Af Jonas Møller, idéhistoriker, specialkonsulent i FFD, tidligere højskolelærer og viceforstander
Da jeg træder ind i lejligheden i Risskov nord for Aarhus, er det første, der møder mig, en summende, let hakkende mekanisk lyd, der viser sig at udgå fra et apparatur, som døgnet rundt via en ledning forsyner Ole Jensen med den ilt, hans hjerte og lunger ikke længere kan frembringe i tilstrækkelig grad.
I mailkorrespondancen forud for besøget har den tidligere højskoleforstander, præst og professor allerede varskoet mig om, at helbredet ikke er godt, at han kun har kræfter til en times samtale, og at han ikke har mulighed for at tilbyde mig hverken vådt eller tørt.
Kun et ud af de tre udsagn viser sig at holde stik; vores samtale varer halvanden time, og Iris, Oles hustru gennem 20 år, serverer både kaffe og kage. Men helbredet er ikke godt, kroppen er slidt, og han kan ikke længere klare sig uden hjælp.
Alderens bagholdsangreb
OIe Jensen fortæller, at han for ganske nylig har skrevet en artikel om at blive gammel. Det er en ærlig og humoristisk tekst, der med glimt i øjet og sprogligt overskud causerer over alderdommens glæder og sorger.
LÆS OGSÅ: Thue Kjærhus om rollen som højskolernes enfant terrible: ”Det ligger lige til højrebenet, jeg er jo sønderjyde!”
Han beretter med et udtryk lånt fra Tove Ditlevsen om “alderens bagholdsangreb”, der snigende, men uafvendeligt kommer bag på én og forskyder opmærksomheden fra de befriende muligheder ved ikke længere at skulle arbejde til alle umulighederne – alt det, man ikke længere kan på grund af svækkelsen. Og nu, ganske kort efter, at Ole Jensen skrev artiklen, som ikke engang er nået at blive trykt, må han sande, at alderen har sat sit endelige angreb ind:
“På 14 dage er jeg gået fra at være en gammel mand til at være olding. Jeg er olding. Det er det, jeg erkender. Jeg er slået tilbage og mere kraftesløs på alle leder og kanter. Så jeg kæmper for at få plads til de små pauser, hvor jeg kan bruge mit hoved til at skrive og tænke, som jeg har gjort i halvtreds år. Jeg slider for at holde fast i hjørner af det åndsliv, jeg har haft. For jeg har stadig noget, jeg skal have skrevet, og noget, jeg gerne vil sige … Nå, men nok om min tilstand!”
Noget på hjerte
Det er sagen, det drejer sig om for Ole Jensen. Han vil helst ikke tale om sig selv, og det er tydeligt, at han ikke fortæller om sit helbred for at beklage sig, men at det er et faktum, der må konstateres, fordi det gør det yderst vanskeligt for ham at forholde sig til sagen – til tilværelsen og de menneskelige grundvilkår, han har brugt sit liv på at fortolke, forstå og formidle.
Jeg har på forhånd sendt Ole nogle overordnede spørgsmål, men inden jeg når at stille dem og sætte scenen for interviewet, rækker han mig et ark papir, der indeholder de tanker, han har gjort sig på baggrund af mine spørgsmål. Han kalder det for noter, men det ligner nu mere manuskriptet til et foredrag. Og før jeg ved af det, er professoren, provsten og forstanderen gået i gang med at udlægge teksten.
Jeg er slået tilbage og mere kraftesløs på alle leder og kanter. Så jeg kæmper for at få plads til de små pauser, hvor jeg kan bruge mit hoved til at skrive og tænke, som jeg har gjort i halvtreds år.
Ole Jensen
Det er tydeligt, at Ole Jensen har noget på hjerte, men ikke tid nok til at spilde den. Med gennemtænkte og prægnante sentenser, kun forstyrret af iltapparatets summen, indkredser han i den næste times tid det overordnede spørgsmål, jeg har stillet ham: Hvad vil det sige at holde højskole?
Af urgrundtvigsk æt
Af respekt for Ole Jensens optagethed af sagen og det væsentlige skal vi ikke dvæle for meget ved hans liv og levned. Det kan man med fordel og udbytte læse om i hans store erindringsbog Og så alligevel… udgivet i 2017.
Nogle enkelte nedslag i livsløbet kan dog hjælpe til at forstå tilblivelsen af det højskolesyn, som vi har aftalt, vi skal tale om. Han fremhæver selv med et glimt i øjet, at han på mødrene side er af “urgrundtvigsk æt” i form af frimenigheds- og højskolebønder i gode kår fra Holstebro.
Og så oplevede han sit livs vigtigste vinter i 1955-56, da han var én af 325 elever på Askov Højskole og blev åndeligt vakt, blandt andet af Knud Hansens foredrag og Jytte Engbergs undervisning. Det var også på Askov, at Ole opdagede, hvad der senere skulle blive betydningsfuldt; at poesi og religiøsitet ikke er hinandens modsætninger, men begge på hver deres måde er åbnende for en forståelse af livets grundvilkår.
Efter Askov blev Ole Jensen studerende og senere underviser på teologi på Aarhus Universitet, hvor K.E. Løgstrup blev en altafgørende inspiration, inden han i en opsigtsvækkende ung alder af 36 år blev professor i teologi på Københavns Universitet.
Det var ikke mindre opsigtsvækkende, da han to år senere i 1976 forsvarede en doktordisputats, hvor han med et skabelsesteologisk udgangspunkt rettede en ubønhørlig kritik mod det natursyn og vækstparadigme, der ifølge Ole Jensen havde medført menneskets rovdrift på naturen og den medfølgende økologiske krise i form af forurening, artsudryddelser og det, vi i dag kalder for klimaforandringer.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Den folkelige udgave af afhandlingen, I vækstens vold. Økologi og religion , blev en bestseller og gjorde Ole Jensen til noget nær en teologisk rockstjerne i Danmark. Ret usædvanligt fratrådte han professoratet efter kun fire år for at blive præst i Maribo og domprovst på Lolland-Falster, men han var ikke færdig med at skifte karrierespor, for i 1982 sagde han ja til at blive forstander på Grundtvigs Højskole Frederiksborg.
Højskolen kalder!
Det blev til syv år som højskoleforstander i Hillerød – og adspurgt om, hvad der var det bedste og det værste ved at være højskoleforstander, svarer Ole Jensen:
“Det bedste var den ritualiserede dag. Morgensangen, dagens aktiviteter, måltiderne og så aftenkaffen, hvor vi samledes og sang 5-10 sange. Den livsrytme har jeg savnet lige siden. Den moderne tilværelse er så svær at gøre rytmisk. Men det er den på højskolen. Det er det bedste. Det værste var, at man altid var på. I døgndrift. Og altid havde i baghovedet: Hvad kan der ikke nå at ske ovre på skolen? Brand, psykoser, kriminalitet, selvmord? Og det hele skete. Undtagen branden. Men det værste fyldte heldigvis aldrig mere end det bedste.”
LÆS OGSÅ: Ny højskole-podcast ude: “Giv os i dag vort daglige bøvl”
Én ting er hverdagens konkrete glæder og sorger som forstander, men det er Ole Jensen magtpåliggende at sige noget om, hvad der gør en højskole til en højskole – og ikke til en hvilken som helst anden skole eller et hvilket som helst andet tilbud. Og her lægger han ikke fingrene imellem:
“Det er ikke en rigtig grundtvigsk højskole, hvis man ikke dagligt mødes alle , alle på skolen, mindst en gang om dagen. Til en samling, til sang eller foredrag. Det er det samlende. Hvis ikke der er det fællesliv, mener jeg ikke, at det kan være grundtvigsk højskole. Så bliver det et sted for det velhavende samfunds tidsfordriv og adspredelse. Hvis højskolen blot er nogle spredte tilbud af hobbyagtig art, der ikke er bundet sammen af det fælles, så er det ikke højskole. Det bliver åndløst i stedet for et sted af ånd.”
Eksakthed og åndløshed
Men hvordan kan vi skelne mellem ånd og åndløshed, og kan vi overhovedet bruge et begreb som ånd til at forstå vores moderne liv og højskolens virkelighed i dag? Det mener Ole Jensen netop, at vi kan, og illustrerer sin pointe med et Johannes Møllehave-citat: “Det moderne menneske har alt. Men det er så også alt.” Og Jensen uddyber med sine egne ord:
“Problemet er vores dyrkelse af og benovelse over eksaktheden. Den videnskabelige eksakthed. Den er selvfølgelig nødvendig og nyttig i forhold til at skabe et godt velfærdssamfund, gøre os velstående og så videre. Her hjælper eksaktheden meget. Men hvis vi stiller os tilfredse med eksaktheden, så mister vi livsmening. Virkeligheden er meget mere end det eksakte, der kun får fat i ydersiden af virkeligheden. Men virkeligheden er jo dyb, som digteren Johannes Jørgensen sagde. Der er dybde i tilværelsen. Tilværelsen er ånd.”
Bliver vi i det eksakte, bliver tilværelsen åndløs, og åndløshed fører til meningstab. Det ser Ole Jensen konkret tegn på hos de unge i dag, der kun præsenteres for eksakthedens virkelighedsfortolkning, og så forsvinder meningen.
Det er ikke en rigtig grundtvigsk højskole, hvis man ikke dagligt mødes alle , alle på skolen, mindst en gang om dagen. (...) Så bliver det et sted for det velhavende samfunds tidsfordriv og adspredelse.
Ole Jensen
De unge, og særligt pigerne, er flittige, dygtige og ved alting, men de lever i et meningstab, og så står de fortabte tilbage. Det er dog ikke kun de unge, der får problemer, når eksaktheden bliver enerådende, mener Ole Jensen:
“Vi andre, der er lidt ældre, rammes måske ikke så tungt som de unge, men hvis man ikke har andet end det eksakte, bliver tilværelsen til et tidsfordriv; et foretagende, hvor det gælder om at kede sig mindst muligt og finde på noget, der kan adsprede os.”
Vort daglige surdejsbrød
Som et eksempel på, hvordan denne tendens på visse områder også har sneget sig ind i højskoleverdenen, fortæller Ole Jensen, hvordan han gjorde en opdagelse, da han for nogle år siden skulle spise med på en højskole i forbindelse med et kursus:
“Der blev en andægtig tavshed, da kokken kom ind for at præsentere menuen, som også lå på bordene. Og så slog det mig: Menuen ligger der, hvor bordbønnen lå i gamle dage! Menuen skal erstatte hele dimensionen til noget andet. Verden er blevet kedsom, og så skal man finde på noget, og så får vi hele opprioriteringen, den sindssyge opprioritering, af interessen for mad! Det er tilværelse som tidsfordriv og adspredelse – det er det åndløse liv. Og det er det, Møllehave sigter til med det moderne menneske, der kun har alt…”
Gaven og gåden
Oven på den omgang skynder jeg mig at spørge om, hvad der skal til, for at højskolerne undgår at ende som statsstøttede, åndløse tivolihoteller for moderne mennesker, der bliver ramt af angst, hvis de kommer til at kede sig. De skal have daglige samlinger, der binder fag og aktiviteter sammen i en helhed, har vi allerede hørt.
LÆS OGSÅ: Kan vi lære noget af Latinamerikas take på Grundtvig?
Men når Ole Jensen skal forklare, hvad det mere grundlæggende er, som højskolen skal bygge på, griber han tilbage til Grundtvig:
“Jeg elsker hans digt Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord . Der kommer ånd til orde, når vi synger: ‘… med øjet som det skabtes himmelvendt, lysvågent for alt skønt og stort herneden …’ At der er ånd i os, er ikke noget særligt fint. Det er noget, der hører livet til. Det er glæde. Det er at forstå livet som gave og gåde. At livet er noget, vi får skænket som en gave. At alle mennesker holder dybt og elementært af livet, indtil det enten er blevet ødelagt eller gjort til adspredelse. Der ligger en dobbelthed i at leve lysvågent for livet hernede, men samtidig med øjet himmelvendt, hvilket betyder, at der ligger en gådefuld dimension, der overskrider det nyttige og det eksakte. Og den dimension er ånd. Vi kan også samle det hele i det grundtvigske ord livsoplysning, det er jo et højskoleord. Det er at oplyse om livsforståelsen bag højskolen; at tilværelsen er en gåde og en gave. At den er ånd.”
Brutalitet og poesi
Forståelsen af livet som gave og gåde er dog under et voldsomt pres – og har været det længe. Det skyldes ifølge Ole Jensen det menneske- og natursyn, som han allerede i sin doktorafhandling rettede kritik imod:
“Der ligger et syn på naturen under alt, hvad samfundet gør, der siger, at naturen alene er til for mennesket, og at vi kan gøre med den, hvad vi kan komme af sted med. At den står til vores rådighed. Det er en grotesk og brutal livsform, der har ført til ødelæggelse af naturen, hærværket på arterne og de klimaforandringer, vi kan konstatere i dag,” siger han.
Men indimellem ser Ole Jensen stadig tegn på, at mennesket i sig bærer en anden og mere umiddelbar tilgang til naturen. Han kalder den for “den poetiske livsfølelse”, der viser, at vi som mennesker næres ved det, der ligger uden for os selv, og det, vi ikke selv har skabt.
“Jeg lagde mærke til sidste sommer under corona, at folk lagde store mængder af naturbilleder op på de sociale medier; billeder af steder, de havde gået tur eller besøgt, fordi de ikke kunne gå på arbejde eller i biografen og blive adspredt. Mennesker elsker det, der ikke er os selv. Naturen kalder vi det. Jeg kalder det en skjult poetisk livsfølelse, der ubevidst åbner for en omsorg for naturen og vores klode.”
Der ligger en dobbelthed i at leve lysvågent for livet hernede, men samtidig med øjet himmelvendt, hvilket betyder, at der ligger en gådefuld dimension, der overskrider det nyttige og det eksakte. Og den dimension er ånd.
Ole Jensen
Men den poetiske livsfølelse bliver til daglig fortrængt af og står i kontrast til den brutale livsform, hvor dyrkelsen af væksten, det eksakte og det nyttige tager overhånd.
Den slumrende poetiske livsfølelse kan pible frem, når der opstår tid og rum for det, som vi så under corona, men det er en følelse og en forståelse, som vi ikke længere er særligt bevidste om eller har et sprog for. Her har højskolen en opgave ifølge Ole Jensen:
“Der er ikke længere nogen, der formulerer denne erkendelse for folk. Det skal højskolen gøre. Højskolens opgave er at vække folk til undren – til at se, at livet ikke bare er centreret om mennesket, men er en gave og gåde. At vi står over for et værensmirakel, at noget er – og ikke er intet.”
Tilværelsesødelæggelsen
Højskolen har altså en grundlæggende opgave, der ikke er tidsbunden, men handler om at oplyse om tilværelsen, som den er os givet. Men hvad så med de konkrete, historiske opgaver, der melder sig i tiden?
LÆS OGSÅ: Lisbeth Trinskjær: Vi er den største bøf på savannen
Hvordan skal højskolen for eksempel forholde sig til den økologi- og klimakrise, han har brugt meget af sit liv på at advare imod. Her kan højskolen vel ikke bare nøjes med at pege på værensmiraklet? Ole trækker vejret et par gange, inden han svarer:
“Højskolen har en meget væsentlig opgave i at oplyse om og grave ned i baggrunden for den groteske og selvmorderiske tilværelsesødelæggelse, der foregår nu og er drevet af det natursyn, jeg omtalte tidligere. Det er her, livsfølelsen ender i et radikalt sammenstød med vores brutale livsform. Det er afgørende, at vi tager et opgør med humanismetanken, så længe den bunder i en forståelse af mennesket som det eneste værdifulde væsen på kloden, og at alt andet er til for vores skyld.”
Skridtet tilbage
Til den opgave kan højskolerne med fordel udbyde fag som for eksempel økologisk havebrug og aktivistiske fag, der sætter fokus på konkrete udfordringer og giver eleverne viden og mod til at handle. Men det er ikke nok, at der udbydes enkelte valgfrie fag, påpeger Ole Jensen:
“Det er godt nok med fag, men der skal hele tiden gås et skridt tilbage. Alle konkretioner i højskolen skal hvile i, at vi går et skridt tilbage til tilværelsen som ånd, som gåde og gave. Til livsoplysningen. Så kan man kan gå fra det fælles, skridtet tilbage , og så ud foran til fagene, hvor der kan tilbydes mange forskellige ting. Og det må gerne være sjovt, lærerigt og af hobbyagtig karakter, men det må ikke udarte sig til åndløs adspredelse, og derfor er skridtet tilbage til livsoplysningen afgørende.”
Den religiøse håndskyhed
For mange vil teologens tale om livet som ånd, som et mirakel, som gave og gåde, lyde som religiøsitet og måske endda som det rene og skære kristendom. Og hvis det er højskolens opgave og livsoplysningens inderste væsen at åbne for disse erkendelser, er der så ikke tale om en sammenblanding af kirke og skole, som Grundtvig netop insisterede på at skelne imellem i højskolen? På det spørgsmål svarer Ole Jensen:
“Jeg har en mistanke – og det er kun en mistanke, for jeg ved jo ikke, hvad der foregår på højskolerne i dag. Men en mistanke om, at der er en udbredt misforståelse af Grundtvigs berømte og omdiskuterede sætning: ‘Menneske først, kristen så’.”
Hvis ikke der er et kristent ‘så’, hvad er så alternativet, ja det er et ‘hvad så’. Og det er en ærlig sag – at stå i det åbne.
Ole Jensen
Problemet er, forklarer Ole Jensen, at mange tolker udsagnet som en humanistisk programerklæring, med hvilken man kan slippe udenom at forholde sig religiøst til tilværelsen:
“Første del af sætningen bliver ofte brugt til at legitimere en håndskyhed over for religion. Jeg har mødt det så mange gange. Også i grundtvigske kredse. Men det bygger på en misforståelse af, hvad religion vil sige. Det religiøse betyder bare, at verden ikke er færdig, at den er en gåde og bliver ved med at være det. Det er det himmelvendte øje. Og det var derfor, at Grundtvig mente, at kristne kunne have skolefællesskab med dem, han kaldte ‘naturalister af ånd’. Det var ifølge Grundtvig folk som digteren Adam Oehlenschläger og historikeren Christian Molbech, der ikke var kristne, sådan som Grundtvig forstod det, men (alment) religiøse ved, at der i deres livsforståelse var en åbenhed og en bevægelse ind i det, der ikke er færdigt. Det, der bliver ved med at være en gåde. Og det er det, ånd er. Ånd har således med religiøsitet at gøre.”
Og hvad så?
Man kan altså ikke bare stoppe ved “menneske først”. Når der er et “først”, må man, ifølge Ole Jensen, rent logisk, gå videre:
”Hvis man ikke kommer længere end det, og det er jeg bange for, at rigtig mange højskoler ikke gør, så er man holdt op med at være grundtvigsk højskole.”
Der må i Ole Jensens optik følge et “så”, men det afgørende er ikke, at det er et kristent “så”. Højskolen skal holde fast i, at selv om noget er religiøst, så er det ikke det samme som, at det er kristent. Men man er nødt til at være åben for det, der er “bagved” – åben for det “så”, der følger efter, forklarer Ole og holder en tænkepause. Og her sker der noget interessant, for det er, som om en tankerække falder på plads, mens han taler:
“Menneske først behøver ikke nødvendigvis føre til ‘kristen så’, men så må det føre til et … til et ‘hvad så?’”
LÆS OGSÅ: En hyldest til Johannes Møllehave: "Han var på mange måder en åndelig cyklotron – en centrifugal partikelaccelerator"
Ole og jeg kommer begge til at le, da det går op for os, at han netop har opdaget eller opfundet en måde at sprogliggøre højskolens balancegang mellem skole og kirke, mellem det humane og det religiøse. Kort efter uddyber han:
“Jeg synes, det er rigtig godt, at vi har fået det formuleret – det har jeg aldrig tænkt på før! Hvis ikke der er et kristent ‘så’, hvad er så alternativet, ja det er et ‘hvad så’. Og det er en ærlig sag – at stå i det åbne. Fra ‘menneske først’ kan det udvikle sig til ‘kristen så’, men det behøver det ikke. Det er ikke højskolens opgave at gøre eleverne kristne, men at åbne dørene for en åndelig og religiøs forståelse, der gør, at de kan stille spørgsmålet: Menneske først, og hvad så?”
Ole Jensen lægger ikke skjul på, at han selv er kristen, og at det svar, som kristendommen giver, rummer en forvandling af verden gennem troen på et løfte. Men hvis man ikke kan eller vil tro, hvilket er helt rimeligt, påpeger han, så må man holde sig til spørgsmålet og se det gådefulde i øjnene – at verden ikke går op.
Epilog: Det er ikke nok at overleve
Da interviewet er ved at være overstået, og Ole Jensen har fået sagt det, han havde på hjerte vedrørende sagen , drister jeg mig til at stille et mere personligt og måske endda privat spørgsmål.
For undervejs i vores samtale om højskolen og Ole Jensens udlægning af sit skabelsesteologiske ståsted, undrer det mig mere og mere, at han kan tale så vedholdende og engageret om livet som gave og gåde, om tro, håb og kærlighed, når han samtidig har måttet erkende, at det selvsamme liv synger på sidste vers. At døden ikke længere er en abstrakt genstand for en intellektuel refleksion, men et yderst konkret og forestående faktum, som han bliver mindet om, hver gang han trækker vejret med hjælp fra iltapparatet ved hans side.
Jeg vil ikke ende med at sidde og ikke kunne noget og miste det hjørne af mit åndsliv, hvor jeg kan tænke og skrive.
Ole Jensen
Jeg spørger, hvordan han overhovedet er i stand til ikke at fortvivle. Ole Jensen svarer tøvende, men alligevel rolig og afklaret:
“Det er akkurat svært. Og det ved jeg heller ikke, om jeg kan. Det truer hele tiden nu. Jeg er ked af det, og den ked af det-hed overtager. Der var et par dage, hvor jeg sank ned i den og bare lå i min seng. Og min kone Iris var også så berørt og kørt ned af det. Og så tænkte jeg: Nej, jeg vil ikke give op. Jeg vil slås. Men om jeg kan, det ved jeg ikke. For hvad slås jeg for? Iris og jeg er enige om, at hvis jeg mister bevidstheden, hvis jeg får et hjertestop … Så skal jeg ikke genoplives. Jeg vil ikke ende med at sidde og ikke kunne noget og miste det hjørne af mit åndsliv, hvor jeg kan tænke og skrive. For sagen er, at når jeg overlever nu, så er det, fordi vi har et ekstremt udviklet velfærdssamfund og et sundhedsvæsen, der gør alt, hvad de kan, for at holde mig i live. Og derfor er det vigtigt selv at kunne sige til lægerne, at jeg ikke vil genoplives … For jeg vil ikke tvinges til kun at leve for at overleve.”
Tredje stop på dette højskolehistoriske roadtrip bliver Kerteminde og Frederik Christensen, der er tidligere lærer og forstander på en lang række højskoler. Artiklen kan læses i næste nummer af Højskolebladet, som udkommer i slutningen af september.