Lisbeth Trinskjær: "Vi skal have bedre blik for, hvornår vores egne privilegier blænder os"

Publiceret 14-06-2021

KLUMME Vi skal være vældig varsomme med at følge trangen til at fjerne alt det, der kunne vække anstød, og ville rette på vores fortællinger om, hvem vi er og var, skriver FFD's formand.

Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark

”Det spørger du simpelthen ikke om,” udbrød jeg, inden jeg overhovedet nåede at overveje de potentielle konsekvenser af den dårlige stemning, som mit udbrud ville skabe i rummet. For her gik der ikke bare en moralsk, men også juridisk grænse.

Chefen, som førte ansættelsessamtalen, ville vide, om den unge kvindelige ansøger, vi havde til samtale, havde planer om at få børn. Han glattede irriteret ud og legitimerede sit spørgsmål med et: ”Det var jo ikke på den måde...”. Skammen blev dengang min, for det var mig, det ødelagde den gode stemning med den hæl, jeg som helt nyt bestyrelsesmedlem satte i dialogen. I dag var det måske gået anderledes.

Vi ansatte kandidaten, hvis jobsamtale jeg afsporede ved at stoppe den chef, der blev hendes. Kvinden var ubestridt den dygtigste ansøger – skarp, hurtigt tænkende og med et enormt potentiale, hvilket hendes efterfølgende karriere så rigeligt har underbygget antagelsen om. Men udsigten til barsel vejede så åbenlyst imod hende, at det var tæt på at koste hende jobbet.

LÆS OGSÅ: Prince fik nok af racisme og tog sagen i egen hånd

Mange unge taler i disse år om “privilegieblindhed” i mange af livets forhold. Det er et udtryk for en gryende magtkritik. Her kan man som en hvid, heteroseksuel, moden mand opleve, at selve begrebets eksistens er en uhyggelig måde at ugyldiggøre andres synspunkter på – for nu at citere Berlingskes Tom Jensens beskrivelse. “Identitetspolitik” bliver det spydigt kaldt at tale om privilegier. Og eksempler som ønsket om, at man bør være sort for at lægge stemme til en sort figur i en tegnefilm, bliver gengivet som overfølsomt og hysterisk. Et angreb på friheden selv.

Men hvad begge lejre behændigt undgår at forholde sig til er, at alle positioner kan bære magtens privilegier med sig, og at det farver vores blik i en grad, vi kun knapt selv er bevidste om.

“Skal vi have sange med i Højskolesangbogen, som er mindre gode, bare for at opnå kønsbalance?” “Skal vi have kvinder med i vores bestyrelse, bare fordi de er kvinder?” “Vil kvinder ikke hellere have muligheder baseret på, at de er dygtige?”

Spørgsmålene bærer blindheden i sig selv. For de tager afsæt i den antagelse, at der ingen kvinder findes, som er så dygtige, at de burde være indfanget af talentspejdernes søgelys uden at have kastet et flirtende blik på dem, der ledte.

LÆS OGSÅ: Nye initiativer skal få flere kvinder til tops på højskolerne

Når debattører klassificerer det danske samfund som “grundracistisk”, når Disney+ laver filtre, der gør racistiske stereotyper som Peter Pan, Aristocats, Dumbo og Junglebogen utilgængelige for børn uden voksen supervision, og når Nationalmuseet ikke længere bruger ordet “eskimo” i deres udstillinger, opstår bekymringen for overfølsomhed hos mig selv. Men alt dette rammer jo heller ikke mig.

”Den, som er vældig stærk, bør også være vældig rar,” mener Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdatter Langstrømpe – med fortællerens ord i bogen Kender du Pippi Langstrømpe? fra 1947.

Må jeg foreslå, at vi ophøjer den vise og enkle sætning til “privilegie-debattens” første lov? Og må jeg tilføje: “Den, som er vældig stærk, skal turde tåle budskaber, de ikke bryder sig om?”

Mange unge taler i disse år om “privilegieblindhed” i mange af livets forhold. Det er et udtryk for en gryende magtkritik.

Lisbeth Trinskjær

Jeg tror, vi skal være vældigt varsomme med at følge trangen til at fjerne alt det, der kunne vække anstød, og ville rette på vores fortællinger om, hvem vi er og var. Men jeg tror også, vi skal blive bedre til at have blik for, hvornår vores egne privilegier blænder os, og hvor magten ligger.