Af Astrid Søe, foredragsholder, skribent og ambassadør for EPALE Danmark/EU
Pronomener: Menneske/Menneske først/Du først
Tvivlen er kommet for at blive. Den kan noget. Den spørger mere, end den svarer – ligesom en højskoleånd, der ånder en i nakken, når man bliver for skråsikker. For Grundtvig er tvivlen også tillid. Det kræver noget at danne et folk til at turde tvivlen og tage oplysning på ordet og frisætte forfra. Det fordrer et stærkt og viljefast demokrati at skændes, at debattere og at være uenige og forskellige. Friheden og tvivlen har det samdrægtigt godt. Men kun hvis vi ved, at vi er fri til den. Fri til at spørge, at kæmpe og at turde stå ved bæven og bøvl, mulighed og mundhuggeri. Det kræver et stærkt oplyst folk at tvivle og se medborgerskabets mangfoldige mulighed som tillid og hengivenhed mellem os.
I 1978 tog min far imod elever på det lange ophold på Uldum Højskole. I småsnakken på vej til en ung elevs værelse, med kuffert og nøgle under armen, spurgte han hende, hvorfor hun var taget på højskole. Hun svarede: ”Jeg er taget på højskole for at finde mig selv og blive et bedre menneske.” Hvortil min far svarede: ”Du kunne jo begynde med at finde dig selv og så se, om ikke du er god nok i forvejen!”
Ordene har jeg haft med som en højskole-maggiterning gennem mit liv. De er på mange måder et udsagn om medborgerskab og om højskolens udvidede rolle som dannelsesståsted og et samfunds forlængede arm. Samfund betyder at finde sammen. Og også højskolen længes mod at finde sammen om det fælles bedste.
LÆS OGSÅ: Lad os kappes med de bedste
Længslen efter det fælles er gammelt gods. Og vi forstørrer og formindsker brugen af ordet, ligesom samfundet svinger ind og ud af sin egen sammenhæng. Vi er oftest mest medborgere, når der er brug for os, korporligt og menneskeligt – når krisen river sikkerheden bort under vores egen piedestal, og vi må finde fodfæste på det fundament, der er fælles. Grundholdninger, grundgerninger, grundlov og Grundtvig. Ja, nu er han der igen. Find dig i Grundtvig, eller find dig i hvad som helst!
Det er svært at komme uden om arven. Den, der genhusker og forstørrer vores sammenhæng. At historien vil os noget, og at vores samtid bærer præg af fortidens tvivl, tillid og tanker. Det er ubærligt at tænke samtid uden at have noget at bære den i. En forklaring, en forståelse, en fornemmelse for noget forgangent – for at finde sig selv og et samfunds sag. Tilliden sidder i baglommen.
I hengivenheden bor tilliden
Hengivenhed er noget af det smukkeste vi har. Barnets hengivenhed er uden sammenligning det stærkeste bånd, vi kender, og hengivenheden er kærlighedens eneste egentlige udtryk. Når vi lover hinanden troskab, er det en hengivenhedserklæring. At vi fuldt og helt giver os hen i tillid til det menneske, vi siger ja til. Det menneske, vi kan læne os op ad, og som ligeligt kan læne sig på os, til døden os skiller. I hengivenheden bor tilliden. Og når tilliden svækkes, svækkes hengivenheden.
Tillid betyder tro. At vi tror på noget. At noget er troværdigt og vil os det bedste. Af samme grund skal vi huske at adskille religion og tro. Religion er en opskrift, hvorimod tro er en tilstand af tillid. I Lars von Triers film Breaking the waves opleves hengivenheden som noget, der sætter verden skakmat. Skæbnen er ikke overladt til ligegyldighed, men besejlet af dette – af at ofre sig for et andet menneske for mennesket i sig selv. At sætte sig selv ind som pant i livets store lånetilbud. Uden rente eller regler. At give sig selv og ikke kun tage. At være kærligheden. At være hengivenhed.
Hengivenhed er noget af det smukkeste vi har. Barnets hengivenhed er uden sammenligning det stærkeste bånd, vi kender, og hengivenheden er kærlighedens eneste egentlige udtryk
Astrid Søe
Det sker, at jeg vågner en søndag morgen, nøgen, stilfærdig og blåøjet og tænker på netop det. Dét at give mig hen – uden at vogte på andre, uden at tvivle, uden at være krænkelsesparat, uden at behøve at gøre mig stærkere eller bedre, end jeg er. Bare give mig selv til en anden, til en sag, til dét at være i tilværelsen, i oprigtigheden, i troen på værdi og værd og villighed. Og faktisk tro på, at jeg får det samme tilbage fra andre. Så vækker jeg min mand og hvisker: Dét der, du ved. Det egentlige. Det, som Søren Kierkegaard ville. Og mennesket først, som Grundtvig ville. Det med kærligheden. Det enestående. Hengivenheden. Det er det, vi skal i dag. Hver dag. Ikke bare os, men os alle. Samfundet.
Når samfundet knalder udenom
Der er noget forløsende ved at være nyforelsket i sit samfund. Og hver dag må man vågne og se sig selv i spejlet og spørge: ”Lille spejl på væggen dér, er jeg medborger i samfundet her? Kender du mit værd? Kan jeg læne mig på dig og vide, at du overbær’?”
Hengivenheden er heldigvis ikke en ukritisk bedøvet og bedaget hængerøv, der viljeløst tier. Hengivenheden er udsat og opsat og bliver dagligt prøvet, både i kærligheden og i samfundssammenhæng. Og den svarer altid igen.
Når ens ægtefælde har dryppet på brættet igen-igen, betyder det ikke, at kærligheden eller hengivenheden giver op, men at den netop kan rumme fejl og ikke kalder på perfektionisme. Den er tilliden, der bærer oppe på trods, fordi vi ved, at alle fejler og går vild og genfinder. Vores hengivenhed i samfundsøjemed har samme styrke. Den udfordres og fejlfinder og forsøger sig frem og opdages nemmest, når den er udsat.
LÆS OGSÅ Ane Halsboe-Jørgensen: "Dannelse er ikke kun et middel til uddannelse – det har en kæmpe værdi i sig selv"
Men når samfundet ”knalder udenom”, fornemmes det som et tillidstab, og vi bliver til overs og uden gyldig myndighed og mulighed. Det er selvklart, fordi hengivenheden nødvendigvis er en vekselvirkning. Vi læner os på hinanden, når vi ved, at vi kan regne med andre. At vi – som de – tæller med. Hengivenhed fordrer, at man ved, at andre ved, at man er grundlæggende god nok, som man er. Hengivenhed er, som Grundtvig skrev det i sangen til sin Marie: At vi vil være hinanden, som vi er, at vi kan bære hinanden, som vi er.
Den dalende tillid
Lige nu taler vi (igen) meget om den dalende tillid, både til politikere, medier og til hinanden. Til fred, til frihed, til lighed og til samfundet. Det moderne menneske er på den ene side fastklemt mellem den ærlige, uopfordrede egenfortælling med de åbne spørgsmål om søgen og tvivl og tillid – og på den anden side de stringente, målrettede, skråsikre og lukkede spørgsmål, der besvares strategisk med viden, evidens, forstand, målbarhed og metode. Og når tilliden er presset, sker der noget med hengivenheden og fællesskabet.
Hvis jeg læner mig mod min ægtefælde og siger: ”Jeg elsker dig”, og hans modsvar er ”Tjo, men stik mig lige lidt evidens på det og en teoretisk og metodisk gennemgang af analysen” – så bliver det svært at elske og sameksistere. Nogle tilstande er ikke målbare, men meningsgivende uden test og svar.
Hengivenhed fordrer, at man ved, at andre ved, at man er grundlæggende god nok, som man er. Hengivenhed er, som Grundtvig skrev det i sangen til sin Marie: At vi vil være hinanden, som vi er, at vi kan bære hinanden, som vi er.
Astrid Søe
Når det knager i fundamentet, bliver vi i tvivl, om vi kan læne os på hinanden og være trygge og tillidsfulde nok til at agere på tværs af meningsforskelle. Vi reagerer med mistillid, hårdhed i debatten og med at gruppere os efter ensrettethed, samme holdninger, samme alder, samme sind. Det er sjældent sundt for sammenhængen og samfundet.
Også folkeoplysningen står i en blindgyde og debatterer sig selv: Hvad gør vi nu, lille du – med de kommende generationer, der vælger sig ud af foreningslivet og debatten og grupperer sig på andre og nye måder? Den opdagelse er vigtig og modig, og højskolen skal tage den samme debat til sig. Hvad var det nu, vi ville og skulle, og har vi en maggiterning af tillid at drive skole på? Noget, der samler og siver ud til samfundet som en hengiven helhed?
Man er mest dansk, når ...
En oktober aften talte vi ophedet over aftensmaden om danskhed – og om danskheden var en sag eller en indfødsret. Der var ingen uanset alder, der ikke har fulgt den verserende heftige forbening af danskhedsdebatten. Den var uundgåelig. Min dengang 12-årige dreng sad og spiste boller i karry på den fordanskede milde måde og sagde pludselig: ”Man er mest dansk, når man ikke altid helt har lyst til at være det!”
Og det er nok det mest præcise, jeg endnu har hørt om dét at være dansk. Danskhed, bevares, er både kulturbåren, indfødt og arvet, fornyet og forankret. Men fornemmelsen af at være en del af et folk er fornemmelsen af vækkelse, det øjeblik man føler (ja, der var ordet: ”Føler...” (ak, hvor humanistisk, men suk, hvor præcist)), at ens samfund drejer i den forkerte retning, og man vågner og føler sig Holger Danske-agtig og hjemløs i sit lands holdninger, drejninger og håndteringer.
LÆS OGSÅ: Hjertets dannelse
Det er dét at vågne og være imod noget, der gør ens fornemmelse for tilhør gyldigt.
Hvis danskheden og samfundet var en ligegyldighed, ville man være ligeglad. Intet ville røre en, intet ville bevæge en. Der ville være stilstand, og ens holdninger ville hænge lige så slapt ned som potensen hos en polarpingvin.
Når Danmarks hjul drejer selv, tager vi danskheden og samfundet for givet. Og i det øjeblik ved man også, at man ved en helvedes masse om, hvad det er at være dansk. For når det føles forkert, så er der givetvis også tider, hvor det føles rigtigt.
Det gør ondt at være en del af et folk
I Danmarkskanonen kunne man helt enkelt nøjes med at skrive ordene fra min yngste søn. Ikke noget om dannebrog, den lille havfrue, rullepølse, åndsfrihed, demokrati, Grundtvig, Kierkegaard, grundloven, romkugler, frisind, højskoler, gadekær, citronmåner. Ikke dermed sagt, at et folks kultur kun er brok og kritik, men at samhørighed læner på tilliden og samarbejdsviljen, fornemmelsen af rigtigt og forkert.
Når sammenhængskraften trædes under fode, vågner Valdemar og pirker til Holger D.
Når man som dansker oplever, at det danske ikke ligner noget, man selv vil stå model til, bliver det danske samfund en sag, man tager på sig. Eller som Grundtvig ville sige: ”Vågner, vågner danske helte, springer på op spænder bælte.”
Det øjeblik man kan mærke, at man ikke har lyst til at være dansker på de gældende præmisser, det øjeblik bliver man dansk, fordi man har noget at kæmpe for – og vel og mærke tager kampen.
Det gør en lille smule ondt at være en del af et folk. At brydes, at mødes, at diskutere, at være i mindretal. Alligevel er det netop her, jeg fornemmer, at det har et værd at være en del af noget, der er større end bare en selv.
Fra samHørighed til samGørighed
Det fylder, måske mere end rimeligt, det med at inddele os og gruppere. Dem mod os og os mod dem. Der er intet nyt i det, og enhver kender fornemmelsen – og det er på ingen måde unaturligt at finde sammen i fællesskaber med folk, der ligner os selv lidt, eller byder ind med noget, vi genkender.
Vi gør det også udtalt i uddannelserne. Alle de boglige tager på STX, matematikerne på HTX, de håndfaste på EUD, tvivlerne skal på FGU, dem over 25 på EUV eller VUC. Og alle dem med andre ”bogstavsdiagnoser” skal rette sig ind, hvor der er plads.
Mens vi har rasende travlt med at gruppere os og inddele os efter farve, form, norm, tro, kultur, alder, køn, interesse og ikke mindst fag, opdager vi måske, at samhørighed ikke vokser af at være sammen med samme slags som os selv, men at mennesket går helt fint i spænd med sig selv og hinanden, når vi ophæver ”medlemsmageligheden” og tilhørsforholdet som interessekonflikt og tip en 13’er.
Det gør en lille smule ondt at være en del af et folk. At brydes, at mødes, at diskutere, at være i mindretal.
Astrid Søe
Jeg opfandt for nogle år tilbage begrebet ”samGørighed”. Det begyndte som en stavefejl og blev pludseligt håndgribeligt. At vi hører til, hvor vi handler, gør noget – helst for nogen.
Jeg tror, vi står med en hulens fabelagtig klog ungdom, som er træt af den manglende mangfoldighed og troen på samvirke. Og en generation, der har flyttet sig mærkbart i tilhørs- og samhørighedsbegrebet, og for hvem dét at arbejde på tværs af uddannelser og hverv, vilje og viden er vejen frem som samGørighed.
Generation ”Menneske Først”
Det er måske den mest grundtvigske generation ”Menneske Først” nogensinde! En generation, hvor samhørighed netop er samGørighed. At man håndgribeligt tager en sag på sig. Tager et samfund på nakken i stedet for at være på nakken af samfundet. Graver dybere i jorden, griber en hakke, en skovl og en spade i stedet for at vende den anden debatkind til og får nogle flade. Dyrker oplysning og viden til brug for det fælles bedste, ikke bare til selvdrift. Hengivenheden er blevet håndgribelig. Dét at gribe en sag, der vedrører os alle, samfundet, verden, menneskeligheden, menneskerettigheden og verdensmål, er en hengiven tillidserklæring mellem mennesker.
De generationer, der lige nu er unge, orienterer sig mangfoldigt og håndgribeligt. De er vokset op med globale syn, med internet, der forbinder os med hele verden og med folk på kryds og tværs, der mener, tænker, taler og handler forskelligt. De oplever netop, at sagen fylder mere end faget.
LÆS OGSÅ: Med Grundtvig og Hal Koch til kamp mod dataudnyttelse, misinformation og algoritmiske sorte bokse
Vi ser det tydeligst i open source-tankegangen, hvor man arbejder sammen om projekter og programmering uden at kende hinanden, uden at holde på sit eget eller høste løn for egen vinding. At man deler og vil læne sig på fælles viden. Open source er et spejl af de kommende generationers måde at være samGørige på. At tage del og have fattet fællesevnen, fællesnævneren for fremtiden. Det kræver tillid mellem os på tværs af forskellighed, sprog og grænse.
Højskolen som open source-projekt
Højskolen har, fra den blev til, været et open source-projekt. Den flytter sig efter eleverne og modificeres og modelleres dagligt. Og der er altid noget at rokere om på, nogle vaner at bryde og nogle samtidsbriller, der skal pudses i andet end makrel. Samfundsfag er erstattet af samfundssag. Der kaldes mere på sagkyndige end fagkyndige. På sagskoler i steder for fagskoler.
Klimakrisen er sådan en sag, vi tager på os. Omstilling og grønnere livsformer. Når det globale samfund tøver og forsinker, tager den nye generation teten med hengivenhed og vilje. Det kommer til udtryk i øjebliksidéer, pop-up-aktivisme og krævegang på Slotspladsen med ordene: ”Er der en voksen til stede”? Det betragter jeg som en åben invitation til samarbejde. Sig ja, den dag kan vi godt. Det er et sprog og en handlemåde, der på mange måder er meget elskelig – dét at stimle sammen øjeblikkeligt, hjulpet på vej af de nye sociale medier, hvor vi kan kommunikere med hast og handle i nuet.
Ingen skal bilde mig ind, at ”ungdommen” ikke deltager i demokratiet. De tager ikke bare del – de uddelegerer og sameksisterer i sager og med saglighed. Bare ikke på ”1. maj og det går, som det plejer – stik mig en bajer”-måden
Astrid Søe
Vi står med en helt fantastisk ny generation, der i den grad har fanget idéen med aktivisme. Og aktivisme er i min optik at blive og være et aktiv FOR samfundet. Være et menneske, der tager aktiv del og agerer medborger. At man tager en sag på sig, når man fornemmer, at noget ikke passer ind i et givent samfunds ”fælles bedste”, eller når man opelsker noget, der forbedrer. Højskolerne mærker det straks. Ikke et ”fortids råb” om revolution, men et håb om fælles frisat, mangfoldig handlekraft.
Ingen skal bilde mig ind, at ”ungdommen” ikke deltager i demokratiet. De tager ikke bare del – de uddelegerer og sameksisterer i sager og med saglighed. Bare ikke på ”1. maj og det går, som det plejer – stik mig en bajer”-måden, men på mangfoldighedsmåden. Den, der kommer med kærlighedsforstanden. Og når der tales om ”de svage unge”, kunne det måske tænkes at bunde i, at vi endnu ikke har en samfundsform, der imødegår den mangfoldige norm? Intet menneske er svagere end sit omgivende samfund – eller stærkere.
Menneske/Menneske først/Du først
På Folkemødet i år sagde jeg (eller sagde jeg i klædning af Grundtvig), at ”frihed til forskellighed” nu er ude. I 2021 hedder det: Frihed ER forskellighed! Et frihedsbegreb, jeg har tilegnet mig hos netop de unge. Og hvis vi ikke i folkeoplysningsregi tager det på os, så taber vi ikke bare sutten, men muligheden for at virke og være sammen med de unge generationer. Vi kan begynde med at se og prøve at forstå, hvorfor unge har så travlt med at definere sig selv. Er det et svaghedstegn? Nej, det er et tydeligt opråb til samtiden.
Når det viser sig at være nødvendigt i 2021, er det, fordi vi har gjort noget, der ikke er godt nok. Grøfter graves, og vi pisser hinanden af på tværs med grænser og grupperinger, generaliseringer og generationsprovokationer.
Ingen skal generalisere mig, jeg finder mig ikke hjemme i kasser, Excel-ark eller med et label i panden, hvor der står ”midaldrende, hvid, ’boomer-agtig’, privilegieblind dame”. Hvis du spørger mig, hvad mine pronomener er, er svaret: Menneske/Menneske først/Du først. Det er det ikke for at provokere, men for at sætte mennesket frit igen.
Og jeg ville glæde mig ustyrligt, hvis vi heller ikke generaliserede ungdommen. De er lige så forskellige, som vi har påberåbt os gennem vores liv – med lige så mange holdninger, retninger og meninger som alle andre. De er mangfoldige og dermed frie. På 2021-måden.
LÆS OGSÅ: Mangfoldighed af nød
Jeg savner, at mangfoldigheden er så naturlig, at vi/de ikke længere behøver definere os/sig selv. At et menneske er godt nok, som det er. At dét at møde et andet menneske er en tillidserklæring i sig selv, især fordi vi ikke er ens eller mener det samme eller ser ens ud.
Trigger warning: Jeg beklager, kære samtid, men jeg orienterer mig ikke efter dit køn, hvilken forening du er medlem i, hvad du studerer, din religion, hvad du arbejder med eller din hudfarve – jeg orienterer mig efter din partifarve. Dine holdninger om vores fælles samfund. De sager, du tager på dig.
Mangfolkelighed
Jeg holdt foredrag på en efterskole i sidste måned, og der talte jeg med en elev bagefter. ”Høn” sagde noget meget centralt og virkelig vigtigt til samtiden: ”Før havde jeg den samme holdning hver dag, men efter jeg er begyndt på efterskole, har en jeg en ny holdning hver dag”.
Jeg kom næsten til at tude på vej hjem i bilen af lutter lykke over dét at møde en elev, der havde fundet tilliden til at undres og betages og tvivle og turde italesætte den og gøre det til en frihedsforståelse i tilværelsen at give sig hen til andres holdninger og meninger og herfra danne sig egen holdning og stå selv.
Måske er højskolen og efterskolen en overbygning til universiteternes ”safe space” med et åndsfrit ”Breaking the waves”-space? Hvor frihedens mangfoldighed er til stede. Hvor vi ikke er bange for hinanden og virker til fælles bedste, og hvor facadeskråsikkerheden ikke længere er helt så nødvendig for at fremstå gyldig eller kyndig som person – men hvor der er plads til at give sig hen og blive menneske.
Medborgerskabets mulighed
Kan man være mangfoldige og samtidig være et folk? Kan man lave højskole og folkeoplysning til samtidens og fremtidens mangfoldighed? Set fra min sengekant en søndag morgen bliver det et håndgribeligt ja, og det er måske det, vi længes mod for at sikre den demokratiske dannelse på tværs af køn, alder, kultur og struktur.
Og vi må lave nye måder at samles om forskellighed. Nye måder at fremhæve rigdommen i ikke at være ens og gå på tværs af vejen og ende i et efterår. At være et folk og demokratisk dannede er jo at lære at læne sig på hinanden og vide, at man må bøje sig, og at de må det samme. Dét at være fælles om samfundet gør os til et folk. Det er sagerne, vi tager på os, der giver samliv og fælles forstand og dermed er kit til folkeligheden.
Ingen skal generalisere mig, jeg finder mig ikke hjemme i kasser, Excel-ark eller med et label i panden, hvor der står ”midaldrende, hvid, ’boomer-agtig’, privilegieblind dame”.
Astrid Søe
Demokratisk dannelse er også det frirum, hvor tvivlen er lovlig. Det er livslang mesterlære, hvor skråsikkerheden svinder, og vi får lov at prøve os frem i åbenhed og dermed blive fremkaldt som mere oplyste mennesker. Grundtvig fik ret. Et oplyst folk kan aldrig holdes nede. Det kan modsat mærke dét at give sig hen og læne sig på hinanden og på samfundet og samtiden, blive et aktiv – på tværs af meningsforskelle.
Medborgerskabets samGørige mulighed er mangfoldigheden, og den vil jeg læne mig hengivent på og gentage: Du kan jo begynde med at finde dig selv og se, om du ikke er god nok i forvejen. Menneske først – menneske nok… ish.