Apropos Kierkegaard-filmen er det værd at bemærke sig, at den var bestilt af Udenrigsministeriet, som ønskede at udbrede kendskabet til den store danske tænker i udlandet. Derfor blev den tekstet på en række hovedsprog, bl.a. russisk. Ser man den russiske version, vil man opdage, at Møllehave udgør et problem for tekstmaskinen. I lange passager må der hele tre tekstlinjer til at indfange hans talestrøm. Cyklotronen fornægter sig ikke. Møllehave var en speedsnakker.
Fiasko som samtalepartner
De færreste har nok været klar over, at Møllehave havde en bipolar lidelse. Han var for det meste ovenpå, men havde også sine mørke perioder, hvor han var underdrejet og gik i sort. Sønnen Tomas, som boede sammen med sin far i de sidste år, kunne notere sig et mærkværdigt faktum: Når faderen var manisk, ringede telefonen uophørligt. Når han var nede i kulkælderen, ringede den sjældent.
Hvis man overhovedet kan driste sig til at tale om ”fænomenet Møllehave”, så er det så afgjort knyttet til Møllehave i den maniske – eller randmaniske – udgave. Møllehave var Møllehave på speed. Han var kvik i begge ordets betydninger: kvik i opfattelsesevnen og kvik i sit taletempo. Dette – at han bestandigt var i gear, at cyklotronen arbejdede på højtryk – var både hans styrke og hans svaghed. Til det sidste hørte det faktum, at han – hold nu fast – ikke evnede samtalens kunst.
“Det er et mærkeligt tilfælde, at danskerne, som er så samtaleglade, beundrede Møllehave for hans enetaler,” skriver journalisten Bettina Heltberg i Politiken. Og hun har så evig ret. Tydeligst kom det til udtryk, da Møllehave engang i 1990’erne var vikar for radioværten Jørn Hjorting i det folkekære program De ringer, vi spiller. Programmet var et adstadigt samtaleprogram om løst og fast. Det blev i årevis sendt hver onsdag formiddag og henvendte sig især til pensionister og hjemmegående husmødre fra kakkelbordssegmentet.
Hans evne til at skabe nærvær og begejstring var uforlignelig. Jeg fristes til at sige det samme, som man i hvert fald i min generation af højskolefolk sagde om fænomenet højskole: ubeskrivelig. Man må selv opleve det.
Jørgen Carlsen
Det er en simpel sag at holde snakken gående, vil de fleste sige. Men her faldt Møllehave helt igennem. Det var umuligt for ham at holde samtalen på sporet. Han overtog hurtigt hele scenen og opfattede hver replik som et stikord til egne betragtninger. Han trivedes ikke ved at lytte, hver pause gjorde ham utilpas, og enhver sindig langsommelighed fra samtalepartnerens side gjorde ham forkrampet og forfjamsket. Han var kort sagt en eklatant fiasko i rollen som samtalepartner.
Det kan synes som en modsigelse, når man tænker på Møllehave som et lysende menneske med en levende fremtoning, men den modsigelse er han ikke ene om. Tag f.eks. Grundtvig, som i høje toner priser samtalens store betydning og den “levende vekselvirkning” mellem lærer og elev, men som efter sin død får følgende skudsmål af sin svigerdatter Lavra Grundtvig: ”Hvem der har kendt ham, må vel sige, at det ej lå for ham at gå ind på andres tankegang.”
Møllehaves hurtige talestrøm blev af nogle tolket som udvendig smartness eller slet og ret overfladiskhed, hvilket er helt misforstået og uberettiget efter min mening. Men kritikken besvarede han kvikt med en elegant bemærkning om, at han ikke håbede, at hans overfladiskhed stak særlig dybt. Touché!
LÆS OGSÅ: Vi skal tilbage til demokratiet
Ja, kvik i replikken, det var han. Det fremgår også af følgende episode: I begyndelsen af 1970’erne gæstede Møllehave Rønshoved Højskole som foredragsholder. Han var inviteret af daværende forstander Oscar Haarder, bror til politikeren Bertel Haarder. Men den gamle forstander Hans Haarder var misfornøjet med sønnens invitation. Han bød modvilligt Møllehave velkommen som “sådan en venstreorienteret københavnsk præstesnude.” Efter at have hørt Møllehaves foredrag om Dostojevskij, steg den gamles agtelse dog betragteligt. De fandt hinanden. I gæstebogen skrev Møllehave følgende: “Der findes men’sker af mange sorter – vismænd, avis- mænd, baroner og lord’er – desuden findes der altså Hans Haarder – hvis frækhed slår simpelthen alle rekorder.” Så var de to kvit. Og et venskab påbegyndt.
Møllehave mistede masken
”På din maske skal man kende dig.” Sådan lyder en kendt sentens af Karen Blixen. Nogle har fået meningen galt i halsen. Masken bliver set som et symbol på forstillelse, noget inautentisk. Masken skjuler et menneskes sande jeg. Men sådan ser Blixen det ikke. At bære maske er netop at vise, hvem man er. For hvad er egentlig menneskets sande jeg? Er det, når alle paraderne falder? Når et menneske har mistet magten over sig selv og må melde pas? Er det nedbrudte menneskes jeg dets egentlige jeg?
Lyt til følgende fortælling: På et plejehjem var der en kvinde, som i sin høje alderdom led af senil demens. En af konsekvenserne var, at hun var blevet seksuelt indladende og bundsjofel. Stik modsat det kvindeliv, hun havde levet som ung, hustru, mor og bedstemor. En vulgærpsykologisk betragtning vil pege på, at nu er masken faldet. Nu kan man se, hvad hun “inderst inde” indeholder. Men det er jo netop at gøre vold på det liv, hun har levet. Sådan var hun jo netop ikke. Sådan er hun blevet, fordi hun har mistet grebet om sig selv.
Blodpropperne i 2008 ændrede Møllehaves psyke. Han blev karakterforandret. Han var ikke mere den samme gamle Johannes.
Jørgen Carlsen
Dialektikken mellem ansigt og maske ligger gemt i den latinske betegnelse for maske, som netop er persona. Jeg nævner eksemplet ovenfor for at pege på, at Møllehave i sine seneste år også undergik en karakterforandring, der gjorde, at han mistede masken. Her var årsagen ikke demens, men sandsynligvis eftervirkningerne af de to blodpropper, han blev ramt af i 2008 midt under en intens foredragsturne. Inden da havde Møllehave 60 år gammel oplevet et fysisk vendepunkt i form at en alvorlig hjerteoperation, hvilket blev skildret indgående i Anne Wivels film Johannes’ hjerte.
Men blodpropperne i 2008 ændrede Møllehaves psyke. Han blev karakterforandret. Han var ikke mere den samme gamle Johannes. Hans psyke var destabiliseret. Han kunne til tider være opfarende og uregerlig og forskrække sine omgivelser. Han kunne heller ikke længere skrive, men måtte diktere sine tekster. Hans brillante hukommelse havde også lidt skade. Det betød også, at hans præstationer som foredragsholder blev af svingende kvalitet.
Indimellem kunne man stadig i glimt opleve Møllehave som i gamle dage, men ikke helt på toppen. Om det skyldes fejlmedicinering, eller at han undlod at tage sin medicin, eller om det skyldes alkohol, skal jeg ikke kunne sige. Det korte af det lange er, at han i hvert fald i perioder havde mistet grebet om sig selv og enhver situationsfornemmelse.
Først og fremmest præst
2016 var firehundredåret for Shakespeares død. Det fejrede vi på Testrup Højskole med et ugekursus, hvor Møllehave var en af de medvirkende. Jeg inviterede ham, fordi han var en stor Shakespeare-kender. Det manifesterede han i sin tid med bogen Uglen og bagerdatteren, som er en original analyse af Shakespeares Hamlet. Men han forbavsede alle, da han indfandt sig i foredragssalen under stor ståhej udstyret med bowlerhat og stok.
LÆS OGSÅ: Om at holde højskole i det folke-lige
Vi hørte intet om Shakespeare. Han var nemlig opsat på at underholde forsamlingen ved at spille sjov mand og strø om sig med vittigheder og anekdoter om sit venskab med Halfdan Rasmussen og Benny Andersen. I pausen tiggede og bad jeg ham om at forholde sig til emnet, men forgæves. Han fortsatte i samme skure. Han optrådte nærmest som en karikatur af sig selv. Det var trist at opleve ham sådan. Trist for hans nærmeste, trist for alle os, der holdt af ham, og selvfølgelig allermest trist for Møllehave selv. Møllehave havde mistet fodfæstet og tabt masken. Han var ikke længere sig selv.
Det betød bestemt ikke, at han de sidste år vandrede rundt som en skygge tabt for verden. Han havde gudskelov sine klare øjeblikke og var i stand til bl.a. at lave klummer til Kristeligt Dagblad. Det gjorde han ved at diktere teksten til et familiemedlem, oftest var det hans niece Marianne Andersen, der også ledsagede ham på hans foredragsturnéer, da han ikke længere kunne køre selv. Men de sidste år forsvandt han mere og mere ind i tavshedens mørke.
Møllehaves enestående begavelse som formidler består i en lykkelig forening af sproglig spændstighed, en omfattende dannelsesballast og en fænomenal hukommelse. Hans intellekt var nærmest hvileløst og blev næret af en løbende optankning.
Jørgen Carlsen
Møllehave modtog i sit liv flere priser, bl.a. H.C. Andersen-prisen, Publicistprisen og også FFD’s Den Folkelige Sangs Pris. Sidstnævnte blev tildelt i 2011 og motiveret med Møllehaves “eminente evne til at tale direkte, indlevende og medrivende til det enkelte menneske. Sangene og salmerne rummer et budskab om, at livet kalder på os med spørgsmålet: Hvad har du egentlig tænkt at gøre ved mig? Er du ikke klar over, at jeg er en gave? Så pak mig dog ud – og brug mig!”
I Højskolesangbogens 18. udgave var Møllehave repræsenteret med tre sange. Det antal er i 19. udgave øget til fire: Denne morgens mulighed (HS 22), Nåden er din dagligdag (HS 58), Vi trækker streger (HS 68) og Lille Messias (HS 252).
Egentlig er budskabet i sangene og salmerne ikke forskelligt fra, hvad Møllehave udfoldede i sine foredrag, bøger og prædikener. Sangene og salmerne er blot en anden side af hans virksomhed i livsoplysningens tjeneste: at vække glæden og livsmodet i det enkelte menneske.
Og så må vi ikke glemme én ting. Møllehave var i alt, hvad han foretog sig, først og fremmest præst. Grundtvig, Kierkegaard, Løgstrup og Møllehave – hvad har de til fælles? De var alle teologer. Tankevækkende, ikke sandt?