Af Simon Langkjær, lærer på Rødding Højskole og suppleant i FSL’s højskoleudvalg
I disse tider pågår der blandt et stødt stigende antal højskolelærere et arbejde for at få muligheden for at tegne en overenskomst med staten og lave lokale aftaler med de enkelte højskoler, som vi lærere arbejder på.
Skulle vi lykkes med vores mission, vil det være lidt af et nybrud. For hvordan forener man idéen om højskolens frihed og højskolelærerens kald med fagforeningssnak om rammeaftaler for løn, arbejdstid og tillidsrepræsentation? Kan de størrelser overhovedet forenes i praksis? Og selv hvis de kan, risikerer man så ikke, at noget af højskolens dna vil gå tabt?
Med andre ord: Hvis vi lærere får indført en overenskomst på højskoleområdet, hvordan kan vi så vide os sikre på, at vi ikke ender med at gøre os selv en bjørnetjeneste og bytter vores dyrtvundne frihed med billig tryghed og magelige vilkår?
LÆS OGSÅ: Højskolelærerne er halvvejs i mål med en overenskomst
Svaret på disse spørgsmål er nok uklart for mange – ikke mindst fordi en overenskomst er ukendt terræn i højskoleregi (dog ikke i efterskole- og friskoleregi, hvad der er værd at bemærke).
Man har simpelthen ingen førstehåndserfaringer ude på højskolerne med, hvad indførelsen og udmøntningen af en overenskomst vil betyde for, hvad det vil sige at holde højskole. Og af denne grund er der naturligvis lærere, forstandere, skolebestyrelser m.fl., som enten frygter eller i det mindste bekymrer sig om fremtiden.
Frihed er det bedste guld, men hvilken frihed?
Personligt er jeg af den klare overbevisning, at en overenskomst for højskolelærere er en god idé. Det er jeg af flere årsager, men særligt én grund og ét argument vejer tungere end alle andre: At få en overenskomst vil betyde en øget grad af frihed og medbestemmelse for lærerne på landets højskoler.
Det lyder måske suspekt eller selvmodsigende i nogens ører, for er højskolerne da ikke frie skoler? Jo, hvis man har en ensidig forståelse af, hvad frihed er. Lad mig forklare.
For i øjeblikket hersker der et mærkeligt paradoks på højskolerne. På den ene side er der en oplevelse blandt de fleste lærere af, at man arbejder og virker på skoler, hvor frihedsgraden er enorm. På den anden side oplever flere og flere, at muligheden for at kunne sætte rammerne for eget arbejdsliv og have mandatet til at bestemme, hvordan man vil holde højskole, er stærkt begrænset.
En overenskomst vil medføre en udligning af magtforholdet mellem lærer og ledelse, så man som lærer i mindre grad end nu kan blive pålagt vilkårlige diktater ovenfra.
Simon Langkjær
Grundlæggende udspringer dette paradoks af det finurlige forhold, at man som lærer på en højskole nærmest har ubegrænset frihed, når det kommer til at vælge, i hvad og hvordan man vil undervise. Men når det kommer til at bestemme de overordnede arbejdsforhold på skolerne (arbejdstid, fordeling af arbejdsopgaver, ansvarsfordeling, budgetplanlægning, strategiudvikling osv.) har man som lærer en stærkt begrænset frihed, fordi disse beslutninger træffes af andre.
På landets højskoler har man altså som lærer en utrolig udstrakt frihed, hvis man forstår frihed som et spørgsmål om henholdsvis fravær af tvang og mulighed for selvrealisering. Der er ingen, der tvinger én til at undervise og virke på en højskole. Hvis man er lærer på en højskole, er man det af egen fri vilje og lyst, fordi man føler sig kaldet (af højere eller lavere magter).
Derudover kan man som lærer undervise i næsten hvad som helst – ovenikøbet for et højst nådigt, videbegærligt og gavmildt publikum. Lovmæssigt har højskolerne – sammenlignet med andre undervisningsanstalter her til lands – utroligt vidde rammer at holde skole indenfor, hvilket er en gave, fordi det betyder, at man som højskolelærer er sat fri til at kunne realisere lige præcis de drømme og projekter, man selv formulerer.
Frihed er også demokratisk medbestemmelse
Men hvad betyder al den individuelle frihed, når man som højskolelærer ikke er sikret nogen som helst ret til at øve indflydelse på de mere grundlæggende vilkår for ens arbejdsliv og højskolevirke?
Når ens arbejdsfrihed og graden af medbestemmelse på ens arbejdsplads ikke er garanteret af nogen ligeværdig forhandling eller gennemsigtig aftale, men derimod er stærkt betinget af sådan-plejer-vi-at-gøre-traditioner og en forstanders eller en bestyrelses skøn?
Det er de spørgsmål, som mange højskolelærere går og overvejer. Og som efter min mening burde lede dem til den indlysende konklusion, at højskolerne har brug for en overenskomst, som vil sikre os udvidede, formelle rettigheder og større indflydelse på vores arbejdsliv.
LÆS OGSÅ Arbejdsmarkedsforsker: En overenskomst gør ikke højskolelærerne til lønslaver
Forstå mig ret: Ligesom Dag Hammarskjöld, den svenske generalsekretær for FN, påpegede, at FN ikke blev skabt for at bringe menneskene i himlen, men for at frelse dem fra helvede, forestiller jeg mig heller ikke, at en overenskomst kommer til at være løsningen på alle de problemer, uenigheder og uligheder, der findes på højskolerne – langt fra!
Men en overenskomst vil medføre en udligning af magtforholdet mellem lærer og ledelse, så man som lærer i mindre grad end nu kan blive pålagt vilkårlige diktater ovenfra.
For øjeblikket er der nærmest ingen begrænsninger af forstandernes ledelsesret på de enkelte højskoler. En forstander kan således lede efter forgodtbefindende, groft sagt. Vedkommende står kun til regnskab over for skolebestyrelsen, men de færreste bestyrelser har daglig kontakt med skolens personale, og de blander sig sjældent i den daglige ledelse.
Det vil sige, at man som lærer i de fleste henseender er prisgivet sin forstanders ledelsesstil og -filosofi – som selvfølgelig varierer fra skole til skole, alt efter om man har en god og inddragende forstander eller en dårlig og enevældig forstander.
I politik accepterer man som demokrat ikke, at magt og retten til at regere koncentrerer sig om enkelte embeder eller ledere. Hvorfor skulle vi så følge dette princip i vores arbejdsliv?
Simon Langkjær
Og skulle man nu være i den prekære situation at have en forstander, hvis ledelse man er uenig i, og hvis krav man synes er urimelige, er det som oftest bare et vilkår, man må lære at leve med, da loyalitetspligten er gældende lov, hvilket gør det nemt for en forstander at sidde kritik og indsigelser overhørig.
”Men hvis man ikke kan lide lugten i bageriet, så man kan jo altid bare finde et andet arbejde.” er der sikkert nogen, der tænker. Jo, men det ændrer ikke ved det vedblivende problem, som man i politisk-demokratisk teori kalder problemet med den dårlige eller uretfærdige kejser. Har man et kejserstyre, kan man ikke værne sig mod den dårlige, uretfærdige kejser.
I politik accepterer man som demokrat ikke, at magt og retten til at regere koncentrerer sig om enkelte embeder eller ledere. Hvorfor skulle vi så følge dette princip i vores arbejdsliv? Retten og bemyndigelsen til at kunne øve indflydelse på vilkårene for ens arbejdsliv bør ikke afhænge af en enkelt person eller en lille gruppe mennesker. Den ret og bemyndigelse bør tilkomme alle, hvilket en overenskomst vil være med til at realisere.
En frigørelse fra lønslaveriet
Indtrædelsen i en overenskomst handler derfor hverken om lønarbejdermentalitet, tælletyranni eller millimeterdemokrati, som nogen påstår. Ej heller handler det om, at vi på højskolerne bliver mindre frie eller skal frygte en udvanding af kaldsetikken.
For det første vil vi med en overenskomst hverken miste vores ånds- og undervisningsfrihed eller ændre på kostskoleformen. Begge består. Og for det andet vil vi lærere stadig brænde for vores arbejde og føle os kaldet til vores højskolevirke, hvis vi får indflydelse og medbestemmelse gennem forhandling og åbne, gennemsigtige aftaler. Måske vil vi endda brænde endnu mere for vores arbejde.
Modsat hvad man skulle tro, handler opnåelsen af en overenskomst i en vis forstand om at frigøre sig fra lønslaveriet, fordi – som de gode romere pointerede – er det, der først og fremmest karakteriserer en slave, at vedkommende er underlagt et andet menneskes eller en gruppes dominans. Har man selvbestemmelse, er man ikke slave.
LÆS OGSÅ Frie Skolers Lærerforening: Målet er højere løn og en overenskomst i 2024
Der er bare det aber dabei med det enkelte menneskes selvbestemmelse, at den betinges af den sociale virkelighed, vi lever i, og derfor kun kan virkeliggøres gennem et fællesskab, hvilket de facto gør selvbestemmelse til medbestemmelse.
Selvbestemmelse kommer gennem kollektiv handling og kompromis, hvad der kan virke bagvendt, men det er ikke desto mindre sandt. Det er ikke, hvad vi har lært, men det er, hvad vi vil opdage.
Selv om kollektiv handling er svært, og fælles kompromisser sjældent er tilfredsstillende for alle involverede parter, bliver vi nødt til at insistere på begge dele. Ikke fordi en overenskomst er den sikre vej ind i himlen, men fordi den er garantien for, at ingen ender i et helvede, som de ikke har været med til at vælge eller bestemme over.
Lad mig derfor slutte af med at give min uforbeholdne opfordring til alle højskolelærere om at melde sig ind i Frie Skolers Lærerforening. Min og andre kollegers frihed afhænger af jeres støtte.