Af Sarah Borger og Kasper Palsnov (foto)
Snakken med Gertrud Højlund flyder ubesværet. Det er i samtalen, hun er på hjemmebane – ikke mindst professionelt, og det er samtidig den, der er præmissen for at stille op til dette interview: At vi sammen reflekterer over identitetspolitikken og højskolen. Hun møder ikke op med et færdigt svar, men både hun og jeg har tillid til, at samtalen nok skal føre os et meningsfuldt sted hen.
Gertrud Højlund kræver næppe stor introduktion: Som datter af højskolekoryfæet Niels Højlund er hun opflasket med højskoletanker og -sang på Ry Højskole, hvor hun selv var elev og senere underviser i en kort periode. I dag er hun et kendt ansigt på TV 2 News, hvor hun arbejder som nyhedsvært.
Vi varmer op med lidt smalltalk om hendes kommende tjans på Folkemødet, og så kaster vi os ud i det. Gertrud Højlund siger indledningsvist, at hun sagtens kan se relevansen i de identitetspolitiske debatter – ikke mindst i højskoleregi. Så vidt, så godt. Men hun har en skepsis omkring måden, debatten ofte udspiller sig på:
”Der er masser af interessante ting i identitetspolitikken, der er væsentlige at beskæftige sig med. Det er væsentligt at kigge på, hvordan vi er sammen, og hvilke forventninger vi har til hinanden. Og jeg håber virkelig på, at der i højere grad kommer en invitation til nogle minoriteter, der ikke tidligere har følt sig inviteret, både til højskolen og til samfundet og den offentlige debat generelt. Jeg er bare optaget af, at vi ikke med den anden hånd lukker døren for de andre,” siger hun.
LÆS OGSÅ: Taleskriver og tidligere højskoleelev: ”Som højskolebevægelse skal vi huske på, at eleverne gerne må blive en lille smule krænket. Det er sundt at blive lidt stødt”
Der er ifølge Gertrud Højlund noget i den identitetspolitiske agenda og logik – en særlig form for hensyntagen – der betyder, at visse holdninger udelukkes helt fra samtalen.
”Det pudsige i det identitetspolitiske er, at der er et påstået ønske om inklusion, men i virkeligheden ekskluderer man nogen fra samtalen i samme bevægelse. Nogle gange ekskluderer man faktisk folk, der er til stede, for at tage hensyn til nogen, der ikke er til stede,” siger hun.
At turde at være i uenigheden
Det er ikke unges lyst til at udfordre de etablerede strukturer, der får Gertrud Høj-lund til at rynke brynene. Det er snarere, at man trækker sig fra samtalen, diskvalificerer den, hvis modparten står for langt væk fra ens eget standpunkt.
”Da jeg var ung, syntes jeg også, at jeg havde ret. At jeg havde forstået ting bedre, og at det gamle skulle ud. Sådan er det at være ung, og det er, som det skal være. Det nye er forventningen om at blive imødekommet. At man ikke kan være til stede i uenigheden uden at sige ’nu er det ikke længere et safe space for mig’ – og at man på den baggrund lukker samtalen ned,” forklarer hun.
Kravet om konsensus tænder Gertrud Højlunds oprørstrang – det lyser ud af hende.
Hun fortæller om dengang, en unavngiven højskole inviterede hende til at tale om grænser. Hun fornemmede tydeligt, at der var en forventning om, at hun bekræftede den dominerende holdning og med begge ben hoppede ned i salens enighed. Hun valgte at gå en anden vej.
Det pudsige i det identitetspolitiske er, at der er et påstået ønske om inklusion, men i virkeligheden ekskluderer man nogen fra samtalen i samme bevægelse. Nogle gange ekskluderer man faktisk folk, der er til stede, for at tage hensyn til nogen, der ikke er til stede
Gertrud Højlund
”Jeg gider simpelthen ikke stå og sige ’en fremmed er en ven, du ikke har mødt endnu’. Jeg holdt i stedet en stærk fortale for det nationale fællesskab, der skulle afgrænses for at være meningsfuldt. Jeg talte varmt for nationalgrænser og for, at personlige grænser skal overskrides. Det var egentlig ikke nødvendigvis en klar refleksion af mine egne holdninger. Men jeg havde lyst til at udfordre dem og den konsensus, der tydeligt var,” lyder det fra Gertrud Højlund.
Hendes oplæg fik efter eget udsagn ”en blandet modtagelse” på den pågældende højskole. En stor del af eleverne blev forargede over Gertruds synspunkt, hvilket de bestemt ikke lagde skjul på efterfølgende.
”Jeg tænkte: Hold da op! Er det her første gang, nogen siger det modsatte af jer? Jeg prøver ikke at overbevise jer, jeg siger bare, jeg har en anden holdning. Og så lader vi den uenighed stå i fred, og så går vi til frokost. Man fornemmede, at der var et holdningspoliti og et sprogpoliti, som jeg ikke bryder mig om. Inde i mit hoved er højskole det modsatte. Jeg er med på, at de unge mennesker har stærke holdninger og en vidunderlig revolutionær energi, og det er fedt. Men hvis de ikke møder en modstand, og hvis der ikke er nogle meninger, der brydes, hvor er så værdien?”
Lærerne og forstanderne må tage ansvar
Der var faktisk også elever, der var enige med Gertrud Højlund. Men de stod ikke frem i første omgang. Enigheden kom i stedet til udtryk som en hviskende kommentar, når de andre elever ikke lyttede, fortæller hun. Og her nærmer vi os måske problemets kerne.
”Hvis elever kan gå på højskole et halvt år uden at lære at være uenige med andre, er der et eller andet, man ikke har håndteret på den rigtige måde. Så har man ikke skabt plads,” siger hun.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det er lærerne og forstanderen, der må tage ansvar for, at der er plads til alle synspunkter på højskolen, mener Gertrud Højlund. Hvis der er for meget holdningspoliti, så må lærerne repræsentere dem, der hvisker i hjørnerne, sådan som hun selv oplevede det på den unavngivne højskole.
”Det er skuffende, når højskolelærere ikke vil tage samtalen og den konfrontation, der nogle gange følger med. Jeg synes, at højskolelærerne SKAL tage de kampe. Det er jo lærerne og forstanderen på højskolerne, der må hjælpe eleverne med at finde ud af, hvordan man er uenige. Og at uenighed ikke betyder, at man ikke kan lide hinanden,” siger hun.
Uenighed kræver forskellighed
Uenigheden skal altså have plads, mener Gertrud Højlund. Hun anerkender dog, at højskolerne har brug for større mangfoldighed, hvis den øvelse skal være mulig.
”Hvis de identitetspolitiske unge kun møder andre folk, der ligner dem selv ude på højskolerne, så løber de åbne døre ind. Så kan de bare sidde og være enige om, at nu taler de om tingene på den her måde. Så møder de ikke den samtale omkring identitetspolitiske emner, som emnerne egentlig fortjener,” siger hun.
LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Der ER folk, hvis højskoleminder er dybt, dybt traumatiske. Som slår sig på højskolen. Det, der er udfordringen nu, er – hvordan bevarer vi alt det magiske i højskolen, uden at Grundtvig er død?"
Højskolen er et sted, hvor eleverne kan lære at skabe relationer og fællesskab med nogen, der er anderledes end dem selv. Forskelligheden er både det udfordrende og det skønne, slår Gertrud Højlund fast. Derfor må højskolerne være modige nok til at insistere på både forskelligheden og uenigheden, forklarer hun:
”Hvis højskolen føjer sig og rykker med, hver gang eleverne rykker et skridt frem i deres krav, så er der ikke den demokratiske øvelse i højskolens rum, som de har brug for. For det smukkeste ved et højskolehold er, at vi øver os i at leve sammen på demokratisk vis i et lille lukket rum. Hvert hold er forskelligt – det er en ny kombination af mennesker og holdninger. Der er altid nogen med en lidt skæv form. En sten, man ikke rigtig ved hvordan vil passe ind i mosaikken. Men efter fem måneder er det alligevel lykkedes. De ligger dér med alle deres forskellige farver, holdninger, former og størrelser. Det er den mosaik, der er skønheden i det. Men hvis nogen siger, at alle skal være blå, ottekantede mosaiksten, så ødelægges øvelsen.”
Man må ikke forveksle det demokratiske rum med det personlige
Det betyder dog ikke, at de identitetspolitiske kampe ikke er vigtige, og at man ikke må argumentere grundigt for sin sag, mener Gertrud Højlund. Selvfølgelig skal vi arbejde for lige rettigheder. Det er nærmere noget metodisk, hun anfægter. Det er kravet om, at man øjeblikkeligt skal ændre mening, hvis samtalen skal fortsætte.
”For eksempel er kvinders kamp for lige ret en nødvendig del af identitetspolitikken. Den samtale og den debat vil jeg enormt gerne have. Men vi kan ikke forvente, at vi øjeblikkeligt overbeviser hinanden, og at vi først er lykkedes, når vi er blevet fuldstændigt enige. Sådan fungerer holdningsdannelse ikke. Man får ikke vendt sit verdensbillede fra det ene sekund til det andet. Det fungerer på den måde, at man indgår i en samtale med nogen, at meninger brydes, og så går man derfra. Og når man senere lander i en tilsvarende samtale, kan man pludselig høre, at man har indtaget nogle af holdningerne fra sidst. Sådan rykker vi os stille og roligt over tid ved at være i dialog med nogen, der mener noget andet. Vi rykker os ikke ved at få at vide, at vi er misogyne eller transfober, fordi vi bruger nogle bestemte ord, og man ændrer ikke folks holdning ved at kræve, at de på stående fod skal mene noget andet,” siger Gertrud Højlund.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Hvad stiller vi så op med det faktum, at identitetspolitik er følsomt? Det handler trods alt om at give stemme til mennesker, der har kæmpet hele livet for at blive behandlet ordentligt, og som indimellem – eller ofte – har slået sig på det. Ifølge Gertrud Højlund skal der naturligvis tages hensyn til det enkelte menneske. Men man må ikke forveksle det personlige samtalerum med det demokratiske, pointerer hun.
”Det farlige er underkendelsen af det fælles ståsted. Vi er jo knap otte milliarder individer på kloden, som ikke alle sammen kan definere virkeligheden ud fra vores individuelle følelser. Sådan kan man ikke lave et samfund. Jeg anerkender, at man kan have svære følelser, der bunder i noget, man tidligere har oplevet. Men det skal man tale med en psykolog om i stedet for at forvente, at hele verden går rundt på æggeskaller for at tage hensyn til ens personlige traumer. Jeg er virkelig ked af, at du har de oplevelser og følelser. Men de må bearbejdes i det rigtige rum, og det er ikke det demokratiske rum. Det er den skelnen, vi øver os i på højskolen.”
Demokrati er at gå på kompromis i fællesskabet
Tonen i vores samtale har ændret sig, og Gertrud Højlund virker afklaret, endog determineret. Opgaven på højskolerne er ifølge hende at bevare plads til uenigheden og den demokratiske samtale, selvom de identitetspolitiske stemmer indimellem trækker i en anden retning. Og opgaven skal løses af lærerne.
”Som højskolelærer skal man ikke se det som et mål i sig selv at få det hele til at falde til ro. Man skal i stedet se det som et mål at få det hele til at stå balanceret i spændingerne. Og få eleverne til at finde fred med og værdsætte, at der er spændinger. At de ikke er enige, og at det ikke er meningen, de skal være enige,” forklarer Gertrud Højlund.
Det er skuffende, når højskolelærere ikke vil tage samtalen og den konfrontation, der nogle gange følger med. Jeg synes, at højskolelærerne SKAL tage de kampe. Det er jo lærerne og forstanderen på højskolerne, der må hjælpe eleverne med at finde ud af, hvordan man er uenige.
Gertrud Højlund
Hvis lærerne lykkes med opgaven, vil eleverne stå sammen. Måske vil de være uenige om visse ting, men de vil i lige så høj grad være indstillede på at forstå hinanden og møde hinanden åbent uden at forvente, at de skal blive enige på et øjeblik. Kan de tage det med ud i samfundet efterfølgende, er det en succes, mener Gertrud Højlund:
”Demokrati er at gå på kompromis i fællesskabet. Og kompromisets kunst er ikke, at du bliver 100 % imødekommet. Man må give sig lidt, og man må forstå, at den person, der ikke imødekom din holdning, ikke nødvendigvis er et røvhul. Vedkommende har ikke underkendt din fulde eksistens. I er bare uenige, og det er ok. Hvis du ikke bliver mødt med en villighed til dialog og et forsøg på at forstå, hvor du kommer fra, så kommer du aldrig til at rykke dig. ’Den har ikke levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær’, siger Grundtvig.”
Med Grundtvig-citatet nærmer vi os en slags konklusion, og den lyder i mine ører i stil med dette: Samtalen er over alt andet. Den er både mål og middel, særligt i højskolernes minidemokratier.
”Det ER altså det, jeg mener!” siger Gertrud Højlund. Hun har gennem vores snak bevæget sig fra løse betragtninger til en klar holdning, som får lov at stå og dirre – indtil næste gang hun har en samtale om identitetspolitik.