Af Olivia Rørne, Elias August Eliasson, Thea Høj-Poulsen og Rosa Kirstine Larsen (elever på Vallekilde Højskole)
En ung fyr med halvlangt, lysgult hår træder smilende ind på scenen i sine bordeauxrøde sko med matchende t-shirt under en ternet gul skjorte. Det skarpe orange lys falder ned på ham, da han stiller sig foran den blå talerstol. Man kan ikke se, at det er det sværeste, han nogensinde har gjort.
“Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle stå på en scene foran så mange mennesker. Men her står jeg nu,” fortæller den unge taler Bjarke Ardal og uddyber, hvordan hans usikkerhed har holdt ham tilbage og skabt en frygt i ham for ikke at være god nok.
Han står roligt på scenen i Operahuset i København og vugger langsomt fra side til side, mens han åbner talerfestivalen RØST som den første ud af 25 talere.
Bjarke Ardal, der til daglig går på Vallekilde Højskole, fortæller om den usikkerhed, han altid har følt.
“Jeg vidste, at talen skulle handle om usikkerhed. Det er det, der går igennem hovedet på mig, når jeg tænker på, hvordan det ville være at stå i Operaen,” siger han.
LÆS OGSÅ: Du danske tillid, jeg elsker dig
Men hans følelse af usikkerhed bliver glemt, da han står foran 1.700 mennesker, der er mødt op for at opleve de mange unge talere. Da Bjarke Ardal glad træder af scenen til lyden af de mange jublende jævnaldrende, står EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, klar til at gratulere ham.
“Det var også en kæmpe oplevelse, at hun sagde tillykke til mig. Hun er også bare et almindeligt menneske, der gav kram til dem, der var på scenen,” siger Bjarke Ardal.
Det er en dag, Vallekilde-eleven sent vil glemme, og glædesrusen i ham er også tydelig at se efter talen.
“Da det blev besluttet på højskolen, at jeg skulle holde tale, blev jeg meget nervøs. Men jeg er superglad for, at jeg gjorde det, og det var jo også en ære at åbne ballet,” siger Bjarke Ardal.
Et stjernespækket program
RØST er en tilbagevendende talerfestival for unge fra hele landet, og imellem de mange forskellige talere til årets arrangement summer Operaens foyer af snak og forventningsglæde. Baren er propfuld af unge, som med glæde betaler 70 kroner for en kold øl. Navne som Emma Holten, førnævnte Margrethe Vestager og bandet Ganger fanger hurtigt ens øjne på det blå program for aftenen, som bliver uddelt i døren.
Spændingen og nervøsiteten på venners vegne spreder sig i salen. Lyset sænkes. “Er I til stede?” bliver der råbt oppe fra scenen, da de to værter, Emma Holten og Moussa Mchangama, træder ind – lige inden Bjarke Ardals tale – i deres matchende blå tøjsæt og går over mod den opsatte talerstol.
Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle stå på en scene foran så mange mennesker. Men her står jeg nu
Højskoleeleven Bjarke Ardal
Aftenen byder ikke kun på taler, men også kultur fra øverste hylde. Julen bliver taget på forskud med ballet fra Nøddeknækkeren af solodanserne Holly Dorger og Jonathan Chmelensky fra Det Kongelige Teater. Salen er så stille og koncentreret af den yndefulde dans, at man næsten kan høre trinene på scenen.
Senere træder operasangeren Steffen Bjerre Jespersen ind med pianisten Sofia Wilkman ved sin side. Selvom det umiddelbart ikke lyder som noget, der fanger unge menneskers opmærksomhed, bliver der hujet og klappet i hele salen.
Et råb om hjælp og en fuckfinger
Som aftenen skrider frem, bliver elever fra Silkeborg Højskole præsenteret. En af talerne fra den midtjyske højskole er 25-årige Mira Hansen. Hun træder ind på scenen i højhælede sko, sort blazer og håret løst ned ad ryggen. Hun er slet ikke nervøs inden, fortæller hun. Der ligger så meget arbejde bag talen, at hun ved, hun har styr på det.
“Jeg hedder Mira, jeg er 25 år – og så gammel havde jeg ikke regnet med at blive,” starter hun sin tale.
LÆS OGSÅ: Ane Halsboe-Jørgensen: "Dannelse er ikke kun et middel til uddannelse – det har en kæmpe værdi i sig selv"
Man kan se alvoren i hendes ansigt. Mira Hansen har døjet med selvmordstanker i sit liv. Talen ”Med alle mine privilegier” er et råb om hjælp og en fuckfinger til måden, hvorpå vi som samfund behandler og snakker om transkønnede.
“Jeg håber egentlig, at det, folk tager med fra talen, ikke handler om mig. Jeg står der ikke for at komme ud som transkønnet – det er mange år siden, jeg gjorde det,” fortæller hun.
Mira Hansen har faktisk næsten ikke fortalt nogen fra sin højskole, at hun er transkønnet. Før nu.
“Det ragede ikke nogen,” som hun bemærker.
Mira Hansen siger i talen, at hun sætter sig selv i en mere sårbar position ved at tale sin egen og andres sag. Hun lægger vægt på, at fordi hun er privilegeret – hun er født i et rigt land og er lys i huden – så har hun pligt til at stå frem.
Jeg håber egentlig, at det, folk tager med fra talen, ikke handler om mig
Højskoleeleven Mira Hansen
“Det var sådan lidt en opportunity, jeg ikke kunne sige nej til,” forklarer hun bagefter.
“Det er ikke så tit, man får lov at holde en tale for så mange mennesker. Og så i Operaen.”
Talerfestivalen RØST, som er arrangeret af Vallekilde Højskole og Ungdomsbureauet, slutter med et brag, da det prisvindende band Ganger går på. De sætter gang i festen med blinkende lysshow og dansekoreografier, som får tilskuerne op af stolene for at danse med.
Dagen slutter dog ikke helt her for alle de unge mennesker, der tager den høje stemning med videre ud i Københavns natteliv.