Af Sarah Borger, kommunikatør
Lawand Hiwa Namo siger selv, at han hader at tale om identitetspolitik. Alligevel var han i februar sidste år medskribent på en kronik om emnet i Højskolebladet – en artikel, der for alvor satte gang i diskussionen ved rundbordene på landets højskoler. Og alligevel er han gået med til at bruge en kostbar time med bladet for at uddybe sine synspunkter og pege højskolerne i den retning, han mener, de bør gå.
Lawand har ellers rigeligt at tage sig til. Han er selvstændig presserådgiver, fast skribent hos Politiken samt taleskriver for Fagbevægelsens Hovedorganisation (tidligere LO) – og han har arbejderklassens rettigheder og interesser med sig i det meste af det, han laver. Måske er det netop derfor, han er optaget af identitetspolitikken, om end modvilligt.
”Der foregår en klassekamp på højskolerne lige nu, fordi den øvre middelklasse har overtaget. Identitetspolitik er en del af den klassekamp. Har du den rigtige sproglige kapital? Kan du sige tingene på den rigtige måde? Hvis ikke, så bliver du udstødt. Det er i virkeligheden den øvre middelklasse, der har fundet en tænkning og et sprog, der skiller socialklasse 5 fra. Identitetspolitik kan være sindssygt ekskluderende,” siger han.
LÆS OGSÅ Emma Holten: "Der ER folk, hvis højskoleminder er dybt, dybt traumatiske. Som slår sig på højskolen. Det, der er udfordringen nu, er – hvordan bevarer vi alt det magiske i højskolen, uden at Grundtvig er død?"
27-årige Lawand Hiwa Namo – der har været elev på Rødding Højskole, gået på Rysensteen Gymnasium i København og læst statskundskab – mener, at højskolerne har flyttet sig væk fra deres oprindelige kerne. Højskolen blev ikke skabt til dem, der havde mest. Den blev skabt til dem, der havde mindst – almuen og bønderne. Alligevel kommer langt de fleste elever i dag fra familier, der har både ressourcer og uddannelse i rigelige mængder.
”I dag laver vi højskole for dem, der har allermindst behov for det, når det kommer til stykket. Der er flere kvinder fra København på højskole, end der er mænd fra Nord- og Vestjylland og Vest- og Sydsjælland tilsammen. Vores problem er i virkeligheden ikke, at dem, der føler sig woke, ikke bliver set på højskolen. Vi har derimod et problem med, at de mennesker, der ikke køber ind på identitetspolitikken, føler sig ekskluderet. De fravælger højskolerne,” siger han.
Det identitetspolitiske projekt skræmmer
Lawand blev for nylig opsøgt af en højskoleelev, der følte, at der ikke var plads til vedkommendes holdninger på skolen, og at eleven med egne ord blev ”tromlet”. Derfor var eleven simpelthen holdt op med at sige, hvad han mente. Det er netop dér, problemets kerne er ifølge Lawand.
”Vi er galt på den, når vi straffer folk socialt for ikke at tale på den rigtige måde. Vi skal tværtimod have dialogen og debatten på højskolen. Hvis man f.eks. siger til nogen, at deres argumenter ikke er gyldige, fordi de er hvide ciskønnede mænd, eller fordi de er boomere, så har du slået den offentlige debat ihjel. Du har slået hele idéen bag højskolerne ihjel. Så kan vi droppe det dér med at have et deliberativt demokrati. Så bliver virkeligheden sådan, at hvis du er en bestemt gruppe, så har du nogle særrettigheder og nogle holdninger, der automatisk følger med. Det er dét, der er farligt ved identitetspolitikken. Den indskrænker fællesskaber,” siger han.
Højskolerne skal ikke fremme identitetspolitikken. Men de skal sådan set heller ikke modarbejde den. De skal bygge bro.
Lawand Hiwa Namo, taleskriver, konsulent og tidligere højskoleelev
For Lawand Hiwa Namo handler det ikke kun om principper og værdier. Det handler også om højskolebevægelsens overlevelse. Hvis højskolerne ikke formår at bevare deres folkelighed, bliver det alt for svært at mønstre den politiske opbakning, der kan ende med at være afgørende, når der igen kommer en periode med små årgange og pressede elevtal. Bevægelsen har i hans øjne allerede tabt højskolevenstre. Hvis højskolerne hopper for meget med på den identitetspolitiske bølge, bliver de afkoblet fra gennemsnitsdanskeren og fra gennemsnitspolitikeren.
”Hvis vi skal lave folkehøjskolerne folkelige igen, så skal der politisk opbakning til. Og hvis du køber ind på hele woke-dagsordnen og laver identitetspolitik, så mister de store partier incitament til at hjælpe, fordi det ikke er deres vælgergrupper. Du er nødt til at vise, at højskolen er for alle, at der er plads til at diskutere åbent på tværs af helt forskellige holdninger. Folkehøjskolernes opgave er at binde folk sammen,” siger han med et rungende tryk på folket.
Identitetspolitikken har trods alt en vigtig opgave
Det er dog vigtigt for Lawand at understrege, at han anerkender det, som identitetspolitikken kan, og at der selvfølgelig er plads til identitetspolitiske diskussioner på højskolen, ligesom der er plads til alle andre diskussioner.
”Inden vi tager identitetspolitikken til indtægt for ytringsfrihedens død og demokratiets undergang, skal vi huske på, at der ikke er taget nogle af vores formelle rettigheder. Højskolerne skal ikke fremme identitetspolitikken. Men de skal sådan set heller ikke modarbejde den. De skal bygge bro,” siger han.
LÆS OGSÅ: Vi bliver dummere, når de radikale dele af identitetspolitikken slår rod i klasselokalerne
Han betragter egentlig sig selv som rimelig ”woke”. Han prøver at bruge de rigtige ord og pronominer, selvom han ikke bryder sig om at insistere på, at andre skal gøre det samme. Identitetspolitikken er i hans optik både vigtig og nødvendig, om end den også er farlig.
”Det, identitetspolitikken kan, er at identificere nogle grundlæggende problemer. Det er jo rigtigt, når den peger på nogle uheldige magtforhold. Der er f.eks. en eller anden form for strukturel racisme i samfundet, og identitetspolitikken har ret i at identificere den. Den har også en virkelig vigtig pointe omkring forhold mellem lærere og elever. Her er der et magtforhold, som identitetspolitikken sætter ord på, og her bør der være nultolerance overfor f.eks. seksuelle relationer mellem elever og lærere. Det skaber et virkeligt usundt læringsmiljø. Alt det gør den rigtig godt, og tak for det,” siger han.
Højskolerne skal tage den frie samtale alvorligt
Problemerne opstår i Lawands optik, når der ikke er plads til debatten og til samtalen med dem, der ikke abonnerer på de nye strømninger. Derfor irriteres han tydeligvis over spørgsmålet om, hvorvidt højskolebevægelsen skal hoppe med på bølgen eller holde på traditionerne.
”Det sørgelige ved den her debat er, at det bliver et valg mellem de reaktionære og det woke. Identitetspolitikken er både god og farlig. God, fordi den peger på nogle problemer. Farlig, fordi den adskiller mennesker. Det er farligt for debatten. Bevægelsen er god, men du bliver nødt til at holde fast i rationaliteten i samtalen. Det handler ikke om at være reaktionær. Det handler om, at der ikke skal trækkes nogle bestemte holdninger ned over dine elever. Den største fare er jo, at højskolen bliver et rekreativt ophold for den øvre middelklasses børn. Det er ikke, at den ikke er inkluderende eller woke nok,” siger han.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Hvis højskolerne opretter fag om køn og magtforhold og sætter en cand.mag.’er med aktivistiske holdninger til at undervise i, hvem der er undertrykt, og hvordan vi må tale om det, så skal de død og pine sørge for, at der også bliver undervist i modargumenterne. Det mener Lawand er afgørende for højskolebevægelsen, hvis den skal bevare sin berettigelse.
”Der er ikke noget galt med at lave politik for særlige grupper. Problemer opstår, når du afskærer folk fra debatten. Det er helt ok, helt legitimt, at der er nogen, der bliver krænket i en debat. Vi kan ikke forstå et menneske, hvis vi ikke hører deres argumentation, og det nytter ikke noget, at vi stopper debatten, fordi vi bliver forargede. Du kan ikke have et fag på højskolen, hvor du beskæftiger dig med køn og seksualitet, hvis du ikke også læser Jordan B. Peterson eller Allan Blooms The closing of the American min
Det er ikke farligt at blive stødt
Essensen i alle Lawands betragtninger er måske, at højskolen skal åbne for forskelligheder og samtaler – ikke lukke ned for dem. Heller ikke, selv om det ind imellem betyder, at nogen bliver stødt.
”I det at blive dannet, i det at vokse op ligger elementer af noget grænseoverskridende. Det er naturligt, at grænser vil blive søgt. Og det er også okay. Så spørgsmålet er, hvordan man kan bryde grænser på en sund måde. Identitetspolitikken har fat i noget, når den identificerer grænser. Det er fornuftigt. Det er godt at have en samtale om, hvor ens grænser går. Men hvis man starter den samtale med at anklage, så er det jo ikke længere en samtale – så er det en monolog,” siger han.
Det er netop det udviklende i den åbne dialog, der er centralnerven i højskolebevægelsen, hvis man spørger Lawand. Det er de unges mulighed for at mødes med dem, der er anderledes end dem selv, og dyrke den frie – og måske lidt prøvende – samtale med hinanden.
Der foregår en klassekamp på højskolerne lige nu, fordi den øvre middelklasse har overtaget. Identitetspolitik er en del af den klassekamp. Har du den rigtige sproglige kapital? Kan du sige tingene på den rigtige måde? Hvis ikke, så bliver du udstødt.
Lawand Hiwa Namo
”Når du er ung, skal du have mulighed for at prøve dig selv af. Men hvis du ikke har lov til at sige tingene højt, når du aldrig at reflektere. Som højskolebevægelse skal vi huske på, at eleverne gerne må blive en lille smule krænket. Det er sundt at blive lidt stødt. Det er faktisk en af højskolernes opgaver at præsentere kursisterne for nogle holdninger, de ikke har mødt før eller er uenige i,” siger han.
I en tid, hvor polerne bliver trukket hårdt op, har vi Lawands optik brug for en højskolebevægelse, der tør tage ansvar for den frie samtale, som rummer alle mulige holdninger.
”Højskolerne har aldrig været vigtigere, for samtalen er ved at dø – se på USA. Den demokratiske dannelse har aldrig været vigtigere. Det har aldrig været vigtigere, at højskole bliver for alle. Dannelse er demokratiets immunforsvar. Derfor skal vi have alle med.”
Anbefalinger til læsning
Lawand nævner en række bøger, som han anbefaler til inspiration for højskolefolk. Men han understreger kraftigt, at det ikke er forfattere, han nødvendigvis er enige med. Bøgerne skal læses for at udfordre vores tænkning og åbne for nye perspektiver:
The closing of the American mind
The genetic lottery: Why DNA Matters for Social Equality
Hadet til demokratiet
Kampen om sandhederne og Vesten mod Vesten