”De så på mit CV og spurgte skeptisk, om det kunne være rigtigt, at jeg kunne løfte så mange opgaver på én gang. De spurgte jo faktisk, om jeg kunne klare det,” fortæller Lisbeth Trinskjær.
Efterfølgende har hun fundet ud af, at hun var den eneste ansøger, som efterspurgte skolens økonomiske papirer før samtalen.
”Jeg ved, at min egen bestyrelse syntes, at jeg havde mere ledelsespower end de mænd, de havde haft til samtale,” siger hun.
Da Lisbeth Trinskjær tiltrådte, var det med sin otte måneder gamle datter på hoften.
”Så det kan man godt. Der er nødt til at være nogle rollemodeller, som viser de kvindelige elever, som i øvrigt er i overtal, at vi kvinder godt kan tage ledelse,” fastslår Lisbeth Trinskjær.
De stærke rollemodeller er også et tema for FFD’s generalsekretær.
”Størstedelen af højskoleeleverne er kvinder, og de skal have nogle at spejle sig i. Det er ekstremt vigtigt, at de har nogle stærke forbilleder. Forstanderen er ofte skolen, så forstanderne betyder rigtig meget som forbilleder,” siger Elsebeth Gerner Nielsen.
Der er nødt til at være nogle rollemodeller, som viser de kvindelige elever, som i øvrigt er i overtal, at vi kvinder godt kan tage ledelse.
Lisbeth Trinskjær
Jurist og forsker i køn og ligestilling Charlotte Kirkegaard understreger også vigtigheden af stærke forbilleder. Særligt på en højskole.
“Forstanderen på en højskole er meget prægende i alle livets facetter og er på den måde meget indgribende i elevernes hverdag. En kvindelig forstander som rollemodel gør det muligt for de unge kvindelige elever at efterstræbe lederskab,” siger Charlotte Kirkegaard.
Hun er er direktør i E-QUALITY – en virksomhed, der blandt andet afholder kurser for topledere. De manglende kvinder i ledelsen er ikke et særskilt fænomen på højskolerne, pointerer Charlotte Kirkegaard.
“Det er alle vegne i vores samfund, at kvinder i topledelsen er fraværende,” siger hun.
Er det et problem i sig selv?
“Ja, det er et problem, for man bruger kun halvdelen af talentmassen. Det er også et problem for ledelsesformen, for kvinders perspektiv og erfaringsgrundlag bliver ikke brugt i disse lederskaber,” siger Charlotte Kirkegaard, der sidste år udgav bogen “Vi har jo døtre, der følger efter os – sådan får du flere kvinder i ledelse.”
Historiske normbrydere
Det lave antal kvindelige højskoleforstandere er også historisk betinget. Først da højskolerne blev selvejende institutioner i 1955, blev det muligt at ansætte kvinder som skolens profil. Den første kvindelige forstander hed Ulrika Marseen og kom til i 1963, da hun etablerede Kunsthøjskolen i Holbæk. Det fortæller Lars Thorkild Bjørn fra Højskolehistorisk Forening.
”Før da var det primært folk med kapital, som kunne starte en højskole. Og hvem havde kapital? Det havde mændene. Der var en helt klar tradition for, at mænd var ledere”, siger Lars Thorkild Bjørn, tidligere højskolelærer og næstformand i Højskolehistorisk Forening.
Der var dog nogle kvinder, som brød med normerne i de tidlige år. I 1867 oprettede den 30-årige ugifte københavner Frederikke Pio en kvindehøjskole i Åle ved Horsens. Hun havde været lærerinde for Grundtvigs børn og var stærkt inspireret af hans tanker. Skolen åbnede med 26 elever, men det følgende år kom der kun otte.