Af Jeppe Graugaard, lærer på Ry Højskole
Da vi på tredjedagen har lagt fra kaj i Bogense og sætter kursen imod Gamborg Fjord, er vinden god, og vi kan ligge for sejl, indtil vi skal ind i Lillebælt. Sømand Kristian Hansen siger til eleverne, at de kan prøve at se, om de selv kan sætte sejl, og det går næsten uden anvisninger. Eleverne har lært de mange reb at kende fra hinanden, og de kan se forskel på inderklyver, yderklyver og jæger.
Snart blæser vi vestover for fulde sejl, solen brager ned på dækket, og vi sidder hver især og nyder dagen, lyset, bølgerne – og fornemmelsen af, at vi kan transportere os selv, hvor hen det skulle være.
Om morgenen var vores medrejsende naturvejleder Lars Hillerup sejlet ud i en jolle med fire elever for at undersøge livets forhold under overfalden. De tog et bundskrab og målte vandets iltindhold, og inden vi startede dagens sejlads, undersøgte eleverne de dyr og planter, de havde indsamlet.
I sammenhæng med Lars’ fortællinger om havets tilstand i de indre danske farvande gav havbiologitimen på dækket anledning til refleksioner over, hvor lidt vi egentlig vidste om livet under overfladen – og hvor vigtigt det er, at vi opdager, hvad der foregår i havets dyb.
Højskolelivet bliver sat i relief
Sejladsen med Den Sejlende Højskole fungerer som studietursuge på Ry Højskoles forårshold i mit fag Kloden Kalder , som handler om global økologi og alternativerne til forbrugssamfundet.
Det var i høj grad følelsen af eventyr, som gjorde udslaget, da jeg valgte at tage på rejse med Den Sejlende Højskole. Men fagligt matcher turen min ambition om at gøre klimaforandringerne konkrete og sanselige. Og så er der noget helt særligt ved, at vi sover, spiser og flytter os rundt med ”undervisningslokalet”.
Her kan man ikke bare trække stikket, for så bliver det pludselig meget håndgribeligt for de andre, at nogen er væk. Så mangler der fx hænder til at sætte sejl eller lave aftensmad.
LÆS OGSÅ Frederik Christensen er stadig fortællingens mester: "Hallo Herdis, er du ikke død endnu?"
Kristian Hansen, som er den ene del af duoen bag Den Sejlende Højskole, fortæller, hvad det særlige ved at lave højskole på et skib er:
”De fleste af os lever som individer i hverdagen uden egentlig friktion med andre mennesker, og vores kommunikation er ofte pakket ind i høflighedsfraser. Når eleverne kommer ombord, passer de ofte på sig selv og deres blufærdighedstærskler. Men så opstår der en naturlig friktion imellem dem, og de finder ud af, om deres handlinger fungerer i et fællesskab eller ej. Der begynder hurtigt at opstå et skibskollektiv – man bliver skibskammerater, og blufærdigheden forsvinder. Det kan man mærke, når folk begynder at brygge kaffe ikke kun til sig selv, men til alle. Hvis der kun er én, der trækker i en tovende, kommer sejlet ikke op, men når man haler sammen, bliver det sat,” siger han.
Kristian Hansen har skræddersyet de fem dages program, så det passer til mit fag. Udover vores naturvejleder har vi en kulturvejleder med de første dage. Eleverne lærer blandt andet om, hvordan det landskab, vi sejler igennem, har påvirket Grundtvig, og om Karin Michaëlis forfatterskab og forbindelse til Thurø. Undervejs samtaler vi desuden om opmærksomhed, bæredygtighed og kærlighed.
Men det er selve sejladsen og oplevelsen af sømandskab, der gør størst indtryk på eleverne. Efter et par dage ombord på en tomastet skonnert er resten af verden trådt i baggrunden, og det hektiske liv på højskolen bliver glemt.
Som vores skipper Gorm Bødker siger: ”Vi starter stille og roligt ud, og så går vi ned i tempo”. Når dagens rytme er bestemt af vind og vejr, bliver man nødt til at overgive lidt af sin kontroltrang. I det fravær opstår der en særlig begejstring og opmærksomhed.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det sætter livet på højskolen i relief. Jeg tænker på, hvordan vi kan skabe lignende rammer i den hverdag, som både elever og medarbejdere oplever foregår i et meget højt gear. Bør den dybe ro ikke være en integreret del af de rammer, vi sætter?
Fordelen ved fællesskabet ombord på skibet er, at man ikke kan gemme sig. Hjemme på højskolen kan man godt forsvinde i det store fællesskab. Det skal der også være plads til, men hvis det bliver den lette løsning på de friktioner, Kristian Hansen taler om, er det måske ikke altid sundt. Når hverdagen suser afsted, bliver det sværere at gribe dem, der helst ikke vil ses.
Sejllads rykker os tættere sammen
Kristian Hansen beskriver et sejlskib som ”en genial social og pædagogisk platform”, fordi ”alt, hvad vi foretager os, uanset om det handler om at lave mad, vaske op, sætte sejl eller navigere – ingenting fungerer, uden at alles kompetencer er i spil, og alles opmærksomhed er rettet imod den fælles opgave”.
Det er vel netop den slags oplevelser, der gør højskolen til højskole? Ligesom når vi mærker vores stemmer smelte sammen til en større enhed i fællessangen, eller når vi laver myretue, og festen bliver ryddet op og flyttet på ti minutter.
I det rum, som sejladsen skaber for os, rykker holdet tættere sammen, og pludselig er der opstået nye muligheder i undervisningen. I mit fag "Kloden Kalder" kigger vi på det helt store billede i forhold til, hvordan det går med naturen på jorden lige nu. Det er både svært og hårdt at forholde sig til og samtale om.
Men i løbet af turen fornemmer jeg, at det begreb, som jeg selv har sværest ved i min undervisning, og som alligevel er omdrejningspunktet for mange af vores samtaler – ”bæredygtighed” – pludselig har fået en anden dybde og klang.
Efter et par dage ombord på en tomastet skonnert er resten af verden trådt i baggrunden, og det hektiske liv på højskolen bliver glemt. Som vores skipper Gorm Bødker siger: ”Vi starter stille og roligt ud, og så går vi ned i tempo”.
Jeppe Graugaard, lærer på Ry Højskole
Da vi mødtes på mit fag den allerførste gang dette forår, spurgte en af eleverne, hvorfor vi skulle ud at sejle, og hvad det havde med bæredygtighed at gøre. Jeg tror, jeg fik svaret noget med transportformen og undersøgelser af havmiljøet.
Men under samtalerne på Den Sejlende Højskole om bæredygtighed, var der øjeblikke, hvor vi bare var stille og mærkede, at det, vi snakkede om, var her iblandt os – lige nu. Det var ikke et begreb, en etik eller en målsætning, det fandtes bare i den balance, vi oplevede at være i lige dér.
Måske er følelsen af eventyr afgørende for, om vi formår at skabe et samfund, vi kan kalde mere bæredygtigt. Alt for ofte er den følelse fraværende, når samtalen falder på fremtiden.
Hvis ikke fremtiden kalder på os – på noget inden i os, noget, som vil spire frem i asken af de ødelæggelser, vi har forvoldt – er jeg bange for, at den verden, vi skaber, bare bliver en opgraderet version af den forbrugsmaskine, vi lever i nu. Det var den følelse, vi glimtvis oplevede på togt med Den Sejlende Højskole.