Af Mette Marie Toftdahl, lærer på Rødding Højskole
En udbredt opfattelse af guldfisk er, at de ikke husker længere end til næste omgang rundt i bowlen. I en vis forstand oplever jeg højskolens halvårlige elevhold på samme måde – som en cyklisk gentagelse: De elever, man er sammen med i den igangværende boble, er dem, det drejer sig om.
Dermed ikke sagt, at jeg glemmer gamle elever, tværtimod: Jeg føler, at de alle har gået der samtidig, for deres ansigter er lige nære og levende for mig, når jeg ser dem igen, på billeder eller de nu sparsomme besøg.
Jeg har svært ved at huske, hvor længe det er siden, når deres ophold er tidløst gemt i erindringsbobler, der ligger lag på lag. Men deres ansigter vækker en helt bestemt klang i en, for man husker det væsen, man mødte der, og de situationer, man så dem boltre sig i eller kæmpe med i fællesskabet. Det sker igen, når jeg ser deres ansigter i årsskriftet, som jeg her til eftermiddag bladrede igennem ved mit forsømte arbejdsbord.
Jeg er kommet i tanker om, at det private liv, jeg har gjort forsøg på at leve, i 2021’s foreløbigt nedlukkede måneder føles som et eksistentielt vakuum, i sin daglige guldfiskebowle. Det gik op for mig, at det, der har fyldt mit liv med inspiration og oplevelser de sidste 2,5 år, ikke bare er mit eget genius, men elevernes tilstedeværelse. Det er ikke bare min guddommelige inspiration, jeg øser ud til dem af en eller anden himmelsk haveslange, men noget der får liv gennem et feedbackloop os imellem.
LÆS OGSÅ: Siden de norske højskoler fik lov at genåbne, har der ingen smittespredning været: “Det fortæller jo noget om elevernes forsigtighed”
Jeg siger ikke, at privatlivet ikke rummer lykke og personlige sysler og tankestof. Men ikke at arbejde, når man er højskolelærer, er næsten ikke at leve. Måske fordi man ved – i sit luksusjob – hvilke flødekager der står på den hylde, man ikke kan nå.
Men jeg havde nær glemt flødekagerne. Slankekuren var blevet vane, og som mange andre i denne tid, hvor vi må nøjes, og hvor vi prøver at udnytte det, der er mulighed for, i stedet for at ærgre os over det umulige, havde jeg glemt noget vigtigt: At se med et større blik på tilværelsen. Ikke ud fra hvordan jeg har haft det de sidste par dage, men i det bredere panoramablik: hvad jeg er blevet givet gennem tiden, som bestanddele i mit rige liv.
På højskolen surfer man på vandene
Vi plejer at have travlt. Tiden på en højskole er så tætpakket, at det konditionerer mennesket til at bevæge sig i nær tilknytning til nuet. Man må se på tiden, som en (ligesom jeg) nærsynet brillebruger gør: give sin opmærksomhed til det nære, der tilbydes én klart og levende, og vide, at der er en uklar baggrund, man næppe opfatter så tydeligt – såsom ubesvarede opkald fra venner og familie derhjemme eller en ny sygdom opstået i Kina.
Grundfølelsen i kroppen omkring “hvordan det går” er på en højskole baseret på de seneste to og de kommende to dage: stemninger og hotte diskussionsemner, vittigheder og hændelser under beskedgivningen efter måltidet, eller en af de legendariske “magisk mandag”-aftener.
Går det hektisk til, tager man måske dagen i tredjedele: Den morgensang, vi oplevede i morges, kombineret med det, vi sætter os for i formiddagsfaget, med en frokost i udsigt – det fylder ens væsen op i en grad, så man bliver træt bare ved tanken om en maratoncaféaften den samme dag.
At være på afstand af en levende højskole, i nærheden af en tom en; at være lærer uden elever – det er dødssygt, en sygdom til døden rent åndeligt
Mette Marie Toftdahl
Så er det bedst at lade være med at prøve at fastholde for meget af det, man oplever. Slip det bare, luk det ind i langtidshukommelsen på egetræsfade. Prøv heller ikke at foregribe begivenhederne omkring dig og tage dem på dine skuldre – lad os om det, vi skal nok huske kaffen og fortælle dig om Kammerslusens historiske signifikans, sætte gang i fællessangen og lægge op til samtalerne.
På højskolen surfer man på vandene. Du behøver ikke at kunne rumme mentalt, hvad der er besluttet på skemaer og sedler, ofte på andres initiativ – bare du dukker op. Arbejdet for eleverne er sådan set at holde balancen.
Svært at være engageret livskunstner
Som lærer er man den, der holder tovene. Er man ikke primus motor på en sag, er det dog altid et initiativ, man til enhver tid har en lille andel af. Det er os, der bærer elevholdet in mente på alle tider af døgnet, undtagen når vi vælger at glemme det – fordi vi har familiens og de andre venners liv i baggrunden hele tiden og ikke kun i et halvt år. Der skal stilles skarpt på det og slås skyklapper op, fordi man ellers risikerer at blive forført af sit elevhold henover alle sluser. Vi skal jo gøre os umage for ikke at tale om dem over kaffen til alle og enhver.
Januar og februar 2021 har været egoismens tid for mange, særligt en højskolelærer som mig. Vi har spist gode middage, sovet længe og læst alle de interessebøger, der krydrer vores undervisning. Alle stier er gået eftertrykkeligt til i byen. Podcastenes, filmenes og verdensbibliotekets uendelighed strækker sig foran os; jeg kan næsten mærke en lille, forglemt følelse af stress (hvordan dog?!) eller dårlig samvittighed over, at jeg ikke udnytter den tabte tid bedre.
LÆS OGSÅ: Lad os bruge coronakrisen til at relancere det forpligtende fællesskab
Hvis bare jeg kunne fylde hovedet med mere, der vil gavne de fremtidige elever. Dermed også sagt, at jeg har dyrket mine laster – bl.a. spillet Sims i hidtil uhørte mængder. Mådeholdet og arbejdsmoralen udfordres, for man må jo godt. Det siger cheferne: Endelig ikke arbejde. Og så svinder sfæren ind. Det bliver svært at være engageret livskunstner. Næsetippen vokser endnu tættere på hovedet, når man mest hører sin egen og kærestens stemme, og i mangel på møder med verden har man svært ved at mærke, hvad meningen var med det hele.
Avisen læses grundigere end nogensinde, men med større diffusion: Hvad er det nu, man skal gøre ved og for verden? Migration, klimakrise, højredrejning, smålighed og frihedstab. Det stritter i alle retninger, og vi er for langt på afstand af hinanden til at tænke klart over løsninger. Den forskellighed, skolen normalt rummer, hvor diskussionerne klinger i ethvert lokale, bliver mindre synlig. Når vi læser og skriver uden disse møder, bliver budskaberne forsimplede, og tanken mindre frugtbar. En højskolelærer skal walk the talk, men det gøres vanskeligt alene.
De åndelige hjul går efterhånden i stå
En af højskolens vigtigste opgaver er at tjene til livsoplysning. Et billede på livsoplysning, som jeg ser for mig, er af et rundt cirkulerende skab, hvor enhver kan stille sine bud på livsoplysning ind på hylderne og tage andres ud – som en bog eller pamflet, man kan bladre i og stille tilbage. Fordi livsvisdom cirkulerer antihierarkisk.
Et af mine bud (som jeg vist har fået af Grundtvig og nu stiller ind igen) er, at man ved at gøre det, man elsker, kan forbedre verden. Måske massere nogle af de knuder, der opstår hver dag i et samfund: Ensomme eller voldsomme mennesker, gode og dårlige, unge, voksne og gamle, vi møder, der har brug for et eller andet fra dig, der ikke nødvendigvis koster noget: Din væren. Din gode energi. Her er det simple det bedste.
Højskolens fordring – at mennesket har til opgave at trives, og at den trivsel findes i mødet mellem mennesker – blafrer hjemløst i luften på en tom flagstang over hovedbygningen. Vi hejser flaget så eftertrykkeligt, når vi får elever i huset igen.
Mette Marie Toftdahl
Vores tilstedeværelse betyder mere, end vi tror. Denne lærer kan mærke, at uden elevernes tilstedeværelse går de åndelige hjul efterhånden i stå. Hvem sidder ikke derude og kan mærke, at der var et brændstof, vi fik i tilværelsen før corona, som fik os til at tænke bedre, føle os bedre tilpas, være mere kreative og mærke et tydeligere mål for vores gerning? Bare tanken om det kan måske begejstre os op af døsen og ud i en livsglad og frugtbar dag (om det så bare var at luften føles klarere, selvom du fik læst lige så lidt).
At være på afstand af en levende højskole, i nærheden af en tom en; at være lærer uden elever – det er dødssygt, en sygdom til døden rent åndeligt. Højskolens fordring – at mennesket har til opgave at trives, og at den trivsel findes i mødet mellem mennesker – blafrer hjemløst i luften på en tom flagstang over hovedbygningen. Vi hejser flaget så eftertrykkeligt, når vi får elever i huset igen.