Af Kåre Birk, lærer på Den Skandinaviske Designhøjskole
Ahhhhh – endelig sommerferie. Væk fra højskolen. Afslapning, familietid, Læsø, ingen internet – endelig tid til at fordybe mig lidt og få læst nogle af alle de bøger, jeg har til at stå på hylden, men som jeg ofte kun får klatlæst lidt i, blot skimmet eller ganske enkelt aldrig får åbnet.
I år havde jeg pakket kufferten med et par udgaver af tidsskriftet “Ny Jord” samt Christian Hjortkjærs “Utilstrækkelig”, som jeg købte, lige da den blev udgivet, og som jeg har bladret lidt i, læst uddrag af, hørt foredrag om, selv brugt som oplæg til snak med mine elever – men aldrig læst sådan rigtigt. Så nu var det tid.
Og den levede selvfølgelig op til forventningerne. Den sætter jo fokus på et udbredt problem i vores tid blandt de unge. Utilstrækkeligheden. Bogen var let læselig, interessant og relevant. Jeg slugte den i én bid. Dejligt endelig at have tid til selv at få fyldt mit eget hoved med noget at tænke over – og ikke blot få eleverne til at tænke og reflektere.
Påbud frem for forbud
Jeg kan som far til to unge mennesker selvfølgelig nikke genkendende til det hele. Ikke at det nødvendigvis kun gælder 12-talspigerne, som Hjortkjær mest henvender sig til – jeg tror, det gælder os alle, og måske i endnu højere grad alle dem, som IKKE kan klare sig i det gængse system. De ikke bare føler sig – de ER utilstrækkelige…
Efter en god og grundig gennemgang af vores samfunds udfordringer med påbud frem for forbud og regler tog bogen slutteligt en drejning og blev en hyldest til de 10 bud og kristendommens leveregler.
LÆS OGSÅ: ”Jeg vil hellere designe mennesker end ting”
Det virkede her, som om pointen var, at det er (eller kan være) meget nemmere at leve efter love og afgrænsninger (eksempelvis de 10 bud) end at skulle skabe sit eget liv efter en masse påbud og uendelige muligheder. Forbud giver muligvis neuroser, men vi slipper for påbudenes angst, stress og utilstrækkelighed.
Let åndelig irritation
Dén havde jeg ikke lige set komme, selv ikke med mit kendskab til Christian Hjortkjærs teologiske baggrund – og jeg blev i første omgang lidt pikeret, dels da jeg selv har et lidt anstrengt forhold til religioner, som jeg synes i stor stil har udspillet deres rolle og nu mere splitter og udskammer end samler og forener – men også fordi jeg synes, det lidt blev at blande tingene sammen.
Så med en blandet følelse af oplyst sind og let åndelig irritation forlod jeg utilstrækkelighedens univers og kastede mig over tidsskriftet “Ny Jord”. Her faldt jeg over et uddrag af den tyske filosof Peter Sloterdijks storværk fra 2009 "Du mußt dein Leben ändern: Über Anthropotechnik” – eller på dansk: “Du skal ændre dit liv”.
Her diskuterer Slotedijk det absolutte imperativ og vores udfordringer i forhold til at acceptere og lave de ændringer, der skal til for at redde kloden fra diverse klimaforandringer, miljøkatastrofer, biodiversitetstab m.m. Hans pointe er, at vi har brug for det absolutte imperativ – kravet om, at vi alle SKAL ændre vores liv. Ikke bare tilpasse os eller lave lidt om – nej, vi skal fuldstændig ændre vores måde at leve på.
Med en blandet følelse af oplyst sind og let åndelig irritation forlod jeg utilstrækkelighedens univers og kastede mig over tidsskriftet “Ny Jord”.
Kåre Birk
Og her sammenligner han faktisk den nye tids klimafokus med religion. Der er apostlene og prædikanterne. Der er de troende. Der er tvivlerne. Der er hedningene, som tror på det gamle og ikke vil overgive sig til det nye. Desuden er alle problematikkerne i klimakrisen på mange måder både lige så diffuse og uhåndgribelige som det, guder, tro og religioner er. Vi kan ikke se det. Vi kan ikke røre ved det, og for manges tilfælde kan det også være svært at tro på. Her må vi stole på den nye tids prædikanter: videnskabens formidlerne.
Vi skal ændre vores liv nu
Peter Sloterdijks tekst er uhyre interessant, og den satte gang i en masse spekulationer. Jeg citerer fra “Du mußt dein Leben ändern”:
“Heroverfor satte Nietzsche det øvende livs oprindelige aksiom i den form, det har haft siden frembruddet af den etiske differens i de traditionelle livsformer: Mennesket bevæger sig kun fremad, så længe de orienterer sig mod det umulige. De mådeholdne påbud, de fornuftige forskrifter, de krav, som skal opfyldes i dagligdagen – de forudsætter til deres virkeliggørelse alle allerede en hyperbolsk spænding, som udspringer af en uopfyldelig og uundgåelig fordring. Hvad er mennesket, om ikke et dyr, af hvilket der forlanges for meget?”
Hvem sagde “utilstrækkelig”?!
LÆS OGSÅ: "Gid jeg var en smule selvglad"
Senere skriver Sloterdijk: "I dag er den autoritative stemme næsten ikke til at høre i kunsten. Befalende autoriteter tilfalder heller ikke længere de praktiserende “religioner” […] Den eneste autoritet, som i dag kan sige “Du skal ændre dit liv”, er den globale krise, der, som de fleste har mærket i et stykke tid, er begyndt at sende sine apostle. Den besidder autoritet, fordi den henviser til noget ubegribeligt, som den er et forvarsel om – den globale katastrofe.”
Herefter opridser Sloterdijk, hvorfor de globale kriser (miljø, klima, biodiversitet m.m.) kan sammenlignes med religionernes altomvæltende forandringer, som ikke kommer sådan over night, men som en langsom bevægelse over lang tid. Problemet er blot, at vi ikke HAR ret meget tid. Vi skal ændre vores liv NU, hvis vi skal nå at rette op på noget.
Spørgsmål i en uendelighed
Det fik mig til at tænke: Hvis Sloterdijk sammenligner vor tids altoverskyggende kriser med de store globale religioners indtog – og Christian Hjortkjærs pointe er, at vi som art har meget nemmere ved at leve efter bud og forbud frem for påbud – burde vi så måske gribe det lidt anderledes an?
For jeg kender ikke nogen, som ikke føler sig utilstrækkelige, når det kommer til bæredygtigheds-, klima- og biodiversitetskrisen. Hvad betyder de egentlig? Hvor meget kød må jeg spise? Hvor mange træer skal jeg plante for at kompensere for en flyvetur? Forurener en flyver egentlig SÅ meget? Hvordan skal jeg sortere mit affald – og hjælper det noget?
Der er apostlene og prædikanterne. Der er de troende. Der er tvivlerne. Der er hedningene, som tror på det gamle og ikke vil overgive sig til det nye. Desuden er alle problematikkerne i klimakrisen på mange måder både lige så diffuse og uhåndgribelige som det, guder, tro og religioner er.
Kåre Birk
Hvordan finder jeg ud af, hvor mit tøj kommer fra, og om det er lavet på ordentlige vilkår? Er bomuld i virkeligheden bæredygtigt? Er bambus? Er hør? Er hamp? Og hvad er bedst i en bæredygtighedssammenhæng: Økologisk eller ej? Er insekterne virkelig så vigtige? Hvad med myg og flåter?
Og hjælper det noget som helst, at lille jeg gør noget, når nu alle andre tilsyneladende er ligeglade – skal det hele ikke bare ordnes med et par teknologiske fix…?
Pyyyh – spørgsmålene er uendelige, og svarene ikke nemme, og man kan nærmest kun blive deprimeret og føle sig helt igennem UTILSTRÆKKELIG!
Luthers 10 leveregler
Derfor strejfede tanken mig, om det måske ville hjælpe på både utilstrækkelighedens ødelæggende følelser af angst, depressioner og alle de andre følgevirkninger af tidens uoverskuelige udfordringer, hvis vi ganske enkelt satte nogle regler op. Måske ligefrem nogle bud – BÆREDYGTIGHEDENS 10 BUD? Den aktuelle coronakrise viser jo med al tydelighed, at vi er glade for, at nogen sætter helt klare regler og retningslinjer op – og at vi er villige til at følge den.
LÆS OGSÅ: Connie Hedegaard: "Vi har behov for at komme tilbage til de åndelige værdier"
Vi kender nok alle sammen de kristne 10 bud, som vores samfund står på skuldrene af. De fleste har i hvert fald hørt om dem – her i Luthers version:
- Jeg er din Gud. Du må ikke have andre guder.
- Du må ikke misbruge Guds navn.
- Du skal holde hviledagen hellig.
- Du skal ære din far og din mor.
- Du må ikke myrde.
- Du må ikke bryde ægteskabet.
- Du må ikke stjæle.
- Du må ikke vidne falsk mod din næste.
- Du må ikke begære din næstes hustru.
- Du må ikke begære de ting, der hører din næste til.
Det er udmærkede leveregler, som vi for de flestes tilfælde godt kan blive enige om og måske endda også overholde. Og hvis vi nu tog dem bogstaveligt, ville de også løse en del af vores klimaudfordringer. Tag f.eks. “Du må ikke myrde”. Hvis det nu gjaldt ALT levende og ikke kun mennesker – så var vi i hvert fald ude over vores eksorbitante overforbrug af kød.
Flere af buddene er selvfølgelig også svære at overholde og ikke mindst bevise. Hvordan ærer man for eksempel sin mor og far – og hvad nu, hvis de ikke fortjener at blive æret? Og hvad betyder egentlig “begære”…? Ikke desto mindre er de 10 bud nogle klare og konkrete leveregler for mange.
Klimakrisens 10 bud
Men hvordan ville de se ud, hvis vi skulle lave noget tilsvarende for vores fremtid her på jorden – og ikke nå at ødelægge alt på vejen? Hvilke bud skal der til, for at vi alle nemmere kan ændre det liv, vi ifølge Sloterdijk SKAL ændre?
Klimaversionen kunne være:
- Klimakrisen er den vigtigste krise. Du skal fokusere på den og ingen andre.
- Du må ikke greenwashe eller på anden måde misbruge klimakrisen.
- Du må ikke udlede drivhusgasser unødigt.
- Du skal ære vores moder jord.
- Du må ikke spise kød.
- Du må kun have én bolig – passende til din families størrelse.
- Du må ikke flyve.
- Du skal sortere dit affald.
- Du må ikke købe nyt, før det gamle er slidt op.
- Du skal indkøbe bæredygtigt.
Ambitiøst, måske. Tilpas konkret – men måske ikke den rigtige løsning på lang sigt?
Måske skulle vi se os om efter nogle nye narrativer at leve efter. Måske vi skulle forsøge at tilsidesætte os selv som art og gøre plads til alle andre arter og alt andet liv.
Kåre Birk
Dette kunne være den umiddelbare version. Den, vi næsten kunne effektuere nu. Så kendte vi klart grænserne, og hvis vi en enkelt gang alligevel kom til at flyve, spise kød eller købe nyt, kunne vi tage i klimaskriftestolen og bekende vores synder – eller gå altergang og tage nadveren: “Dette er moder jords planter og vand – spis dette til hendes ihukommelse…”
Hidtidige leveregler rækker ikke
Men er det ambitiøst nok på den lange bane? Hvad hvis vi tænker langt ud i fremtiden, hvor vi alle har erkendt, at klima- og biodiversitetskriserne er en realitet. Hvad hvis vi et øjeblik forestiller os, at vi har rettet op på de værste ødelæggelser, fået stabiliseret vores klode – og har indset, at vores hidtidige leveregler slet ikke rækker, når vi skal leve i et balanceret univers. Hvad skal der så til?
Måske skulle vi se os om efter nogle nye narrativer at leve efter. Måske vi skulle forsøge at tilsidesætte os selv som art og gøre plads til alle andre arter og alt andet liv. Ikke kun for deres skyld – i høj grad også for vores egen. Vi er jo helt afhængige af den hårfine balance, som vores lille planet eksisterer i. Hvis vi udrydder insekterne, udrydder vi os selv. Hvis vi udpiner jorden, udpiner vi os selv. Hvis vi nedbryder naturen, nedbryder vi os selv.
LÆS OGSÅ: Lærere: Gør bæredygtig dannelse til højskolernes hovedsigte
Det er vi så småt ved at indse, og vi må til at handle derefter. Det kan ske gennem en fælles udforskning af en række etisk/filosofiske bevægelser – det kunne være bio-centrisme, øko-centrisme, pan-psykisme m.m. – som på forskellige måder udbreder forståelsen af ånd og liv. Fra bio-centrismen, som sætter alt (biologisk) liv lige, over øko-centrismen, som sætter alt lige (også sten og vandpytter), og til pan-psykismen, som tildeler alt ånd – også det, vi ville kalde døde ting.
De biocentriske 10 bud
Måske (og sansynligvis) er universet meget mere kompliceret, end vi og vores forsimplede hjerner og religioner kan forstå – og man kan derfor spørge sig selv, om ikke det er på tide, at vi kommer op med nogle nye bud, vi kan leve efter, som giver plads til andre end os?
For at starte blidt kunne vi formulere de biocentriske 10 bud? De kunne måske lyde som følger:
- Jeg er moder jord. Du må ikke tro på noget andet end mig.
- Du må på ingen måde misbruge moder jord.
- Alt, du gør, skal komme planeten Jorden til gode.
- Alt liv er opstået af samme urcelle og har derfor lige ret.
- Du må ikke tage unødig plads fra andre livsformer.
- Du må ikke dyrke liv i fangeskab.
- Når du har udstået din være-pligt, skal du træde tilbage, give plads og nøjes.
- Du skal erkende, at du er en lille del af et enestående, sammenhængende og uforståeligt univers.
- Du skal være ydmyg og taknemmelig for at være til.
- Jordens behov står altid over dine egne.
Fremtidens generationer
Måske nogle liiidt mere vidtrækkende bud. Måske for meget. Måske nødvendige. Måske slet ikke vidtrækkende nok?
Jeg ved det ikke, og alt stritter i mit eget anarkistiske sind, men hvis det er det, der skal til for at få løst vores store udfordringer for de kommende generationer – og hvis vi samtidig kan undgå de mange angsttilfælde, depressioner og den konstante følelse af utilstrækkelighed – så er jeg klar til at give det et skud.
Måske nogle liiidt mere vidtrækkende bud. Måske for meget. Måske nødvendige. Måske slet ikke vidtrækkende nok?
Kåre Birk
Forhåbentlig kan vi forblive en af arterne på vores fantastiske planet Jorden – og i det mindste nå at rette op på en del af vores fejltagelser. Ydermere kan vi håbe på fremtidige generationer af lykkelige, handlekraftige og psykisk sunde mennesker på en bæredygtig planet – så må vi leve med neuroserne!