Af Jonas Møller og Sofie Buch Hoyer
Interviewet med Morten Bruun er oprindelig lavet som en del af morgensamlingen på FFD’s årsmøde i starten af oktober. Efterfølgende er det blevet rettet til, så det kan læses på skrift, ligesom der er tilføjet opfølgende spørgsmål og svar.
Hvordan er du rundet af højskolen? Fortæl os om din opvækst som højskolebarn – og hvordan højskolen har fulgt dig i dit professionelle virke som fodboldkommentator og underviser.
Jeg er vokset op på to højskoler. På Testrup Højskole som ganske lille. Det husker jeg kun svagt. Men fra jeg var seks år gammel – og otte år frem – var jeg lærerbarn på Uldum Højskole og boede på skolens område. Jeg husker det som et slaraffenland med adgang til faciliteter som svømmehal, bordtenniskælder og gymnastiksale. Vi havde enkelte udenlandske elever, som gjorde stort indtryk. Vi havde Hossein fra Iran og to kinesere med næsten enslydende navne. Jeg fik altid lov til at få frimærkerne fra deres breve, når de fik post hjemmefra. Det var de eneste udlændinge, der nogensinde kom til Uldum.
Jeg husker højskolen som sit eget lille samfund, der ikke var ret godt integreret i resten af landsbyens liv. Det var jeg til gengæld selv via skolen og idrætsklubben, og i dag ved jeg jo også, at unge mennesker på en højskole har rigeligt i deres eget fællesskab. Det andet kan de søge på andre tidspunkter. Højskolen kom igen ind i mit liv, da jeg var færdig som professionel fodboldspiller.
LÆS OGSÅ: Lad os kappes med de bedste
Siden 2006 har jeg undervist som timelærer i fodbold på Idrætshøjskolen Aarhus. Som timelærer er jeg ikke på samme måde en del af højskolen som de faste lærere, men med årene har jeg følt en tættere og tættere tilknytning til højskolen. Hvad mine værdier angår, har jeg bevæget mig væk fra den professionelle fodboldverden og er kommet tættere på højskoletanken.
Hvis vi betragter samfundet som en fodboldopstilling, hvor alle aktører har en rolle på banen – hvor hører højskolen så hjemme i en start 11’er? Er højskolen angriberen, der hamrer kasser ind, eller målmanden osv.?
Jeres spørgsmål indikerer, at I nok håber, at jeg vil beskrive højskolen som en målfarlig angriber eller måske en flamboyant 10’er – det vil sige sådan en meget kreativ type, der skaber de bedste situationer på midtbanen. Men jeg kommer ikke til at indfri de forventninger. For det er meget bedre: Jeg ser højskolen som en defensiv midtbanespiller. Det er den person på banen, der sørger for, at de øvrige spillere får mulighed for at shine. Det synes jeg er en af højskolens væsentligste opgaver. Som vi nogle gange siger til vores elever her i Aarhus: ”Step aside”. Måske kunne det være, at der var en af deres kammerater eller venner eller veninder, som kom til at shine, hvis de lige tog et ekstra slæb.
Det er dér, hvor jeg ser højskolen have sin fornemmeste opgave lige i øjeblikket, for jeg bliver ked af det, når jeg oplever højskolen som intet andet end de privilegerede unges Narnia. Det gør jeg, når jeg får at vide, hvor få danskere med anden etnisk oprindelse, vi har på højskolerne. Jeg kan også konstatere – og jeg ved af egen erfaring som forælder til børn på højskole – at det er meget dyrt at gå på højskole. Højskolens væsentligste opgave som defensiv midtbanespiller i det danske samfund er at sørge for, at der kommer nogle flere unge, som er mindre privilegerede, ind på vores højskoler. Så højskolerne rent faktisk kommer til at repræsentere den mangfoldighed, vi gerne vil have.
Vi havde troet, du måske ville sige, at højskolerne er bænkevarmere?
Nej, det synes jeg på ingen måde, selv om jeg da oplever, at højskolerne i nogen grad lever skjult. Det er ikke alle, der kan sætte en masse ord på, hvad højskoleverdenen er. Når jeg fortæller, at jeg er højskolelærer, vil folk godt have defineret, hvad det er for noget, fx i forhold til min rolle som timelærer. Jeg udfører jo et job, som minder meget om det, en frivillig fodboldtræner udfører ude i foreningslivet. Folk ved godt, hvad højskole er, men de bliver først for alvor grebet af højskoletanken, når de får den bedre forklaret. Jeg taler altid meget varmt om højskolen, specielt når jeg taler med folk fra andre lande. Så siger jeg, at højskole er det bedste, som Danmark har at byde på. Folk fra udlandet tror jo næsten ikke på det, når vi fortæller om, hvordan vi fører højskoletanken ud i livet, men det er jo heldigvis virkelighed.
Hvis vi breder det ud, tror jeg måske, at Kasper Hjulmands baggrund som tidligere elev på Vejle Idrætshøjskole gjorde, at han bedre end Åge Hareide og Morten Olsen forstod, at landsholdet skal være en del af noget større
Morten Bruun
I højskoleforeningen har der kørt forskellige slogans. Tidligere var det ”Find det, du er god til”. For tiden er det ”Livet ville ikke være det samme uden højskolerne”, hvilket nogle højskolefolk kritiserer. DBU har jo sloganet ”En del af noget større”. Er det et bedre slogan for højskolerne, synes du? Burde vi ikke have tænkt på det?
Nu er det jo DBU’s slogan. Men det er da rigtigt – det er også sådan, jeg ser højskolerne. Jeg kan godt forstå, at man som højskoleforening skal være aktiv på de sociale medier og gøre opmærksom på sig selv via det ene eller det andet slogan. Men grundlæggende synes jeg ikke, der er grund til den store bekymring på højskolebevægelsens vegne.
Jeg er meget glad for at være en repræsentant for højskolen i bredere forstand via min baggrund som højskolebarn og højskolelærer, og jeg er blevet endnu gladere for højskolen her i 2021, hvor vi først havde vores yngste datter på Ry Højskole, og hvor vi lige nu har vores søn på Idrætshøjskolen i Sønderborg. Det har givet mig et tredje perspektiv på højskolen. Det er et kæmpestort privilegium at være forælder til unge mennesker, der tager på højskole. De kommer ud som forandrede og forbedrede mennesker i den anden ende.
Vi har fået en landstræner i fodbold, der også har været på højskole. Den eufori, der er om landsholdet for tiden, og alt det, der skete i sommer – kan du få øje på højskolen i det, der foregår med landsholdet lige nu? Eller skal vi skille tingene ad?
I nogle sammenhænge skal vi helt sikkert skille tingene ad. Det er jo ikke højskolebevægelsens fortjeneste, at Danmark kom i semifinalen til EM.
LÆS OGSÅ Julie Hauge: "Når du går ind i det minisamfund, som en fodboldbane er, kan du lære rigtig meget om dig selv"
Det var ellers det citat, vi havde håbet på … Den mest læste artikel på hojskolebladet.dk nogensinde er faktisk et interview med Kasper Hjulmand!
Det er jo glædeligt nok. Men jeg vil også have lov til at sige det sådan, at hvis der var den samme mangel på disciplin omkring mødetider og aftaler på landsholdet, som jeg lidt for ofte oplever i højskoleverdenen, så havde landsholdet ikke nået semifinalen ved EM. Jeg oplevede det for eksempel til højskolernes årsmøde, hvor det faktisk rystede mig lidt, at dirigenten på mødet gentagne gange skulle kalde folk til samling. Alt for mange snakkede bare videre, som om intet var hændt. Hvis vi skulle overføre det til en situation, hvor Kasper Schmeichel skulle dirigere sine forsvarsspillere på plads ved et hjørnespark, så scorede de andre jo hver gang.
Men hvis du skulle få øje på en enkelt ting, hvor Kasper Hjulmand har ændret noget i kraft af højskolen og i kraft af sin tilgang og filosofi, hvad får du så øje på?
Jeg kan sagtens få øje på nogle ting. Jeg vil bare ikke have, at folk tror, at højskoletanken kan overføres 1:1 til elitesport. Men når man har med landsholdsfodbold og toptrænede atleter at gøre, så leder alle jo efter de sidste procenter, som måske gør, at man kan være det landshold, som vinder. Her er det mit indtryk, at Kasper Hjulmand leder efter nogle af disse procenter i de fællesskabstanker, der også bærer højskolen. Han har jo selv gået på højskole. Måske kan Danmark besejre nogle dygtigere individualister, hvis vi er det team, der fungerer allerbedst. Hvis vi nu er dem, der er allerbedst til at få hinanden til at shine. Hvis vi har det stærkeste fællesskab.
Jeg synes faktisk ikke, at højskolerne nødvendigvis bør være fyrtårne i for eksempel en debat om det betimelige i, at Danmark deltager i VM i Qatar.
Morten Bruun
Kasper Hjulmand fremstår som en meget sympatisk og nuanceret mand, men ultimativt handler hans job jo om at få det danske landshold til at vinde. Noget af det bedste, han sagde under EM-slutrunden, var, at ”uanset hvad vi gør i vores dagligdag, så gør vi det, fordi vi føler, det giver os en bedre chance for at vinde den efterfølgende kamp.” Sat på spidsen i en landsholdssammenhæng: Vi er ikke gode ved hinanden, fordi det er et mål i sig selv. Vi er gode ved hinanden, fordi vi tror på, at det giver os den bedste mulighed for at vinde. Her adskiller landsholdsfodbold sig helt grundlæggende fra højskoletanken.
Så hvad er det, Kasper Hjulmand kan?
Kasper Hjulmand ved, hvad danskerne kræver og ønsker sig. Det gjorde den foregående landstræner, nordmanden Åge Hareide, aldrig. I Danmark forventer vi en lille smule mere, herunder at landsholdet skal være en del af vores danske organisme. Man kan godt stille spørgsmålet – og det gjorde Åge Hareide også: Hvad Søren forventer I i et land med 5,5 millioner indbyggere? Der må vi bare sige med vores historik: Vi forventer rigtig meget. Og vi forventer, at vi kommer med et udtryk, der er andet og mere end det, man umiddelbart får indtryk af nede på græsset.
(Interviewet fortsætter under billedet)
Jeg var ude at holde et foredrag på Ry Højskole inden EM-slutrunden, hvor jeg fortalte eleverne om EM ’92, og hvor fantastisk det havde været at være en del af. Jeg sluttede mit foredrag med at sige til eleverne, at de formentlig aldrig kom til at opleve noget lignende. En måned senere havde de så alle sammen oplevet lige præcis det der ekstra touch, som landsholdet kunne give. Og hvis vi breder det ud, tror jeg måske, at Kasper Hjulmands baggrund som tidligere elev på Vejle Idrætshøjskole gjorde, at han bedre end Åge Hareide og Morten Olsen forstod, at landsholdet skal være en del af noget større, og at man måske kan hive de sidste procenter ud ved at åbne sig og ved at være tilgængelig for offentligheden som landshold. Og ved at give fodbolddanmark en følelse af, at vi er sammen om det her.
Det startede på en meget tragisk baggrund med Christian Eriksen, der kollapsede i Parken. Men det gav os jo en fornemmelse af – og det trængte helt ind i landsholdets inderste rækker – at på nogle områder er vi alle sammen bare små mennesker. Det gav sådan en fornemmelse hele vejen rundt, også hos os i kommentatorboksene, at man på en eller anden måde må skabe noget sammenhængskraft omkring de her ting. Og der skete noget med landsholdet – det rakte meget mere ud efter folk i al almindelighed, og jeg tror, det gav spillerne en fornemmelse af, at ”hold da op, hvor kan vi egentlig få meget sympati ved blot at åbne os og invitere folk ind.”
Jeg var til landskamp i Parken mod Skotland tidligere på efteråret, og det er fuldstændig vanvittigt, i forhold til hvordan det har været de seneste 20 år – den enorme kærlighed og veneration, der er mellem vores landshold og publikum i Parken. Det er helt unikt, og vi skal bare glæde os over, at vi får lov til at være en del af dette store fællesskab. Ganske som i 1984, 1986 og 1992.
Nu har Danmark lige kvalificeret sig til VM i fodbold. Hvilke problemstillinger synes du, højskolerne er kvalificerede til at tage del i? Hvilke samfundsmæssige slutrunder eller mesterskaber har højskolerne potentiale til at vinde?
Jeg har et ønske om, at højskolerne primært skal beskæftige sig med det nære. Jeg synes faktisk ikke, at højskolerne nødvendigvis bør være fyrtårne i for eksempel en debat om det betimelige i, at Danmark deltager i VM i Qatar. Jeg synes ikke, højskolerne behøver at arrangere debatmøder. Jeg synes, at højskolerne skal koncentrere sig om deres hverdag. Og vise hver enkelt elev, hvad han eller hun kan opnå ved at give et bidrag til fællesskabet.
LÆS OGSÅ: "Den bedste beslutning, jeg nogensinde har truffet"
Hvad vores fodboldundervisning på Idrætshøjskolen Aarhus angår, vil jeg gerne have, at eleverne forlader os med en undrende oplevelse af, at ”sådan kunne man åbenbart også gøre det” – og at det var faktisk rigtig fedt. Fordi vi insisterer på, at rigtig dygtige spillere sagtens kan træne sammen med nogle knap så dygtige. Med det resultat, at begge parter får en masse ud af det. På et mere overordnet plan må det være højskolernes opgave at hjælpe med til at forme gode samfundsborgere. Det er måske ikke så målbart, men det er ikke desto mindre vitalt. I højskoleverdenen skal vi sætte spørgsmålstegn ved lige netop det: Er det egentlig vigtigt at vinde? Er det vigtigt at være den bedste?