Vi kan ikke fjerne ekstremisme med et snuptag
Argumentet for at vise Muhammedtegningerne er, at det er en principsag i vores samfund, at man skal kunne gøre grin med alt, også religion. Underforstået: Hvis vi begynder at slække på det princip, så revner hele fundamentet. Og det er da absurd, at man i dagens Danmark kan stå som underviser og frygte for sit liv, fordi man viser disse tegninger. Men i min verden er det lige så absurd at tro, at man kan fjerne den trussel ved at provokere den.
Det giver ingen mening at sparke til et hvepsebo for at bevise, det findes. Det er klart mere besværligt og tidskrævende at fjerne hvepseboet, men det er uundgåeligt i den dybt begrædelige situation, vi står i. Vi kan ikke bare fjerne ekstremisme med et snuptag. Jeg kan kun se én måde at komme den helt til livs på. Og det er ved at arbejde mod så fredelig en sameksistens, at vi kan opløse dikotomien om “den vestlige verden versus den muslimske verden”.
LÆS OGSÅ: Prince fik nok af racisme og tog sagen i egen hånd
Jeg vil på ingen måde underspille, hvor grusomme og tragiske omstændighederne omkring Muhammedtegningerne var. Folk døde jo! Men den vrede og afmagt, jeg også selv føler i den sammenhæng, får mig stadig ikke til at bakke op om tegningerne. Der er for mig ingen modsætning i at mene, at Jyllands-Posten så absolut var i deres gode ret til at trykke Muhammedtegningerne – OG at de skulle have ladet være. I højskoleverdenen er vi er alle for demokrati. Men vi kan sagtens være dybt uenige om, hvordan vi passer på det. Det er vel netop en af de helt store styrker?
Med andre ord synes jeg, der er god grund til, at højskolerne ikke samlet bakker op om Muhammedtegningerne, da der er mange nuancer og holdninger i spil. Og med hensyn til argumentet om, at muslimer skal forstå vores humor, er jeg nødt til at nævne, at hvis man skal grine sammen ad hinanden, så er man nødt til først at respektere hinanden. Ellers nærmer satiren sig propaganda. Der er altså forskel på, om jeg siger “dumme svin” til en god ven, en hjemløs eller en vodkastiv klump steroider i Jomfru Ane Gade. Og derfor er der også forskel på, om jeg hopper i tyrolertøj eller laver blackface.
Højskolens vekselvirkning
I forhold til identitetspolitikken synes jeg, at det er utroligt privilegieblindt at mene – som kronikken gør – at hvis man har en elev, der oplever undertrykkelse på grund af race, seksualitet eller religion, så skal man blot instruere dem i, at de skal være individer og holde op med at føle sig krænkede. Der findes undertrykkelse og privilegier, og hvis vi ignorerer dette eller ikke anerkender det, er vi blinde. Jeg kan sagtens som hvid, midaldrende mand fra den mest privilegerede del af verden forsøge at sætte mig ind i, hvordan det er at opleve undertrykkelse. Men jeg kan aldrig forstå det som de, der har prøvet det på egen krop.
Kronikkens diktat om, hvad man skal mene, og hvordan man bør undervise, er utrolig langt fra højskolepædagogikken med dens vekselvirkning og dét at være sammen om noget tredje for at tale om vores fælles liv
Jesper Trier Gissel
De unge i dag forstår det meget bedre end min generation, og vi har en fantastisk mulighed for at nyde godt af højskolens vekselvirkning på dette punkt. Man lukker netop dialogen ved kun at pege på det, man finder skingert, og ignorere substansen. Selvfølgelig er der tilfælde, hvor krænkelseskortet trækkes af de forkerte årsager. Men det må aldrig blive grund til at benægte, at der findes mange reelle krænkelser – også selvom vi ikke kan forstå det lige med det samme. Det handler ikke, som kronikken hævder, om at kortslutte samtalen, men om at nuancere den og måske finde et fornyet udgangspunkt for den demokratiske samtale, hvor alle står lige fra begyndelsen. Samtale, nysgerrighed, vekselvirkning, dannelse, aktualitet, fælles udvikling, tolerance, debat, uenighed, højskole – alt dette anser jeg for at være grundsten til dialog.
Kronikken forklarer til slut, hvordan vi skal undervise og forholde os til Muhammedtegningerne og identitetspolitik i højskoleverdenen. Det synes jeg ærlig talt, at højskolelærerne skal afgøre med sig selv. Vi er jo altså frie skoler med alt, hvad det indebærer. Jeg tror for eksempel, at de fleste højskolelærere godt kan se sig selv vise Muhammedtegningerne frem i undervisningsøjemed. Men jeg tror også, de fleste kan se den situation, hvor de ikke vil gøre det.
LÆS OGSÅ: Tør vi tale om #MeToo?
Jeg synes, at kronikkens diktat om, hvad man skal mene, og hvordan man bør undervise, er utrolig langt fra højskolepædagogikken med dens vekselvirkning og dét at være sammen om noget tredje for at tale om vores fælles liv. Så trods den direkte formaning om det modsatte vil jeg fortsætte med at arbejde med dannelse og ikke opdragelse.
Shakespeare skriver i en monolog om en flygtningekrise, at der ligger en fare i, at ordentlige mennesker, der burde vide bedre, reagerer for hurtigt, fordi de har en ubestemmelig følelse af, at deres egne vante vilkår er under pres. Så begynder de at råbe tankeløst og skingert og får således givet stemme og relevans til alle fundamentalisterne ude på fløjene, og så drukner den oplyste samtale. Og for at låne fra Rykind-Eriksen og co.’s retorik, så må højskolerne aldrig blive de ordentlige mennesker, der burde have vidst bedre.