Af Erik Lindsø, forfatter, foredragsholder og tidligere højskoleforstander
Jeg har i nogle år tænkt, at talen om fyrtårnene i højskolen er opreklameret og bliver det, fordi vi savner personer, der er tydelige og klare i mælet med en himmel over sig.
Kun ganske få af de gamle fyrtårne blev kendt uden for højskolen, mens de var i højskolen. Finn Slumstrup, Niels Højlund, Ole Jensen og Ove Korsgaard er gode eksempler på det. De blev kendte, da de forlod højskolen – men med en formidabel evne til at trække højskolen med sig og fortsat være dens repræsentanter. Slumstrup blev først rigtig kendt i DR. Ove Korsgaard blev først kendt som professor på DPU. Ole Jensen er mere kendt for sit teologiske virke, end han blev som forstander på Grundtvigs Højskole.
Poul Erik Søe var mere kendt i den brede offentlighed som journalist i DR end som forstander i Uldum og Lønne. K.E. Larsen var et mega fyrtårn i to-tre årtier, men stort set ikke kendt uden for de frie skoler. Det samme med Frederik Christensen.
LÆS OGSÅ: Fra fyrtårn til fyrtøj: Måske er det vigtigere at kunne tænde de nærmeste lys end at lyse op på afstand
De fleste fyrtårne i højskolen i min tid (siden 1980) har været fyrtårne indadtil. Og her er det ofte underkendt, at de også var det, fordi de var nogle spradebasser og entertainere. Et godt eksempel er Hans Haarder. Det var ikke noget stort intellekt, der prægede ham, men han var formidabel på slap line. En ægte showman!
Jørgen Carlsen er det tætteste, jeg kan erindre, hvor højskole og offentlighed smeltede sammen. Med sin højskoleåndelige rygsæk fyldt op blev han en markør, der ikke blot gjorde Testrup kendt, men højskolen i bred forstand. Måske skal vi et slægtled længere tilbage til de gamle Askov-forstandere for at finde en, der matcher Carlsen.
Højskolens største fyrtårne i offentligheden i 30-40 år var Ejvind Larsen og Ebbe Kløvedal. Ejvind Larsen har aldrig været ansat på en højskole, Ebbe Kløvedal kun kortvarigt på Askov. Glemmes må det heller ikke, at Johannes Møllehave i 40 år var en omrejsende højskolelærer, og på sin egen formidable måde var han i lange stræk vores fornemste ambassadør. Vi mangler i dag sådanne ambassadører.
Det kendetegnede fyrtårne som Slumtrup, Højlund, Søe m.fl., at de turde risikere sig selv i sagens tjeneste. De medvirkede derfor til, at FFD’s årsmøder var vilde debatter, fordi de sørgede for, at der var noget på spil. Det var vildt frugtbare debatter for os opkoblinge, og det var debatter som dem, der var med til at forme mig og andre som unge højskolefolk. Vi var simpelthen i mesterlære.
Når fyrtårnene huskes i dag, er det måske, fordi vi mangler dem i opgøret med den konsensus og konfliktskyhed, som præger for mange højskolefolk – og hermed også vores forening
Erik Lindsø
Mit første årsmøde var på Gerlev i 1980. Dorte Bennedsen var minister og holdt en elendig tale. Efterfølgende var der selvfølgelig debat med ministeren. På et tidspunkt bevæger Poul Erik Søe sig med sit karakteristiske hår og duknakkede gang op gennem salen til talerstolen, hvor han sagligt og nøgternt og helt formidabelt – som den ordekvilibrist, han var – piller ministerens tale i småstykker. Kort efter forlod Dorthe Bennedsen salen.
De såkaldte fyrtårne blev fyrtårne, fordi de ikke kendte til konsensus og pænhed. Tværtimod så de den som et onde. Og pudsigt nok blev de ikke upopulære blandt deres modstandere. Fordi fyrtårnene dybest set respekterede dem som det, de var: deres modstandere – gode nok alligevel.
Når fyrtårnene huskes i dag, er det måske, fordi vi mangler dem i opgøret med den konsensus og konfliktskyhed, som præger for mange højskolefolk – og hermed også vores forening. Eller: Vi mangler fyrtårnene som en åndfuld overbygning.
Vi har ikke længere originaler, og derfor opleves højskolen måske ofte som lidt for ordinær. Originaler er ganske enkelt en mangelvare. På sin vis er Thue Kjærhus på Rønshoved og Mads Rykind på Rødding undtagelser, fordi de tør gå imod den herskende højskole-konsensus-ånd. Eller: De tør tage de tæsk, det giver. En modstander til det bestående bliver altid synlig. Jeg kunne ønske mig flere sådanne modstandere!
LÆS OGSÅ: Højskolen er mægtig
Men! I højskolens hverdag har de virkelige fyrtårne for mig været de højskolefolk, som stilfærdigt skabte højskole på de indre linjer: Mogens Hemmingsen, Kaj Smedemark, Lynge Kjeldsen ... Jeg kunne nævne en snes navne, hvor det også kendetegner dem, at de havde deres meningers mod og ikke stak op for bollemælk, og at de aldrig bidrog med hakkelse til døgnets rejsestald. Tvært imod: de lugede ud i den. De er simpelthen grundsoklen i min højskoledannelse. Derfor: De stilfærdige fyrtårne må ikke glemmes. Ofte blev og er de sejtrækkere, der har holdt ud i årevis.
Begrebet ”højskolens fyrtårne” bør nuanceres i den fremtidige debat om dem. For historien om dem vil åbenbart ikke dø. Og tak for det! Det betyder vel, at vi mangler dem – eller mangler deres rette arvtager i vores egen nutidige famlen efter at formulere højskole.