Af Jonas Møller, idéhistoriker, specialkonsulent i FFD, tidligere højskolelærer, viceforstander og selvudnævnt åndværker af Grundtvigs nåde
Prolog: Claras kirkegård
Herregården Gammelkjøgegaard ligger kønt klemt inde mellem købstaden Køge og bakkelandskabet Køge Ås. Ti minutters gang fra gården, langs åsen, finder man, på toppen af en græsklædt bakke, en ganske mærkværdig og mærkværdigt lille kirkegård. Den bærer navnet Claras Kirkegård, opkaldt efter dens første indflytter, og er omkranset af en okkergul ringmur sat på en grøn og lyseblå baggrund af fuldvoksne, tætstående bøgetræer og over dem: en skyfri himmel over åsen.
Sniger man sig om bag træerne, der synes at stå æresvagt bag gravene, er der frit udsyn til det meste af Sydsjælland, og jeg bilder mig ind, at man på en klar dag vil kunne skimte kirketårnet på Udby Kirke små halvtreds kilometer syd for Køge. Her blev den lille Frederik, bedre kendt under sit fulde navn Nicolai Frederik Severin Grundtvig, født i 1783 i den tilstødende præstegård og døbt i kirken af sin egen fader, der var præst i Udby.
LÆS OGSÅ: Lys over højskolelandet
Da Grundtvig døde et liv og en menneskealder senere i 1872 blev han ikke begravet på Udby Kirkegård ved siden af sin fader og moder. Han blev heller ikke begravet i København ved Vor Frelser Kirke, hvor han havde været præst, eller på Assistens Kirkegård hvor de samtidige berømtheder Søren Kierkegaard og H.C. Andersen blev stedt til hvile. Nej Grundtvig, folkehøjskolens fader og den måske mest betydningsfulde og indflydelsesrige dansker gennem tiden, blev begravet på Køge Ås, på den private, undseelige og næsten hemmelige Claras Kirkegård.
Okay, vi stopper lige en gang. Det var godt nok et seriøst højstemt anslag …
Vildt nok, som mit sprog og sind bliver forvandlet til en blanding af Ove Korsgaards og Piet van Deurs’, når jeg forsøger at skildre mit besøg på Grundtvigs grav. Men det var sgu ærligt talt en stor og rørende oplevelse at betræde den indviede jord og lægge hånd på den ældgamle, smukt udskårne egetræskiste, der rummer de sidste jordiske rester af den gamle.
Nogle timer forinden havde jeg sammen med nærværende blads redaktør sat mig godt til rette i en lejet Fiat 500 cabriolet med rødt læderindtræk, en bunke bøger bagi og kurs mod Køge. Her i det indre København begyndte en længe planlagt roadtrip, som skulle bringe mig langt væk fra online-møder, kontorarbejde og corona-restriktioner og helt ud i de kringlede kroge af kongeriget, hvor jeg forestillede mig, at det var muligt at finde ind til højskolens lysende hjerte.
Det var sgu ærligt talt en stor og rørende oplevelse at betræde den indviede jord og lægge hånd på den ældgamle, smukt udskårne egetræskiste, der rummer de sidste jordiske rester af den gamle
Jonas Møller
For fanden, nu gjorde jeg det igen.
Alt for meget patos og floromvundethed, der ikke sømmer sig for en specialkonsulent, der bor på Vesterbro og har anlagt sig et overskæg, fordi han føler sig alt for ung til at være fyldt fyrre. Og hvad nytter det også at forsøge at skrive poetisk, sanseligt og laaaaangt, når man ved, at bladets unge redaktør (og journalist, sgu) helt hundrede skærer det her væk.
For hun vil jo helst bare have et pænt og nydeligt interview med forstander Thue Kjærhus i anledning af Rønshoved Højskoles 100-års jubilæum. Et bestillingsarbejde, som jeg med møje og besvær fik hende overtalt til at give mig, så jeg havde en undskyldning for at tage på roadtrip og eventyr for – gennem samtaler med tre markante højskolemennesker – at finde frem til sandheden om den danske folkehøjskole …
Stop nu dig selv, Jonas!
Kapitel 1: Fyrtårnene
Det er efterhånden en hel del år siden, at jeg fik idéen om at rejse rundt i Danmark og tale med nogle af de mennesker, der gennem de sidste halvtreds år har præget forståelsen af og debatten om højskolens idé og opgave. Disse højskolefolk er ofte – også i nærværende blad – gået under betegnelsen ”fyrtårnene”. Metaforen er vel indlysende, men lad os alligevel folde den ud for fortællerens skyld.
Konkret udgjorde de solide, ranke og strategisk placerede fyrtårne i tiden før alskens moderne navigationsteknologi den danske kysts lysende pejlemærker, som skibe skulle navigere efter for ikke at gå på grund, fare vild eller forlise. Fyrtårnene manifesterede et centralt og autoritativt koordinatsystem, som alle kunne se, og navigere og rette ind efter. På samme måde kunne højskolens fyrtårne, hvilket vil sige mandlige forstandere, i tiden før senmodernitetens og massemediernes fremkomst udpege kursen for fædrelandet, folket og det fælles bedste.
LÆS OGSÅ: Endegyldigt farvel til fyrtårnene
Forstanderne kastede fra talerstole, foredragssale, forsamlingshuse, på tinge og i bøger og aviser lys over samfunds- og menneskelivet, så folket blev sat i bevægelse og havde noget at sætte kursen efter. Og internt i højskoleverdenen var det fyrtårnene, der i ord og på skrift udlagde teksten og budskabet fra Grundtvig og højskolens primære åndskilder; det gamle, det nye og det nordiske testamente.
Grundtvigs idé og de store mytologier – udlagt historisk-poetisk og dermed gjort levende – klargjorde højskolens grundlæggende mål og middel: den folkelige livsoplysning. Og dette idégrundlag blev så fortolket i lyset af tiden, hvorved højskolernes historiske opgaver viste sig og kunne omsættes i praksis på landets højskoler. De således oplivede og oplyste elever kunne derefter begive sig ud i verden og forandre den.
Det er, kort fortalt, fortællingen og den romantiske forestilling om fyrtårnene og deres betydning i forhold til, at folkehøjskolerne kunne bidrage afgørende til at gøre almuen til et folk, at gøre Danmark til et folkestyre og et af verdens bedste, tryggeste, lykkeligste og frieste lande i verden.
Forstanderne kastede fra talerstole, foredragssale, forsamlingshuse, på tinge og i bøger og aviser lys over samfunds- og menneskelivet, så folket blev sat i bevægelse og havde noget at sætte kursen efter.
Jonas Møller
Men spørgsmålet er, om nutidens højskoler er ved at tabe idéen af syne, og langsomt sygner hen i manglen på forstandere og lærere, der kender traditionen, kan udpege kursen og sætte ord på højskolens idé og opgave i 2021.
Eller om vi omvendt skal prise os lykkelige for, at højskolerne i dag primært er befolket af forstandere, undervisere, praktisk personale, administratorer, kommunikationsfolk og forretningsførere, for hvem den daglige praksis, forhåndenværende og akutte problemer, bøvl og handling er langt vigtigere end gamle bøger, store ord og bragesnak. Er der flere fyrtårne tilbage, og er det overhovedet fyrtårne, der er brug for i dag?
De spørgsmål, her sat på spidsen, er den saglige begrundelse og afsættet for min opdagelsesrejse og mine samtaler med Thue Kjærhus, Ole Jensen og Frederik Christensen.
Så nu, efter en veloverstået prolog og prilgrimsrejse til Grundtvigs grav på Claras Kirkegård, sætter jeg bladets redaktør af i København, så jeg – all by myself – kan sætte kursen mod Sønderjylland og målet for rejsens første etape: Rønshoved Højskole.
Kapitel 2: Thue Kjærhus: ”Så havde jeg sgu valgt tennissen!”
I slutningen af den to timers lange samtale med Thue Kjærhus, forstander på Rønshoved Højskole, stiller jeg ham et spontant spørgsmål inspireret af hans passionerede beretninger om at spille konkurrencetennis som ung:
Hvis du kunne vælge, ville du så helst være en markant højskoleforstander gennem 20 år eller professionel tennisspiller?
Svaret falder prompte og uden skyggen af tvivl:
”Så havde jeg sgu valgt tennissen! Det havde jeg. Det er kunst, udtryk og konkurrence. Det er detaljen. Jeg kunne ligge om natten inden en kamp og tænke alle slagene og mulighederne igennem. Det er ligesom at være til eksamen. Jeg elsker at gå til eksamen. Det er sådan en forløsning og en kondenseret intellektualitet. Det er det samme som en tenniskamp. Jeg elsker det!”
LÆS OGSÅ: Sådan kommer verden til at se ud på den anden side
Den for en højskoleforstander noget paradoksale og kontroversielle kærlighedserklæring til dét at gå til eksamen, affødt af en lige så henført beskrivelse af tennissporten, er meget karakteristisk for Thue Kjærhus. Der er intet, hvad enten det er biler, fodbold, kvinder, dannelse, den sønderjyske historie eller højskolesagen, der ikke behandles med indlevelse og en passion, der kommer til udtryk i overraskende associationer og en levende, velformuleret talestrøm, der ikke lige sådan er til at standse.
Og så er han, som eksamenskærligheden viser, ikke bange for at gå imod strømmen og tale lige ud af posen og de rigtige meninger midt imod. Thue Kjærhus er på mange måder en ener i højskoleverdenen, og han vil givetvis ikke tage det som en fornærmelse, men en kompliment, hvis dette interview skulle få overskriften: ”Højskolens enfant terrible”.
At tabe mælet
Men for nogle få år siden tabte den hurtigt- og veltalende forstander faktisk mælet, da han blev ramt af en blodprop, der i næsten et år bandt ham til en kørestol og fratog ham talens brug. Noget af en katastrofe for et højskolemenneske, der lever af at tale og formidle:
”Det var fandme uhyggeligt. Jeg mistede ikke sproget, men talen, for sproget findes i hjernen, mens talen er noget fysisk. Og jeg lærte at tale igen ved at synge efter højskolesangbogen. Det var Nina, der tog højskolesangbogen frem, og det var sangen og så min fortid som idrætsmand, der hjalp mig igennem. Jeg havde en vilje til at gøre det.”
Jeg elsker at gå til eksamen. Det er sådan en forløsning og en kondenseret intellektualitet. Det er det samme som en tenniskamp. Jeg elsker det!
Thue Kjærhus
Efter en af de få pauser i vores samtale, hvor eftertanken får lov at indfinde sig, fortæller Thue, at der dog også er kommet noget godt ud af blodproppen:
”Nina siger, at mine foredrag er blevet bedre – fordi jeg taler langsommere.”
Nu kommer Nina ud …
Den omtalte Nina er Thues kone og forstander sammen med ham gennem de sidste 20 år. Og selvom dette interview primært fokuserer på den mandlige del af forstanderparret, skal man ikke opholde sig længe på højskolen, før man opdager, at Nina spiller en mindst lige så stor rolle som sin mand – bare med andre opgaver.
Mens Thue viser mig rundt på skolen, og vi taler om tysk bildung, hebraisk og monotoniseringen af kulturen, løber vi adskillige gange på Nina, der har travlt med at instruere og assistere det praktiske personale, der er i fuld gang med forskellige vedligeholdelsesprojekter på skolens ydre arealer. Og da Thue og jeg har sat os i forstanderboligen for at gennemføre interviewet kommer Nina ud – ikke fra badet, men fra køkkenet – medbringende friskbrygget kaffe og et par ostemadder. Der serveres og konverseres ganske kort, inden hun igen piler ud til arbejdsmændene, der har et spørgsmål, hun skal svare på.
Scenen med Nina, kaffen og ostemadderne gør det mere end fristende at forestille sig Thue som en evigt lykkelig Svante, der i kraft af Nina er blevet sat fri til at lade sig forundre over og formidle tilværelsens mirakler og genvordigheder, mens hun sørger for, at motoren kører. Så firkantet er det selvfølgelig ikke i virkeligheden, men Thue lægger ikke skjul på Ninas og deres samarbejdes betydning:
”Nina tager sig mest af det organisatoriske, og hun er pissedygtig til det. Og det frisætter mig til andre ting. Og jeg kan slet ikke forestille mig, at man kan være forstander uden at være to, og uden at hele familien er involveret. Der er så mange facetter. Regnskab, skema, bygninger og ting og sager, man skal have styr på. Og hvis man kun skal bruge tid på det, har man jo ikke tid til noget andet.”
Aage Møllers Rønshoved
Dagen før interviewet, ankommer jeg efter en lang køretur sent om aftenen til Rønshoved Højskole. Det er Thue, der tager imod mig og viser mig til det sted, hvor jeg skal overnatte. Et charmerende, rummeligt værelse i det nybyggede ”Møllers Hus”. Midlerne til opførelsen kom fra A.P. Møller-fonden, men det er altså ikke derfor, det hedder Møllers Hus, fortæller Thue med et grin. Det er skolens grundlægger og første forstander, den legendariske og kontroversielle højskolemand Aage Møller, der har lagt navn til.
Han byggede Rønshoved Højskole i 1921 og lagde den ned til Flensborg Fjord som en bastion og en protest mod grænsedragningen i 1920, der betød, at Sydslesvig og købstaden Flensborg, der kan ses fra højskolen, kom på tyske hænder. I de følgende to årtier drev Møller mytologisk genforenings- og modstandshøjskole i grænselandet, men ifølge Kjærhus havde den karismatiske forstander ikke forstået sønderjyderne, den sønderjyske sag og dermed det sted, hvor han havde placeret sin højskole:
”Som så mange rigsdanskere, altså dem nord for Kongeåen, betragtede Møller sønderjyderne som nationalister. Og en nationalist er en, der synes, at det er bedre at være dansk end at være tysk, mens en national mener, at det er godt at være dansk for danskere og godt at være tysk for tyskere.”
LÆS OGSÅ: Bliv dansk på højskole
Så Møller ville ifølge Kjærhus gøre sønderjyderne mere danske, og han ville bringe Sydslesvig hjem til Danmark. Og det blev sønderjyderne sure over, og skolen kom derfor i modvind fra starten. For sønderjyderne gik ind for sindelagsgrænsen, hvor den enkeltes tilhørsforhold afgjorde sagen, mens Møller gik ind for den nationale grænse og Danmarks historiske ret.
Han gjorde sin kamp til sønderjydernes, og det ville de ikke finde sig i, og på den måde led Møllers oprindelige højskoleprojekt under, hvad Kjærhus betegner som en top down-proces, der ikke voksede nedefra, ikke slog rødder og derfor aldrig vandt genklang hos sønderjyderne:
”Jeg mener faktisk, at Aage Møller var elitær. Det var ikke folkeligt. Han misforstod den sønderjyske mentalitet.”
Og tyve år efter i 1941 gav Møller op. Han havde efter eget udsagn mistet folkeånden – og derudover, hvilket nok var lige så væsentligt, alle sine penge.
Kamp må der til
Uanset Møllers vildfarelser med hensyn til det sønderjyske står Rønshoved Højskole i afgørende gæld til Aage Møller, der er årsagen til skolens eksistens og stadig præger skolen i dag. Helt konkret manifesteres arv og gæld i det nyopførte ”Møllers Hus”, der på gavlen bærer en Davidsstjerne for at markere, at Rønshoved i dag som for 100 år siden er en mosaisk-kristen højskole. Og det er en skole anlagt i en konflikt og født i en kamp, og den rolle passer godt både til Rønshoved og sønderjyderne Nina og Thue:
”Kampen ligger godt til den sønderjyske mentalitet. Den er meget ekspressiv og meget voldsom. Det er en dårlig skik at underdrive sit sprog ligesom i resten af Jylland. Her siger man tingene meget direkte.”
Nina tager sig mest af det organisatoriske, og hun er pissedygtig til det. Og det frisætter mig til andre ting. Og jeg kan slet ikke forestille mig, at man kan være forstander uden at være to, og uden at hele familien er involveret.
Thue Kjærhus
Ifølge Thue skyldes denne forskel nord og syd for Kongeåen, at de sønderjyske bønder, modsat de flinke, men kuede jyske fæstebønder, var selvejerbønder med kæmpestore gårde. De var selvbevidste, velbeslåede og derfor socialt på niveau med embedsmænd og det øvre borgerskab. Og det fik betydning for højskolesagen, at det var her, de første højskoler kom til at ligge.
For sønderjyderne er ifølge Kjærhus hverken kuede eller nationalister, men ser sig selv som herrer i eget hus og går ind for en nynordisk anskuelse, som opstår og formuleres i Sydslesvig med professor Christian Paulsen og avismanden Jens Jessen som bannerførere.
Det nynordiske syn føres senere videre og integreres med det grundtvigske af navnkundige højskolefolk som Jørgen Bukdahl, C.P.O. Christiansen og Poul Engberg på Askov Højskole, hvor fra det spredte sig til andre højskoler rundt om i Danmark og de øvrige nordiske lande.
”Det nynordiske handler om, at en sønderjyde for at være dansk skal have lov at udleve sin sønderjyske identitet. Modsat Møller, der gik ind for en almen danskhed, den rigsdanske, insisterer det nynordiske på en partikulær danskhed, hvor regionale erfaringer, sprog og kultur – som for eksempel sønderjydernes – får plads og smitter af på danskheden. Og det er det, den sønderjyske kamp handler om.”
Tysk bildung og folkelig dannelse
Så kampen er et kardinalpunkt for Thue Kjærhus. Og da jeg spørger ham, om han kan spidsformulere missionen og formålet med at holde højskole i Rønshoved, falder svaret uden tøven:
“Ja, det kan jeg! For det første er jeg i min hjemstavn, og det betyder noget. Jeg lægger meget vægt på det sønderjyske og den partikulære danskhed. Og det synes jeg faktisk er en pointe i al den diskussion om danskhed. For det handler om standardisering ligesom Aage Møllers, og standardisering af danskhed er jeg lodret imod! Jeg synes for eksempel, at det er en berigelse, at vi har det tyske mindretal, og at det er forankret her.”
LÆS OGSÅ: Om at holde højskole i det folke-lige
Udover det sønderjyske baserer Thue Kjærhus sin højskolemission på en dannelsessyntese af tysk bildung og nyhumanisme på den side og dansk folkelighed i form af det grundtvigske på den anden. Og det er netop vekselvirkningen mellem de to, der er afgørende:
”Den grundtvigske dannelse er historisk og erfaringsbaseret. Den tyske er elitær, og hvis den står alene, bliver det åndsfilisteri. Og det er det i Tyskland. Så den tyske dannelse skal holdes i ørene af en dansk folkelighed. Og omvendt kan det folkelige blive lidt for selvtilstrækkeligt. Så der skal et udsyn til, og derfor kan Rønshoved Højskole både danne front og bro til Tyskland og Europa.”
Vær operativ eller forsvind!
På spørgsmålet om, hvordan denne dansk-tyske dannelsessyntese forankret i det sønderjyske kan og skal omsættes i praksis i forhold til de højskoleelever, der vælger at tage på højskole i dag, forklarer Thue:
“En af intentionerne er at fortælle de unge, der er så optagede af, hvordan de kan lykkes, at det fandme ikke er det, det handler om. Det handler om, at de fag, man har, har en egenhed, en autonomi – de skal ikke tjene noget formål. Det er en modernitetskritik, og det er en af de vigtigste ting. Og det siger faktisk eleverne noget. De kan godt forstå, at den instrumentalisme, den subsumering under kapitalen, det er fandme noget scheiße!” siger Thue og fortsætter:
“Jeg har ikke haft nogen moderniseringsstyrelse, der har fortalt mig, at jeg kun må tage én uddannelse, og at det skal gøres på så og så kort tid. Det er fandme noget svineri, synes jeg. Det er der, kampen står i dag. Det er mit højskolesyn på en eller anden måde. Højskolernes plads er, at de har en autonomi, hvor de ikke skal begrunde deres rationalitet.”
En af intentionerne er at fortælle de unge, der er så optagede af, hvordan de kan lykkes, at det fandme ikke er det, det handler om.
Thue Kjærhus
Med et citat fra den franske filosof Jean-François Lyotard sætter Thue streg under sin pointe:
“'Vær operativ eller forsvind'. Det er hele moderniseringsstyrelsens måde at tænke på, hvor alt bliver instrumentaliseret. Og instrumentalismen bærer totalitarismen i sig, fordi den mangler et holistisk syn. Og derfor er jeg ikke så glad for, at højskolerne er for meget i tiden, medmindre det er i form af en kritik – både en kritik og en opbyggelighed – inden for moderniteten. For ikke alt inden for moderniteten er scheiße, den skaber både mulighedsbetingelser og det modsatte. Den skaber valgmuligheder. Men vi er med moderniteten blevet mere og mere ensartede. Vi var mere globale for 50 år siden. Vi kunne tale tysk. I dag læser min søn ikke engang tyske tekster på teologi. Jeg fatter det ikke!”
I evig opposition
For Thue Kjærhus bliver det ikke kun ved en overordnet kritik af moderniteten. På samme måde som Aage Møller lå i mere eller mindre permanent krig med den øvrige højskolebevægelse, har både Thue og mange af lærerne fra Rønshoved gennem årene ikke holdt sig tilbage med at rette en kritik af bevægelsen og højskoleforeningens kurs. Senest i forbindelse med lanceringen af den nye højskolesangbog, som blev angrebet offentligt for at være en leflen for tidsånden:
”Højskolesangbogen skal være et opgør med instrumentalismen og dårlig modernitet. Så fandme om man ikke har plantet nogle danske og engelske popsange! Det største problem, vi har i moderniteten, er monotoniseringen, ensartetheden, og så er der ingen tyske sange, det hele det er POP! Og så den nye islam-sang – jeg har ikke noget mod islam, der findes også åndelighed i islam, men jeg synes, det er en dårlig sang, de har valgt. Den er ikke dyb nok. Jeg er ikke reaktionær i min kritik af højskolesangbogen; det er en modernitetskritik.”
Men hvordan er det egentlig at være så meget i opposition og at indtage rollen som outsider?
”Det var svært i starten. Der var mange, der syntes, at vi er sorte, og det er vi sikkert også i forhold til dem. Men jeg synes, at det er blevet nemmere. Helga Kolby og siden Lisbeth Trinskjær som formænd for foreningen har været en fantastisk gevinst for mig. Lisbeth har nogle helt andre politiske meninger end mig, men hun er åben, og hun er ikke fordomsfuld. Det synes jeg har været positivt. Men jeg synes, at højskolebevægelsen, foreningen og sekretariatet mangler politisk pluralitet. Mangfoldighed. Jeg tror fandme ikke, at der er mange borgerlige derinde. Det gælder også højskolebevægelsen som helhed. Det synes jeg, er et problem.”
Højskolesangbogen skal være et opgør med instrumentalismen og dårlig modernitet. Så fandme om man ikke har plantet nogle danske og engelske popsange!
Thue Kjærhus
De borgerlige og konservative er dog langt hen ad vejen selv ude om det, indskærper Thue på spørgsmålet om, hvor de borgerlige er blevet af i højskole og kulturlivet:
”De borgerlige er rindalister, de er selv ude om det! Det er ligesom med erhvervslivet – de interesserer sig slet ikke for den samtale.”
Så Thue har det overordnet godt med at indtage rollen som enfant terrible. For som han siger:
”Det ligger lige til højrebenet, jeg er jo sønderjyde!”
Fra marxist til konservativ
Men det har dog ikke altid været sådan, at Thue Kjærhus har befundet sig i opposition. I sin ungdom var han langt fra borgerlig:
”I mine unge dage var jeg venstreorienteret, og det var godt at være venstreorienteret som ung. De smukke kvinder var på venstrefløjen. Og det var fantastisk at have medvind. Man blev ikke modsagt, og man kunne sige hvad som helst – uden at det var tænksomt.”
LÆS OGSÅ: Folk først, samfund så
De muntre venstresnoede dage varede dog ikke ved, for Thue endte på den modsatte fløj, men det har ifølge ham selv en egen indbygget logik:
”Jeg var marxist, men jeg er blevet konservativ, fordi jeg var marxist. Det er ret paradoksalt.”
”Det skyldes, at jeg er optaget af, at vi kan skabe en folkelighed, som inddæmmer totalitarisme, ideologiske stramninger og entydige, endimensionelle løsninger: Hvad enten det er identitetspolitik, bæredygtighed eller det yderste højres optagethed af muslimer. Dermed ikke sagt, at de emner ikke er vigtige, men når de bliver livsholdninger, der overtager det hele, så bliver det totalitært. Og det er derfor, at jeg er konservativ. Vi skal beskytte den sociale orden, og det skal gå langsomt og være stabiliserende. Marxismens analyse er en modernitetskritik, og Marx og Adorno havde ret i analysen, men det fører nødvendigvis til konservatisme.”
Og så synger de salmer!
Det burde være tydeligt på nuværende tidspunkt, at forstanderen fra Rønshoved Højskole er levende og intellektuelt optaget af politik, historie, filosofi, dannelse, kultur og så videre. Men har man læst med på forstanderens Facebook-side finder man ind i mellem de politiske og filosofiske opslag også lange grundige analyser af noget så prosaisk som fodbold:
”Jeg har været inkarneret Liverpool-fan siden 1965. Jeg kan blive i dårligt humør, hvis de taber en kamp. Det er ikke spor intellektuelt! Men der er noget ved den klub og engelsk fodbold i det hele taget. Der er noget folkeligt ved fodbold, ikke i grundtvigsk forstand, men jeg synes … det er simpelthen så smukt! Den passion – og så synger de salmer, arbejderne i England, fodboldfansene, de synger salmer. Det er da vidunderligt!”
Og som vi hørte indledningsvist, ville Thue egentlig helst bare spille tennis og dyrke idræt fremfor at læse tunge bøger:
”Det eneste, jeg gik op i som ung, var tennis. Og fodbold og håndbold. Skolen og alt det der, det var jeg pisseligeglad med! Men så fik jeg en skade i armen, og det var kun den skade, der gjorde, at jeg blev akademiker. Da jeg ikke kunne spille tennis og dyrke idræt, fik jeg problemer med mig selv, og så begyndte jeg at læse bøger. Jeg tror, at man bliver intellektuel, fordi man har problemer. Folk, der ikke har problemer, de kan ikke læse filosofi.”
Lidenskaben som motor
Og så er vi tilbage, hvor vi begyndte. Ved lidenskaben, passionen og ildhuen, som stråler ud af Thues – og Ninas – virke. Kærligheden til tennis, til højskolen, til Sønderjylland, det danske, det tyske, til kamp – for alt det, de har kært. Og det er ikke så lidt. For hver gang man tænker, at nu har man indfanget Thue Kjærhus – marxisten, der blev konservativ højskoleforstander, men hellere ville have være tennisspiller – så overrasker han igen. Som nu, da vi passerer hans bil parkeret i indkørslen til forstanderboligen, og han spontant begynder at fortælle:
”Det er en BMW Z4 Roadster. 3.0 SI Cabriolet. 50 procent vægt på forhjulene, 50 procent vægt på baghjulene. Den har en legeringsmotor, hvilket vil sige en legering mellem magnesium og letmetal, og den vejer kun lidt over 1000 kg. Den har en tre liters motor og 347 heste. Jeg har haft den siden 2007, og den har været pissedyr … Jeg er vild med det!”
Epilog: Mødes i et kys
Skulle man vove et bud på, hvorfor Grundtvig lod sig begrave på den private og utilnærmelige Claras Kirkegård, må mit svar blive det banalt romantiske: kærlighed.
For i krypten i en kiste ved siden af Grundtvigs ligger Marie. Marie Toft, Grundtvigs anden kone og hans livs store kærlighed. Hun var i slægt med Clara og vokset op på Gammelkjøgegaard, og da Marie døde i 1854, få år efter, at hun var blevet gift med Grundtvig, blev hun begravet på Claras Kirkegård. 18 år senere, i 1872, døde så Grundtvig selv, og efter en ceremoni i en propfyldt Vor Frelser Kirke, et folkeoptog gennem København og et særtog fra Hovedbanegården til Køge kunne Grundtvigs jordiske rester blive genforenet med Marie.
Døde ligger de i krypten på Claras Kirkegård, hvor de, endeligt og for evigt, dog mødes i et kys.
Arg, er det lige i overkanten, Jonas? Nej, vel er det ej!
Næste stop på dette højskolehistoriske roadtrip bliver Aarhus og Ole Jensen, der er tidligere forstander på Grundtvigs Højskole Frederiksborg. Artiklen kan læses i Højskolebladet til august.