Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
De har rumlet længe i mine tanker. Muhammedtegningerne. Ligesom så meget andet i denne tid balancerer vores forhold til tegningerne mellem frihed på den ene side – og hensyn på den anden.
Vi navigerer alle mere eller mindre succesfuldt mellem frihed og hensyn. Det kommer fx til udtryk, når vi skal anvende forskellige former for personlige pronomener: hen, høn, de eller den. Det ligger uvant og svært i munden. Vi skal også huske at erstatte forældede gruppebetegnelser – fx eskimoer, blinde og autister – med de mere respektfulde begreber inuit, personer, der er blinde, og personer med autisme. Det har Europarådets generalsekretariat blandt andet udgivet en vejledning om.
Ikke sjældent hører jeg frustrationer fra folk over, at de konstant føler, de skal være på vagt over for, hvilke ord de bruger. Folk, som er trætte af at gå på de mange æggeskaller, de ikke selv har klækket. Og da en af mine kolleger for nyligt udbrød: ”Nå, men jeg er altså datter af en slagter!” som en slags svar i en samtale, der handlede om, hvordan vi sikrer en respektfuld tone over for hinanden, illustrerede det klart, hvordan ønsket om at tale hensynsfuldt om og med hinanden meget konkret udfordrer vores individuelle frihed til at kommunikere, som vi er opdraget til. Derfor er vores opgave på ingen måde ens.
LÆS OGSÅ Lisbeth Trinskjær: Vi kan ikke dirigere flirten på skrift
Jeg er selv vokset op som datter i ølhandlerens hjem, hvor en spade blev kaldt for en spade. Og jeg ved, at der er mennesker, jeg både respekterer og holder af, som insisterer på deres ret til at sige ”negerbolle” og råbe ”bøsserøv” på stadion. Det er bare ikke det, jeg respekterer dem for.
Men jeg kender også mennesker, som lever en tilværelse, hvor deres egentlige selvopfattelse, seksualitet eller kønsidentitet holdes skjult af frygt for, at andre ikke vil elske dem, hvis de vidste, hvem de i virkeligheden var.
Derfor er hensynet til de mennesker, som føler sig begrænsede i at leve, som de er, vigtigere for mig end at stå vagt om andres ubegrænsede frihed til at tale til andre, som de vil. Vi bør kommunikere respektfuldt og med omtanke for vores medmennesker.
Men med Muhammedtegningerne har jeg det anderledes.
Forstå mig ret – tegningerne pryder hverken min iPad-baggrund eller mine profiler på de sociale medier. Og jeg er ikke blind for, at tegningerne for nogen tjener som et effektivt våben til at eskalere en konflikt. Men jeg vil til enhver tid stå vagt om vores frihed til at bruge tegningerne – og andre symboler – som vi vil.
For nyligt gik Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sappho-prisen 2021, fortjent til den anonyme underviser Charlotte, der som lærer på Københavns Professionshøjskole er gået under jorden som følge af trusler, efter at hun havde brugt tegningerne i sin undervisning. I Frankrig kostede brugen af tegningerne i undervisning læreren Samuel Paty livet.
Jeg vil til enhver tid stå vagt om vores frihed til at bruge tegningerne – og andre symboler – som vi vil
Lisbeth Trinskjær
Alle advarselslamper bør lyse, når vi hører om de historier. Hvor få de end er. For vi kan selvfølgelig ikke redigere satire væk, uanset hvor meget det støder nogens religiøse følelser. Vi kan individuelt vælge at udvise hensyn. Men hvis man kan true sig til tavshed eller tabu, er friheden for alvor tabt.
Jeg oplever heldigvis ikke store udfordringer med selvcensur i højskolelandskabet. Men det kan komme. Særligt vi højskolefolk skylder at være opmærksomme. Vi skal passe varsomt på friheden, og vi skal forpligte os over for vores medmennesker. Dem, vi nu engang er mennesker sammen med.