Af Jonas Møller, specialkonsulent i højskoleforeningen, idéhistoriker, tidligere højskolelærer og viceforstander
Prolog: Kaffe og kage
På vej mod Kerteminde, hvor jeg skal besøge Frederik Christensen, kommer jeg til at tænke på mit første møde med ham. Det fandt sted i 2008 på Silkeborg Højskole, hvor jeg var nyansat højskolelærer og havde aftenvagten. Tidligere på dagen havde min forstander trukket mig til side og fortalt mig, at der ville ankomme to gæster sent på aftenen, som jeg skulle indkvartere og tage godt imod.
Og så fortalte han mig om Frederik og Birthe, der nu var gået på pension efter have levet et helt liv i højskolen, både som lærer- og forstanderpar på en lang række skoler.
Og han fortalte om Frederik Christensen, der havde været formand for højskoleforeningen og skrevet en af de vigtigste artikler om, hvad det vil sige at være højskolelærer. Og nu skulle Frederik så deltage i en debat på højskolen dagen efter, og det var altså vigtigt, at de følte sig velkomne.
Efter at have taget imod og indkvarteret dem gik jeg derfor i højskolekøkkenet og lavede en bakke med kaffe og småkager, som jeg bar ned til dem på deres værelse. Det var vel egentlig alt for sent til at drikke kaffe, men de takkede mange gange, og vi sagde godnat.
LÆS OGSÅ Ole Jensen ved vejs ende: Det er højskolens opgave at stille spørgsmålet: "Menneske først – og hvad så?"
Dagen efter, da debatten var overstået, løb jeg omme bag ved skolen på Frederik og Birthe, der var ved at pakke deres bil. Frederik vinkede mig over og fortalte mig, at jeg skulle vide, at de havde sat stor pris på velkomsten og serveringen dagen før.
De kom jo rundt på mange højskoler, og det var ikke længere nogen selvfølge, at højskolelærere i dag forstod værdien og betydningen af at få gæster til at føle sig hjemme, så det ville de gerne sige tak for. Og så forærede han mig en udgave af sin erindringsbog Med livet i højskolen, som lige var kommet fra tryk.
Nu, 13 år senere, er jeg nået til Kerteminde for at møde Frederik Christensen igen. For at tale om hans liv i højskolen og hans syn på højskolen i dag. Han bor i et hus på Hyrdevej, et stenkast fra de bygninger, der husede Kerteminde Højskole, som blev sidste stop på Frederik og Birthes lange højskolerejse.
Den gik fra Antvorskov til Vallekilde over Viborg og Vrå til Kungälv i Sverige og altså, til sidst Kerteminde på Fyn, hvor de blev boende, da Frederik stoppede som forstander i 1997. I 2005 lukkede højskolen, og i februar sidste år døde Birthe.
Men Frederik bor stadig i huset på Hyrdevej, og nu er det hans tur til at byde mig velkommen. På bordet i spisestuen er der sat kaffe og kage frem.
Kapitel 1: Er du ikke død endnu, Herdis?
Kort efter vi er gået i gang med interviewet, lyder den genkendelige og alligevel fremmede lyd af en ringende fastnettelefon. Frederik rejser sig roligt fra bordet og sætter sig til rette i en lænestol ved reolen, hvor telefonen har sin faste plads.
”Det er Frederik,” siger han, da han tager røret. Jeg kan svagt høre en kvindestemme svare, hvorefter Frederik udbryder: ”Hallo Herdis, er du ikke død endnu?”
Frederik ler og lytter. ”Du gør, hvad du kan?” Lang pause, hvor Herdis taler, inden Frederik leende afslutter: ”Det er godt Herdis, du må også have en god pinse!”
Tilbage ved spisebordet beretter Frederik Christensen om samtalen med Herdis:
”Jeg har en veninde i Holstebro, hun er fireoghalvfems og kan ikke dø, og hun er så ærgerlig, for det vil hun gerne. Men så har hun set bag på nogle cerutpakker, at det er livsfarligt, så det prøver hun! Og så drikker hun cognac til og håber, at det kan hjælpe.”
Frederik ler sin hjertelige latter, inden han beklager, at han tog telefonen.
Det, der driver værket, er kærlighed, og kærlighed får man ved det nære. Det nære – altså dér, hvor man arbejder uden at få løn for det, havde jeg nær sagt.
Frederik Christensen
Jeg tillader mig at gengive den private telefonsamtale, fordi den er så sigende for Frederik Christensen. På de få sekunder, det tog ham at nå fra telefonen og tilbage til spisebordet, er den muntre samtale med Herdis som det mest naturlige blevet til en lille, formfuldendt fortælling. Præget af den form for kærlig, underfundig humor, der kan gøre selv døden livsbekræftende.
At humor dybest set er en alvorlig sag og ikke bare for sjov, har Frederik Christensen gjort opmærksom på i sin lille bog Folkehøjskolen – det elsk-værdigste i nærheden fra 1984, der er en samling af trykte foredrag og korte artikler.
I foredraget ”Om at være højskolelærer” beskrives humorens – og højskolens – formål som dét at skabe glæde og overskud og minde os om, at tilværelsen er større, end vi regnede med. Og derfor er den levende, muntre og oplivende fortælling af afgørende betydning for en højskolelærer.
Berømt og berygtet i højskoleregi er artiklens afslutning, hvor Frederik Christensen giver et råd til nye højskolelærere, der vil vide, hvad der skal til for at lykkes:
”Find 25 gode historier, beretninger om livet – lær dem udenad – by heart – og fortæl dem. Da vil dine elever revolutionere verden.”
LÆS OGSÅ: Højskolelærerens 10 bud
Frederik Christensen nøjes dog ikke med at give sit gode råd. Han følger op med en temmelig krads dom over 1980’ernes højskolelærere:
”Hvis en højskolelærer kan 25 historier, kan han holde højskole. Men der findes ikke tre lærere i hele Norden, der kan det. Der findes hundreder af højskolelærere, der kan tusindvis af facts om vores elendige samfundsforhold, men de kan ikke en eneste historie, som kan løfte hjerterne og fortælle os, at livet er større, end vi troede.”
En helt ny verden
Frederik Christensen kan mange af den slags historier, og en af mine personlige favoritter er den fortælling, der indleder hans erindringer Med livet i højskolen – som er den bog, jeg fik af ham ved vores første møde:
”En dag i slutningen af 1850’erne kom to jyske bønder fra Balle vest for Vejle gående hjem over markerne med hinanden i hænderne, syngende af fuld hals. De havde været på et tre-ugers sommerkursus hos Kristen Kold i Dalum, og nu var de på vej hjem til deres landsby. Vi ved ikke, hvad de sagde ved hjemkomsten, men vi forstår, at når to jyske bønder kommer gående med hinanden i hænderne, syngende af fuld hals, så er der hændt dem noget usædvanligt. Og vi ved, at det lille bondesamfund, de vendte tilbage til, vendte op og ned på alting de næste 30 år. Fyrre småbønder og et par lidt større, en kromand, en murermester og en skrædder byggede i den periode et helt nyt samfund. En valgmenighedskirke, en friskole, en brugsforening, en sparekasse, et forsamlingshus og et mejeri. Alt sammen i strid med alle autoriteter. De fleste af disse folk levede under det, vi i dag kalder fattigdomsgrænsen, og var analfabeter. I dag er det svært at forstå, hvordan de fik kræfter, økonomi og mod til at bygge en helt ny verden.”
Jeg har hele mit liv været meget inspireret af Ernst Triers Vallekilde. Og da vi kom, bar det stadig præg af Triers drøm om at bygge Noahs Ark med bygninger til landbrug, håndværk, vævning, maleri, gymnastik, kirke og skole
Frederik Christensen
Udover at være en fortælling om den folkelige vækkelse og oplysning, der fandt sted i Danmark i sidste halvdel af 1800-tallet, og som højskolerne spillede en stor rolle i, er det også en skildring af det sted og de vækstlag, Frederik Christensen selv skulle vokse op i og blive præget af.
Her ved Balle på Vejle-egnen fødte hans oldemor 22 børn, og da der ikke var flere slægtninge at opkalde de mange unger efter, gik man over til at navngive efter berømte danskere. Frederik Christensens bedstefar var nummer tyve i flokken og fik navnet Nikolaj Frederik Severin Thomsen. Og det var fra ham – og således fra Grundtvig ham selv – at Frederik Christensens fik sit navn.
Det er derfor nærliggende at udlægge Frederik Christensens højskoleliv som et udslag af skæbnen. Men faktisk lå det ikke i kortene, at han skulle gå lærervejen. Han blev i stedet, som faderen og bedstefaderen, uddannet landmand, og som 19-årig var han i fast stilling som forkarl på Rugstedgaard.
Eksistens, eksistens, eksistens
Tilbage i huset på Hyrdevej har vi drukket den første kop kaffe, og jeg spørger, hvad der gjorde, at højskolen og lærergerningen overhovedet kom ind billedet, når nu han var godt i vej som landmand.
”Det kan jeg fortælle meget kort,” svarer Frederik Christensen.
”Det var Sune Andresen, forstander på Engelsholm. Jeg kom på højskole hos ham en vinter, og det betog mig i den grad. Og jeg har selvfølgelig tænkt meget over siden, hvorfor det bevægede mig så meget, at jeg ændrede kurs i mit liv og tog en læreruddannelse. Og hvis jeg skal svare kort, så var det eksistens. Eksistens, eksistens, eksistens. Det er det, det hele drejer sig om.”
LÆS OGSÅ Thue Kjærhus om rollen som højskolernes enfant terrible: ”Det ligger lige til højrebenet, jeg er jo sønderjyde!”
Frederik holder en kort pause, inden han fortsætter:
”Det er jeg kommet frem til efterhånden. Altså, det er jo livsoplysning selvfølgelig. Alt det, der bevæger et menneske, og hvor vores liv bliver sat ud et sted, vi ikke har været før. Dér var han eminent, Sune, fordi han var en fin fortæller. Han brugte den store litteratur. Alt, hvor der var noget at hente: Herman Bang, Jakob Knudsen, Shakespeare og myterne selvfølgelig. Vi kom meget ud med Thor og Odin! Det sad han bare og fortalte om og kunne det meste udenad. Og vi havde jo også andre ting, fag og alt muligt, som man har, når man er på højskole, men det var livsoplysningen, der var kernen, og det er det stadigvæk. Det har ikke ændret sig spor. Det er dér, det står på spil alt sammen. Om man får løftet eksistensspørgsmålene.”
Lærervejen
Højskoleopholdet og mødet med Sune Andresen blev skæbnesvangert, og Frederik Christensen gik til sin far og meddelte, at han ville være lærer i stedet for landmand. Hvortil svaret kort og godt lød: ”Hvis do æ vil vær det best, så må do blyv det næstbest”.
Og så gik turen ellers til Den frie Lærerskole i Ollerup, og så et praktikophold på Antvorskov højskole, som også blev skæbnesvangert i den forstand, at Frederik her – udover at være i lære som højskolelærer – mødte en ung lærerinde ved navn Birthe Dam. De to blev gift den 18. september 1959, og få dage senere, den 1. november, begyndte de som højskolelærere på Vallekilde Højskole.
Musikken gjorde højskolen til et særligt hjemsted, fordi vi aldrig skulle søge musikken fra andre kilder. Vi kunne bare bruge os selv, og det gav en hjemlighed blandt eleverne
Frederik Christensen
Da jeg undervejs i samtalen spørger Frederik Christensen, hvordan højskolens idé fremtræder for ham, er det netop Vallekilde Højskole og dens grundlægger Ernst Trier, han drager frem:
”Jeg har hele mit liv været meget inspireret af Ernst Triers Vallekilde. Og da vi kom, bar det stadig præg af Triers drøm om at bygge Noahs Ark med bygninger til landbrug, håndværk, vævning, maleri, gymnastik, kirke og skole. Der var en mangfoldighed af livsformer og praktiske gøremål at finde på Vallekilde. Der var ikke det område i den menneskelige tilværelse, der ikke var repræsenteret på den ene eller anden måde. Den sammenhæng har jeg været meget optaget af.”
Kærlighed og ansvar
Højskolen skal gøre eleverne opmærksomme på, at det er i det nære, det konkrete og det praktiske, at vi henter vores kræfter, glæde og overskud. Det er her, vi opdager, at tilværelsen er større, end vi troede. Og ifølge Frederik Christensen er det her, vi henter kræfterne og modet til også at løfte vores ansvar for og i verden:
”Det, der driver værket, er kærlighed, og kærlighed får man ved det nære. Det nære – altså dér, hvor man arbejder uden at få løn for det, havde jeg nær sagt. Det er det, jeg kalder kærlighedsområderne. Det er dér, der opstår en spænding i tilværelsen, dér hvor vi reagerer for alvor, når vi præsenteres for dem. Og det er højskolens opgave at gøre opmærksom på de områder i den enkeltes liv. Men den vanskelige kunst er så at bringe forbindelse mellem kærlighedsområderne og så de store krævende ansvarsområder – klima og miljø for eksempel. Det er spændingen og balancen, der er så svær, men også livsnødvendig.”
Med erfaringerne fra Vallekilde drog Frederik og Birthe videre, først som lærere til Gymnastikhøjskolen i Viborg og senere til Vrå Højskole, hvor de udgjorde forstanderparret fra 1967 til 1984.
Ånd og hånd
Frederik Christensen har i sit højskoleliv fra 1950’erne til 90’erne været med i overgangen fra det, som professor Ove Korsgaard i sin bog Kampen om lyset har karakteriseret som skiftet fra den historisk-poetiske til den æstetiske højskole.
Det gør Korsgaard med afsæt i udviklingen af højskolernes fagudbud i begyndelsen af 1970’erne, hvor historie og litteratur, der havde været de traditionelle hovedfag, blev overhalet af de kreative, kropslige og æstetiske udtryksfag. Fokus flyttede fra talerstolen og det mundtlige foredrag til værkstedet og håndens arbejde.
LÆS OGSÅ Bench boys: Historien om håndværksfagene i vækst
Hvor mange højskolefolk i 70’erne rettede hårde angreb mod denne udvikling og så det som en afsked med den grundtvigske højskoletanke, tog Frederik Christensen udtryksfagene og det æstetiske i pædagogisk forsvar.
For selvom det eksistentielle, livsoplysningen, var og er hovedsagen i højskolen, så blev det mere og mere tydeligt for ham, hvor vigtigt det er for mennesker at kunne udtrykke sig kropsligt og kunstnerisk:
”Det, der har betydet mest for mig fagligt set, er musikken og kunsten eller håndværket. Og det indførte vi oppe i Vrå som hovedfag. Det prægede skolen meget, og jeg kan efterfølgende se, at det har betydet utrolig meget for mange af vore gamle elever. De opdagede de ting, der bandt dem til tilværelsen. Det, der gør, at man bliver hjemme på jorden. Musikken gjorde højskolen til et særligt hjemsted, fordi vi aldrig skulle søge musikken fra andre kilder. Vi kunne bare bruge os selv, og det gav en hjemlighed blandt eleverne omkring musikken især. I erindringen er dét oppe i Vrå noget af det flotteste højskole, vi har lavet – blandt andet på grund af de fag.”
Skabende mennesker er smukke
Da Frederik og Birthe i 1986 kom til Kerteminde Højskole som forstandere, var det en husflidshøjskole, hvor håndværk og håndarbejde var i centrum. Også her oplevede Frederik Christensen den betydningsfulde sammenhæng mellem håndens og åndens arbejde:
”Jeg opdagede undervejs, at skabende mennesker er smukke. Der sker et eller andet med mennesker, der skaber. Og det gjorde de jo her i Kerteminde, og det var jo fantastisk at opleve en flok unge mennesker, der udfoldede sig, især med deres hænder – hvor meget der kunne ske med dem, også eksistentielt. Man kan ikke have højskole bare på ånd. Det er simpelthen umuligt. Man kan ikke stå og prædike hele tiden. Man skal også have noget i hænderne.”
Højskolen i dag
I afslutningen af vores samtale spørger jeg Frederik Christensen, hvordan han ser på højskolebevægelsen i dag. Han fornemmer nok på mit spørgsmål, at jeg forsøger at få ham til at sige noget kritisk, men den vinkel kan jeg godt droppe:
”Du kommer ikke til en gammel højskolemand, der sidder her og surmuler over højskolen. Det gør du ikke! Jeg er så glad for, at det går så godt for højskolen. At eleverne strømmer til. Og jeg er så glad for, at hele Danmark synger fra Højskolesangbogen. Det er jo et mirakel! For det er højskole i sig selv. Jeg er så glad for, at man ser det som den største ære at få en sang i Højskolesangbogen. Jeg har lige læst Stine Pilgaards Meter i sekundet, og hun har en fremragende evne til at skildre vestjyderne og livet på en højskole. Og så har hun fået fire sange i Højskolesangbogen. Fire sange – og så i den alder!”
Du kommer ikke til en gammel højskolemand, der sidder her og surmuler over højskolen. Det gør du ikke!
Frederik Christensen
Jeg borer lidt mere og spørger, om der ikke er noget, han savner eller mangler i dag. Og jo, det er der da, og han fremhæver, hvordan forstanderne er blevet alt for meget administratorer, der skal sidde på kontoret og knokle med alt det papirarbejde og pjat. Men det vil han ikke fokusere på, når det går så godt på så mange områder. I stedet fortæller han:
”Ved du hvad? Vi havde engang et bestyrelsesmøde oppe i Vrå, hvor vi sang Se hvilken morgenstund af Benny Andersen, som ingen rigtig kendte dengang. Og så blev vores bestyrelsesformand, der var provst, simpelthen så vred. Var det noget at synge på en højskole, sagde han. Så kommer Nina ud nøgen! Han var helt oppe i skyerne. Og det har jeg tit tænkt på. Der er godt nok sket meget siden, og hvis man skal sige noget om højskolen dengang, så var det alligevel nok en slags bornerthed, fordi man var groet fast i traditionen …”
Så kan man alting!
Frederik Christensen ønsker åbenlyst ikke at være en gammel sur mand, der med afsæt i de gode gamle dage står på højskolens sidelinje og skælder ud over alt det, der foregår inde bag kridtstregerne. For som han siger: ”Det er 24 år siden, jeg forlod højskolen, så jeg ved jo ikke, hvad der foregår længere.”
Jeg drister mig alligevel til at spørge ham, om det råd, han gav nye højskolelærere om at lære 25 historier udenad, stadig gælder i dag 37 år senere.
”Jeg har nedsat antallet af historier til to,” griner han og fortsætter: ”Nej, det synes jeg selvfølgelig stadig er rigtigt, og det er en af de få kloge ting, jeg har sagt. Det gælder virkelig: Den, der kan fortælle en historie, kan alting! Men det er lettere sagt end gjort, for det er jo en kompleks mangfoldighed, vi taler om, når vi taler om højskole. Men inde i kernen af højskolen, ligegyldigt hvor mange tåbelige fag vi har, er der noget fælles. Og det fælles kan vi kalde det historisk-poetiske, eksistensforholdene eller livsoplysning. Altså, hvis vi kalder det livsoplysning, kommer vi ikke helt galt afsted. For det siger meget. Og der er fortællingen virkelig et middel, der batter noget. Hvis man kan det. Og det mener jeg faktisk, at alle højskolelærere kan.”
LÆS OGSÅ: Når arveløsheden sætter ind
Jeg har egentlig takket for samtalen og for kaffe og kage – og skal lige til at slukke for diktafonen og rejse mig, men jeg kan ikke dy mig, så jeg spørger Frederik, om jeg kan lokke ham til at fortælle en historie som afslutning på interviewet.
Der bliver helt stille i omkring ti sekunder, inden han fortæller:
”En af de historier, jeg holder meget af fra min højskolelærertid, var dengang Amdi Petersen var foredragsholder til efterårsmødet på Vrå Højskole. Det var i hans glansperiode, og han kom trampende ind i sine træsko og i sin store, islandske sweater. Jeg vidste godt, at vendelboerne ikke var meget for ham, men jeg tænkte, at de sørme skulle have ham. Og så holdt han et bragende foredrag om vanskelighederne i Tyrkiet, hvor menneskene havde det så sølle. Han gav den ikke for lidt. Og jeg kunne se, at vendelboerne, der havde siddet der til efterårsmøde i 50 år, blev mere og mere forlegne. De kunne slet ikke klare den mand, der kunne klare hele verden i en håndevending. Og efter kaffepausen så skulle Aage Rosendal holde foredrag, og jeg vidste ikke, hvordan vi skulle klare det, for der var rigtig dårlig stemning. Men så gik Rosendal op foran talerstolen – Amdi var kørt på det tidspunkt – og Aage kunne godt mærke, at den var gal, og så sagde han: ’Nu vil jeg gerne bede jer alle sammen om at være med til at bede en bøn for Amdi.’ Og folk tænkte, hvad hulen er han ude på. Og så fortsatte han: ’Kære Gud, tak fordi du har givet os Amdi. Amen.’ Og så gik han op på talerstolen og fortalte i en time om sin oldefar ude i Thy. Et herligt foredrag, han havde. Alt lettede, alt var i orden, og det hele faldt på plads. Det synes jeg er en god historie!”
Kapitel 2: Fra fyrtårn til fyrtøj
I en artikel i Højskolebladet fra 2016 skrev Frederik Christensen under overskriften Når arveløsheden træder ind om autoritetstabet, der fandt sted i 1960’erne. Det skete ikke på grund af ungdomsoprøret, men fordi den nye generation for første gang i historien ikke længere var afhængige af den forrige, når det kom til forsørgelse, uddannelse og erhverv.
Ungdommen behøvede ikke længere gå i forældrenes fodspor og blev dermed frisat og fordømt til at finde deres egen vej og egne svar. Dermed ophørte arvetiden og med dén den naturlige autoritet, som gjorde højskoleforstandere til fyrtårne. Tiderne er skiftet, konstaterer Frederik Christensen nøgternt, men det betyder ikke, at højskolen ikke længere skal fremkalde fortiden:
”Vi må leve med mindre fyrtårne. Til gengæld kan vi ikke leve uden forbilleder. En verden uden forbilleder er en død verden, og en højskole, som ikke kan vise eller fortælle om forbilleder, er en slap højskole.”
LÆS OGSÅ: Vi må ikke glemme de stilfærdige fyrtårne
Mit højskolehistoriske roadtrip bragte mig tidligere i denne føljeton til Rønshoved, hvor jeg mødte Thue Kjærhus, og siden til Aarhus og Ole Jensen for nu at slutte i Kerteminde hos Frederik Christensen. Indimellem møderne med de tre mænd stødte jeg desuden på en række kvinder, der har haft en hel del at skulle have sagt: Nina Kjærhus, Iris Nielsen-Refs, Birthe Dam, Anna Krogh, Jørgine Abildgaard, Charlotte Schrøder, Ingeborg Appel.
Og lad mig nu bare indrømme, at de tre stop og de tre mandlige personer aldrig var ment som en endegyldig top tre over højskoledanmarks sidste eller største fyrtårne. Jeg kunne have mødtes med mange andre, og det med jagten på fyrtårnene var nok mest af alt en anledning til og et forsøg på at skabe opmærksomhed og sætte tingene lidt på spidsen. Når alt kommer til alt, ville jeg, inden det var for sent, tale om højskolen med nogle begavede og behjertede mennesker, der på forskellige måder har præget den – og er blevet præget af den.
Thue, Ole og Frederik er meget forskellige, både som mennesker og som højskolefolk. Men en ting, de har til fælles, er deres lidenskabelige optagethed af sagen. Det er den – og ikke nødvendigvis deres holdninger – der gør dem forbilledlige i mine øjne. Og de giver alle det samme svar på spørgsmålet om, hvordan den optagethed opstod.
Måske er det vigtigere at kunne tænde de nærmeste lys end at lyse op på afstand. At være gnisten, der får ilden til at fænge og inspirere mennesker til at brænde – for noget. Frem for selv at være bålet.
Jonas Møller
De nævner deres eget højskoleophold og den forstander eller de lærere, der vækkede, inspirerede og tændte dem. Og så er vi måske fremme ved noget afgørende og en form for konklusion på min tur rundt i landet. Vel har det været vigtigt med fyrtårne, der har evnet at træde frem, lyse op og vise vej, og de fleste vil vel ønske, at nutidens forstandere og højskolefolk i det hele taget var mere synlige i offentligheden.
Men det er samtidig værd at huske, hvad en erfaren højskolelærer gjorde mig opmærksom på for nylig: Fyrtårne er noget, man gør klogt i at holde sig på behørig afstand af. Så måske skal vi lukke og slukke fyrtårnene – eller i hvert fald udvide vores udvalg af metaforer.
Lad os, alt efter temperament, erstatte eller supplere fyrtårnet med fyrtøjet. For måske er det vigtigere at kunne tænde de nærmeste lys end at lyse op på afstand. At være gnisten, der får ilden til at fænge og inspirere mennesker til at brænde – for noget. Frem for selv at være bålet. Måske.
Epilog: Egeløkke
Jeg tog ikke direkte hjem til København efter at have talt med Frederik i Kerteminde. Der var et sidste stop, jeg gerne ville gøre. Et sted, jeg gerne ville besøge. Egeløkke Gods på Langeland. Det sted, hvor Frederik – altså ikke Christensen, men Grundtvig – tog til i 1805 for at være huslærer for endnu en Frederik, nemlig Carl Frederik, godsejerparrets syvårige søn.
Grundtvig var en fattig, nyuddannet teolog og tog stillingen på Egeløkke af økonomiske grunde. Han blev der i tre år og var hovedkulds og dybt ulykkeligt forelsket i godsets frue Constance Leth.
Det var for Grundtvig en ulykkelig forelskelse i den forstand, at den ikke kunne realiseres i den virkelige verden. Men man kan måske alligevel kalde den lykkelig, idet de vakte lidenskabelige følelser med tiden gjorde den unge Grundtvig opmærksom på netop lidenskabens og følelsernes magt over og betydning for mennesker.
Det er min bombastisk-poetiske påstand, at uden den ulykkelige forelskelse, uden Constance og Egeløkke, ville vi ikke have folkehøjskoler i Danmark
Jonas Møller
Før mødet med Constance havde Grundtvig med egne ord været en kølig rationalist, for hvem romantik var noget sværmerisk pjat. Men nu måtte han sande, at der her var noget på spil, som han ikke kunne bemægtige sig og kontrollere med sin forstand. Og når denne kraft ikke kunne gives frit løb i den fysiske verden, fik den i stedet åndeligt afløb.
Det uforløste blev forløsende, og Grundtvig begyndte at digte. Og lærte at tage følelser, fantasi og forestillingsevne alvorligt. Og det er min bombastisk-poetiske påstand, at uden den ulykkelige forelskelse, uden Constance og Egeløkke, ville vi ikke have folkehøjskoler i Danmark – eller for den sags skyld i resten af verden. For det var lektien og budskabet, Grundtvig tog med sig fra Langeland og senere formulerede så prægnant:
”Og han har aldrig levet,
som klog på det er blevet,
han først ej havde kær.”
Eller sagt på en anden måde og med Frederik Christensens vokabular: Hvis det, vi lærer, skal få betydning for os – eksistentielt set – må vi først nære kærlighed til det. Eller engagere os i det, for nu at bruge et mere moderne ord. Og det bliver så forstanderens, højskolelærerens, pedellens, kokkens, forretningsførerens, oldfruens og hele højskolens opgave: at forsøge at skabe tid og rum for engagerede og engagerende møder; mellem mennesker, mellem mennesker og stoffet, mellem mennesker og verden.
At slå gnisten, der – med øvelse, tålmodig og en lille smule held – skaber liv og lys og varme.
Det behøver man selvfølgelig ikke at bekende sig til Grundtvig – eller være enig med Thue, Ole og Frederik – for at lykkes med. Men hvad enten vi forguder, fortier, forvansker eller forkaster Grundtvig og den grundtvigske tradition, så skylder vi, hverken Grundtvig eller traditionen, men os selv og hinanden at forholde os til den. For som den danske teolog og tænker K.E. Løgstrup har formuleret det:
”Kun kendskab til historien kan gøre os fri til at tage stilling til og gøre op med, hvad der er overleveret os. Ene og alene en viden om, hvor dybt og omfattende vore handlingers, afgørelsers og tænkens indhold er bestemt af traditionen, kan hindre os i at leve traditionelt.”
Tak for turen – tilgiv, at det løb af med mig.
Læs første kapitel af Jonas Møllers jagt på de sidste fyrtårne: Thue Kjærhus om rollen som højskolernes enfant terrible: ”Det ligger lige til højrebenet, jeg er jo sønderjyde!”
Læs andet kapitel Jonas Møllers jagt på de sidste fyrtårne: Ole Jensen ved vejs ende: Det er højskolens opgave at stille spørgsmålet: "Menneske først – og hvad så?"