Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
”Vi er tre journaliststuderende, der er i gang med at undersøge relationen mellem elever og lærere på højskoler.”
Sådan starter mailen, som tikkede ind på højskolens mailadresse. De tre studerende ville afdække, hvor svært det kan være at navigere i grænser, når alle i princippet er ligeværdige voksne mennesker, forklarede de.
Men vinklen var bestemt på forhånd, for de var interesserede i at finde højskoleelever, der ville fortælle om deres oplevelser – ”mere specifikt seksuelle relationer mellem elever og lærere,” skrev de i deres mail.
Interessen for relationen mellem højskolefolk og højskoleelever strækker sig i denne tid lige fra Laura Ringos fiktive roman Grundtvig er død om sex og magt på højskoler til skræddersyede temadage, der tilbyder højskoler professionel hjælp til at finde ud af, hvordan vi skal håndtere seksuelle krænkelser og krav om nedskrevne retningslinjer for adfærd, så man som højskoleelev kan få klarhed over, hvilken samværskultur man møder, allerede inden højskoleopholdet begynder.
LÆS OGSÅ Lisbeth Trinskjær: "Vi skal have bedre blik for, hvornår vores egne privilegier blænder os"
Vi kan som højskolefolk føle os som tordnende naive ignoranter, når vi insisterer på, at den uformelle relation mellem højskolelærere og elever skal være til stede. Når vi insisterer på, at der skal være plads til at tage en øl i caféen sammen, plads til at kloge sig på verden en sen nattetime, plads til et kram og en joke – uden at blive skudt andre motiver i skoene end samværets. Jeg tror, vi alle sammen mærker den nysgerrige summen omkring os, for hvad er egentlig i orden på en højskole?
Men vi må ikke være bange for debatten. Frygten for at skulle stå på mål for gamle historier om relationer, der i dag ville være upassende, må ikke få os til at give efter for fristelsen til at trække manualernes beskyttende halvtag ud over højskolen.
Vi kommer ikke udenom at anerkende, at vi måske ikke har været bevidste nok om magtens rolle i seksualiteten. Heller ikke på højskolerne.
Lisbeth Trinskjær
Vi skal finde en anden vej videre end manualens. Uanset hvad det kunne befri os for af potentiel kritik. Hvis vi for alvor mener, at vores højskoleelever ikke bare ”i princippet” er ligeværdige voksne mennesker, men faktisk ER ligeværdige voksne mennesker, så skal vi acceptere, at et trygt og inkluderende læringsmiljø ikke kan formuleres af os som højskolefolk én gang for alle. Det skal udvikles sammen med eleverne, hold for hold.
Selvfølgelig skal vi som højskoler håndtere seksuelle overgreb og voldtægt med den dybe alvor, som brud på straffeloven dikterer, uanset hvem det involverer. Det ikke bare bør vi – det er vi forpligtede til.
Men krammet, blikket, flirten og lysten kan vi ikke dirigere på skrift. Den er vi nødt til at tale om. Og vi kommer ikke udenom at anerkende, at vi måske ikke har været bevidste nok om magtens rolle i seksualiteten. Heller ikke på højskolerne. Uanset hvad er vejen videre nødt til at matche de dannelsessteder, vi er.
LÆS OGSÅ: Kvinderne har overtaget magten i højskoleverdenen
Først i det nye år inviterer Højskolerne til symposium om seksuel dannelse. Fordi seksualitet er meget mere end hævnporno, sexisme og alt det, vi med rette ikke længere vil finde os i. Seksualitet er en værdifuld del af menneskelivet. Lige så værdifuld som alt det øvrige i menneskelivet, vi danner til på højskolerne.