Af Simon Langkjær, historiker og tidligere højskolelærer
Til at starte med må jeg bekende, at jeg egentlig er begejstret for begge bøger, som jeg har fået til anmeldelse. Om end af forskellige grunde.
Når det gælder Christian Bennikes Engang troede vi på fremtiden – Hvordan vi gik fra optimisme til sortsyn. Og hvorfor det kan redde os, der er en analyse af, hvordan der i den seneste tid er sket et voldsomt skifte fra optimisme til pessimisme i vores kultur og samfundsbevidsthed, er jeg begejstret, fordi bogen er et modigt forsøg på en ellers svær kunst – nemlig at mane tidsånden frem, så den fremstår krystalklar for læserens blik i stedet for at spøge som en poltergejst.
Men ikke nok med det.
Udover at være et modigt forsøg på at fremmane tidsånden er bogen og dens disposition et sjældent eksempel på, hvordan sådan et halsbrækkende forsøg kan gøres velskrevet og ukompliceret. Både sproget og overgangene mellem de mange anekdoter, nedslag, referencer og indskudte tanker flyder let og sammenflettes ubesværet i teksten, og som sådan forlenes man som læser med et overblik, der giver én et indtryk af, at man kan overskue verden og dens mange skjulte sammenhænge.
Sagt med andre ord: At læse Bennikes bog er lidt af en begivenhed.
LÆS OGSÅ: Kampen for en overenskomst er en frihedssag
Det samme gælder oplevelsen af Rune Detlif Baastrups og Bjarke Dahl Mogensens bog Efter Festen – Nye veje til et bedre samfund uden vækst. Men det er som sagt af andre grunde – og så alligevel ikke, fordi de to bøger i udgangspunktet har det samme ærinde og budskab.
For det første går Baastrup og Mogensen ligesom Bennike i rette med tidsånden. Og ligesom Bennike gør Baastrup og Mogensen status over de sidste årtiers samfunds- og civilisationsudvikling. Herigennem viser de utvetydigt, hvordan vi (i de vestlige samfund) har levet over evne og på en teknologi- og vækstoptimisme, som i dag både virker tåbelig og nærmest enfoldig. Hvor Bennike dog hovedsageligt tapper sine indsigter fra populærkulturens og litteraturens kilder, henter Baastrup og Mogensen deres fra samfundsvidenskabens og politikkens brønd.
Ikke desto mindre når forfatterne i begge bøger frem til præcis den samme konklusion og metafor: Nu er festen slut, og vi må se de svære realiteter (tømmermændene) i øjnene. Klimaet ligger i ruiner, uligheden og splittelsen i vores samfund vokser, og den herskende samfundsfortælling, der har eksisteret i Vesten de sidste mange år, kan ikke hjælpe os ud af suppedasen. Vi kan hverken med vores nuværende kulturelle matrix, vores (markeds)liberale politik eller vores (social)ingeniørkunst løse samtidens eller fremtidens problemer, fordi det ville være som at kurere en syg patient med den gift, der er selve årsagen til patientens skrantende helbred.
Eller, for nu at blive i metaforen: Vælger man at blive ved med at drikke for at dulme sine tømmermænd og de værste abstinenser, må man indse, at man har et misbrug.
Så, hvad så? Hvad kommer efter festen?
Det er i forsøget på at besvare netop dette vægtige spørgsmål, at bøgerne og deres forfattere for alvor skiller sig ud fra hinanden, da Bennike, når det kommer til stykket, passivt lader svaret være op til tidsånden (der jo alligevel har sin egen vilje, må man forstå), mens Baastrup og Mogensen fra starten tager sagen i egen hånd og rent faktisk gør sig den umage at tænke over, ikke blot hvad der efter deres mening bør laves om, men også hvordan man kan gribe den svære forandring an, og hvordan alle, der læser deres bog, kan være med til at skabe en ny samfundsfortælling.
LÆS OGSÅ: Dannelse - så verden bliver stor nok
Således skriver Bennike mod slutningen af sin analyse, at han er overbevist om, at forandringerne nok skal komme: ”… vi ved bare aldrig hvor eller hvornår. Ingen kender dagen i morgen. Tidsånden giver en fornemmelse af retning og en ny fortælling om rigtig og forkert. Og det hele begynder med ideer.” Talt som en ægte intellektuel af den gamle skole, der sidder i sin lænestol og spiller skak, mens verdenshistorien går sin slagne gang.
Det er imidlertid ikke nok for Baastrup og Mogensen. For dem er analyser og kloge ord fra sidelinjen ikke tilstrækkeligt, fordi det kun fremmer følelsen af at være afkoblet og afmægtig. I stedet skal både fællesskabet og den enkelte borger animeres og mobiliseres, så vores egne intime liv og det store samfundsliv får mening og retning.
Som de skriver:
”Ligesom det under coronakrisen blev tydeligt for os alle, at vores bidrag betød noget, skal der skabes klarere offentlige ideer om, hvad hver enkelt kan og bør begynde at gøre. Vi har brug for en historie om os som medborgere og deltagere med ansvar og pligter. Vi er ikke blot handlingslammede tilskuere, men kan springe ud som aktive medskabere af en beboelig planet også for vores efterkommere, hvis blot vi har et fællesskab og en ramme at gøre det indenfor.”
Og det er netop også grunden til, at jeg i sidste ende må sige, at jeg er mest begejstret for Efter festen frem for Engang troede vi på fremtiden, selvom de to bøger selvfølgelig ikke er i konkurrence med hinanden. Fordi jeg med Bennike nok får skarpe øjne at se med, men samtidig bliver jeg reduceret til en genstand og et objekt i en historie skrevet af ukendte almægtige forfattere.
Det gør jeg ikke hos Baastrup og Mogensen. Her bliver jeg derimod inviteret med til at skrive på vores fælles fortælling, der skal danne grundlag for realiseringen af såvel min som deres individuelle frihed og lykke. Og det er noget, man kan bygge (høj)skole på.
Efter festen – nye veje til et bedre samfund uden vækst
Af Rune Detlif Baastrups og Bjarke Dahl Mogensen
Gads Forlag, 256 sider
Engang troede vi på fremtiden – hvordan vi gik fra optimisme til sortsyn. Og hvorfor det kan redde os
Af Christian Bennike
Gyldendals Forlag, 170 sider