Af Jes Fabricius Møller, historiker og formand for bestyrelsen på Grundtvigs Højskole
Da jeg for første og antagelig eneste gang i mit liv fik Mogens Amdi Petersen at se med mine egne øjne, var det nærmest en skuffelse. Det er nu næsten 20 år siden, da retssagen mod ham og syv andre fra Tvinds ledelse begyndte i byretten i Ringkøbing i december 2002. Jeg var taget derover for det samme. Ikke for at følge retssagen, men for at se giraffen.
Godt tre år forinden havde jeg udgivet bogen På sejrens vej om Tvind og Mogens Amdi Petersen. Det begyndte med, at jeg i 1996 var blevet tilknyttet Højskolebladet, hvor jeg bl.a. skrev om den særlov, som undervisningsminister Ole Vig Jensen fik vedtaget. Den var målrettet Tvind og har skabt retshistorie, fordi den i 1999 blev delvis underkendt af Højesteret, der hermed for første gang nogensinde gjorde brug af sin såkaldte prøvelsesret.
Jeg begyndte i den forbindelse at samle skriftligt materiale og vidneudsagn fra folk, der havde kendt Amdi Petersen, og det endte så med, at der kom en bog ud af det. Ingen af de store forlag ville udgive den, så jeg endte hos et lille, idealistisk anlagt forlag, der egentlig havde specialiseret sig i bøger om jura.
LÆS OGSÅ: På kant med Tvind
Mogens Amdi Petersen (f. 1939) havde ikke vist sig offentligt siden 1979. Han havde været en fremtrædende og kendt skikkelse, der optrådte hyppigt i medierne siden midten af 1960’erne, men så ”gik han under jorden”, som det hed. Hans skoleimperium havde fra stiftelsen i 1970 stort set haft medvind på alle cykelstier, men fra slutningen af 1970’erne slog stemningen i pressen pludselig om, og samtidig forsvandt Amdi. ”Hvor er Amdi?” blev et stående spørgsmål blandt journalister.
Lige siden har han fascineret offentligheden. Der er lavet et brætspil over temaet ”Find Amdi”. I 2016 producerede DR en serie med titlen ”Jagten på Amdi”. Kulminationen var en grynet paparazzi-optagelse fra Mexico af hovedpersonen. Der er sågar skrevet en musical om Tvind.
Interessen for Amdi synes ikke at ville løje af. Alene i år er der udkommet to bøger om Amdi på store, kommercielle forlag, og et par produktionsselskaber går med planer om at lave dramadokumentarer om ham og Tvind.
Og hvorfor så det?
Magnetfeltet omkring Tvind
Tidligere elever og lærere på Tvind har fortalt om den nærmest magnetiske kraft, der udgår fra Amdi Petersens person. Den virkede også indirekte og på afstand, og den blev ikke mindre af, at han ikke længere viste sig eller lod sig fotografere. Det forøgede nærmest bare fascinationskraften, at han var usynlig.
Med hans karisma fulgte også en evne til at intimidere, selv på lang afstand i tid og sted. Det kunne mærkes, når man talte med tidligere elever og lærere og selv med folk, han havde kendt i sin ungdom. Om det var loyalitet eller frygt, der gjorde, at folk nødig udtalte sig til citat, var ikke altid til at finde ud af.
Jeg husker et tilfælde, da jeg selv blev ramt af dette magnetfelt. Jeg var blevet opsøgt af en udenlandsk radiojournalist, der ville vide, hvem denne Amdi Petersen var, og han foreslog, at vi gennemførte interviewet i en af UFF’s genbrugsbutikker, der har en stærk tilknytning til Tvind. Jeg blev ret ilde til mode under interviewet, og man kan på optagelsen tydeligt høre på min stemme, hvor påvirket jeg var af situationen.
Det var helt irrationelt, men alene det at stå i et lokale, der hørte til det, som Ole Vig Jensen kaldte en ”koncernlignende struktur”, var nok til at føle ubehag.
Tidligere elever og lærere på Tvind har fortalt om den nærmest magnetiske kraft, der udgår fra Amdi Petersens person.
Jes Fabricius Møller
I begyndelsen af 2002 blev Amdi Petersen arresteret i lufthavnen i Los Angeles. Han var eftersøgt af dansk politi for skattesvig og skyldnersvig. Han modsatte sig udleveringen til Danmark og hyrede til formålet den samme advokat, der med held havde forsvaret den amerikanske fodboldspiller O.J. Simpson i en mordsag.
Efter flere måneders varetægtsarrest indvilgede Amdi Petersen dog i at lade sig udlevere, og retssagen kunne tage sin begyndelse i den tætpakkede retssal i Ringkøbing, hvor jeg sad den dag i december 2002.
Giraffen gjorde som antydet ikke meget væsen af sig. Hans høje skikkelse var ludende, nærmest skrøbelig, og han svarede tøvende på de spørgsmål, som anklageren stillede ham. Noget af det må have været skuespil, for det var netop anklagerens hensigt at vise, at Amdi Petersen var den egentlige bagmand bag Tvinds økonomi, så han havde al mulig grund til at skrue ned for både charme og karisma.
Men noget af det handler vel også om, at selv Mogens Amdi Petersen er et menneske. He was cut down to size, som engelskmanden siger.
LÆS OGSÅ Notits: Amdi blev overvåget
Som bekendt endte sagen i byretten med, at Amdi Petersen blev frikendt. Kun en enkelt af de anklagede – Steen Byrner, et tidligere medlem af Tvinds økonomiske ledelse – fik en betinget fængselsdom. Inden anklagemyndigheden havde besluttet sig for at anke dommen, havde Amdi Petersen imidlertid forladt landet helt lovligt.
Han har siden opholdt sig i Mexico, der ikke har nogen udleveringsaftale med Danmark. Sagen fortsætter i princippet den dag i dag ved Vestre Landsret. Så sent som i marts måned i år forsøgte Amdi Petersens advokat at få anklagemyndigheden til at lade sagen falde med det argument, at Tvinds stærke mand er alderdomssvækket.
Tvind og højskolebevægelsen
Der er i årenes løb udkommet en hel del erindringer skrevet af folk, der har været på Tvind – nogle som selvudgivelser og andre på kommercielle forlag. Til fælles har de, at forfatterne beskriver, hvordan de i ungdoms begejstring gik ind i Tvind, men også hvordan de oplevede en stigende grad af frustration og vrede over skolesamvirket.
Det endte som regel med, at de flygtede væk, somme tider ret bogstaveligt i nattens mørke. Derfor beskrives de ofte også som ”afhoppere”. Det giver mindelser om dem, der flygtede fra øst mod vest under den kolde krig. Begrebet udtrykker også, at de følelsesmæssige omkostninger ved at forlade Tvind typisk har været meget høje, fordi afhopperen var tvunget til at efterlade en stor del af sit liv bag sig. Tvinds lærergruppe sluger sine medlemmer hele.
Sammen med en kritisk pressedækning har disse beretninger op gennem 90’erne og 00’erne bidraget til at opbygge og vedligeholde et negativt billede af Tvind i offentligheden.
Hovedindtrykket er, at Tvind fra begyndelsen ikke drev højskole i overensstemmelse med lovens ånd. Dermed brød Tvind også det traditionelle tillidsforhold, der i mange år havde eksisteret mellem højskolerne og ministeriet.
Jes Fabricius Møller
I højskoleverdenen var billedet måske mere nuanceret. Tvinds højskoler var indtil slutningen af 90’erne stadig en del af FFD, og deres repræsentanter kom til årsmødet. For så vidt FFD i sin daværende skikkelse var en brancheorganisation, var Tvind-skolerne altså omfattet af den solidaritet, som det indebar.
Når de øvrige højskoler fandt det vanskeligt at føle sympati for Tvind, skyldtes det ikke så meget Tvinds ideologi og pædagogik. Der har altid hersket en klædelig tålsomhed for det udflippede og anderledes i højskolebevægelsen, og de mere erfarne dengang kunne huske, hvordan Tvind var blevet oplevet som et frisk pust for bevægelsen i begyndelsen af 70’erne.
Modviljen skyldtes snarere Tvind-skolernes nærmest systematiske udfordring af lovgrundlaget, som førte til en lang række stramninger af samme. De nuværende ret specifikke krav om bl.a. ejerskab af skolebygningerne, bestyrelsens sammensætning, mulighederne for rejser, overnatning uden for egen matrikel og anvendelse af skolens midler er typisk ministerielle lapninger af de huller i lovgivningen, som Tvind var mestre i at finde og udnytte.
Man kan ikke helt udelukke, at der også var tale om en kærkommen anledning fra ministeriets side til at skærpe lovgivningen, men hovedindtrykket er, at Tvind fra begyndelsen ikke drev højskole i overensstemmelse med lovens ånd. Dermed brød Tvind også det traditionelle tillidsforhold, der i mange år havde eksisteret mellem højskolerne og ministeriet.
LÆS OGSÅ: Her er Højskoledanmarks største inspirationskilder
Det var derfor også vanskeligt for daværende formand for FFD (1995-1999) – Krogerups forstander Søren Bald – at balancere mellem sine forpligtelser som repræsentant for hele højskolebevægelsen og kritikken af Tvinds måde at drive højskole på, som ifølge Bald var alt andet end solidarisk med andre end Tvind selv. Bald har karakteriseret Tvind som blinde passagerer i det grundtvigske skib. De ville gerne nyde fællesskabets goder, men ikke yde deres. Bald var ikke overraskende ret enig med ministeren i dette spørgsmål. De tilhørte samme parti.
Striden sluttede med, at Tvinds højskoler måtte lukke. Ganske vist havde Højesteret kendt de paragraffer af særloven, som fratog navngivne skoler deres tilskud, for ugyldige, men den paragraf, der i praksis overlod godkendelsen af de enkelte skoler til ministerens skøn, forblev gældende, og det er siden dengang ikke lykkedes nogen af Tvinds kostskoler at opnå godkendelse.
Hvordan blev Amdi Amdi?
Men den konflikt er nu ved at være mange år gammel. Der er meget få af aktørerne fra dengang, der stadig er aktive. Man må formode, at selv Mogens Amdi Petersen er på vej til en eller anden form for pensionering – alderssvækkelse eller ej.
Hvordan tronfølgen i imperiet er organiseret, er forblevet en gåde for alle uden for de inderste cirkler. Om man her overhovedet har turdet tænke tanken, aner vi sådan set ikke.
Længe var formodningen, at et ægte barn af Tvind, Simon Lichtenberg, der har drevet det vidt som møbelfabrikant i Shanghai, var en kandidat. Han bekender sig som en lydig undersåt af det kinesiske regime, og det er spørgsmålet, i hvilket omfang det rimer med en organisation, der er repræsenteret i alle verdensdele undtagen Antarktis. Man kunne i hvert fald godt forestille sig, at det var i kinesisk interesse at dyrke den forbindelse.
I anledning af 50-året for Den Rejsende Højskoles grundlæggelse udgav tidligere medlem af Lærergruppen og nuværende Asien-korrespondent for Kristeligt Dagblad, Pia Elers, i 2020 bogen På rejse med Amdi – Tvind i 50 år på Gyldendal. Elers har interviewet en række tidligere elever og lærere, som hun kender fra sin egen tid i Tvind.
Det er interessant, at de i høj grad citeres for de positive oplevelser, de har haft i deres tid i Tvind. Elers og hendes informanter befinder sig i dag lige omkring pensionsalderen, og måske er det afstanden i tid, der begynder at gøre sig gældende, når de positive oplevelser begynder at få en mere fremtrædende plads.
Det er bemærkelsesværdigt, at folk, som jeg for 25 år siden var i kontakt med, og som dengang nødigt udtalte sig om Amdi Petersen, i dag er væsentlig mere meddelsomme
Jes Fabricius Møller
De to bøger om Amdi Petersen, der er udkommet i år, er ligeledes udgivet på store, kommercielle forlag. Peter Tygesen på Gads Forlag og Rune Skyum-Nielsen på Politikens. De er begge velresearchede og grundige, og de handler begge om den unge og yngre Amdi. I modsætning til Elers har hverken Tygesen eller Skyum-Nielsen en fortid i Tvind.
Det er bemærkelsesværdigt, at folk, som jeg for 25 år siden var i kontakt med, og som dengang nødigt udtalte sig om Amdi Petersen, i dag er væsentlig mere meddelsomme, og derfor kan de begge også fortælle en mere grundig historie. Intimideringens magnetfelt har mistet kraft. Men fascinationen består.
Både Skyum-Nielsen og Tygesen gør en del ud af slægtshistorien i forsøget på at svare på spørgsmålet ”Hvem er Amdi?” eller måske rettere ”Hvordan blev Amdi Amdi?” Forholdet til den strenge far, der ikke helt kunne leve op til sine egne idealer, lægges der vægt på.
Skyum-Nielsen bliver nærmest psykologisk i sin jagt på at forstå Amdi. Det hænger muligvis sammen med, at han har samarbejdet med skuespilleren Ture Lindhardt, og at de har et filmprojekt i støbeskeen. De søger en karakter. Det er de i øvrigt heller ikke ene om. Yderligere et par planer om dramadokumentariske filmatiseringer af Amdi Petersens liv foreligger.
Myten lever i bedste velgående
I dansk pædagogik- og skolehistorie er det en helt central episode, da Mogens Amdi Petersen i 1965 blev nægtet fast ansættelse på Kroggårdsskolen i Næsby ved Odense med den udtrykkelige begrundelse, at han var langhåret. Begrundelsen var så tilpas outreret, selv når man tager tiden i betragtning, at den skabte overskrifter i de landsdækkende aviser, og skolekommissionens formand endte – undskyld det lette ordspil – med håret i postkassen.
Der har verseret en teori om, at årsagen i virkeligheden var, at Amdi Petersen var uterlig, men den skyder begge forfattere ned. Skyum-Nielsen kommer tæt på en sandsynlig forklaring, nemlig at Amdi Petersen for det første faktisk var temmelig usoigneret, og at han dertil løb fra en underhåndsaftale, der sigtede mod en mindelig løsning på en voksende konflikt med skoleinspektøren, den kendte reformpædagog Henrik Sidenius.
LÆS OGSÅ: Det grundtvigske og det missionske
Hvorom alting er, blev det en formativ begivenhed for Mogens Amdi Petersen, som han kunne bruge til at bygge sig selv op som den evige rebel. Martyrier er et af de råstoffer, som myter bygges af. Da ungdomsoprøret brød ud få år senere, havde han derfor allerede et betydeligt medløb. Han var allerede langhåret før alle de langhårede.
I 1970 instrumentaliserede han den dengang særdeles liberale højskolelovgivning til at skabe Den Rejsende Højskole, som var en institutionalisering af en oplevelse, som han selv og flere andre fra det progressive miljø i Odense havde haft i forbindelse med en jordomrejse et par år tidligere. Nu skulle de unge mennesker sendes ud i verden for på samme måde at opleve dens uretfærdigheder og derefter vækkes til at gøre noget ved problemet!
Blandt inspirationskilderne var anti-apartheid-bevægelsen, formand Mao og den fransk-afro-caribiske forfatter Frantz Fanon.
Denne uskrømtede idealisme vakte stor tilslutning, ikke mindst fordi Tvind, som skolen kom til at hedde, efter at den et par år senere flyttede til Ulfborg i Vestjylland, tilbød eleverne at gøre noget ved de problemer, som alle talte om. Den måske tydeligste manifestation af denne udtalte aktivisme var den store el-producerende vindmølle, som har fejret sin fyrreårs fødselsdag og for længst er skrevet ind i vindenergiens verdenshistorie.
Der er et godt kapitel i Tygesens bog om netop udviklingen af vindmøllen. Dengang var Tvind-møllen et væsentligt argument imod atomkraft. I dag taler den med store bogstaver ind i en helt anden dagsorden.
Selv har jeg efterhånden holdt en slags sølvbryllup med Amdi og Tvind. Det har været et mere krævende end givende forhold.
Jes Fabricius Møller
På den måde kan man godt forstå, hvordan Tvind og Amdi stadig kan fascinere.
Lindhardt og Skyum-Nielsen udtrykker, hvad der nærmest må kaldes beundring for Amdi Petersen. I et brev, som de har skrevet til ham for at få et interview, opfordrer de ham til at ”tale om [sit] uforlignelige liv”. Og de tilføjer: ”Uden dig ville der have været færre pædagogiske landvindinger. Uden dig færre fællesskaber. Uden dig mindre at skrive hjem om.”
Man skal nok regne med, at de med vilje taler til Amdi Petersens forfængelighed, men når de nu ligefrem offentliggør brevet, må man som udgangspunkt regne med, at de mener det.
Under alle omstændigheder kan man konstatere, at fascinationen ikke alene er vedligeholdt, men ligefrem styrket. Mogens Amdi Petersen har nu i næsten 20 år – igen – holdt sig ude af offentligheden.
Der findes ganske vist et par grynede og håndholdte optagelser af ham i hans mexicanske eksil, men ikke mere end, at myten lever i bedste velgående. For myten Amdi lever bedst og stærkest, hvis mennesket Amdi lever i skjul.
Selv har jeg efterhånden holdt en slags sølvbryllup med Amdi og Tvind. Det har været et mere krævende end givende forhold. Ikke at jeg har oplevet ubehageligheder, men Amdi er nu engang på sin egen bortvendte måde ret opmærksomhedssøgende. Man kan godt blive lidt træt.
LÆS OGSÅ: Endegyldigt farvel til fyrtårnene
Jeg har nu også søgt om en slags skilsmisse. I min kælder stod indtil for nylig to flyttekasser med papirer og materiale om Tvind. De optog en del mere mental end fysisk plads, så jeg valgte at aflevere indholdet til Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv.
Det er historikerens forsøg på at tage afsked – mit forsøg på at undslippe magnetfeltet. Nu får vi se, om jeg får held med det. Med Tvind ved man aldrig.