Af Johannes Schønau, bæredygtighedskonsulent i FFD og lærer på Egmont Højskolen
”Klimaet er den største bekymring blandt danske unge”. Således lyder det i en Ritzau-nyhed om en undersøgelse fra juni 2022 gennemført af Deloitte, der kortlægger generation Z og millennials trivsel.
Der var tale om en klar førsteplads til klimaet efterfulgt af bekymringer om helbred og sundhed. I februar var det historien om en klimasorggruppe for unge i Stefanskirken i København, der ramte mange danske medier, og sidste år kørte Politiken en artikelserie under overskriften ”Generation Klima”.
Følger man med i mediestrømmen, får man indtrykket af en ungegeneration, der ikke alene er bekymret, men også tager klimakampen dybt alvorligt.
Også den aktivistiske del af ungdommen får megen eksponering. Den Grønne Studenterbevægelse får stor taletid, og hver gang klimaet er på den politiske dagsorden, ser vi billeder af unge på barrikaderne.
Klimahistorier skal gerne have et ungeperspektiv, da unge jo tegner fremtiden. Det kunne foranledige nogen til at tro, at en hel ungdomsgeneration går ind i klimakampen med liv og sjæl og på alle parametre.
Måske er tiden, hvor ordet ”bæredygtighed” skal skrives i enhver sætning, ved at være passé.
Johannes Schønau
Men er det ikke snarere udtryk for ønsketænkning eller ansvarsfralæggelse fra os ældre generationer, når vi skaber billeder af en samlet ungdomsgeneration, der er i fuld gang med at redde verden og skabe den forandring, som vi andre stadigvæk har så svært ved at skabe? Er det ikke os, der maler billedet lidt bredere, end det i virkeligheden er, i håb om forandring?
Vejen til en grøn omstilling går gennem treenigheden politisk vilje/handling, teknologiske løsninger og adfærdsændringer.
LÆS OGSÅ: Vi skal tale om klimasorg i fællesskab
Som almindelig samfundsborger består mit bidrag altså i at stemme og lægge pres på forandringsparate politikere, udnytte de grønne teknologier, der findes, og ændre min adfærd i dagligdagen.
Hvad det sidste angår, er vi som samfund kommet knap så langt. Der bliver krattet lidt i overfladen – handlet genbrug, bekæmpet madspild og spist mindre kød i dag, end man gjorde for år tilbage – men de rigtig store forandringer kniber det med.
Håbet er ikke længere lysegrønt
På højskolerne er billedet, at de unges klimabevidsthed er steget over årene. Eleverne er blevet mere vidende og stiller langt større krav til omverden end tidligere, også hvad angår en grøn omstilling.
Folkeskolen og vores videregående uddannelser har taget verdensmålene til sig, og det er de færreste af de højskoleelever, jeg møder, der ikke har en grundviden om jordens tilstand.
Men viden og handling følges tilsyneladende ikke altid ad. Heller ikke for de unge. En analyse fra Danske Regioner i august 2020 viser fx, at privatbilismen blandt unge er steget.
På tre år er brugen af personbil blandt de 16-24-årige steget med 14,7 procent, hvor der i befolkningen som helhed er sket et lille fald.
Samtidig er de unges brug af kollektiv trafik gået ned med 9,1 procent, brugen af cykel med 15,1 procent, og dét at gå er faldet med 12,6 procent.
Analysen viser også, at de 18-21-årige er den gruppe, der flyver mest. Faktisk rejser de udenlands knap fire gange om året (ofte med fly), hvilket er hyppigere end 50+-generationen.
Kan en ungdomsgeneration forventes at skride til markante adfærdsændringer, hvis deres forældre og forbilleder lever uforandret?
Johannes Schønau
Vi står altså ikke med en ungdomsgeneration, der er ved at omstyrte den gamle verden i deres handlinger – men samtidig er de frustrerede over, at det samlet set går for langsomt. Håbet om at de unge kommer til at redde den verden, vi andre har skudt i sænk klimamæssigt, er ikke længere lysegrønt.
Spørgsmålet er ganske oplagt, om vi har fejlet, når vi ikke er trængt igennem med budskabet om situationens alvor og behovet for forandring? Bærer vi os forkert ad? Kan en ungdomsgeneration forventes at skride til markante adfærdsændringer, hvis deres forældre og forbilleder lever uforandret? Skal vi stole på, at vi har fat i den lange ende, og at vi blot skal væbne os med tålmodighed?
De unge har brug for hjælp. Hvis vi ønsker de store adfærdsændringer, færre fly i luften og mindre CO2 i atmosfæren, bliver vi først of fremmest nødt til selv at gå forrest som gode rollemodeller. Men også forsøge at arbejde med bæredygtig dannelse i en bredere forstand.
Vi bør udnytte højskolernes potentiale for implicit bæredygtig dannelse og i højere grad benytte os af de overordnede muligheder for grøn handling, når det gælder kost, studierejser, energi og forbrug.
LÆS OGSÅ: Jeg tilhører den generation, der er ret fucked, hvis der ikke sker noget
I en elevundersøgelse om bæredygtighed udarbejdet af FFD i december 2021 mente 63 procent af de adspurgte, at de var blevet klogere på bæredygtighed i løbet af deres ophold, selvom det var et fåtal af disse elever, der selv havde valgt et fag med bæredygtighed som omdrejningspunkt.
Måske er tiden, hvor ordet ”bæredygtighed” skal skrives i enhver sætning, ved at være passé. Måske skal vi stoppe med at sætte bæredygtighed op på en piedestal, som vi kun inddrager, når det er bekvemt.
Måske skal vi i højere grad liste praksisser ind ad bagdøren og lade fordøren stå åben for elevernes udtalte ønsker.
Dette er ikke et forsøg på at negligere unge med klimaangst eller pege fingre ad en ungdom, der giver udtryk for meget, men handler for lidt. Men min egen generation har åbenbart et stort behov for at tale historierne om ”Generation Klima” op – og det bør vi være bevidste om.
LÆS OGSÅ Lærere: Gør bæredygtig dannelse til højskolernes hovedsigte
Hvis vi tror, at en hel generation af unge står på spring for at ændre adfærd, lægge bånd på sig selv for klimaets skyld og begrænse egne udfoldelser, tager vi fejl. Det er farligt, hvis vi klynger os til et håb om, at det er den næste generation, der skal redde klimaet, så vi selv slipper for det. Grøn omstilling er et fælles ansvar, og adfærdsændringer tager tid og kræver, at dem, man spejler sig i, også spiller med.