Emma Holten: "Der ER folk, hvis højskoleminder er dybt, dybt traumatiske. Som slår sig på højskolen. Det, der er udfordringen nu, er – hvordan bevarer vi alt det magiske i højskolen, uden at Grundtvig er død?"

Af Sofie Buch Hoyer og Kasper Palsnov (foto)

Det, hun skal til at levere, er i virkeligheden en kæmpe kærlighedserklæring til højskolebevægelsen. Sådan siger Emma Holten, da hun byder indenfor hos Kvinderådet, hvor hun arbejder som politisk konsulent. 

”Når folk tager sig tid til at sige, at der er noget, du kan gøre bedre, er det jo, fordi de holder af dig,” forklarer hun, mens hun sætter vand over til te. 

Højskolebladet har inviteret den 30-årige feminist, foredragsholder og tidligere højskolelærer til at komme med sine bud på, hvem og hvad højskolerne kan lade sig inspirere af for bedre at kunne forholde sig til tidens store identitetspolitiske dagsordener – herunder #MeToo, #BlackLivesMatter og LGBT+-bevægelsen. 

Det er tidlig mandag morgen i det indre København, og hvis man ikke er helt vågen, bliver man det af det monstrøse klokkespil fra Helligaandskirken på den modsatte side af gaden. Kimer, I klokker!

Emma Holten sætter med sin hurtige talestrøm yderligere skub i opvågningen, for inden længe møder hendes kollegaer ind og optager resten af kontoret.

Hun skynder sig lige at uddybe sin indledende kærlighedserklæring:

”Højskolebevægelsen er uden tvivl noget, der vækker positive associationer i mig. Når jeg ser på højskolen, ser jeg en institution, som helt tydeligt gør en massiv forskel i folks liv. I særdeleshed når det handler om at være en del af et fællesskab,” siger hun.

LÆS OGSÅ: Højskolerne mangler rådgivning og beredskabsplaner på #MeToo-området

Udfordringen, som højskolerne står med i øjeblikket, er ifølge Emma Holten, at højskolerne ikke selv er opmærksomme på, når de udelukker nogen fra fællesskabet. Det kan fx være på grund af alkoholkultur eller måden, danskhed bliver italesat på.

”Danmark er et meget homogent land, og det tror jeg gør, at det kan være svært for højskoler selv at se, hvor de er ekskluderende. Mange personer, der går eller har gået på højskole, har et meget stærkt personligt forhold til højskolen – det er en stor del af deres identitet. Hvis der så kommer nogle elever og siger ’jeg synes ikke, her er rart at være,’ er det min oplevelse, at det bliver opfattet af højskolerne som et meget hårdt angreb,” siger Emma Holten. 

Højskolernes aktuelle problemer bunder i nogle ”meget uklare magtstrukturer”, særligt mellem lærere og elever, mener Emma Holten. Da hun selv var højskolelærer for fem år siden, kom hun bevidst aldrig til caféaftenerne eller festerne.

”Højskolen minder meget om udfordringer, vi ser i andre brancher i Danmark, fordi vi tror, vi lever i et magtløst samfund: ’Hvis vi bare siger, at der ikke er nogen magt, så er der ikke nogen magt, og hvis vi bare alle sammen drikker bajere og hygger os, så er der ikke nogen magt’. Eller overført til højskolen: ’Man kan jo altid sige, lige hvad man vil, og hvis man er utilfreds, kan man jo bare holde et møde …’ For mig er det meget vigtigt, at man kender sin besøgelsestid som magthaver,” siger Emma Holten.

Der er en masse, der vågner op lige nu og bliver opmærksomme på queer-menneskers rettigheder, kvinders status, seksuelle overgreb, racisme osv. Det, som højskolerne kan gøre, er at være forbilleder i håndteringen af de problematikker.

Emma Holten

Hun lægger ikke skjul på, at hun kender til en lang række af personer, der har været udsat for verbale, fysiske eller seksuelle overgreb, mens de har gået på højskole. Vi taler racisme, homofobi og deciderede voldtægter, forklarer Emma Holten. Desværre findes der meget lidt data om seksuelle overgreb og magtmisbrug på højskole, understreger hun. 

”Det, man kan spørge sig selv om som højskole, er: ’Er vi bevidste om omfanget af dårlig behandling? Er vi bevidste om konsekvenserne for de mennesker, det går ud over – og føler vi, at det bliver håndteret?’ Der ER folk, hvis højskoleminder er dybt, dybt traumatiske. Som slår sig på højskolen. Det, der er udfordringen nu, er – hvordan bevarer vi alt det magiske i højskolen, uden at Grundtvig er død? Det, man har gjort indtil videre, er at ignorere magtforholdene. Men højskolebevægelsen har altså ansvar for tusindvis af unge mennesker i et meget sårbart tidspunkt i deres liv. Det forpligter,” siger hun.

”Nu, hvor vi i resten af samfundet har haft #MeToo, #BlackLivesMatter og forskellige LGBT+-bevægelser – hvordan får vi så implementeret al den viden i vores fællesskaber på en måde, så vi kan vokse med den? Der er en masse, der vågner op lige nu og bliver opmærksomme på queer-menneskers rettigheder, kvinders status, seksuelle overgreb, racisme osv. Det, som højskolerne kan gøre, er at være forbilleder i håndteringen af de problematikker,” siger hun.

Men det kræver, at højskolebevægelsen tør kigge nye steder hen for at kunne begribe, hvad der er på spil, lyder det fra Emma Holten. At højskolerne tør at lade sig inspirere af alternative tænkemåder og kulturprodukter om køn og magt. 

LÆS OGSÅ: En højskole er et seksuelt laboratorium

Her kommer Emma Holten med sine bud på, hvem og hvad højskolerne kan lade sig inspirere af for bedre at kunne forholde sig til tidens store identitetspolitiske dagsordener:

--------------------------------------

TEORIEN OM RESTORATIVE JUSTICE

”Restorative justice er en teori om konfliktmægling, som er udviklet af antiracistiske aktivister i USA. Dens fokus er at spørge: Hvad er det, et offer har brug i et fællesskab? Og hvordan kan man sørge for, at offeret føler sig set og bakket op af fællesskabet?

Jeg blev selv udsat for et digitalt seksuelt overgreb, da jeg var 20 år gammel, da nøgenbilleder af mig blev delt på nettet mod min vilje. Dengang endte det med at have kæmpe konsekvenser for mine venskaber, mine parforhold og for alle mulige andre ting.

Derfor havde jeg brug for, at hele min omgangskreds blev involveret i det, der skulle løses: Hvordan sørger vi for, at Emma får et værdigt liv? Hvordan sørger vi for, at Emma har det trygt, når hun går til fest? Når hun går på date?

Restorative justice ser på, hvordan man kan løse problemer og konflikter internt i et fællesskab – hvordan man kan reparere fællesskabet. Her tror jeg, at højskolerne har potentiale til at kunne vise vejen for virksomheder, undervisningsinstitutioner, venskabsgrupper osv. ved at kunne håndtere grænseoverskridende adfærd på en måde, hvor ofre – og måske også dem, der har gjort en anden ondt – føler sig set og forstået.”

--------------------------------------

PODCASTEN ”A SEAT AT THE TABLE”

“I A seat at the table gør de to afrodanske kvinder Naima Yasin og Ingrid Baraka et kæmpe stykke arbejde i forhold til at tale om ’udenforskab’ i det danske samfund. De taler i særdeleshed om det i forbindelse med racisme, men jeg synes, det kan appliceres på alle mulige oplevelser.

I podcasten kan højskolerne lære den følelse at kende, der handler om at have en dårlig oplevelse, hvor andre har en god oplevelse. Det er meget ubehageligt – det der med at have haft en megafed fest eller en fantastisk højskoletid generelt – og så opleve, at for andre var det et mareridt. For mange mennesker er det næsten for meget at tage ind, og der kan let opstå debatter og konflikter om, at ’du ødelægger mine minder,’ eller ’kan vi ikke bare få lov til at se Matador eller Pippi?’ osv.

Jeg synes, Naima Yasin og Ingrid Baraka er gode til at igangsætte samtaler om, hvordan kærlighed til noget og kritik af selv samme sagtens kan sameksistere.”

(Artiklen fortsætter under billedet)

--------------------------------------

FORSKER SARA AHMED

”Jeg elsker den britisk-australske forsker Sara Ahmed. Hun er blandt andet udkommet med bogen Living a feminist life, mens hun i Complaint! skriver om, hvordan man håndterer folks brok. Altså: Hvordan tager man kritik ind? Hvordan internaliserer man det i processer og strukturer og meget gamle institutioner? Det tænker jeg vil være meget relevant for højskolerne at forholde sig til. 

Jeg tror virkelig, højskolerne skal blive dygtigere til at se sig selv som magthavere. Det, de går ud og gør, og den måde, de stiller sig i meget skelsættende samtaler i vores liv lige nu, kommer til at betyde rigtig meget for, hvordan en ny generation af unge kommer til at forholde sig til højrenationalisme, indvandring, kvinder, LGBT+-personer, neokonservatisme, nationalisme – alle de her bevægelser.

Sara Ahmed kan helt klart være med til at give højskolerne et nyt syn på sig selv, når det gælder magt.”

--------------------------------------

BEGREBET COMMUNITY ORGANIZING

”Community organizing er en organiseringsform blandt mennesker. Den er især blevet afprøvet i store urbane områder i USA, hvor man har fået meget diverse befolkninger til at leve side om side – hvide mennesker fra arbejderklassen, afroamerikanere, hispanics, LGBT+-personer, unge, gamle osv.

Jo mere divers man er, jo mere konflikt opstår der, når man bor tæt sammen. Sådan er det. Folk er forskellige, folk misforstår hinanden, og folk har forskellige grænser. Jeg synes, community organizing-bevægelser har vist mange forbilledlige måder at håndtere problemerne på, som er ekstremt dialogbaserede og meget tilgivende. 

Det handler meget om at møde mennesker dér, hvor de er. Hvis der fx har været en konflikt mellem to personer, er spørgsmålet: Hvordan kan vi sørge for, at I begge to kan møde op her i morgen og holde livet ud?

Jo mere divers man er, jo mere konflikt opstår der, når man bor tæt sammen. Sådan er det. Folk er forskellige, folk misforstår hinanden, og folk har forskellige grænser.

Emma Holten

Det synes jeg er en god og meget lavpraktisk måde at gå til de her ting på, som jo også minder meget om højskolernes hverdag. Fx: ’I skal til morgensamling i morgen tidlig, og lige nu synes du, at den her person er rædselsfuld. Hvordan kan vi sørge for, at I begge to sidder her i morgen tidlig?’

Man kan gøre virkelig vigtigt arbejde, når man bor sammen. Man kan problemløse på en meget konkret dag til dag-måde.”

(Artiklen fortsætter under billedet)

------------------------------------------------------------

MUSIKER LIL NAS X

”Når jeg ser en person som Lil Nas X, tænker jeg bare: Her er fremtiden – jeg kan pensionere mig! Da jeg var 15 år gammel, var homoseksualitet i musik Elton John eller måske George Michael.

Lil Nas X er en afroamerikansk bøsse med en kæmpestor inspiration fra det amerikanske drag-miljø og queer-miljøet. Han laver nogle fantastiske popsange og videoer, fx MONTERO (Call me by your name) og kæmpehittet Old town road, og i sine sange kommer han med kritik af hvidhed og heteronormen. Når jeg ser ham, tænker jeg, at det hele nok skal gå i fremtiden. 

Jeg vil virkelig anbefale nogle på de støvede højskolegårde derude at se nogle Lil Nas X-videoer, for så forstår folk i højskoleverdenen måske, hvad det er for en kultur, der påvirker unge mennesker i dag.

LÆS OGSÅ: Højskolekvinde, kend din historie!

Lil Nas X er selvfølgelig også kommet på TikTok og er blevet en kæmpe del af det. Men han har også bare en indbygget samfundskritik i sit væsen. Det, Lil Nas X viser, er, at der ikke er nogen modsætning mellem popkultur og musik, du kan danse til – og så en indbygget modstand mod popkulturen og samfundsnormerne. På det punkt synes jeg, han er meget inspirerende og et fantastisk forbillede.”

------------------------------------------------------------

KUNSTNER HANNAH RYGGEN

”Statens Museum for Kunst har for nylig købt nogle gobeliner af den kvindelige svenske kunstner Hannah Ryggen. Det lyder meget tørt, men jeg kan virkelig anbefale udstillingen Efter stilheden, hvor hendes værker indgår. Der er noget særligt over gobelinen som kunstform – at man tager sig tid til at lave noget med sine hænder, og at man bruger uld, det her meget klassiske materiale, på en bæredygtig holdbar måde. Gobelinen er et værk, der ligesom består. 

For tiden holder jeg nogle foredrag om feministisk økonomi i København og Aarhus, og noget af det vigtigste lige nu synes jeg er syntesen mellem identitetsdagsordenerne og klimadagsordenen. Mit arbejde med feministisk økonomi handler netop om, hvordan vi kan kombinere vores ønsker om racelighed, retfærdighed for kvinder og LGBT+-personer osv. – med klimakampen. Det synes jeg, Hannah Ryggen har banet vejen for med sin kunst.

Udstillingen Efter stilheden er jo også en hyldest til feminiseret arbejde: At strikke, hækle osv. er noget, kvinder traditionelt har gjort, men som tidligere er blevet set ned på i kunstverdenen – ’det er ikke rigtig kunst, det er ikke kreativt’. Men nu ophøjer man det til nogle fantastiske kunstværker. Hannah Ryggen er pioner på det område.” 

------------------------------------------------------------

TV-SERIEN WHITE LOTUS

”White Lotus er en tv-serie, der handler om nogle hvide menneskers forhold til et hotel i Caribien. Serien handler især om nogle generationelle forskelle – den driver både gæk med den woke ungdom og den konservative far og mor, hvilket den lykkes godt med.

Jeg tror helt sikkert, der er nogle skismer på højskolerne lige nu mellem eleverne og lærerne om, hvordan man skal forholde sig til spørgsmål om køn og race. Dér er White Lotus en god samtalestarter, fordi den er sjov og ikke alt for selvhøjtidelig. 

Jeg har været offentlig feminist i Danmark siden 2013, og dengang var der meget få af os. Vi var pressede, og der var slet ikke plads til, at vi kunne gøre grin med os selv og skabe noget selvdistance, for hvis bare man fik lov til at tale i fem minutter, var man SÅ taknemmelig. 

Dét at vi har fået mere plads i debatten gør, at vi kan gøre lidt grin med hinanden og os selv og vores sag, fordi vi ved, at der er rigtig mange, der synes, at feminisme er vigtigt. Jo mere tryg man er i sin sag, og jo mere opbakning den får, jo mere overskud har man også til at være kritisk over for den. Jeg synes, White Lotus er et fantastisk eksempel på, hvordan man gør det.”

(Artiklen fortsætter under billedet)

------------------------------------------------------------

VÆRDIGHED SOM KOLLEKTIVT ANSVAR

”Da jeg gik i gymnasiet og var i højskolealderen, var jeg slet ikke feminist. Jeg tænkte bare: Jeg er et stærkt menneske, jeg er intelligent, jeg kan klare det hele selv, jeg får gode karakterer, jeg har gode venner – det kører! Og pludselig som 20-årig fandt jeg jo mig selv i en situation, hvor jeg blev et offer. Hvor jeg var udsat for en meget alvorlig digital krænkelse.

Det, der ændrede sig i mig ved at opleve det, var, at jeg oplevede, hvad det vil sige ikke at blive behandlet med respekt. At jeg ikke kunne tage respekt for givet, når jeg kom ind i et rum, når jeg gik til en fest, eller når jeg kom ind på en uddannelsesinstitution. Og dengang tænkte jeg: Det er et uværdigt liv at leve. 

Man kan sagtens synes, at jeg er en idiot – og stadig behandle mig værdigt. Man kan sagtens synes, at alt, hvad jeg siger, er forkert, og at feminisme er noget lort – og stadig behandle mig værdigt.

For mig handler værdighed om at tilgå mennesker, som om de grundlæggende har noget at komme med. Noget, der skal lyttes til. Som er vigtigt. At mennesker har en værdi, som er ukrænkelig, og som ikke kan tages fra dem.

Man kan sagtens synes, at alt, hvad jeg siger, er forkert, og at feminisme er noget lort – og stadig behandle mig værdigt.

Emma Holten

Og så er jeg meget optaget af, at vi gør værdighed til et kollektivt ansvar. Hvis ikke man bliver behandlet med værdighed, eller hvis man oplever, at en anden ikke bliver behandlet med værdighed, er det noget, vi alle sammen skal tage del i at udbedre. For hvis ikke man bliver set som et helt menneske, vil det altid være en kamp for én. Ofte når en person behandles uværdigt, er det jo, fordi vi finder legitimitet i den uværdige behandling i vores kultur.

Det bør vi ændre – sammen – og her har højskolerne et stort potentiale ved at kunne gå ind og ophøje nogle idealer frem for andre. Ikke mindst når det gælder værdighed som kollektivt ansvar.”