Fortalt til Sofie Buch Hoyer
Jeg lærte højskolen at kende, fordi jeg ikke kom ind på idræt på universitetet. Da jeg skulle forbedre min kvote 2-ansøgning, valgte jeg at tage på Aalborg Sportshøjskole, hvor jeg også kunne få en fodboldtræneruddannelse.
Mens jeg gik på højskole, spillede jeg fodbold på eliteplan i Fortuna Hjørring. Det var udfordrende at spille fodbold på højt plan og samtidig gå på højskole. Særligt fordi jeg helst ikke ville gå glip af noget af alt det fantastiske, der viste sig for mig i højskolelivet.
På højskolen opdagede jeg, at idrætsstudiet måske ikke var det rigtige for mig. Min nysgerrighed på de store filosofiske spørgsmål blev vakt på højskolen, og selv om jeg stadig havde en stor passion for fodbold og idræt, blev jeg klar over, at idræt alene ville være for snævert for mig. Så jeg søgte ind på lærerseminariet i Hjørring med idræt og religion som linjefag.
LÆS OGSÅ Morten Bruun: "Jeg ser højskolen som en defensiv midtbanespiller"
Titlen på min hovedopgave var ”Sport, religion og ritualer”. Jeg kendte ikke Gerlev Idrætshøjskole dengang, men i min søgning på materiale til opgaven stødte jeg på litteratur fra den tidligere forstander Ove Korsgaard. Da jeg nogle år senere blev højskolelærer på Gerlev, var det, som om jeg kom ”hjem” – til en højskole, hvor der på flere måder blev sat ord på, hvorfor idræt og særligt fodbold er så fantastisk for mig.
Gerlev gav mig et dybere lag i forhold til, hvad idrætten kan. Det handler både om kampen, legen, dansen og fordybelsen – når alle de ting er til stede samtidigt. Men det handler også om, at når du går ind i det minisamfund, som en fodboldbane er, kan du lære rigtig meget om dig selv. Du kan føle angst, skam, sorg og vrede – og hvordan håndterer man lige det? I fodbold kan du øve dig i at håndtere og bearbejde nogle af de følelser i et fællesskab.
På fodboldlandsholdet blev jeg omtalt som ”DGI-delen”, fordi jeg havde en meget legende tilgang til idræt. En af mine tidligere klubtrænere ville også engang have mig til at råbe ad mine medspillere og lave professionelle frispark. Det ville jeg ikke, og vi blev uenige. Allerede dengang havde jeg stærke værdier.
Jeg var forsvarsspiller, dengang jeg spillede på højt plan. (...) Som højskolelærer er jeg nok mest midtbanespilleren.
Julie Hauge
Jeg var forsvarsspiller, da jeg spillede på højt plan. Men en offensiv forsvarsspiller, som var kendt for at ville med frem. Som højskolelærer er jeg nok mest midtbanespilleren. Jeg kan være meget struktureret og have overblikket og sørge for at fordele boldene. Eller være sweeperen nede bag i, der rydder op, så vi kan bygge spillet op igen. Men jeg kan også godt være den dristige angriber, der dribler op ad banen, selv om jeg ikke ved, hvad det fører med sig.
Jeg plejer at sige til eleverne, at jeg ER fodbold. Det handler om at forbinde sig til spillet – at være i ét med det og ikke være for fokuseret på at vinde og heller ikke være bange for at tabe. Men bare være dér, hvor det sker – og nyde det og huske, at det er legen og glæden, der er det centrale.
I september gav vi landstræner Kasper Hjulmand Gerlev-prisen. Ikke på grund af EM-bedriften, men fordi han har stået ved sine humanistiske værdier hele vejen i topfodbold og nu på landsholdet. Det er stærkt og et fantastisk signal til hele fodbolddanmark.
LÆS OGSÅ: Lad os kappes med de bedste
Jeg besøgte Hjulmand med mine elever i 2007, mens han var træner i Lyngby. Jeg kan huske, han havde en powerpoint, hvor der stod ”Talentudvikling er ligesom at dyrke tomater”. Han understregede, hvor vigtigt det er at se fodboldspillere som hele mennesker – at tro på dem og få dem til at voksne både som spillere og som mennesker. Det er idealer, jeg deler.
Hvis ikke jeg skulle være højskolelærer, kunne jeg godt tænke mig at blive assistenttræner for Kasper Hjulmand! En anden mulighed er at starte et plejehjem. Både min mor og moster er lige kommet på plejehjem. Jeg vil gerne være med til at skabe et sted, der er fuld af glæde, dans og musik – og hvor man gør de sidste år i livet til en fest.