfund, der hed en fotokopieringsmaskine. Den kaldte vi “Jens Lyn”, for den var vildt langsom. Så kom der telefax til, og en halvautomatisk skrivemaskine, som kunne skrive en adresse flere gange – helt af sig selv.
Jeg elsker, hvis jeg kan forvandle en laaaaang kedelig sætning til to kortere, letlæselige
Charlotte Schrøder
Det var revolutionerende, da vi fik edb og begyndte at tænke i databaser, og endnu mere, da vi begyndte at se muligheder i internettet.
De største projekter, jeg har arbejdet med, er opbygning og udvikling af vores hjemmeside – helt fra den spæde it-start, Højskolekatalogerne, Højskolesangbogen for børn og sidst Sanghåndbogen.
Gennem de seneste 10 år har jeg moslet på med at få lov til at være korrekturlæser på vores udgivelser, for jeg elsker sproget og kan lide at hidse mig lidt op, når folk ikke kan finde ud af ligge/lægge eller hans/sin. Og jeg elsker, hvis jeg kan forvandle en laaaaang kedelig sætning til to kortere, letlæselige.
Det mest udfordrende er at skifte chef. Det har jeg heldigvis kun prøvet fire gange. Og kun den ene gang overvejede jeg at skifte job. Det var efter næsten 20 år, da vi havde det andet chefskifte. Det var så mærkeligt. Pludselig kom der nogle, der skulle tænke det hele om, blandt andet fusionen af de to foreninger og de to forskellige måder at tænke højskoler på – lovgivningsmæssigt contra elevpleje.
Fra at være en HK-arbejdsplads blev det til en akademikerarbejdsplads, hvor alle hedder konsulent til efternavn. Jeg var lige ved at hoppe, men kiggede på de mennesker, der omgav mig, og hængte min hat på dem. Det har altid været en fantastisk favnende arbejdsplads med gode kolleger med indsigt og udsyn og blandede kompetencer.
LÆS OGSÅ: Opskriften på en romankoncert
Jeg sætter en ære i, at skibe, der sættes i søen, kommer sikkert i havn. At vores kontormail besvares hurtigt og kompetent, og at de, der tager på korte kurser, får lige så god behandling som de unge, der skal på et langt kursus. Og så har jeg altid prøvet at være en god kollega.
Højskolebevægelsens styrke er, at den er en osteklokke, hvor der er plads til at eksperimentere og bidrage til samfundsudviklingen.
Højskolebevægelsens svaghed er, at den er en osteklokke, hvor der er en risiko for, at den bliver sig selv nok.
Det er med vemodighed, at jeg går på pension, men jeg fortsætter helt sikkert med at have kontakt med flere af mine kolleger, som jo er blevet mine venner.
Nu får jeg mere tid til min familie og til mit nye paradis: Sørens og mit sommerhus. Jeg fortsætter med mit lille firma, og jeg får nok et par opgaver for foreningen året ud. En enkelt rejse i ny og næ skal det også blive til, men jeg bliver ikke sådan en pensionist, der rejser jorden rundt.