Af Elsebeth Gerner Nielsen, forhenværende generalsekretær i FFD
Dette er en sammenskrivning af Elsebeth Gerner Nielsens afskedstale som generalsekretær i Højskolernes Hus den 2. december 2021.
Jeg syr en kjole, som kan bæres
tyst af frygtens nye offer,
den kan passe stor og lille,
skjuler ikke sårbarhed
(Syv kjoler for synlighed, Højskolesangbogen nr. 219)
Det har været intenst at være i Folkehøjskolernes Forening i Danmark under pandemien. Massivt blev vi mindet om livets og vores institutioners skrøbelighed. Hospitalerne kunne kollapse. Og højskolerne kunne gå fallit.
Aldrig – ikke en gang under verdenskrigene – har højskolerne været i en mere sårbar situation. I måneder vidste højskolerne ikke, om de var købt eller solgt. Brandbjerg Højskole var i foråret 2020 den første til at opleve, at den lokale bank sænkede loftet på kassekreditten fra den ene dag til den anden. Men det gik.
Højskolerne klarede den i det hele taget – først og fremmest takket været en meget stor politisk opbakning. Omkring en halv milliard kroner inklusive statstilskud bevilgede Christiansborg sekunderet af et fantastisk embedsværk i Kulturministeriet til højskolerne.
Men højskolerne klarede den (og klarer den) også, fordi de har en human kapital, som er helt enestående. Mennesker – forstandere, elever, lærere, pedeller, oldfruer, kontor- og køkkenpersonale – som elsker at lave højskole. Selv når det er allermest besværligt.
Og højskolerne klarer den, fordi der i Højskolernes Hus er en helt enestående medarbejderstab, som i løbet af rekordtid blev eksperter i at rådgive om hjælpepakker og sundhedsfaglige retningslinjer. Der er blevet arbejdet i døgndrift.
Det skrøbelige blev synligt
I mine øjne har pandemien været god for det skrøbelige, fordi det skrøbelige blev synligt. Viljen til at passe på de sårbare manifesterede sig klarere end nogensinde før. Solidariteten eller næstekærligheden voksede på os som borgere. Corona blev et kosteskaft i ryggen til fordel for hjælpsomhed, venlighed og ordentlighed. På højskolernes hjemmeside formidlede man mere end 100 eksempler på, at det var tilfældet.
Kæden er aldrig stærkere end det svageste led, siger man. Den erkendelse er grundlaget for velfærdssamfundet, men den har til tider haft det vanskeligt. Og har det fortsat svært.
LÆS OGSÅ: Hvis jeg kunne forbyde et ord i højskoleverdenen, så skulle det være pause
Jeg har aldrig været mere stolt over at arbejde for de frie skoler, end da en lang række aktører inklusive de tre formænd for efterskolerne, friskolerne og højskolerne gik sammen og skrev en kronik i april sidste år, hvor de forklarede de vanskeligheder, som de frie skoler står med, når de på den ene side skal undervise børn og unge i menneskerettigheder – og på den anden side må se nogle af deres elever blive anbragt på udrejsecentre, selvom eleverne ikke kan sendes tilbage til deres hjemlande.
Tak til de frie skoler for modet til at værne om nogle af de mest skrøbelige i samfundet. Skrøbelige – ja – men også stærke, når de får lov. Til at tage en studentereksamen. Eller til at være nye varme hænder på arbejdsmarkedet, som skriger på arbejdskraft. Ved at passe på de svageste fremmes den fælles velfærd.
Ret til at være fritænkere
For mig at se er det netop modet til at gå op imod strømmen, som er et af højskolernes og de frie skolers væsentligste kendetegn. Modet til at kæmpe for et samfund, som hele tiden bliver lidt bedre for alle.
Højskolerne har en nærmest grundlovssikret ret til at være fritænkere. Til at tænke ud af boksen, som man siger. Det forpligter.
Højskolerne må aldrig blive en del af underholdningsindustrien, hvor det fortrinsvis drejer sig om, at deltagerne har det godt. Højskolerne må gå foran og vise, hvordan man gør det godt – med reference til Søren Kierkegaard. Vise hvordan vi sammen forbedrer fællesskab, samfund og liv.
Der har sjældent været mere brug for, at højskolerne udnytter deres frihed til at være et eksperimentarium for, hvordan vi mennesker skal leve med hinanden.
Højskolerne må aldrig blive en del af underholdningsindustrien, hvor det fortrinsvis drejer sig om, at deltagerne har det godt. Højskolerne må gå foran og vise, hvordan man gør det godt
Elsebeth Gerner Nielsen
Det var udgangspunktet for, at FFD med pandemien som kulisse har lavet en ny strategiplan med tre indsatsområder og en række delmål.
Det ene indsatsområde er bæredygtighed: Højskolerne vil hjælpe med at finde nye bud på, hvordan vi omgås alt levende i al dets sarthed. Hvad er det for en dannelse, omgangen med flora og fauna forudsætter? Hvordan gør vi sårbarheden til sammenhængskraft, også i omgangen med naturen? Hvordan kommer hjerterne til at banke i ømhed og i takt med den natur, vi deler ånd med?
Jeg tror, at dét at få hjertet med er forudsætningen for at redde kloden. Hvordan kan højskolerne bidrage til den udvikling? Det er der en række bud på i strategiplanen, fx at alle højskoler, som vil, opretter et grønt laboratorium med konkrete eksempler på, hvad der kan gøres lokalt. Mange er allerede i gang.
Det andet indsatsområde i FFD er en højskole for flere. Hvordan bliver højskolerne reelt for alle? Hvordan bliver højskolerne et eksperimentarium for, hvordan stærke og knap så stærke kan finde sammen i nye givende fællesskaber – som også giver bedre betingelser for dannelsen – frem for de ekkokamre, vi ofte befinder os i?
LÆS OGSÅ: Mangfoldighedsprojekter er afhængige af ildsjæle
Højskolernes mangfoldighedsundersøgelse sidste år viste, at det står knap så slemt til, som man måske frygtede. Omvendt kunne der gøres meget mere, for at flygtninge, indvandrere, unge uden uddannelse og job m.fl. kan komme på højskole.
Det var godt, at det sidste år lykkedes at få højskolerne med i EGU-/FGU-ordningen igen, så sårbare unge kan få mulighed for at tage på højskole som en del af deres skoleforløb eller som et alternativ til det. Og det var godt, at ældre, som kun har deres folkepension, i en periode kunne komme billigt på højskole takket være sommerpakken i 2020. Den type muligheder kan højskolerne videreudvikle. Og nye muligheder kan komme til i samarbejde med fx Folkebevægelsen mod Ensomhed, fagforeninger og arbejdsgivere.
Historisk gunstig situation
Det tredje indsatsområde i FFD handler om demokrati. Højskolerne har en kæmpe rolle at spille i brobygningen mellem poler og mellem mennesker, der hader hinanden – ofte uden nogensinde at møde hinanden. Måske er det oven i købet sådan, at techgiganternes algoritmer konsekvent er til fordel for de stærkeste?
Også her er det afgørende med en fandenivoldsk tro på, at de sårbare skal have en stemme. At deres stemme skal udvikles og høres. Præcis som Grundtvig mente, vi skulle gøre – for at det spæde danske demokrati efter 1849 kunne blive for alle. Med ligeværdighed for høj som lav.
Folkehøjskolernes Forening i Danmark har med andre ord en strategiplan, som kan revitalisere højskolernes indsats for, at langt flere får foden under eget bord. At de bliver myndige. Og at unge bevarer håbet.
I det hele taget er FFD og højskolerne i en historisk gunstig situation. I forhold til 2019 er højskolernes egenkapital mere end fordoblet. I øvrigt er elevtallet vokset i 2020 med 14 % sammenlignet med året før.
Sekretariatet – Højskolernes Hus – er reorganiseret med dygtige mellemledere. Huset er re-designet. Egenkapitalen i foreningen er øget fra fem millioner til 15 millioner kroner takket været udgivelsen af en fantastisk højskolesangbog i november 2020. Uden fejl.
Et samfund på de svages præmisser
Men højskolerne skal ikke hvile på laurbærrene. Det er nu, bevægelsen skal op på barrikaderne og være med til at skabe utopier og dermed billeder på, hvordan vi kan forandre verden i en tid, hvor kriserne er blevet permanente. Det er nu, at højskolerne kan fortsætte den gode linje fra coronatiden – måske med sårbarheden som kittet i sammenhængskraften?
Jeg tror, det var den tidligere forstander på Egmont Højskolen, Ole Lauth, som sagde, at hvis man indrettede samfundet på de svages præmisser, fik alle det bedste samfund at være menneske i.
Ved at omgås det sårbare i et andet menneske eller i den øvrige natur bliver vi bedre til at udvikle gode relationer og et godt samfund. Bedre til at gøre det godt. Vi bliver dygtigere til at være mennesker.
Elsebeth Gerner Nielsen
I den sammenhæng er det vigtigt at være opmærksom på, at der i sårbarhed og svaghed også er en styrke. Derfor handler det ikke om, at vi skal pylre mere om dem, som ikke er 110 % effektive, men om at invitere dem med – og tro på, at de selvfølgelig har noget at bidrage med. Alle mennesker kan noget og bærer den vigtigste ret – nemlig retten til at bidrage.
Den samlede overskrift for FN’s 17 verdensmål lyder “Leave no one behind”. Efterlad ingen tilbage. Få alle med – også dem, der ikke er stillet i en så gunstig position som flertallet. Undertiden hører man skåltalerne for det robuste menneske. Robustheden er dog intet, uden at den vokser ud af det skrøbelige og sårbare. Og det, vi i virkeligheden har allermest brug for, er robuste fællesskaber, der kan rumme det sårbare.
Ved at omgås det sårbare i et andet menneske eller i den øvrige natur bliver vi bedre til at udvikle gode relationer og et godt samfund. Bedre til at gøre det godt. Vi bliver dygtigere til at være mennesker.
Det har højskolerne altid været garant for. Men højskolerne kunne (og burde vel også) gøre meget mere?
Det håber jeg virkelig, at højskolerne vil. Være med til at revitalisere sårbarheden som fundamentet for samhørighed og sammenhængskraft – på højskolerne og uden for højskolerne.
Højskolerne kan om nogen være med til at byde kynismen modstand.
Lykken du holder i hænderne nu,
den er vel egentlig min.
Og at du lever og bærer og er,
gør at jeg også kan værne om din;
denne smukkeste disciplin.
(Giv os lyset tilbage, Højskolesangbogen nr. 218)