”At bygge og bo i et tiny house har kastet mig ud i livets eksperiment”

Af Anders Boisen, tiny house-bygger, forfatter og foredragsholder

Dette er et redigeret uddrag af bogen Om at bo småt og leve godt (2022). Trykt med tilladelse fra forfatteren.

”Og hvorledes kunde Ungdommen bedre lære at leve end ved straks at kaste sig ud i Livets Eksperiment? Jeg tror, det vilde opøve deres Hjerne fuldt saa godt som Matematik”

– fra Livet i Skovene (1854) af Henry Thoreau

Selvom den amerikanske forfatter Henry Thoreau var en Harvard-uddannet akademiker og intellektuel, havde han en grundlæggende skepsis over for en primært boglig og videnskabsbaseret tilgang til læring, hvor ”alt andet doceres og praktiseres end lige netop Kunsten at leve; Hvor man lærer at betragte Verden gennem et Teleskop eller et Mikroskop, men aldrig med det blotte Øje.” 

For ham skulle verden ikke studeres og forstås på afstand gennem bøger og videnskabelige værktøjer, men i praksis og med en ufiltreret brug af kroppens sanser.

Den bedste tilgang til læring var derfor at ”kaste sig ud i Livets Eksperiment” og således på egen krop erfare selve ”Kunsten at leve”.

Learning by doing

Min egen proces med at bygge og siden bo i et tiny house har ligeledes kastet mig ud i et slags livets eksperiment, hvor jeg har skullet lære (og stadig lærer), hvad det i grunden vil sige at ”bo småt og leve godt” i en verden med miljøkrise og klimaforandringer. 

I den forbindelse er det netop kunsten at leve og at føre en mere klimavenlig livsstil, som her danner den overordnede ramme om min læring. Det er en måde at lære på, som netop ikke finder sted på en skole, og som ikke tager afsæt i bøger og teori, men snarere i eksperimenter og udvikling af praktiske kompetencer og færdigheder.

Det var den amerikanske pædagog og filosof John Dewey, der i begyndelsen af 1900-tallet for alvor fik sat fokus på vigtigheden i læring, som elever opbygger gennem egne forsøg og eksperimenter – en læringsform, der også kaldes erfaringspædagogik.

Det filosofiske sigte med erfaringspædagogikken var for Dewey at uddanne eleverne i kunsten at blive praktiske problemløsere i det samfund, de selv var en del af. 

LÆS OGSÅ: Økologi hitter på højskoler

Dewey grundlagde en laboratorieskole, i hvilken elevernes læring tog afsæt i de såkaldte gøremål, som var praktiske aktiviteter relateret til den fundamentale opretholdelse af livet i samfundet. Det være sig fag som træarbejde, madlavning og syning.

Formålet med denne type undervisning var ikke, at eleverne skulle uddannes til henholdsvis snedkere, kokke eller syersker, men derimod at de udviklede evnen til at løse problemer, når de opstod. Eleverne skulle lære at bringe deres egen erfaring og egne evner i spil i praktisk problemløsning. På den måde lærte de ikke om videnskab, men udviklede gennem praksislæring en videnskabelig tilgang til verden – den såkaldte learning by doing.

Jeg ser en vis parallel mellem Deweys skole og min semi-selvforsynende husholdning i et tiny house. Den er nemlig også en form for laboratorieskole for praktisk problemløsning – både på et overordnet og konkret plan: Her er det de praktiske kompetencer, som er nødvendige for at kunne bygge, bo og trives på bæredygtig vis i en verden med klimakrise, der er målet for min læring. Det skal vi nu se nogle eksempler på.

Selvforsyning som en klima-skill

Én måde, hvorpå jeg benytter mig af praksislæring i min hverdag i et tiny house, er ved gradvist at blive mere selvforsynende.

Denne mission handler dog ikke kun om at ville efterlade et mindre CO2-aftryk ved for eksempel at reducere mængden af forbrugsgoder, som jeg efterspørger på et globalt marked, hvor varer produceres og transporteres langvejsfra. 

At blive mere selvforsynende handler også om, at jeg – som menneske i en verden med miljøkrise – kan lære at bo og leve i et tættere samspil med naturen omkring mig. Min praksislæring i selvforsyning kan inddeles i tre primære kategorier: mad, varme og vand.

Mad: Én måde, hvorpå jeg kan blive mere selvforsynende på madfronten, er ved at lære mig kunsten at sanke vilde, spiselige planter. At sanke er et gammelt udtryk for dét at gå ud i naturen og indsamle nyttige ressourcer såsom bær, frugter og brænde.

Sankning kan derfor være en klimavenlig og billig måde at supplere den øvrige madbestand med nye råvarer, hvis man ellers lærer sig, hvilke planter der kan spises, hvor de vokser, og hvornår på året de er plukningsmodne. 

Derudover synes jeg, det er nyttigt og spændende at læse op på nogle planters næringsværdi og kulturhistorie. For eksempel beskriver hånd- og opskriftsbogen Spis Vilde Planter, hvordan mange vilde planter i den danske natur – planter, der i dag regnes som ukrudt – engang har været brugt som helt almindelige spiseplanter i mange danske hjem.

Jeg ser en vis parallel mellem Deweys skole og min semi-selvforsynende husholdning i et tiny house. Den er nemlig også en form for laboratorieskole for praktisk problemløsning

Anders Boisen

Ved at have bøger som denne med mig, når jeg går på tur i skoven med min sankekurv, åbner der sig en dør ind til en vild verden, som jeg knapt nok kendte til tidligere, men som nu knytter mig selv og min trivsel tættere til både naturen og min egen kulturhistorie. 

Hver sæson byder på nye planter, der kan sankes og bruges i madlavningen derhjemme, hvilket giver mig en anledning til at bringe mine egne spisemønstre i tættere samspil med årstidens rytmer.

I en global verdensøkonomi, hvor vi kan købe og spise alverdens økologiske grøntsager, som er fløjet ind fra Spanien – og derfor har et højt klimaaftryk – finder jeg en vis tilfredsstillelse i at kunne spise det, som årstiden og naturen omkring mig kan tilbyde.

Varme: Et andet sæt af praktiske færdigheder, jeg har måttet tilegne mig og træne for at kunne leve mere selvforsynende, handler om, hvordan jeg kan opvarme mit hjem og producere brændselskilder.

I den forbindelse har sankning af brænde og efterfølgende tilsavning og ophugning spillet en central rolle, da min primære varmeforsyning sidste vinter var en lille brændeovn. 

At holde sit hus varmt med sanket brænde kræver, at man først og fremmest lærer lidt om forskellige træsorter: Birkebark og tynde fyrregrene (cirka 1 cm tykke) egner sig godt til optænding, og hårdere træ – såsom bøg og eg – har en høj massefylde og brænder derfor længe og giver relativt varme gløder.

Derudover skal man kunne bygge et bål, der hurtigt opnår en høj temperatur og en effektiv forbrænding. Det opnås for eksempel ved, at man bygger bålet op, så det brænder fra oven og nedad. 

Vand: Når man bor i et off-grid tiny house, kommer man uden om at skulle tænke på, hvordan man får løst den praktiske problemstilling med at få installeret vand i huset.

Havde jeg boet tæt på en å eller sø med rent vand, havde jeg måske valgt at pumpe vand op herfra og føre det ind i huset. Det gør jeg imidlertid ikke, så i mit tilfælde har jeg valgt at opsamle regnvand. Det betyder, at jeg har en naturlig begrænsning på, hvor meget vand jeg kan bruge, da det er bestemt af vejrets rytme. Jeg har derfor måttet lære, hvordan mit personlige forbrug af vand kan afstemmes med naturens rytme.

Omdannelse

Min tilegnelse af praktiske færdigheder inden for et ”fag” som selvforsyning er afgørende for, at jeg kan udleve min bæredygtige livsstil.

Efterhånden, som jeg har fået opbygget og udviklet denne nye livsstil, er det gået op for mig, at al den praktiske knowhow også handler om mere end blot dét at lære sig nogle nye færdigheder. Der er også et aspekt af personlig dannelse knyttet til denne proces.

Grundtvig mente, at dannelse blandt andet er et spørgsmål om, at man som menneske opdager og udfolder sin helt særlige bestemmelse og dannelsesopgave. I mit tilfælde kan jeg sige, at tillæringen af nyttige klima-skills gennem praksislæring hjælper mig til at realisere min egen ”særlige bestemmelse”: ønsket om at kunne leve i, men også bidrage til at opbygge et mere miljømæssigt, menneskeligt og økonomisk bæredygtigt samfund.

Det er et mål for dannelse, som man kan argumentere for kan udvides til også at gælde samfundet i bredere forstand. Som samfund har vi endnu meget at lære i forhold til at bygge og bo på måder, der giver mere tilbage til naturen, end vi tager fra den. I den forbindelse kan man måske sige, at den form for dannelse, som et samfund i omstilling har brug for, kan kaldes for omdannelse.

LÆS OGSÅ Højskolelærer: "Vi har brug for at lave en omvendt Grundtvig"

Jeg har ovenover givet eksempler på, hvordan praksislæring kan bidrage til udviklingen af det, jeg kalder for klima-skills, som er nyttige, hvis man agter at gøre sin måde at bo og leve på mere bæredygtig.

(Artiklen fortsætter under billedet. Foto: Benny Kjølhede)

Man kan komme i tanke om mange andre praktiske færdigheder, som kan hjælpe – og danne – folk til at nedsætte deres materielle forbrug og måske samtidig øge deres personlige trivsel og velvære (den menneskelige bæredygtighed).

Nogle andre eksempler kunne være: konstruktion/byggeri, mindfulness og meditation, håndarbejde, klimavenlig madlavning eller reparation af ting og sager i husholdningen – for bare at nævne nogle stykker.

Hvad sådanne færdigheder blandt andet har til fælles er, at de i høj grad baserer sig på aktiveringen af kroppens sanseapparat, især fordi praksislæring kan være en relativt kropsligt aktiverende måde at tilegne sig ny viden.

I modsætning til mere boglig viden, hvor man primært lærer ved at bruge sin synssans, kan praksislæring i højere grad involvere flere sanser på én gang.

Når jeg for eksempel går i skoven og lærer mig kunsten at sanke vilde planter, bruger jeg både syns-, smags-, lugte- og følesansen, når jeg skal finde og siden vurdere kvaliteten af de bær eller svampe, jeg har fundet. At sanke er altså en sansebaseret form for praksislæring og derfor et vigtigt element i min personlige omdannelse.

Som samfund har vi endnu meget at lære i forhold til at bygge og bo på måder, der giver mere tilbage til naturen, end vi tager fra den.

Anders Boisen

At praksislæring involverer brugen af flere sanser har måske et andet og større potentiale end blot at være en sanseligt stimulerende måde at lære sig nye færdigheder på.

Ifølge klimaaktivist og forfatter Rob Hopkins spiller aktiveringen af kroppens sanseapparat en afgørende rolle for vores menneskelige forestillingsevne.

I bogen From What Is To What If argumenterer Hopkins således for, at hvis vi skal kunne skabe en mere bæredygtig verden, skal vi først kunne forestille os den. I den forbindelse er selve dét at kunne engagere sig i kreative, skabende processer, der involverer hele kroppen og dens sanser, særdeles vigtigt. 

Hopkins skriver: ”Den menneskelige forestillingsevne […] handler ikke kun om billeder og evnen til at se et billede for sig på nethinden. Den er multisensorisk, indfanger lugte, berøring, lyd, følelser og smag. Den er bedre i stand til at skabe forandring, end du måske tror”. 

Alligevel er det, som om vi lever i en tid, hvor vi som enkeltpersoner og som samfund bliver stadig mindre kreative, noterer Hopkins sig.

Derfor er det vigtigt, at vi optræner det, han kalder for vores ”forestillingsmuskel”, så vi bliver klædt bedre på til den opgave, vi alle står med i forhold til at omstille vores samfund såvel som måderne, vi bor og lever på.

LÆS OGSÅ: Det direkte møde med naturen

Psykolog og hjerneforsker Kjeld Fredens argumenterer ligeledes for vigtigheden i at aktivere kroppens sanser, når mennesker skal opøve deres evne til at tænke innovativt og lære nye ting.

Han påpeger, at det er vigtigt, at børn har adgang til naturen, da det fremmer deres kreativitet og forestillingsevne, når de leger og opholder sig i den. Men at opholde sig mere ude i naturen har også den gevinst, at børn optræner deres evne til at føle sig som en integreret del af naturen.

Når man bruger meget tid i naturen, lægger man mere mærke til dens mange detaljer og farveforskelle – de små skift i vejret og hvordan de føles på kroppen. Man træner hermed sin hjerne til at opfatte sig selv som en del af en større økologisk sammenhæng, når man bruger meget af sin tid i naturen, og når det er ”naturens rytme, der tager over,” påpeger Fredens.

I mit tilfælde har jeg valgt at opsamle regnvand. Det betyder, at jeg har en naturlig begrænsning på, hvor meget vand jeg kan bruge, da det er bestemt af vejrets rytme.

Anders Boisen

Hvad vi kan lære af Hopkins og Fredens er, at vores menneskelige kreativitet og forestillingsmuskel såvel som oplevelsen af at føle os forbundne med naturen kan trænes og styrkes gennem sanseligt stimulerende aktiviteter og oplevelser.

Det er kompetencer, som man kan argumentere for er relevante at inkludere i et bæredygtigt dannelsesbegreb. Hvis nutidens og fremtidens generationer skal opbygge et bæredygtigt velfærdssamfund med et markant lavere og smartere forbrug af planetens ressourcer, må vi kunne forestille os radikalt anderledes måder at bo og leve på.

Og hvis vi som samfund og enkeltpersoner skal lære at blive naturens økocentriske medspillere – snarere end dens egocentriske modspillere – må vi opøve evnen til at føle os som en mere integreret del af den.

Dette er en idé om dannelse, der måske kan bryde med fortidens idéer om at adskille mennesket mest muligt fra naturen. Måske den også kan være en modvægt til det tab af kreativitet og idérigdom, som man kan forestille sig, at en kultur baseret på masseforbrug af materielle forbrugsgoder og passive underholdningsformer (TV og sociale medier for eksempel) har været medvirkende til.

Man kan argumentere for, at dette er kultur, hvor vi i stadig mindre grad bruger vores sanser til at skabe og tænke nyt, men hvor vi blot skal vælge løsninger, som andre har udtænkt for os, og hvor vi sjældent behøver gå praktisk, problemløsende til værks, fordi vi altid kan købe en ny dingenot, hvis den gamle går i stykker.

Omdannelse i livets skole

Zoomer vi ind på værdien af praksislæring i et samfundsperspektiv, rejser der sig et interessant spørgsmål – nemlig hvorvidt man kan forestille sig, at idéen om at inkludere praksislæring i vores generelle forståelse af, hvad der kan regnes for ”god dannelse”, overhovedet er gangbar? Det diskuterer murermester og nuværende justitsminister Mathias Tesfaye i bogen Kloge Hænder – Et Forsvar for Håndværk og Faglighed. 

Her argumenterer han for, at vi som samfund er ved at miste respekten for de gamle håndværkstraditioner, og at vi i dag prioriterer en boglig betinget læring i landets skoler som led i den historiske overgang fra industrisamfund til videns- og servicesamfund.

I den forbindelser skriver han, at ”uddannelsernes stadig skarpere adskillelse af teoretisk viden fra praktisk udførelse gør vores børn og unge stadig dummere,” og at vi ”ender med en kløft mellem hoved og hænder, som i sidste ende betyder, at vi mister evnen til at tænke nyt.” 

LÆS OGSÅ Bench boys: Historien om håndværksfagene i vækst

Tesfayes pointe er interessant, fordi den retter fokus mod, at vi som samfund har en blind vinkel i vores forståelse af, hvordan vi gennem uddannelsessystemet kan danne vores unge til at blive mere praktisk kompetente medskabere af morgendagens samfund. Det er en idé om dannelse, der ikke kun bygger på, at vores unge har kloge hoveder, men også ”kloge hænder”. 

Men hvor Tesfaye er bekymret for Danmarks konkurrenceevne på det globale marked – og at vi ikke putter nok ressourcer i håndværkeruddannelserne – kan man også overføre hans pointe til et spørgsmål om, hvor praktisk kompetente og nytænkende vi generelt er som befolkning, når det kommer til at tænke i nye og mere bæredygtige måder at bo og leve på. 

Det spørgsmål er ikke mindst aktuelt i lyset af, at vi nationalt har forpligtiget os til at arbejde for at imødekomme FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. I delmål nr. 4.7 står der, at ”inden 2030 skal alle elever have tilegnet sig den viden og de færdigheder, som er nødvendig for at fremme bæredygtig udvikling, herunder undervisning i bæredygtig udvikling og bæredygtig livsstil” (…).

Boligen er ikke blot en laboratorieskole for learning by doing, men også en schola vitae – en ”livets skole”.

Anders Boisen

Idéen om at danske folkeskoleelever skal uddannes til at kunne være praktiske, kompetente medudviklere af et bæredygtigt samfund bakkes op af lektor ved Københavns Universitet Andy Højholdt. Ifølge ham bør det stå helt centralt i den pædagogiske praksis i folkeskolerne, at eleverne udvikler færdighederne til at kunne arbejde både ”handlekraftigt og håbefuldt” med klimaudfordringerne. 

Dog indgår dette fokus ikke i folkeskolens formålsbestemmelse, tilføjer han. Formålsbestemmelsen har fokus på at udvikle elevernes ”forståelse for samspillet med naturen” snarere end de praktiske færdigheder, som er nødvendige for selv at kunne praktisere og udvikle en mere bæredygtig livsstil. Derfor mener Højholdt, at opgraderingen af skoleelevers praktiske klimafærdigheder bør indgå som del af den almene dannelsesopgave i vores samfund.

At inkludere praksislæring som en del af et bredere samfundsmæssigt dannelsesbegreb synes foreneligt med nogle af de verdensmål, som vores politikere har besluttet, at vi skal leve op til som samfund. Det er også i samklang med, hvad en ekspert som Andy Højholdt mener er den rigtige vej frem for undervisningen og dannelsen af vores folkeskoleelever. 

Vi har dog endnu til gode at se, hvorvidt det danske uddannelsessystem i højere grad vil prioritere praksislæring og udvikling af konkrete klima-skills frem for blot boglig baseret viden om miljø og klimaforandringer. Personligt tror jeg på, at en kombination af begge former for læring kan vise sig nyttig for fremtidens unge, der skal bruge kloge hoveder, men også kloge hænder til at bygge morgendagens bæredygtige samfund. 

LÆS OGSÅ Livets læring: Fra Grundtvig til Gaia

I forlængelse af Tesfayes kritik kan jeg godt være nervøs for, om vi som samfund gradvist er ved at udfase de mere praktiske færdigheder i skolesystemet, og at der i den forbindelse vil ske et stort videns- og kompetencetab i samfundet.

Når det er sagt, tror jeg også, man må huske på, at skolen ikke nødvendigvis er det eneste sted, hvor man kan lære sig nyttige og praktiske færdigheder og således danne sig til bæredygtig livsførelse. Stedet, hvor man bor, er også en oplagt ramme til at lære sig nye praktiske kundskaber, som kan klæde én på til at leve mere klimavenligt. 

Det er netop – som Henry Thoreau påpegede – ved at engagere sig i verden på måder, hvor man eksperimenterer sig frem og bruger alle sine sanser, at man lærer sig selve ”Kunsten at leve”.

Boligen er ikke blot en laboratorieskole for learning by doing, men også en schola vitae – en ”livets skole”. En skole for det bæredygtige hverdagsliv, om man vil.