Fortalt til Mona Samir Sørensen, journalist
Jeg er ingenlunde træt af mit arbejde, men jeg er 75 år og har også brug for at leve på en anden måde. Jeg har stadig nogle bestyrelsesposter og er formand for Højskolehistorisk Forening, som optager mig meget. Jeg ser frem til et otium, hvor jeg fortsat skal dyrke min nysgerrighed efter at forstå tiden samt have mere tid til familien.
Højskoleformen er en livsform, som kræver meget, og noget af det sværeste har været at kombinere arbejdet med familien. Det er et dilemma, mange genkender, tror jeg. Det bliver nyt for mig, at jeg nu uden tanke på morgendagen kan deltage i sammenkomster med familie og venner, og det glæder jeg mig til.
Jeg har haft det privilegium, at min højskolepraksis har været kombineret med en stærk involvering i FFD. Det har givet talrige erfaringer, et stærkt netværk og mange venskaber.
Jeg er stor tilhænger af kostskoleformen, og jeg har altid holdt af, at så mange lærere som muligt bor på skolen.
Mogens Hemmingsen
Min afskedsreception på Liselund Højskole den 27. august var meget overvældende. Vi var nok omkring 100 mennesker, og jeg fik mange smukke taler, som fremhævede min betydning for Liselund men også for mit virke i højskolebevægelsen. Det blev en fin dag for mig som afgående forstander – og for Morten Dyssel som tiltrædende forstander.
Frem til den 1. december kan Morten og bestyrelsen trække på mig som rådgiver, men jeg er meget påpasselig med, at jeg ikke skal gå og ånde den nye forstander i nakken. Jeg skal hverken bedømme eller vurdere, men med glæde følge udviklingen.
Jeg vil gerne huskes for den ordentlighed, hvormed jeg har været leder i forhold til lærere og elever – og at vi har behandlet hinanden respektfuldt, også når vi ikke var enige.
LÆS OGSÅ: Højskolen er mægtig
En meget spændende og svær opgave var, da jeg i 2010 blev konstitueret forstander for Vallekilde Højskole. Jeg havde siddet i bestyrelsen siden 2002, så jeg kendte skolen godt. Skolen var i vanskeligheder, og jeg skulle lave et turnaround. At se skolen på grænsen til at lukke og så være med til at forandre den til at være en succes har været én af mine store glæder.
På Danebod Højskole nåede jeg at oplære fem lærere til at blive forstandere, så det er nærmest blevet en lille forstanderskole. Det har også været spændende.
Som leder bliver du ind i mellem nødt til at afskedige en lærer, fordi samarbejdet ikke fungerer. Det er aldrig sjovt. At opsige en højskolelærer er en svær opgave, da man bor tæt sammen, og fordi det ofte involverer en hel familie.
LÆS OGSÅ: Bør lærere og forstandere bo på højskolen?
Den mangfoldighed og de vide rammer, der karakteriser højskolen, gælder stadig, men jeg oplever en større utålmodighed i dag hos nye lærere. De kan have det svært med, at der ikke er klare definitioner og flere vejledninger, og de giver sig ikke altid den nødvendige tid til at sætte sig ind i den lange historie, højskolen bygger på. Det betyder ikke, at alt bare skal føres videre, men som ny lærer har man en opgave i at leve sig ind i traditionerne og fortolke vores formål.
Jeg er stor tilhænger af kostskoleformen, og jeg har altid holdt af, at så mange lærere som muligt bor på skolen. Dét at bo sammen giver et fællesskab med kolleger og elever og betyder også, at du kan have en mere smidig undervisningsplan. Kostskoleformens største udfordring er nok de moderne familiemønstre og den øgede mobilitet, men også hele lønmodtagerkulturen. Spørgsmålet om bopælspligt skal ikke løses med ny lovgivning, men besluttes af den enkelte højskoles ansvarlige organer.