Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Neglelakken er sirlig og farverig. Skægget er langt og sort som kul. Præcis som hårpragten, som samles i en knold i nakken. Stemmen er dyb og myndig.
Højskolelæreren, jeg iagttager til et møde, gør indtryk. Ikke alene fordi hans overvejelser om det, vi taler om, bidrager til mine egne, men også fordi han forstyrrer de kønsnormative forestillinger, som de fleste af os er vokset op med, uden at det på nogen måde fylder. Sådan er det bare. Sådan er han bare.
Aldrig har identitet været så present i mediebilledet og i vores hverdag. Nogle øver sig i de svære nye pronominer, hvor ”de” ikke længere kun er en meget formel tiltaleform eller en flertalsbetegnelse, men nu også en omtaleform for en person, som er non-binær.
LÆS OGSÅ Lisbeth Trinskjær: Skal der kort eller langt lys på Danmark?
Denne specifikke højskolelærer er ikke non-binær. Det har han kolleger, der er. Han er en mand, der – som så mange andre unge mænd i hans generation – ikke følger det normative kønsudtryks snævre rammer.
En generation, som indtager faderrollen og rollen som partner på en anden måde, end deres fædre gjorde.
I disse år nuancerer højskolelærere med deres kønsidentitet, kønsudtryk, roller, identitetsmarkører, familieformer og livsførelse de snævre fortællinger om, hvordan tilværelsen også kan leves. Og det er sundt.
En meget autoritetstro generation af unge befolker i disse år vores skoleforms lange kurser. Det er en generation, som er optaget af at leve op til alle vores forventninger til dem, som holder næsen i uddannelsessporet, og som føler ansvaret for en fremtid, de kun har meget begrænset indflydelse på.
Politisk er de blevet beskrevet som ”beyond left & right” – altså mindre optaget af partipolitik og mere optaget af værdier. Særligt ét sted udfordrer de det bestående: Nemlig når de på den ene side insisterer på, at vi i fællesskabet skal skabe lighed – og samtidig forsvarer hinandens ret til fuldkommen individualitet.
Det ideal, lighed og individualitet, udfordrer tiden og generationerne før dem. For det bærer en insisteren på respektfuld forståelse med sig, som ikke alle kan eller vil indordne sig under.
I disse år nuancerer højskolelærere med deres kønsidentitet, kønsudtryk, roller, identitetsmarkører, familieformer og livsførelse de snævre fortællinger om, hvordan tilværelsen også kan leves.
Lisbeth Trinskjær
”Nu må man ikke længere se Pyrus, hvad bliver det næste?” spørges der harmdirrende i mit feed på Facebook, fordi TV 2 har besluttet at sløjfe genudsendelsen af en gammel julekalender for at skåne os alle for gensynet med små dansende børneflødeboller med sorte ansigter og røde læber.
I feedet deles sangen Jeg har set en rigtig negermand fra Lille Bo i 1970. Ironisk nok italesætter Lille Bo i sidste vers præcis den tolerance, som denne tid efterspørger. Men så langt tror jeg, de færreste lytter.
Vores forargelse fodres flittigt af dem, der gerne vil splitte. Resultatet er forudsigeligt, for meningerne står stejlt, og grøfterne er dybe.
Derfor glæder jeg mig over de stille revolutioners magt. Over den udvidelse af paletten for potentielle livsbaner og tilgange til tilværelsen, som højskolelærerne i disse år personificerer for de mange unge, der befolker vores skoler.
LÆS OGSÅ Lisbeth Trinskjær: Kaldet på revolution resonerer i mig
Jeg er overbevist om, at det ikke sker på bekostning af vores mod til at udfordre eleverne med forstyrrende viden. Det sker, uden at vi underlægger os en selvcensur, som vil knække ytringsfriheden langt hurtigere, end fremmede magter eller religioner ville have magt til at gøre.
Jeg er overbevist om, at netop højskolerne kan holde balancen mellem at forsvare mindretalsidentiteter og selve fællesskabet. Og måske starter det med neglelak?