Lisbeth Trinskjær: I hjerterne begynder alt mod

Publiceret 15-03-2022

KLUMME Krigen har mindet os om, hvordan menneskers lederskab kan indgyde mod og inspiration. Få menneskers hastige og ubegribelige mod har affødt handling hos de mange, skriver Højskolernes formand i sin faste klumme.

Foto: Ubberup Højskole

Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark

Det er skræmmende, hvor hurtigt en magtfuld statsleder kan koste helt almindelige mennesker deres liv og frihed. Ruslands invasion af Ukraine har mindet os om, hvor få hænder dyrebare beslutninger kan hvile på. 

Krigen har også mindet os om, hvordan menneskers lederskab kan indgyde mod og inspiration. Vi har stiftet bekendtskab med mange modige ukrainere – og den nu våbenføre ukrainske præsident, der ikke bare transformerede sig fra komiker til politiker, da han blev valgt, men også fra politiker til frihedskæmper, da invasionen kom væltende.

Få menneskers hastige og ubegribelige mod har affødt handling hos de mange. Små og store handlinger. Bygninger badet i lys af Ukraines blå-gule farver. Boykot af russiske varer. Indsamlinger af tøj. Klargøring til modtagelse af de mange flygtninge. Sænkning af priser i de supermarkeder, som flygtningene vil møde som de første i Polen. Demonstrationer foran russiske ambassader kloden over. Flyvezoneforbud. Sikring af fri information, selv i Rusland. Militær hjælp. Mange tænker med – og det hele vil bidrage.

LÆS OGSÅ: Lad os praktisere aktiv humanisme på højskolerne

I gaderne i Moskva står tusindvis af russere i protest. Imod krigen, aggressionen, løgnene og arrogancen hos deres egen statsleder og den herskende politiske magt. I protest mod, hvordan mandatet fra det russiske folk forvaltes, har de mønstret modet til at sige fra. Myndighederne fjerner dem desværre, og de går efterfølgende en uvis skæbne i møde. 

Intet samfund kan fungere uden loyalitet. Meget kan påvirkes inden for rammerne af de systemer, vi har aftalt med hinanden som værende demokratier. Men plads til protest og mod til at tænke anderledes er det sande demokratis vandmærke. Og jeg spørger mig selv, om vi for alvor danner til det?

Der er uendeligt langt fra invasionen af Ukraine til den danske demokratiske dannelse. Men vi skal ikke længere tilbage i den danske historie end til den tyske invasion i 1940 for at kunne forstå, hvordan helt almindelige ukrainere ikke så angrebet komme. 

Vi skal heller ikke længere tilbage i den danske historie end til netop samme invasion for at finde samarbejdspolitikken, som vi i dag ikke er så frygteligt stolte af – fordi den afstedkom dilemmaerne og den kollektive skyld, vi bærer på, over for dem, der blev udslettet, fordi de var jøder, homoseksuelle, kommunister eller frihedskæmpere. 

Det er længe siden, vi har skullet kæmpe for det danske demokrati. Vi har skabt systemer, bygget strukturer – og hjulene kører. Demokratiet fungerer formelt. Men det er også blevet institutionaliseret. Effektiviseret. Og taget for givet.

Vi skal glæde os, når nogen protesterer og siger fra. Vi skal glæde os, når nogen finder en alternativ vej i tilværelsen frem for den gængse.

Lisbeth Trinskjær

Hvis demokratiet skal leve, skal der være plads til protest. Vores skoler og uddannelser skal praktisere demokratiet, ikke arbejde med demokratiske processer som tomme læringsøvelser. Vores partier må blive bedre til at lytte, inddrage og uddelegere magt længere ud end til de få promiller af befolkningen, som lægger den politiske linje. Høringer skal ikke være tomme formelle øvelser, hvor konklusionen er givet på forhånd. For dét er manipulation. Ikke demokrati. 

Vi skal glæde os, når nogen protesterer og siger fra. Vi skal glæde os, når nogen finder en alternativ vej i tilværelsen frem for den gængse. Ikke fordi vi alle sammen skal følge trop, men fordi protesterne er med til at holde vores sind åbne. Og vores hjerter fulde af mod.