Af Sofie Buch Hoyer
Carl Holst, der er tidligere forsvarsminister og regionsrådsformand for Venstre, blev i starten af oktober udpeget som konstitueret forstander på Gram Højskole.
Det skete efter et spektakulært forløb, hvor højskolens første forstander, Jens Horstmann, kort før åbningen i august sagde op på grund af uenigheder med den forhenværende bestyrelsesformand, slotsejer Svend Brodersen.
Sidenhen blev Jens Horstmann genansat – men senere afskediget, hvilket fik en gruppe af højskolens lærere til at sige op i protest. I starten af oktober forlod de 21 elever, der var startet på Gram Højskoles første efterårshold, skolen, og umiddelbart efter blev hele lærerstaben opsagt.
”Med det, der er sket indtil nu, står Gram Højskole i en svær situation. Vi har ingen lærere, ingen elever og ingen planlagte korte kurser. Det er da at starte forfra,” siger Carl Holst til Højskolebladet.
LÆS OGSÅ: Ny højskole tager fart i Gram
Han er dog optimistisk og har stået i en lignende situation på Rødding Højskole i slutningen af 00’erne, fortæller han.
”Der er nogle ting, der skal afklares – og det er hårdt arbejde. Vi holder møder på kryds og tværs for at skabe os et økonomisk overblik. Men arbejdet har ikke været hårdere eller mere bøvlet, end jeg forudsagde, da jeg gik ind i det, og Rødding Højskole var længere ude og tættere på døden, end Gram Højskole er og har været,” siger Carl Holst, der i starten af Gram Højskoles levetid var ansat som timelærer i politik.
Lokal støtte og opbakning
Ifølge Carl Holst skal forstanderstillingen hurtigst muligt slås op igen. Han anser det for realistisk at kunne ansætte en ny frontfigur for højskolen i december eller januar.
”Jeg har ikke planer om at fastansætte nogle lærere, før jeg har fundet forstanderen. Det er bøvlet, men det er efter min bedste overbevisning måden at gøre det på i den situation, vi er i. Så forstanderen kan sætte sit eget hold,” siger han.
Carl Holst fortæller, at højskolen trods den hårde opstart har mødt stor støtte og opbakning blandt de lokale sønderjyder.
”Vi har fået 20 nye skolekredsmedlemmer, og vi har haft foredragsarrangementer med 100 deltagere, hvilket vi fortsætter med,” siger han.
Rødding Højskole var længere ude og tættere på døden, end Gram Højskole er og har været
Carl Holst
Håbet er, at der kan starte elever på de lange kurser igen til januar, fortæller Carl Holst. Derfor er han gået i gang med at kigge på højskolens to linjefag, Ordkraft og Naturkraft, foruden en række valgfag.
”Status er, at vi fortsat arbejder for at skabe en selvstændig, uafhængig højskole i Gram. Min fornemmelse er helt klart, at rammerne er til stede, og vi har jo højkonjunktur i højskolebevægelsen,” siger Carl Holst, inden han bemærker:
”Jeg ville være ked af at køre gennem Gram, hvor min slægt er fra – og så se på en tom bygning med visheden om, at den var som skabt til folkeoplysning og dannelse.”
Højskolebladet bringer i senere udgivelser en uddybende artikelserie om, hvad der skete med opstarten af Gram Højskole, og hvad de ideologiske uenigheder mellem den første forstander og den forhenværende bestyrelsesformand gik ud på.