Tidligere højskoleelever går forrest i Myanmar: "Min mor frygter for mig, hver dag jeg deltager i protesterne"

Publiceret 14-03-2021

UDLAND Mange borgere er for tiden på barrikaderne i Myanmar i protest mod militæret og i kampen for et reelt demokrati. Blandt dem er flere tidligere højskoleelever, som tager tanker fra højskolen med som inspiration i deres drømme for et nyt Myanmar.

Siden militærkuppet begyndte i Myanmar den 1. februar, har mange borgere demonstreret i landets små og store byer. Militæret har svaret igen med vandkanoner, gummikugler, skarpe skud og arrestationer. Foto: Santosh Krl/SIPA/Ritzau Scanpix

Af Jacob Zakarias Eyermann, forstander på Silkeborg Højskole og medlem af FFD’s internationale udvalg

“Release Aung San Suu Kyi and all the detainees” råber de mange demonstranter i kor i gaderne i Mandalay, Pathein, Yangon og mange byer i Myanmar. De bærer papskilte med teksten “Stop crime against humanity”, “We want legitimate government” og “Save Myanmar”.

Unge og ældre er gået på gaden i protest over, at militæret den 1. februar kuppede de folkevalgte politikere – herunder landets leder, Aung San Suu Kyi.

Silkeborg Højskole har gennem en årrække haft elever fra Myanmar gennem et fælles projekt med KFUM, KFUK og Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund (FDF). Flere af eleverne er blandt de tusindvis af demonstranter i Myanmar, som har sat sig til tasterne på de sociale medier for at dokumentere militærets overgreb – ligesom mange er gået på gaden for at holde fast i håbet om en mere demokratisk udvikling.

Roi Jar er en af demonstranterne. Hun er 27 år gammel og arbejder for en lokal NGO. Hun tilhører Kachin-folket, som er en af de mange etniske grupper i Myanmar, og hun oplever selv, hvordan folk fra Kachin bliver undertrykt, oplever uretmæssige arrestationer, uretfærdige retssager og nægtes adgang til uddannelse.

LÆS OGSÅ: Hvad håber du?

“Tiden siden militærkuppet har været en katastrofe. Det er et tilbageslag for os. Myanmar er meget opdelt i regioner og etniciteter, men det er på tide, at vi samles og forenes. Jeg håber på et ægte demokrati, hvor alle er respekteret og behandles lige, og hvor vi ikke diskrimineres på baggrund af køn, race, religion eller etnicitet,” siger Roi Jar.

Med livet som indsats

Ei Zin May Phoo er 29 år gammel og tilhører de etniske grupper Mon og Karen. Hun er også tidligere højskoleelev i Silkeborg og har under de igangværende protester været på gaden i Yangon, der er Myanmars største by.

“Dette er vores sidste chance. Vi må vinde. Vi ønsker ikke at vende tilbage til en tid, hvor vi er bange for politiet og militæret. Det her handler ikke bare om at få løsladt Aung San Suu Kyi. Det er også en støtte for de etniske grupper, som bliver undertrykt,” siger Ei Zin May Phoo.

Jeg ved ikke, hvor jeg får modet fra til at fortsætte, men det giver styrke at se, hvordan alle hjælper hinanden og tilbyder mad og vand under protesterne

Ei Zin May Phoo, 29-årig burmeser og tidligere højskoleelev

Det er ikke uden risiko at demonstrere i Myanmar lige nu. Flere personer har allerede mistet livet, og politiet har ifølge Roi Jar og Ei Zin May Phoo bortført folk om natten. Den seneste opstand i Myanmar i 2007 blev slået hårdt ned af militæret og politiet, men ifølge Ei Zin May Phoo er det tydeligt, at hendes forældres generation frygter militæret mere, end hendes egen generation gør.

“Jeg ved ikke, hvor jeg får modet fra til at fortsætte, men det giver styrke at se, hvordan alle hjælper hinanden og tilbyder mad og vand under protesterne. Folk hjælper virkelig hinanden på en måde, som jeg ikke har set før, men min mor frygter for mig hver dag, jeg deltager i protesterne,” siger Ei Zin May Phoo.

Drømmer om en højskole i Myanmar

Ingen af de to piger kendte meget til højskolerne, inden de kom til Danmark. Men efter fem måneder på Silkeborg Højskole drømmer de om at kunne skabe en højskole i Myanmar. Mødet med højskolen og foreningslivet i Danmark har sat tanker i gang om uddannelse, demokrati og frivillighed, fortæller de.

“Min tid i Danmark er det tidspunkt i mit liv, hvor jeg har følt mig mest tryg, og hvor jeg følte, at alle blev behandlet ens og havde lige muligheder. Højskolen lærte mig ikke at tænke så skråsikkert og at acceptere kulturer og mennesker, der er forskellige fra mig. Det er første skridt mod den forsoning og sammenhængskraft, som vi har brug for i Myanmar,” siger 27-årige Roi Jar, der gik på Silkeborg Højskole i efteråret 2017.

LÆS OGSÅ: Han underviser i solidaritet

Ei Zin May Phoo fortæller, at hun på sit højskoleophold i foråret 2016 mødte forskellige foreningsaktive og frivillige, og at hun deltog i Ungdommens Folkemøde og et kursus for unge arrangeret af Frivilligt Drenge- og Pige-Forbund (FDF). Det lærte hende noget om frivillighedskultur.

“Her i Myanmar er frivilligt arbejde en forberedelse til et rigtigt arbejde. Det er usandsynligt, at man er frivillig, når man har opnået en højere stilling. Og hvis man er ældre eller har en højere stilling og er frivillig, er det som talsmand eller moderator. I Danmark oplevede jeg, at mennesker var frivillige i alle aldre. Selv en universitetsprofessor kunne være lejrchef på en FDF-lejr for børn og unge. Det ville aldrig være sket i Myanmar,” siger Ei Zin May Phoo.

Højskoletanken om, at man kan fordybe sig af interesse og ikke nødvendigvis skal være enig i eller acceptere det, lærerne siger, er meget fremmed for hende og uddannelsessystemet i Myanmar.

Højskolen lærte mig ikke at tænke så skråsikkert og at acceptere kulturer og mennesker, der er forskellige fra mig. Det er første skridt mod den forsoning og sammenhængskraft, som vi har brug for i Myanmar

Roi Jar, 27-årig burmeser og tidligere højskoleelev

“Jeg elskede alt omkring højskolen – de konkrete værktøjer til at organisere workshops, de mange relationer, vi fik opbygget og selv rengøringen, hvor man lærer at tage ansvar,” siger Ei Zin May Phoo.

Roi Jar og Ei Zin May Phoo har efter deres højskoleophold løbende deltaget i workshops sammen med danske højskoleelever og andre unge i Myanmar, og de er stadig i kontakt med mange af eleverne fra deres ophold.

Kritisk tænkning og ytringsfrihed

En af de danske højskoleelever, der deltog i et af Silkeborg Højskoles rejseprojekter til Myanmar, er Sara Lentz Jørgensen. Hun er 26 år gammel og studerer til daglig politik og økonomi ved Aarhus Universitet.

I sommeren 2015 var Sara i Myanmar i to måneder for at lære om landet og lave workshops om aktivisme, konstruktiv journalistik og dialog sammen med andre Silkeborg-elever og unge fra Myanmar. Siden sit besøg i 2015 har hun fulgt med i landets og sine medstuderendes udvikling. Hun oplever mange unge i Myanmar som meget nysgerrige på omverdenen og på, hvordan danske unge tænker om samfund og demokrati.

Jeg synes, de unge er vildt seje, og det er en modig kamp, de fører an i

Sara Lentz Jørgensen, tidligere deltager i et af Silkeborg Højskoles rejseprojekter til Myanmar

“Jeg kan huske, at vi lavede workshop sammen med nogle unge, og efterfølgende tog de på biblioteket for at låne bøger om kritisk tænkning og ytringsfrihed,” siger Sara Lentz Jørgensen. Hun har siden dengang besøgt landet flere gange og deltaget i møder og workshops med andre unge og kan se en tydelig udvikling i løbet af de sidste fem år.

“Da jeg var i Myanmar i 2015, var de unge meget mere forsigtige og turde ikke kritisere nogen eller noget. De turde ikke være venner med os gennem deres officielle facebookprofiler, så de oprettede specielle profiler af frygt for myndighederne, men i dag deler de billeder og video i øst og vest – velvidende at det også kan være farligt,” siger Sara Lentz Jørgensen.

Ærefrygt for vennerne i Myanmar

For tiden følger Sara dagligt med i de opdateringer, videoer og billeder, som hun får fra sine venner i Myanmar. Nogle af vennerne er en del af demonstrationernes frontlinje.

“Jeg synes, de unge er vildt seje, og det er en modig kamp, de fører an i. Men jeg bliver også lidt nervøs, når jeg ser billeder af andre, der er blevet skudt og kørt på hospitalet. Det kunne jo blive en af mine venner på et tidspunkt,” siger Sara Lentz Jørgensen.

Hun er som mange andre spændt på, om protesterne og den demokratiske udvikling får lov til at fortsætte, eller om oprøret bliver slået ned og kvalt ligesom tidligere oprør i 1988 og 2007.

LÆS OGSÅ: "Trods den direkte formaning om det modsatte vil jeg fortsætte med at arbejde med dannelse og ikke opdragelse"

Roi Jar og Ei Zin May Phoo tror og håber på, at protesterne denne gang kan føre til reelle forandringer. De er også enige om, at forandring og demokrati skal komme fra befolkningen selv, men at Danmark og det internationale samfund også skal gøre noget.

“Vi har brug for, at I støtter os i, at vores stemmer bliver hørt, og står sammen med os – ikke kun i krisetider, men også når vi bagefter skal opbygge et demokratisk samfund,” siger Roi Jar.

Derudover opfordrer de helt konkret til, at højskoler og private yder økonomisk støtte til CDB (Civil Disobedience Movement).

“Mange offentligt ansatte gør oprør og strejker. De sætter deres liv på spil og får ingen løn. Vi opfordrer folk i og uden for Myanmar til at støtte dem, for de løber en stor risiko,” forklarer Ei Zin May Phoo.

Faktaboks

Myanmars demokratiske historie

Fra 1962 til 2010 har militæret siddet tungt på magten i Myanmar.

Det sydøstasiatiske land fik i 2008 en ny grundlov, hvor militæret sikrede sig, at landets leder, Aung San Suu Kyi, ikke kunne stille op som præsident, og at militæret altid sidder på 25 procent af sæderne i parlamentet.

I 2010 afholdt Myanmar sit første reelle valg, og ved valget i 2015 vandt Aung San Suu Kyi og NLD-partiet (National League for Democracy) størstedelen af pladserne i parlamentet.

I november 2020 – ti år efter det første valg – vandt Aung San Suu Kyi og NLD med op mod 80 procent af de afgivne stemmer. Det fik militæret til at erklære valget for ugyldigt og indføre et års undtagelsestilstand.

Militærkuppet har fået befolkningen på gaden i protest med kampråb som “Now or Never. Do or Die!”, og militæret har svaret igen med vandkanoner, gummikugler, skarpe skud og arrestationer.

Landets omfattende internetrestriktioner gør det svært at holde befolkningen og resten af verden informeret om situationen, men demonstranterne kæmper fortsat, og på de sociale medier dokumenterer de protesterne og militærets brutalitet.