Af Mads Rykind-Eriksen, forstander på Rødding Højskole, Peter Bjerregaard, tidl. lærer på Grundtvigs Højskole, Simon Dorph Nørgaard, underviser på Rødding Højskole, og Lawand Hiwa Namo, tidl. elev på Rødding Højskole
For knap tre måneder siden blev undervisningsfriheden udsat for et voldsomt angreb. Den franske historielærer Samuel Paty blev halshugget. Hans forbrydelse var at vise Muhammed-tegningerne i sin undervisning om ytringsfrihed.
Det fik en dansk lektor på en videregående uddannelse i København til for første gang offentligt at forholde sig til tegningerne. På Facebook bekendtgjorde hun, at hun ville vise tegningerne i undervisningen om den danske velfærdsstats udvikling.
“Pointen var netop, at jeg ville bruge min ytringsfrihed og undervisningsfrihed til selv at vælge, hvad jeg ville undervise i. I opslaget opfordrede jeg også andre lærere til at gøre det samme. Hvis vi er flere, der gør det sammen, bliver vi ikke truet enkeltvis,” fortalte den anonyme lektor til Politiken.
I dag er hun gået under jorden på opfordring af PET. Hun frygter for sin families og egen sikkerhed. Dødstruslerne væltede ind. Og som hun fortalte Politiken: “Jeg har ladet mig true til tavshed. Dem, der har truet mig, har opnået det, de ville.”
Så hvad siger mordet på Paty og lektorens oplevelser om tilstanden på vores ytrings- og undervisningsfrihed i Danmark? Kan vi som undervisere og højskolebevægelse acceptere, at det, vi siger og vælger at undervise i, bliver indskrænket af frygten for andres reaktion?
LÆS OGSÅ: Cekic: "Hver eneste dag er der mennesker i det her land, som rækker hånden ud"
Der er i dag et stort behov for, at alle højskolefolk, undervisere og politisk engagerede på tværs af højre- og venstrefløjen står sammen om fundamentet for vores frihed: Vores liberale demokrati.
Når vi fire undertegnede på tværs af generationer og politiske ståsteder har besluttet at gå sammen om denne kronik, skyldes det én fælles erkendelse: At antidemokratiske strømninger ikke er tusinder af kilometer borte, men befinder sig i vores egne klasselokaler.
Som vi ser det, er det ikke kun volden, der begrænser tænkningen og samtalen i klasselokalerne. Dét, at elever og studerende i stigende grad føler sig krænket og dømmer undervisere ude med beskyldninger om racisme og privilegieblindhed, begrænser også den rationelle samtale.
Det interessante spørgsmål er derfor, hvad vi bør stille op med denne følelse af provokation. Særligt os i højskolebevægelsen.
Lighed i ret og værd
Generelt er der stor opbakning til ytringsfrihed i Danmark. Alligevel mener godt 20 pct. af danskerne, at det bør være forbudt at kritisere religion. For medborgere med indvandrerbaggrund er tallet 42 pct., for deres efterkommere gælder det 48 pct., og for indvandrere og efterkommere fra Tyrkiet, Libanon og Pakistan er tallet 76 pct.
Det bør give anledning til panderynker, at opbakningen til at indføre censur over for religionskritik kan måles i tocifrede procenttal. Særligt når vi har talrige historiske og aktuelle eksempler på, hvad der sker, når den type censur indføres. Følgen er altid, at den offentlige samtale bliver rigid og iltfattig. Og så taber alle.
Det er ikke muligt at have et politisk ideal om individuel frihed og en høj grad af ytringsfrihed uden også at have et fælles værdisæt, der inkluderer en høj grad af tillid til det enkelte menneske og troen på frihedens iboende værdi.
Kan vi som undervisere og højskolebevægelse acceptere, at det, vi siger og vælger at undervise i, bliver indskrænket af frygten for andres reaktion?
Af samme grund udgør parallelsamfund en eksistentiel udfordring for vores folkestyre. I modsætning til vores folkestyre, der bygger på lige værd og lige ret, forsøger parallelsamfund netop at separere sig fra det omkringliggende samfund. Der er f.eks. steder, hvor folkestyrets love er erstattet af religiøs lov.
Ifølge Mostafa Chendid, tidligere imam ved Islamisk Trossamfund, har mindst 2.000 kvinder i dag problemer med at komme ud af deres ægteskab. Ikke fordi dansk lovgivning står i vejen, men fordi den lokale imam forhindrer det. I visse kredse er der endda stor opbakning til denne separatisme. Hver tredje københavner med ikke-vestlig baggrund mellem 18 og 29 år mener, at religiøs lov bør have forrang for sekulær lov.
Der opstår desværre flere grupper, som ønsker særregler og undtagelser fra de almindelige humanistiske principper og politiske frihedsrettigheder, hvilket kendetegner de åbne samfund og har gjort det siden oplysningstiden.
Identitetspolitik er mange ting, men grundlæggende farlig
Den identitetspolitiske bølge, der især florerer på uddannelsesinstitutioner i den engelsktalende del af verden, lægger også vægt på undtagelser og særregler. De begrundes dog ikke i overtro, men i repræsentation af grupper, der opfattes som mindre privilegerede.
Der er tale om strukturer og gruppeidentitetsmarkører, som oftest er defineret ud fra køn, seksualitet, alder og hudfarve. Her er den enkeltes tanker og handlinger ikke så vigtige. Det handler ikke om, hvad der bliver sagt, men om hvorfra man taler.
Denne måde at tænke på kom blandt andet til udtryk ved et par demonstrationer i København i løbet af sidste år. Den ene gang var der tale om en raceopdelt pride-parade på Nørrebro. Her var begrundelsen, at “de hvide altid har haft privilegiet.” Underforstået: Nu var det “de hvides” tur til at holde for og gå bagerst. Den anden var en Black Lives Matter-demonstration, hvor hvide deltagere også skulle gå bagerst.
LÆS OGSÅ: Prince fik nok af racisme og tog sagen i egen hånd
De identitetspolitiske tendenser ses dog ikke kun i gadebilledet. I kulturlivet florerer denne tænkning også. Det er ikke et tilfælde, at direktøren for Det Danske Filminstitut har luftet idéen om, at danske film kun skal kunne få støtte, hvis de opgør antallet af “brune” ansatte.
Enhedslistens Pernille Skipper har også betjent sig af den identitetspolitiske tænkning ved at påpege, at der er visse ting, som Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard ikke kan forstå, fordi hun er hvid. Ifølge Skipper gjaldt det samme for Lars Rebien Sørensen, bestyrelsesformand for Novo Nordisk Fonden, fordi han både er hvid og mand. Sådan kortslutter man en samtale – når perspektiver og synspunkter erklæres ugyldige, fordi deltagerne ikke har den rette baggrund eller hudfarve.
Men identitetspolitikken er mange ting. Derfor må vi også have øje for nuancerne i den rejste kritik. På trods af åbenlyse fejlslutninger i den identitetspolitiske tænkning udspringer den af et ønske om at sikre en højere grad af retfærdighed for folk, der af den ene eller anden grund bliver behandlet uretfærdigt. Og det mål er godt, men midlet – særkrav og separatisme – risikerer at underminere målet.
Stigende krænkelsesparathed
Det er tale om et værdimæssigt skred, der har været længe undervejs. Københavns Universitet aflyste for et par år siden en mexicansk udklædningsfest, fordi det kunne opleves som krænkende for nogle, hvis en ikke-mexicaner tog en mexicansk hat på. En underviser på Handelshøjskolen i København har også følt sig krænket af Højskolesangbogens Den danske sang er en ung blond pige, da hun syntes, at den var ekskluderende.
Opblomstringen af denne tænkning og den stigende krænkelsesparathed, der følger af den, er ikke bare problematisk for vores samfund. Det er også et problem for den enkelte.
Professor i statskundskab Ole Wæver måtte bruge over et halvt år på at forsvare sig mod vanvittige anklager om, at hans teori om international politik er racistisk. Hans teori blev dømt racistisk, da teoriens brug af begreber som f.eks. “civiliseret” og “orden” skulle antyde, at visse dele af verden er uciviliserede eller kaosfyldte. Det er selvsagt ikke racistisk, men blot en iagttagelse.
Topforskeren Eske Willerslev er også blevet beskyldt for, at hans undervisning på Cambridge University er racistisk. Willerslev fortæller selv, hvordan mange kollegaer ikke tør give deres studerende en fyldestgørende indflyvning i DNA-forskningens resultater, fordi de frygter, at de studerende anklager dem for racisme.
Resultatet af denne tendens er ikke blot mindre frihed. Vi bliver dummere som individer og som samfund, når de radikale dele af identitetspolitikken slår rod i klasselokalerne og den offentlige debat.
LÆS OGSÅ: Tør vi tale om #MeToo?
Opblomstringen af denne tænkning og den stigende krænkelsesparathed, der følger af den, er ikke bare problematisk for vores samfund. Det er også et problem for den enkelte. Hvis den enkelte ikke udviser samme kritiske sans over for egne indskydelser og følelser som over for andres, bedømmer han eller hun andre efter én standard og sig selv efter en anden. Som samfund kunne vi godt blive bedre til at appellere til brug af fornuften og selvbesindelse. Som højskolebevægelse har vi en pligt til at appellere til den.
Begynder vi omvendt at appellere til vilkårligheder som etnicitet, køn og alder, så opløser vi grundlæggende vores medborgere som politiske væsener. De reduceres til at blive repræsentanter for en gruppe, hvilket også reducerer vores demokratiske samtale til en interessekamp mellem forskellige grupper. Og så har vi alle tabt.
Ytringsfriheden er hævet over al politik
Der har mange steder været en tendens til at affeje ytringsfrihed og forsvaret for samme som et projekt, der er vokset i de nationalkonservatives baghave. Alene med det formål at chikanere muslimer. Den diskussion giver for os at se ikke mening. Truslen mod undervisnings- og ytringsfriheden er reel og kalder på handling. Også i højskoleverdenen. Derfor skal man også tage aktivt del i samfundslivet, være villig til at lade sig overbevise af bedre argumenter og forsøge at udleve idealet om at møde andre som ligeværdige borgere – deraf også det borger-lige samfund.
For Samuel Paty var eleverne hverken minoritetsborgere eller majoritetsborgere. Paty så borgeren i hver elev og skelede ikke til vilkårlige forhold såsom hudfarve eller religiøs baggrund. Han var fuldt ud bevidst om, at alle børn i den franske republik er født lige i ret og lige i værd.
Truslen mod undervisnings- og ytringsfriheden er reel og kalder på handling. Også i højskoleverdenen.
Efter mordet på Paty afholdte de franske myndigheder vanen tro en række officielle mindehøjtideligheder. Denne gang blev der dog også læst et par tekster op for samtlige franske skoleelever. Den ene tekst var Albert Camus’ kærlighedserklæring til sin skolelærer, og den anden tekst var den franske socialist Jean Jaurès’ brev til landets lærere skrevet i 1888:
“Vi bliver nødt til at vise dem [eleverne, red.] tænkningens storhed; vi bliver nødt til at indgyde dem respekt og lære dem at tilbede sjælen ved at vække en følelse af det uendelige i dem, hvilket er vores glæde og også vores styrke, fordi det er igennem det, at vi vil vinde over ondskab, mørke og døden,” fastslog Jaurès, som så skolevæsnet som republikkens første bastion.
Det er selvsagt også højskolernes fineste opgave at fremelske dette værdisæt hos den enkelte elev. Ikke kun fordi det står i formålsparagraffen, men fordi et liberalt-demokratisk værdisæt er selve betingelsen for et frit og åbent demokrati – og i sidste ende evnen til at leve meningsfulde liv.
LÆS OGSÅ: Kristian Jensen: "Højskolerne er politisk intetsigende. Og det er farligt"
Alligevel har det været svært at identificere det principfaste forsvar for f.eks. satiretegninger i det danske uddannelsessystem.
“Jeg vil ikke vise dem i undervisningen, fordi der sidder Yasmin og Muhammed, og deres forældre har en tro, der gør, at man ikke må håne dem ved at vise dem her i undervisningen. Det vil jeg ikke gøre, ligesom jeg ikke vil gøre noget, som kan gøre andre kede at det,” forklarede skoleledernes formand, Claus Hjortdal, i Berlingske i efteråret.
“Kampen for ytringsfrihed skal ligge nogle helt andre steder end i folkeskolen,” lød meldingen. Dét ræsonnement må højskolerne aldrig acceptere.
Empatiens cirkel bør udvides
Debatten, der opstod i kølvandet på Samuel Patys død i oktober, afslørede blandt andet, hvor eftergivent et forhold mange undervisere har til de idealer, som vel var årsagen til, at de blev lærere til at begynde med. De principielle overvejelser om vigtigheden af personlig myndighed og en høj grad af ytringsfrihed synes erstattet af pragmatiske overvejelser om risikoen for vold.
Det er nok de færreste, der ville turde at vise Muhammed-tegningerne i et ghetto-område på grund af truslen om vold. I de områder lader det til, at kampen for et frit og åbent samfund er tabt. I hvert fald for en stund. Og det er om noget at svigte den mindste minoritet i minoriteten: Ghettoens børn. Tænk hvis vi som samfund ikke tør udstyre disse børn med samme kritiske sans og undervisning som resten af landets børn. Af frygt for konsekvenser fra forældrenes side.
Men værre er det, når lærere i en misforstået høflighed undlader at vise Muhammed-tegningerne.
Hvis en person eksempelvis argumenterer for, at jorden er flad, vil de fleste nok undlade at bruge for meget tid på personen. For det første tænker personen sandsynligvis ikke særligt godt, og hvad der er rigtigt for mig, behøver alligevel ikke at være rigtigt for ham eller hende. Men det er præcis den slags indvendinger, der forlænger levetiden for religiøse tabuer og sløv tænkning. Hvad værre er, er det også er et ekstremt usympatisk synspunkt.
Det er nok de færreste, der ville turde at vise Muhammed-tegningerne i et ghetto-område på grund af truslen om vold. I de områder lader det til, at kampen for et frit og åbent samfund er tabt. I hvert fald for en stund.
Der er næppe en eneste højskolelærer, der nogensinde ville nogensinde sige: “Jamen, det skal du da være velkommen til at tro,” hvis ens elev hævdede, at jorden er flad. Tværtimod. Og årsagen til, at vi ville forsøge at få eleven på bedre tanker, er, at vi holder af vores elever. Ligesom vi holder af lærergerningen. Ud over praktiske hensyn er der ingen gode grunde til, at vi ikke udvider denne cirkel af empati til også at inkludere dem, vi dagligt kommer i kontakt med. I kærlighed til vores medmennesker.
Desværre er en af de store barrierer for at udvide denne empatiens cirkel, at det i visse grupper stadig er fashionabelt at organisere verden efter religiøst tilhørsforhold. F.eks. blandt kristne, jøder og muslimer. Den underliggende præmis hos mange af disse grupper synes at være, at de identificerer sig med en underkategori af menneskeheden frem for med hele menneskeheden.
Som højskolebevægelse kan vi naturligvis ikke tolerere sådanne separatistiske særkrav. Vi kan ikke tillade kulturelle særregler, der f.eks. ikke giver kvinder samme rettigheder som mænd, heller ikke hvis man kan finde religiøst belæg for forskelsbehandlingen. Vores opgave er heller ikke at skærme eleverne fra religions- og magtkritik, selv hvis kritikken kan virke provokerende. Det gør kritik jo ofte.
Demokratiets fundament
Intet er vigtigere for et frit og åbent samfund end et stort flertal, som aktivt bakker op om det liberal-demokratiske værdisæt, særligt samtalens regler. Har man ikke kastet anker i den demokratiske samtales normer, er al samtale umulig. Hvis en person ikke værdsætter erfaring, hvilke erfaringsbaserede argumenter kan vi da fremvise, som burde få personen til at værdsætte erfaring? Ingen.
LÆS OGSÅ: Hvor meget mangfoldighed kan højskolen rumme?
Hvis en person ikke værdsætter logik, hvilke logiske argumenter kan vi så bruge for at overbevise personen om at værdsætte logik? Ingen.
Hal Kochs store indsigt og bidrag var, at det er den oplyste samtale, der har den højeste autoritet. Betinget af, at den ikke er autoritær. Vores politiske kultur handler derfor i langt højere grad om, hvordan vi vælger at forme vores holdninger end om selve holdningerne. Og her kan vi naturligvis ikke acceptere undtagelser, især ikke under trusler om vold.
For Koch er den bærende forudsætning, at vi evner at træde ind i rollen som oplyste og myndige borgere. Han talte om den “borgerlige børnelærdom”, som enhver borger skulle have på rygraden for at kunne indgå i den demokratiske samtale og vores samfundskontrakt. Den borgerlige børnelærdom er uden sammenligning det stærkeste intellektuelle bolværk mod både store og små antidemokratiske tendenser. Desværre kan vi konstatere, at vores uddannelsesinstitutioner har været for dårlige til at forklare projektets filosofiske fundament, der strækker sig fra oplysningstidens menneske- og borgerrettighedserklæringer til højskole- og borgerrettighedsbevægelsen.
Hvis vi som højskolefolk tror på oplysningstidens idealer, er der ikke andet for end at bekæmpe separatistiske tendenser, og det begynder i undervisningslokalet. Med et forsvar for rationalitet og den oplyste samtale.
Skal vi undgå, at flere undervisere ender som Samuel Paty, og at flertallet forfalder til at tro, at Muhammed-tegningerne er af det onde, må alle, der kalder sig undervisere, tage på sig at forklare de kommende generationer, hvorfor ytringsfrihed og tolerance er selve livsnerven i demokratiet.
I den forstand handler det om mennesket – eller måske rettere: Menneskesyn. Hvis vi tror på, at mennesket er myndigt og rationelt, må vi alle som én acceptere en høj grad af ytringsfrihed. Tror vi derimod på, at mennesket er styret af dets følelser og er til fals for snart den ene, snart den anden impuls og derfor skal holdes fri af kritik og stryges med hårene, kan vi lige så godt give fortabt. Vejen mod et bedre og mere retfærdigt samfund er nemlig belagt med kritik og diskussion. Med humor og tolerance. Med ytringsfrihed. Omvendt er vejen mod et mere lukket og tilbagestående samfund belagt med særregler og særhensyn, med fravær af kritik og diskussion.
Hvis vi som højskolefolk tror på oplysningstidens idealer, er der ikke andet for end at bekæmpe separatistiske tendenser, og det begynder i undervisningslokalet. Med et forsvar for rationalitet og den oplyste samtale. Det er på høje tid, at højskolerne melder sig ind i kampen for et folkestyre med en fælles politisk spilleplade.