Af Sofie Buch Hoyer og Kasper Palsnov (foto)
Geeti Amiri er normalt ikke typen, der bliver bitter. Det kan sjældent betale sig. Men da hun som 25-årig statskundskabsstuderende sad med til møde i den daværende kulturminister Bertel Haarders Danmarkskanon-udvalg, hvor flere af de tilstedeværende begyndte at tale om højskolebevægelsen, tænkte hun først: ”Hvad fanden snakker de om?”
”Lige dér følte jeg mig ekstremt dum. Jeg havde hørt om andelsbevægelsen, men jeg havde aldrig skiftet bekendtskab med højskolerne i mit liv i Danmark,” fortæller Geeti Amiri.
Da hun kom hjem fra mødet i Kulturministeriet, gav hun sig til at læse op på, hvad højskolerne var for en størrelse. Og så ramte bitterheden hende for fuld udblæsning.
Hun tænkte tilbage på sit 17-årige jeg. Dengang var Geeti Amiri elevrådsformand, medlem af den lokale skolebestyrelse og deltager i Politikens ungdomspanel. Men under overfladen var hun en udsat ung kvinde fra en afghansk flygtningefamilie, hvor en voldelig bror betød, at myndighederne anbragte hende uden for hjemmet.
LÆS OGSÅ: #HøjskolerneForUkraine: Da krigen brød ud, blev højskoletanken til handling
Geeti Amiri blev placeret på en sikret døgninstitution for minoritetskvinder ramt af social kontrol og æresrelateret vold. Her havde ingen – på nær hende – nogen tilknytning til det danske samfund.
”Da jeg fandt ud af, hvad en højskole var, tænkte jeg: Okay, så da jeg blev anbragt, syntes myndighederne, at det var bedre givet ud at bruge 60.000 skattekroner om måneden på min anbringelse i stedet for at sende mig på et højskoleophold, hvor jeg kunne have levet et nogenlunde normalt ungdomsliv til 60.000 kr. for et halvt år?” siger Geeti Amiri.
Og konstaterer tørt:
”Et højskoleophold ville have været fucking
Lykkelig som lærer
I dag er Geeti Amiri 33 år gammel. Hun har i knap et årti været bannerfører for den nydanske kvindekamp ved at tale åbent og ærligt om sin baggrund: Hvordan hendes familie kom til Danmark som afghanske flygtninge, da hun var fem år. Hvordan hendes far døde, da hun var 14, hvorefter broren påtog sig rollen som familiens nye overhoved ved at tæske hende, hvis hun opførte sig for frigjort, alt imens moren så passivt til. Og hvordan Geeti Amiri i kølvandet på tvangsfjernelsen lærte at leve et uafhængigt liv med fester og kærester – for senere at blive forsonet med sin bror og nærmeste familie.
I de senere år er Geeti Amiri også blevet en indædt forkæmper for den danske folkeskole og de såkaldte velfærdsuddannelser.
Der er så meget kvalitet og dannelse i højskoler. Jeg mener virkelig, der er et uudnyttet potentiale fra højskolernes side i forhold til at være en mere aktiv bidragsyder, når der skal bygges bro mellem mennesker med forskellige baggrunde
Geeti Amiri
Efter at være droppet ud af både statskundskab og sociologi på universitetet startede hun i 2018 som lærerstuderende, sideløbende med at hun arbejdede som lærervikar i Albertslund og Husum. Men hun er langt fra færdig med studiet og har netop tilmeldt sig den netbaserede læreruddannelse, fortæller hun, da hun undskylder for at have udskudt interviewet en time.
”Jeg er tidsoptimist! Her til formiddag sad jeg og gennemgik min studieplan for det kommende semester. Og jeg tænkte bare: ’Demokratisk dannelse i den danske folkeskole’ – tjek! ’Pædagogisk læring’ – tjek! ’Medborgerskab’ – tjek! Jeg burde jo få merit,” lyder det forpustet fra Geeti Amiri, der udover forberedelserne til studiestart også lige skulle renskrive et debatindlæg til Berlingske om, hvorfor hun mener, at den kommission, der har foreslået at forbyde tørklæder i folkeskolen, er en ”kodyl valgflæskbommert”.
Vi befinder os på SOSU H i Københavns latinerkvarter. Geeti Amiri er ikke længere lærervikar, men underviser i stedet sosu-studerende i blandt andet dansk og engelsk. Som hun siger, da vi bevæger os op mod bygningens kæmpe tagterrasse for at slikke den sidste sommersol:
”Jeg er gået fra at have et velbetalt job som P1-vært og et succesfuldt liv i mediebranchen, hvor jeg fik mange invitationer og tilbud om alt muligt – til at leve en total rugbrøds- og letmælksagtig tilværelse som lærer. Men den lykke og faglige stolthed, jeg oplever som underviser nu, opvejer uden tvivl alt det, jeg tjente tidligere.”
Udveksling på Krogerup Højskole
Vi når op på femte sal med strålende udsigt ud over indre bys irgrønne bygninger, mens Geeti Amiri fortæller videre: Da hun i starten af dette år søgte og fik jobbet på SOSU H, skrev hun i sin ansøgning, at hendes mål var at tage sosu-uddannelsen ud i samfundet – og samfundet ind i sosu-uddannelsen.
LÆS OGSÅ: ”En fest lørdag aften på Krogerup må være en salafists værste mareridt”
”Jeg har altid været optaget af, hvordan man kan være med til at løfte en uddannelse indefra. Ret ofte tænker vi på at løfte velfærdsuddannelserne udefra – vi giver dem nye navne som fx university colleges, og vi finpudser og skønmaler dem i forhold til struktur og rammer. Men hvorfor ikke gå ind i selve maskinrummet og sige: Hvis vi skal have sosu’er, der kommer til orde i den offentlige debat, og som er med i de politiske beslutningsprocesser, når det gælder kampen for bedre løn- og arbejdsvilkår og ikke mindst anerkendelsen af deres fag – hvad så med at give dem de menneskelige redskaber til at blive hørt?” spørger hun.
Da 126 nye studerende trådte ind ad døren på sosu-uddannelsen i maj, ringede Geeti Amiri til forstanderen på Krogerup Højskole, som hun kender gennem sit netværk. Måtte hun og hendes nye studerende komme på besøg og opleve højskolelivet, spurgte hun ham? De sosu-studerende havde det til fælles, at ingen af dem havde gået på en højskole, og at ingen af deres børn formentlig kommer til det, forklarede hun forstanderen, der straks sagde ja til besøg.
Herfra gik det stærkt med at arrangere: Fordelt på to hold deltog Geeti Amiris studerende et par uger senere i en traditionel højskoledag på Krogerup – med alt, hvad den indebærer af morgensamling, sangtime, rundvisning, frokost og undervisning i fag.
”Mange af vores studerende blev blæst bagover,” fortæller hun med et skævt grin.
De studerende syntes for eksempel, det var vildt modigt, at flere af højskoleeleverne turde stille sig op og tale foran så mange mennesker. Sosu’erne var heller ikke vant til at synge sammen – og da de trådte ind i højskolens spisesal, spurgte nogle af dem, hvorfor der ikke var noget kød på menuen.
(Interviewet fortsætter under billedet)
”Jeg overhørte nogle af samtalerne rundt om bordene. De handlede blandt andet om, hvordan flere af vores studerende allerede har fået flere børn, og at de fik dem, da de var på alder med højskoleeleverne. Dér blev det tydeligt, hvilke omstændigheder der definerer ens liv, og jeg kunne se og høre på højskoleeleverne, at en ny verden åbnede sig for dem.”
Højskoler er ”en danskerting”
Som Geeti Amiris leder bemærkede efter SOSU H’s udveksling med Krogerup Højskole, var forsommerens korte møde sandsynligvis det eneste tidspunkt i de to gruppers liv, hvor de bumler ind i hinanden på den måde – over et måltid mad eller en kop kaffe. For de typisk mere ressoucestærke højskoleelever og sosu’erne vil formentlig få vidt forskellige uddannelser, jobs, indkomster, bopæle, partnere, børn osv.
Men det er et kæmpe paradoks, mener Geeti Amiri. For mange af de elever, som går på højskole i disse år, vælger efter deres ophold prestigefyldte akademiske uddannelser i landets største byer og får derigennem direkte indflydelse på, hvordan sosu’erne, lærerne, pædagogerne, sygeplejerskerne, socialrådgiverne og politibetjentenes arbejdsliv kommer til at se ud i fremtiden.
”Jeg synes, højskolerne bør påtage sig et større socialt ansvar og sige: Det kan godt være, at sosu’en ikke har tid og råd til at rive et halvt år ud af kalenderen for at tage på højskole. For det kræver overskud på flere måder – det kræver fx også, at man ikke har nogle børn, der skal tages vare på. Men så må højskolerne bogstaveligt talt åbne dørene mere op, end de gør i dag. Det er ikke nok bare at være til stede på diverse uddannelsesmesser,” siger hun.
Hvis vi skal have sosu’er, der kommer til orde i den offentlige debat, og som er med i de politiske beslutningsprocesser, når det gælder kampen for bedre løn- og arbejdsvilkår og ikke mindst anerkendelsen af deres fag – hvad så med at give dem de menneskelige redskaber til at blive hørt?
Geeti Amiri
Siden hun som 25-årig hørte om højskolebevægelsen første gang – og ærgrede sig bravt over ikke selv at have været af sted – har Geeti Amiri i sit virke som foredragsholder og debattør besøgt 25-30 højskoler. Hver eneste gang slår det hende, at der ikke er nogen, der ligner hende, og at der tilsyneladende heller ikke er nogle etnisk danske personer fra de lavere stillede grupper i samfundet.
I indvandrermiljøer er efterskole- og højskolelivet ”en danskerting”, oplever hun, mens det af ressourcesvage etniske danskere betragtes som noget for ”dem, der ikke rigtig har problemer i livet.”
”I den offentlige debat taler man ofte om, at vi skal møde hinanden på tværs. Men der er ikke rigtig nogen, der tager initiativ til at skabe de møder. Det er mig en gåde, at højskolebevægelsen ikke skaber flere møder på tværs af samfundsskel. Ligesom ungdomsuddannelser og uddannelsesinstitutioner i højere grad burde se mulighederne i at besøge en højskole,” siger Geeti Amiri. Hun nævner Frederiksberg Gymnasium, hvor hun selv gik engang, lige inden hun blev tvangsfjernet. I nyere tid har skolen, som huser en høj andel af elever med anden etnisk baggrund end dansk, valgt at sende alle deres nystartede 1.g-klasser en uge på højskole for at ryste klasserne bedre sammen.
Aktiv bidragsyder og brobygger
Det geniale ved højskoler, mener Geeti Amiri, er netop, at der er så mange elementer af fælles aktiviteter, forpligtelser og opgaver. Det er noget, som kan imødekomme unge, der har svært ved at passe ind i samfundets gængse systemer og måder at tillære sig kompetencer på.
”Der er så meget kvalitet og dannelse i højskoler. Jeg mener virkelig, der er et uudnyttet potentiale fra højskolernes side i forhold til at være en mere aktiv bidragsyder, når der skal bygges bro mellem mennesker med forskellige baggrunde – både socialt, kulturelt og politisk. I stedet for at højskoler bliver nogle institutioner, der lukker sig om sig selv. For det gør de,” siger hun.
LÆS OGSÅ: Hvad med det ansvar som ingen har?
Selv om de ikke har til hensigt at ekskludere, kommer højskolerne ofte til det på grund af de mange koder, man skal kende til som elever og kursister, mener Geeti Amiri.
”Hele højskolefællesskabets lim bunder i, at man abonnerer på de samme værdier, gør de samme ting og går i det samme tøj. Kraftig parfume og make-up stikker jo ud på den dårlige måde. De her var nok ikke gået,” siger hun og fremviser sine rødlakerede negle.
”Men dermed møder man ikke nødvendigvis nogle, der virkelig udfordrer en eller er anderledes end en selv. Det kan godt være, at højskolerne siger, at de er åbne for alle, men det kræver tid, ressourcer og et bagland, som har stiftet bekendtskab med højskolebevægelsen. Og det kræver ikke mindst evnen til at kunne begå sig på en højskole.”
Geeti Amiri indrømmer, at hendes opfordring til højskolerne om at skabe flere møder på tværs af samfundsskel i høj grad handler om økonomi og politik.
”Det kræver fx, at børne- og undervisningsministeren og kulturministeren går sammen og siger: Kan vi ligesom på Frederiksberg Gymnasium lave et lille grundforløb på erhvervsuddannelserne, hvor eleverne kommer ud på højskolerne og lærer om demokratisk dannelse og mærker, hvad det vil sige at være en del af et fællesskab?” spørger hun.
Geeti Amiri medgiver også, at grunden til, at hun selv var i stand til at facilitere mødet mellem sine sosu-studerende og højskoleeleverne på Krogerup Højskole, skyldes hendes store kontaktflade i medie- og kulturverdenen.
”Jeg skal ikke forklejne, hvor privilegeret jeg er i kraft af at være lærer og have et liv, der gør, at jeg kan forene forskellige verdener. Men det har samtidig kostet mange kræfter at være en, der hele tiden skal navigere på kryds og tværs af skel,” fortæller hun.
(Interviewet fortsætter under billedet)
Sidste efterår trak Geeti Amiri stikket fuldstændigt – både som lærer og debattør. Afghanistans fald til Taliban og arbejdet som folkeskolelærer under corona-nedlukningerne havde revet så meget op i hendes rødder og identitet, at hun følte sig fuldstændig rodløs og tom.
Et halvt års pause fra alting fik hende til hægterne igen og gav hende troen på lærergerningen tilbage. Men Geeti Amiri er stadig ved at finde ud af, hvem hun er, og hvad hun gerne vil bruge sit liv på.
”Det, der er ekstremt svært for mig, er at lære at adskille mit private, personlige og professionelle jeg. Det er bare én stor flydende masse for mig,” fortæller Geeti Amiri, da vi forlader septembers blå himmel oppe på SOSU H’s skinnende tagterrasse.
”Jeg går altid all-in, og jeg tror, at noget af det, mine elever værdsætter allermest ved mig, er, at de er aldrig i tvivl om, hvad jeg mener, og hvordan jeg er. For jeg tager aldrig en lærerkappe på. Jeg er mig selv,” siger Geeti Amiri og tilføjer så:
”Jeg tænker faktisk, jeg også ville være god som højskolelærer, haha!”