Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Siden FFD’s årsmøde har pointen ikke sluppet sit tag i mig. Under hele valgkampen har den summet i mit baghoved. For jeg fornemmede det godt. Men først da en ung stemme satte ord på det, stod det fuldkommen klart for mig, hvor vigtig iagttagelsen var.
”Vi er ikke blevet dannet til medansvar for helheden,” sagde Lotte Bjørnholdt Fink, en af de unge debattanter i årsmødets vekselvirkningsdebat som svar på, hvordan unge kan præge politik. ”Vi har lært, at vi er allermest værd for samfundet, hvis vi optimerer os selv som individer,” sagde hun.
Valgkampen er snart slut. Puslespillet og den endelige kamp om magten begynder snart. Snart kender vi puslebrikkernes størrelser og ved, hvad muligheden for at vælge imellem 14 partier kan føre til. Selv er jeg ikke nødvendigvis så optaget af farven på regeringsdannelsen. Jeg er meget mere optaget af, hvor langt lys en kommende regering vil sætte på det politiske arbejde. Hvordan vi som land får nutid og fremtid til at hænge sammen.
LÆS OGSÅ Lisbeth Trinskjær: Bånd mellem mennesker dannes i selv de mindste højskolelommer
Klimakrisen, biodiversitetskrisen og trivselskrisen er komplekse udfordringer, som kræver langsigtet handling. Samtidig varsler energikrisen og den økonomiske krise – forårsaget af krigen i Ukraine – nye dystre tider. Ingen af os ved, om vi i Vesten reelt er i krig, inden den kommende regeringsperiode er omme.
I valgkampens sidste uger har det nære erobret meget plads i debatten. Vi har hørt om svigtede ældre, som plejes uden empati, og den alvorlige mangel på arbejdskraft i de sektorer, som skal løfte samfundets omsorg for den enkelte. Vi har samtidig hørt om en sundhedssektor, der er hårdt ramt af organisatoriske corona-senfølger og en struktur, der ikke virker bæredygtig.
På tværs af alle udfordringerne går en fælles faktor: vores udfordrende demografi. De ældre er mange og bliver stadig flere. De unge er få og bliver stadig færre. Udfordringen har vi kendt meget længe, uden at vi for alvor er lykkedes med at løse den.
Det er endnu for tidligt at sige, om viljen til brobygning og dialog i øjenhøjde ebber ud med valgets afgørelse.
Lisbeth Trinskjær
For hvad er svaret på udfordringen, når alle forsøg på at effektivisere unges indtræden i arbejdsstyrken efterhånden er udtømte? Det var det, Lotte indrammede så præcist i årsmødedebatten.
Svaret skal vi finde sammen. På tværs af generationer. Med det ansvar for helheden og den forpligtelse over for hinanden, som vi forvalter sammen.
Men det spørgsmål, der har rumsteret i mit hoved siden årsmødet, er, om vi overhovedet er gearet til det som befolkning?
Under valgkampen er der mange, der har bygget bro. Kandidater har gjort sig umage for at bygge bro til vælgerne på så mange forskellige måder, at de fleste vil kunne finde en sti. Ikke kun de klassiske røde roseuddelinger på gågaderne eller besøgene i svinestaldene eller i daginstitutionerne.
Der er tale om tværpolitiske vejfester, strikkecafédebatter, politisk speed-dating for unge, hvor kandidaterne indtog rollen som dem, der spurgte og lyttede, mere end dem, der talte – og flere steder i landet har folketingskandidater stået bag diskene på kroer og værtshuse. Der er blevet skabt vælgermøder, hvor kandidaterne ikke har indtaget en entydig hovedrolle. Hvor tilgængeligheden har været høj. Og hvor man har mødtes om et fælles tredje, fx en velskænket øl fra fad.
LÆS OGSÅ Lisbeth Trinskjær: I hjerterne begynder alt mod
Det er endnu for tidligt at sige, om viljen til brobygning og dialog i øjenhøjde ebber ud med valgets afgørelse. Men de mødesteder, som civilsamfundet og ikke mindst højskoler har skabt over hele landet i løbet af valgkampen, håber jeg inderligt er kommet for at blive.
For uanset om en ny regering vælger lys på den korte eller den lange bane, så er de politiske balancer, der skal skabes, uendeligt mange. Og blikket for helheden er dyrebart, men uendeligt vigtigt – ikke mindst for Lotte og demokratiets unge generationer.