Af Rasmus Thirup Beck, journalist og tidligere højskolelærer
Den grønne omstilling af Danmark er i fuld gang, hvis nogen skulle være i tvivl.
Ifølge Miljøstyrelsen er vi allerede mere end 40 procent af vejen mod at være CO2-neutrale i 2050, og der går knap en måned uden nye politiske udspil, der skal bringe os endnu tættere på målet: Krav til landbruget, en afgørende ny CO2-afgift, store vindmølleparker, udrulning af fjernvarme og varmepumper. Listen fortsætter.
Men nu er alle de lavthængende frugter også ved at være plukket. De sidste 30 procents reduktion frem mod 2030 – og ikke mindst det sidste stræk mod fuld klimaneutralitet 20 år efter – kommer til at kræve, at alle dele af samfundet gennemgår en forvandling. Det gælder også højskolerne.
Arbejdet er allerede i gang rigtig mange steder. I køkkenerne, hvor der er stadig mindre kød på menuen. Hos de bygningsansvarlige, der energirenoverer på livet løs. På skolernes tage og marker, hvor solcelleanlæg med tilhørende batterilagring etableres. Og i undervisningslokalerne, hvor klimaforandring og grøn omstilling fylder mere og mere i fagene.
LÆS OGSÅ: Connie Hedegaard: "Vi har behov for at komme tilbage til de åndelige værdier"
Sådan må og skal det være, lyder det samstemmende fra de forstandere, Højskolebladet har talt med.
For Torben Smidt Hansen på Vallekilde Højskole (der indtil 1. august var denne skribents chef, red.) er det givtigt at anskue højskolen som et minisamfund:
“Alle er nødt til at byde ind. Det giver sig selv. Og så synes jeg, det er interessant at se på højskolen som en parallel til det omgivende samfund. Hvordan når vi de 70 procents reduktion? Er der noget, vi kan gøre på en ny måde, som andre omkring os kan lære af?” spørger han.
Af samme grund har Vallekilde Højskoles bestyrelse vedtaget et mål om, at skolen skal opnå en CO2-reduktion på 70 procent inden 2030. En udregningsøvelse, der i sig selv er vanskelig, fordi skolens elevtal har været svingende i de seneste 30 år.
Løsningen er at dividere skolens energiforbrug med antal elever – og derefter, så præcist som muligt, at medregne eksterne kursister, som der var mange af for ti år siden, men få af i dag.
Behovet for energiledelse
Det er den helt rigtige måde at angribe udfordringen på, lyder det fra Christian Jarby, der er seniorrådgiver med speciale i energi og klima i Rådet for Grøn Omstilling.
I Christian Jarbys optik er det afgørende for både samfund, virksomheder, skoler og husholdninger at have nogle konkrete tal, som man kan tage udgangspunkt i, når man sætter sig nogle mål. Det er ikke nok at melde ud, at ”nu skal vi være bæredygtige,” som han siger. Han kalder det for energiledelse:
”Det er faktisk min kæphest. Sæt dig et mål, mål på det og følg op. Virker det ikke, så lav en ny plan.”
Direktøren i Rådet for Grøn Omstilling roste i starten af august nogle af landets helt store virksomheder, der ifølge en undersøgelse fra mediet Finans har formået at reducere deres CO2-udledninger markant, samtidig med at de har leveret økonomisk vækst. “De viser vejen,” lød skudsmålet.
Vi er en del af en verden. Man kan ikke længere forestille sig et fællesskab uden fokus på bæredygtighed. Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi bærer det hele fremad
Frederik Ullerup, forstander på Gerlev Idrætshøjskole
Ifølge Christian Jarby kan skoler, herunder højskoler, gøre det samme, men med en supplerende målgruppe:
“Det er almindelig pædagogisk praksis, at hvis man viser elever og studerende, hvad man gør, så tager de det med hjem,” siger han.
Samme tankegang har Kenneth Retslov, som er forstander på Idrætshøjskolen Bosei, hvor man tidligere i år fik installeret et batteri, så skolen kan gemme energien fra deres solcelleanlæg til dage, hvor solen ikke skinner.
”Det tror jeg, vi er de første til. Det er skidesmart,” siger Kenneth Retslov.
Han nævner først et behov for at gøre det, der er brug for, og dernæst aftrykket hos eleverne.
“Højskolerne skal være bevidste om at gå ud med den historie, fordi vi er med til at forme nye verdensborgere,” siger han.
Fra sluk-selv til solceller
Så meget for skåltalen. Hvad gør højskoler så helt lavpraktisk for at reducere deres CO2-aftryk? Viften er bred.
Der er ”den bedste i klassen”, Vestjyllands Højskole, der siden 1996 har fået me
get omtale af deres klimatiltag. Den mest imponerende er, at skolen – med en kombination af solceller, jordvarme og en vindmølle – i dag er 100 procent selvforsynende med energi.
LÆS OGSÅ: Økologi hitter på højskoler
Idrætshøjskolen Bosei begyndte for alvor deres omstilling i 2014, da skolen fik installeret et solcelleanlæg, der dækker en tredjedel af deres ret så store energibehov (skolen har 16.000 kvadratmeter under tag, bl.a. en svømmehal).
I år har den som den første højskole fået installeret et batterianlæg, der kan give grøn energi på gråvejrsdage.
Ansporet af en ivrig bygningsansvarlig begyndte Vallekilde Højskole for otte år siden en energirenovering af skolens gamle bygninger. Inden årets udgang kan skolen slå et solcelleanlæg til – kombineret med en industrivarmepumpe.
På Gerlev Idrætshøjskole har man valgt at fokusere på egenproduktion af fødevarer. Én fodboldbane er indtil videre blevet omlagt til grøntsagsproduktion, og målet er at være 100 procent selvforsynende med grøntsager, bær og frugt – samtidig med at skolen har gang i en omfattende energirenovering.
“Det er bare nødvendigt. Vi har brugt tid på isolering, LED-lys, sluk-selv-løsninger og så videre. Lys og varme er et issue på en højskole med mange kvadratmeter og mange store rum,” forklarer Gerlev-forstander Frederik Ullerup og forsætter:
“Vi er en del af en verden. Man kan ikke længere forestille sig et fællesskab uden fokus på bæredygtighed. Vi bliver nødt til at se på, hvordan vi bærer det hele fremad.”
”Ikke i min baghave”
Men ingen forandringer uden modstand. Det gælder i samfundet som helhed, og det gælder på højskolerne. Modstanden kan groft sagt opdeles i fire kategorier: Nabokritik, ansattes skepsis, økonomi og elevadfærd.
Når man siger naboer og grøn omstilling, er der et globalt fænomen, som får en del opmærksomhed i disse år: NIMBY – kort for Not In My BackYard, ”ikke i min baghave”.
Det refererer til det forhold, at langt de fleste mennesker bakker op om grøn energi – de vil bare ikke have, at solcelleanlæg og vindmøller ødelægger lige præcis deres udsigt.
Kunne jeg gøre det hele om, ville jeg skalere projektet op, så dem i landsbyen, der havde lyst, også kunne blive en del af solcelleanlægget
Torben Smidt Hansen, forstander på Vallekilde Højskole
Dette oplevede Vallekilde Højskole på nært hold, da skolen barslede med planer om et solcelleanlæg i kanten af landsbyen, på en bakke ned mod Lammefjorden.
Det var der flere husejere i området, der ikke var begejstrede for, og de rejste deres kritik både på nabomøder og over for kommunen, hvilket ikke kom som en decideret overraskelse for forstander Torben Smidt Hansen.
“Hvis du samler en stor gruppe mennesker, vil det altid være en udfordring at sætte et solcelleanlæg op, og dertil kommer, at vi har et meget specielt område med en meget speciel udsigt. Jeg ser modstanden fra enkelte borgere som helt naturlig,” siger han.
Det hjalp ikke på processen, at kommunens sagsbehandling var ualmindeligt langstrakt, og at det firma, der skulle "skyde" rørene mellem anlægget og elforsyningen, kom uanmeldt, før høringsforløbet var slut.
LÆS OGSÅ Højskolelærer: "Vi har brug for at lave en omvendt Grundtvig"
Heldigvis blev kritikken sendt afsted uden fjendtlighed, og Vallekilde-forstanderen tror på, at det ender godt med en afskærmende beplantning rundt om solcelleanlægget. Én ting fortryder han dog:
“Kunne jeg gøre det hele om, ville jeg skalere projektet op, så dem i landsbyen, der havde lyst, også kunne blive en del af solcelleanlægget,” siger han.
TAP-personalets modstand
De andre skoler, som Højskolebladet har talt med til denne artikel, har ikke oplevet nabokritik. Til gengæld kan skolens ansatte være en udfordring. Det nævner ingen af de tre forstandere, men en underviser, der har fået lov at være anonym af hensyn til hans videre arbejde med grøn omstilling, fortæller om TAP-personale, der er svære at få med på nye praksisser.
Det kan være alt fra ikke at ville gå bort fra at bruge PU-skum til at modsætte sig at bruge flere penge på mere bæredygtige og holdbare byggematerialer.
“Det er ikke, fordi TAP’erne synes, det er en dårlig ide. De er bare ansat til noget andet. De skal have tingene gjort, og det har jeg stor forståelse for. Kan man ikke bruge PU-skum, skal man lære at bruge noget andet,” fortæller underviseren, der har brugt lang tid på at opbygge en god relation til sine TAP-kollegaer og derfor er bange for at sætte det over styr.
Den anonyme underviser anskuer problematikken helt lavpraktisk. Højskoler er i udgangspunktet ikke sat i verden for at være bæredygtige, kan man mene – men er til for at danne deres elever. Når dette er fokus, vil bæredygtighed altid være sekundært:
“Det betyder, at hverdagen skal spille – og så kommer den grønne omstilling,” siger han.
LÆS OGSÅ: Det direkte møde med naturen
Underviseren understreger også, at det er meget personbestemt, hvem der tager teten, når det gælder bæredygtige tiltag. Og så husker han på, at dannelsen på en højskole også går indad – mod personalet.
“Man kunne jo bare fyre alle, der ikke vil omstille sig, men det er der ikke meget dannelse i. I mine øjne skal ledelsen bruge ressourcer på at klæde personalet på,” lyder rådet, idet han slutter på en positiv node:
“Højskoler er generelt gode til at sige ’nu gør vi det’ – og bagefter finde ud af hvordan. Den tilgang er nyttig, når det gælder grøn omstilling.”
Kløften mellem ord og handling
Økonomiudfordringerne ved højskolernes grønne omstilling giver næsten sig selv. Alle ved, at hver en krone skal vendes i højskoleland.
Der er en elevgruppe på 15-20 procent, der virkelig vil, men der er også virkelig mange, der ikke er helt så bevidste
Kenneth Retslov, forstander på Idrætshøjskolen Bosei
Og så er der eleverne. Alle kilder, som Højskolebladet har talt med, er enige om, at eleverne har en meget høj bevidsthed om bæredygtighed og grøn omstilling – og at der også er en hård kerne, der går foran og kræver grønne tiltag. Men der kan også være en kløft mellem, hvad eleverne siger, og hvad de gør.
“Der er en elevgruppe på 15-20 procent, der virkelig vil, men der er også virkelig mange, der ikke er helt så bevidste,” konstaterer Kenneth Retslov fra Idrætshøjskolen Bosei.
Torben Smidt Hansen fra Vallekilde Højskole supplerer:
“Prøv bare at gå ned og se, hvor meget eleverne får sendt hertil, som de køber på nettet. Det er helt åndsvagt.”
Der findes også elever, som ikke tænker over, hvis vinduer står åbne, når radiatorerne er tændte. Eller som glemmer at slukke for lyset. Eller som protesterer over manglende kød i køkkenet.
LÆS OGSÅ: Vi kan ikke forvente, at det kun er de unge, der redder verden
Hvordan højskolerne håndterer det rent pædagogisk er ret forskelligt. Mange steder er der bæredygtige temauger, og mange skoler har både hovedfag og især valgfag med fokus på bæredygtighed.
Frederik Ullerup fra Gerlev Idrætshøjskole minder om, at kløften mellem, hvad vi siger, og hvad vi gør, gælder alle mennesker – ikke mindst “en gammel mand” som ham selv. Han synes faktisk, at kløften er spændende:
“Det er heller ikke anderledes, end når eleverne den ene dag siger, at de virkelig vil fællesskabet – og den anden dag ikke lige synes, de skal komme til morgensamling. Så må vi snakke om, hvordan vi får de to poler til at mødes, og det er da fed højskole!”