Af Sara Skovborg Mortensen, international konsulent i Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Det er ingen hemmelighed, at Grundtvigs skoletanker har slået rødder i det meste af verden. Det er 90 år siden, Myles Horton startede Highlander i USA i 1932, 112 år siden George Cadbury startede Fircroft i England i 1909 – og 87 år siden Shigeyoshi Matsumae startede Bosei (senere Tokai) i Japan i 1936. I Folkehøjskolernes Forening i Danmark bliver vi i stigende grad kontaktet af skolefolk og akademikere, der ønsker at udbrede Grundtvigs skoletanker i deres respektive lande.
I 2019 oplevede vi det idémæssige og pædagogiske fællesskab med højskolefolk fra 27 forskellige lande, da vi fejrede 175-året for højskolerne i Danmark på Grundtvigs Højskole i Hillerød. Det ugelange møde kaldte vi International Folk High School Summit. Vi mødtes med repræsentanter fra uddannelsesinstitutioner, som direkte henviser til Grundtvigs filosofi i grundlæggelsen af egne skoler i Afrika, Asien, USA, Canada og Europa. I den forbindelse forsøgte vi at genoplive kontakter til højskolelignende skoler i Latinamerika, men det lykkedes ikke.
Latinamerikas svar på Grundtvig
Måske er det, fordi de har Paulo Freire – Latinamerikas svar på Grundtvig. Med den nyligt udgivne e-bog Grundtvig og Freire: Folkelige skoler i Danmark og Brasilien (Grundtvig e Freire: escolas populares na Dinamarca e no Brasil) ønsker den anerkendte brasilianske forsker, aktivist og forfatter Sérgio Haddad at introducere Grundtvig for brasilianerne og undersøge, hvad Grundtvig kan tilbyde den folkelige oplysningstradition i Brasilien. E-bogen er en antologi, der indeholder ni akademiske artikler af forfattere fra blandt andet Danmark, USA, Indien og Brasilien.
Sérgio Haddad er mest af alt optaget af, hvordan man kan bruge Grundtvigs skoletanker i Brasilien i dag, fortæller han på en rimelig stabil internetforbindelse:
“Som en del af ICAE [International Council for Adult Education] deltog jeg i generalforsamlingen i Malmø i 2011. Det var her, jeg første gang stiftede bekendtskab med Grundtvig og hans skoletanker. Siden dengang har jeg været meget nysgerrig på at undersøge parallellerne mellem Grundtvig og Paulo Freire. Og jeg føler kun lige, jeg er startet. Jeg er meget interesseret i at dykke ned i, hvordan Grundtvigs skoletanker er blevet omsat andre steder i verden for at lære af de erfaringer og få en bedre forståelse for, hvordan vi kan bruge hans skoletanker i Brasilien.”
(Artiklen fortsætter under billedet)
Sérgio Haddad trækker paralleller mellem den folkelige oplysnings- og dannelsestradition, som Grundtvig (1783-1872) grundlagde i det postfeudale Danmark for mere end 175 år siden – og den frigørelsespædagogik, som Paulo Freire (1921-1997) formulerede og praktiserede i Brasilien fra 1940’erne og frem til sin død.
Paulo Freire arbejdede med at bevidstgøre de mest udsatte grupper i Brasilien og mente ikke, at man kunne lære fattige bønder og byboere at læse og skrive uden også at bevidstgøre dem om de sociale og politiske strukturer, der bidrog til deres analfabetisme.
Haddad fremhæver netop det politiske mål med dannelsen som det første fællestræk mellem Grundtvig og Freire: De ønskede begge at bevidstgøre befolkningen og gøre den i stand til at bidrage til samfundsudviklingen. På mange måder kan man sammenligne Paulo Freires betydning i Brasilien og Latinamerika med Grundtvigs betydning i Danmark og Norden.
LÆS OGSÅ: Tidligere højskoleelever går forrest i Myanmar: "Min mor frygter for mig, hver dag jeg deltager i protesterne"
I år fejrer man 100-året for Paulo Freires fødsel i Brasilien, og da jeg kontakter Sérgio Haddad, har han ikke mange ledige stunder fra alle de seminarer og konferencer, han bliver bedt om at bidrage til som en af landets mest vidende personer om Paulo Freire. I 2017 udgav Haddad den kritikerroste biografi O educador: um perfil de Paulo Freire (Underviseren: Et portræt af Paulo Freire). Og nu har han altså udgivet et studie, hvor han trækker tråde mellem Brasiliens svar på Grundtvig og Grundtvig himself.
Ingen dannes alene
Under det reformvenlige Goulart-styre i de tidlige 1960’ere arbejdede Freire over hele Brasilien med at udvikle læseprogrammer mod analfabetisme med fattige landarbejdere og bønder som målgruppe. Senere udgav han De undertryktes pædagogik (1968), som er den udgivelse, han er mest kendt for, og som har fået stor betydning for uddannelsestænkning i Latinamerika, men også i resten af verden.
Deres helt grundlæggende begreber – Grundtvigs livsoplysning og Freires conscientização – er også meget lig hinanden. De handler begge om at give mennesker et oplyst billede af verden.
Sérgio Haddad, brasiliansk forsker og forfatter
Freire har desuden en lang række andre udgivelser bag sig, herunder Hjertets pædagogik, Uddannelse til kritisk bevidsthed, Frihedens pædagogik og Håbets pædagogik . I titlerne kan man allerede ane slægtskabet med Grundtvig. Og trådene mellem de to, er tydelige, fortæller Sérgio Haddad:
“Udover det politiske mål er deres metode også meget ens. Freire sagde, at man ikke kan tale om demokrati, hvis metoden er autoritær og ikke participatorisk. Han sagde: ‘Ingen dannes alene, man dannes i fællesskab – i dialog’. Dette fokus på udveksling og dialog delte Grundtvig jo. Det handler også om at tilstræbe et ligeværd mellem elev og underviser. Freire talte om ‘sparekassepædagogikken’, hvor eleverne betragtes som beholdere, der skal fyldes op af læreren (ligesom penge, der bliver sat ind på en bankkonto). Her mener jeg, at der er et stort sammenfald mellem Freires betoning af dialog og Grundtvigs begreb om den levende vekselvirkning. Derudover er der hos dem begge en vægt på at bringe elevens erfaring og det, som er relevant for eleven for at leve sit liv, i spil. Tage udgangspunkt i praksis for derefter at tilnærme sig teorien. Man skal deltage i læringsaktiviteterne fra sit eget udgangspunkt, og alle har erfaringer at byde ind med. Deres helt grundlæggende begreber – Grundtvigs livsoplysning og Freires conscientização – er også meget lig hinanden. De handler begge om at give mennesker et oplyst billede af verden.”
Et brasiliansk blik på den danske højskole
I 2018 besøgte Sérgio Haddad første gang Danmark for at lave forberedelser til sit studie. Året efter kom han tilbage med to forskningsassistenter, Gabriela Zeppone og Janaina Uemura, og sammen udførte de feltarbejde i Danmark. I løbet af to uger observerede de og lavede interviews med elever, lærere og forstandere på henholdsvis Brenderup Højskole på Fyn og Den Internationale Højskole (IPC) i Helsingør.
Derudover lavede de interviews med forskellige personer omkring højskolebevægelsen og Grundtvig i Danmark. Resultaterne fra dette feltstudie kan læses i artiklen Grundtvig and the Folk High Schools, the Danish experience in Young and Adult Education af Sérgio Haddad, Gabriela Zeppone og Janaina Uemura.
LÆS OGSÅ: Jorden drejer om sin akse
De to højskoler – Brenderup og IPC – blev udvalgt på grund af deres forskellighed, men også på grund af muligheden for at observere undervisning og aktiviteter uden for klasseværelset, da man på begge skoler primært taler engelsk med hinanden.
Dette betød også, at forskningsholdet fik et forholdsvist snævert indblik i praktiseringen af Grundtvigs uddannelsesfilosofi, hvilket de også selv nævner i artiklen. I den forbindelse drager de nogle konklusioner om den danske folkehøjskole, som sandsynligvis vil være anderledes for andre højskoler end de to, de besøgte. For eksempel at værdien af mangfoldigheden i elevgruppen er at finde i den kulturelle mangfoldighed og i elevernes forskellige nationaliteter fremfor deres sociale status.
“Men det er også her, jeg ser en forskel mellem den folkelige oplysning i Brasilien og Danmark. På de to skoler, vi besøgte i Danmark i 2019, var eleverne primært fra den øvre middelklasse. Specielt de udenlandske, fordi det er så dyrt at tage på højskole i Danmark. Sådan er det ikke i Brasilien. Her er den folkelige oplysningstradition stadig mest optaget af og fokuseret på at styrke de mest marginaliserede grupper i samfundet,” forklarer Sérgio Haddad.
Dette er nok sandt for de to højskoler, som var genstand for undersøgelsen. De er begge startet som "fredshøjskoler" og arbejder bevidst med den interkulturelle dialog i deres dannelsesarbejde. Andre højskoler vil givetvis orientere sig imod en anden slags mangfoldighed i deres elevgrupper.
Artiklen fra Haddads feltstudie peger på højskoleelementer, som mange skoler nok vil kunne genkende: Den dialogbaserede undervisning, elevernes fremhævning af samværets betydning for at være trygge i deres udvikling, læring der foregår uden for klasselokalet, stræben efter en mere ligeværdig relation mellem lærer og elev, hvor læreren også er åben for nye perspektiver og indsigter, og at højskolelæreren i høj grad værdsættes for hans/hendes personlighed, erfaring og evne til at sætte sig i elevens sted og inspirere eleven – fremfor lærerens akademiske baggrund.
Udlændinge har skullet genopdage Grundtvig
Folkehøjskolen er for mange af os, der arbejder med den i Danmark, en intuitiv praksis. Vi kultiveres ind i højskolen, når vi ansættes, og lærer den pædagogiske og kulturelle praksis ved at observere og afkode vores kollegers praksis, samtidig med at vi får respons fra vores elever.
Jeg har hørt mange højskolelærere sige, at det i hvert fald tog dem et år, før de følte, at de havde nogenlunde hånd om, hvad det egentlig vil sige at være højskolelærer.
Det er først, efter jeg er begyndt at beskæftige mig med Grundtvigs udbredelse i verden, at jeg er begyndt at få en ægte forståelse for ham som uddannelsesfilosof. Og jeg må sige, at jeg med tiden bliver mere og mere fan. Han var jo en ægte revolutionær!
Sara Skovborg Mortensen
Jeg tror, det er de færreste nye højskolelærere, der forbereder sig til deres virke ved at læse Grundtvig. Det er på en eller anden måde bare noget, der ligger der, og som har formet vores praksis, men ikke noget, vi på den måde går og filosoferer over hele tiden.
Som ung højskolelærer vidste jeg, hvem Grundtvig var på overfladen. Jeg kendte til de helt klassiske paroler, men det er først, efter jeg er begyndt at beskæftige mig med Grundtvigs udbredelse i verden, at jeg er begyndt at få en ægte forståelse for ham som uddannelsesfilosof. Og jeg må sige, at jeg med tiden bliver mere og mere fan. Han var jo en ægte revolutionær!
De udenlandske intellektuelle og praktikere, der gennem tiden har studeret Grundtvig og udmøntet hans skoletanker i højskolelignende skoler rundt omkring i verden, har ikke kunnet trække på samme forforståelse og indforståethed. De har kigget på parolerne og undersøgt, hvad de egentlig betyder. Og hvad de betyder i praksis i en lokal kontekst et specifikt sted i verden. Udlændinge har skullet genopdage Grundtvig og sætte ord på ham på ny. Og det bliver tydeligere (i hvert fald for mig), hvori det grundtvigske består, når det er sat ind i en helt anden kulturel, social og politisk kontekst.
Selvom det altid er spændende at læse, hvordan andre ser på én, er nogle af de andre artikler i e-bogsantologien efter min mening endnu mere tankevækkende og oplysende, fordi de gør mig klogere på Grundtvigs skoletanker, og de får mig til at genopdage og genopfinde, hvad folkehøjskolen er, hvad den kan, og hvad den er til for. Som Sérgio udtaler, da jeg taler med ham: “Vi skal genopfinde Freire i vores aktuelle livssituation, ligesom vi bør gøre det med Grundtvig”.