Af Theodor Beierholm, værktøjsmagerelev og cykelbud
Lønmodtagernes Topmøde blev i maj afholdt i Skuespilhuset i København. Der var ikke mange lønmodtagere at spotte, men derimod en overflod af politikere fra begge sider i Folketinget foruden de ledende skikkelser fra de respektive fagforeninger.
Det, der primært blev talt om, var efteruddannelse og retten til tidligere pension. Som ung lønmodtager blev jeg fyldt af en følelse af, at vi ikke bliver hørt – en følelse, jeg har haft mange gange før i mit faglige virke.
Verden har ændret sig markant fra dengang de, der nu leder fagforeningerne, var i reelt arbejde. Det danske arbejdsmarked er blevet mere internationalt, ved at andelen af udenlandske lønmodtagere er vokset, samtidig med at multinationale firmaer opererer på tværs af landegrænserne.
Arbejdsvilkårene skifter, fordi mange unge har flere deltidsstillinger, oftest med skæve arbejdstider. Klimaforandringerne kommer buldrende og truer vores fælles eksistensgrundlag, ligesom arbejdsbyrden er vokset i takt med, at produktiviteten konstant skal stige.
LÆS OGSÅ: RØST giver taletid til modige unge
Disse forandringer lægger et større pres på lønmodtagere – men især på unge i de største uddannelsesbyer, hvor lønnen ikke følger med udviklingen på boligmarkedet og den stigende inflation.
Tager man til faglige møder i fagforeningens ungdomsorganer, er der oftest kun 4-5 deltagere på min alder. Men det er ikke så overraskende, at deltagertallet er så lavt, for fagforeningerne har ikke været synlige nok på de arbejdspladser, vi unge normalt befinder os på.
Størstedelen af de jobs, som mange unge har varetaget for at spare op til et højskoleophold, er fx ikke omfattet af overenskomster – så hvordan skulle unge forstå, hvad fagforeningernes rolle er?
Det, der mangler, er en dannelse af unge lønmodtagere. Ikke for at de kan blive fromme arbejdere, men for at de aktivt kan indgå i udformningen af en moderne arbejdsplads-
etik og et mere solidarisk arbejdsmarked.
Så længe vi unge ikke er aktive i det fagpolitiske arbejde, vil der ikke blive rykket meget på vores agendaer. Vi misser en vigtig politisk spillebane.
Theodor Beierholm
I Danmark har vi et godt forspring med den danske model, hvor fagforeninger repræsenterer lønmodtagerne i forhandlinger med arbejdsgiverne om udformningen af rammerne for det udførte arbejde.
Men den traditionelle tilgang for fagforeningerne er ikke tidssvarende, og de bløder medlemmer, især de unge.
I mine øjne skyldes det blandt andet, at fagforeningerne ikke tilbyder et fællesskab, vi kan spejle os i. For vi vil gerne fællesskabet – noget, som jeg fik bekræftet på dette års Roskilde Festival. Udover fest og musik blev der diskuteret alt fra køn og klima til seksualitet og sågar strikning.
Desværre udeblev diskussionen om arbejdslivet, garanteret fordi der findes en udbredt opfattelse af, at det er drønkedeligt at diskutere arbejde og løn midt i en festival.
Men hvis man kan snakke om strikning, kan man også snakke om en bredere solidarisk tilgang til dét at være lønmodtager. Det er dette fællesskab, jeg forsøger at oprette. Et fællesskab, hvor vi fester os til forandring – og inddrager den faglige debat i festivitas.
LÆS OGSÅ: Ungdommen nu til dags
Så længe vi unge ikke er aktive i det fagpolitiske arbejde, vil der ikke blive rykket meget på vores agendaer. Vi misser en vigtig politisk spillebane.
Hvis min generation og dem, der er yngre, begynder at engagere sig i den fagpolitiske debat, kunne vi opnå mere medbestemmelse på arbejdspladserne. En medbestemmelse, der kan føre til en mere ansvarlig produktion med nedsat CO2-udledning og recirkulering af de ressourcer, der bliver brugt. En arbejdsstyrke, der inkluderer alle på arbejdspladsen, og som sikrer friheden til at arbejde mindre end fuldtid.