Af Sofie Buch Hoyer og Tilde Døssing (foto)
29-årige Prince Henry er nyuddannet sociolog fra Københavns Universitet og har skrevet speciale om minoritetsetniske personer og deres møde med højskolen. Han er selv tidligere højskoleelev og oplevede i den forbindelse racisme og diskrimination, hvilket han stod frem med i Højskolebladet for tre år siden .
Det er hans håb med sit speciale at kunne vise en vej frem i forhold til, hvordan højskoler kan blive mere inkluderende, og hvordan der kan skabes mere langsigtede mangfoldighedsstrategier til gavn for fremtidige elever med minoritetsbaggrunde.
Højskolebladet har interviewet ham om de vigtigste konklusioner og overvejelser i relation til selve specialet.
Hvad har du undersøgt i dit speciale?
”Jeg har kigget på, hvordan minoritetsetniske personer oplever at indgå i højskolefællesskaber, og hvilken betydning det har for deres følelser, sociale bånd og relationer til andre – det gælder både andre elever, lærere og højskolen som institution. Derigennem har jeg undersøgt, i hvilken grad eleverne føler sig inkluderede eller ekskluderede på højskole, og hvor stærk deres tilknytning er til højskolefællesskabet.”
LÆS OGSÅ: Minoritetselevers 8 anbefalinger til en mere mangfoldig højskole
Hvad var din motivation til at undersøge dette?
”Jeg har selv gået på højskole og har i mødet med højskolen indset, at der er nogle udfordringer i forhold til mangfoldighed, som ikke er synliggjorte eller italesatte i tilstrækkelig grad. Samtidig har jeg tidligere lavet noget arbejde for højskoleforeningen – jeg har blandt andet været med i FFD’s ungepanel, hvor vi har forsøgt at klargøre nogle af disse udfordringer.
Og som sociolog er det gået op for mig, at det her er et videnskabeligt felt, hvor der mangler viden. Der er ikke lavet særlig mange undersøgelser på området, og der er slet ikke lavet nogle undersøgelser, som kigger på minoritetspersoners oplevelser i højskolefællesskaber. Derfor udfylder mit speciale et empirisk og teoretisk tomrum.”
Så hvordan er dit speciale det første studie af sin art?
”Mit speciale fokuserer på dét at være minoritetsetnisk, og hvordan det kommer til udtryk i forskellige højskolesituationer, både i 1:1-relationer og i fællesskabet, hvorimod den tidligere forskning overvejende har kigget på højskolen som institution – hvordan der findes en mangfoldighedspulje i højskoleverdenen, og hvordan højskolen som institution kan skabe inklusion og eksklusion.
Men dét med at kigge på individernes oplevelse af at være en del af højskolefællesskaber på baggrund af deres identitet er der ikke nogen, der har undersøgt før.”
Hvad har du grundlæggende fundet ud af i dit speciale?
”For det første har jeg vist, hvordan minoritetsetniske personer i høj grad oplever isolation på højskoler som følge af diskrimination, en lav grad af mangfoldighed og manglende bekræftelse af deres danske identiteter.
Isolationen leder mange gange til utryghed og ensomhed i højskolefællesskabet samt fremmedgørelse og eksklusion i sociale sammenhænge. Konsekvensen bliver ofte, at de minoritetsetniske elever fysisk og følelsesmæssigt trækker sig fra højskolen.
Jeg mener, at højskolen som institution har et ansvar for at sikre – ikke at alle har gode oplevelser hele tiden – men at forsøge at udrydde de barrierer og mekanismer, som udløser diskrimination af alle former.
Prince Henry
Jeg har samtidig fundet ud af i specialet, at der på højskoler kan opstå det, man kan kalde solidaritet, når minoritetsetniske elever føler sig rummet i alle deres identiteter. Når de fx ikke skal tænke over, at de er danske, eller om de har en anden baggrund end dansk. Og at de som minoritetsetniske elever føler, at de bliver støttet af en roomie, højskoleven eller lærer, hvis de oplever diskrimination.
Diskrimination i sig selv er ikke lig med, at man føler sig isoleret – det afhænger af, hvordan situationen bliver håndteret på højskolen. Så jeg har fundet ud af, at der er muligheder i højskolefællesskabet, og at man kan gøre noget for at skabe bedre inklusion, men også at der er nogle udfordringer, som man er blind for i højskolebevægelsen, som skal italesættes mere for at kunne forebygge og bekæmpe diskrimination.”
Kan du give nogle eksempler på nogle af de negative oplevelser, som minoritetspersoner har haft på højskole?
”En af de personer, jeg har talt med, oplevede, at nogle af de andre elever tegnede hagekors på hendes dør, men at det ikke blev taget alvorligt på højskolen, hvilket fik hende til at føle sig enormt svigtet.
En anden fortæller om en episode, hvor en underviser uden at spørge om lov befamlede hendes fletninger i håret, hvilket hun fandt meget grænseoverskridende.
En tredje fortæller om, hvordan en lærer konsekvent talte engelsk til hende i undervisningen, selv om hun taler og forstår dansk, og selv om undervisningen i faget generelt foregik på dansk.
Flere af eleverne oplever også løbende at blive spurgt ind til, hvor de ”rigtigt” kommer fra, både af andre elever og af personalet, selv om de er født og opvokset i Danmark. I de sammenhænge oplever de en manglende bekræftelse af deres danskhed, hvilket får dem til at føle sig uden for fællesskabet.
Og så beskriver flere af personerne, jeg har talt med, hvordan de i løbet af deres højskoleophold ofte oplever racistiske, diskriminerende og nedværdigende jokes, skældsord og sprogbrug samt fordomme og stereotyper, både fra elever, personale og gæster udefra.”
(Artiklen fortsætter under billedet)
I dit speciale kan man læse, at 10 ud af de 14 minoritetsetniske personer, du har talt med, ikke ville anbefale andre at tage på højskole. Det er en rimelig voldsom konklusion?
”Ja, og det viser jo, hvor stort et problem der er med grænseoverskridende adfærd, racisme, diskrimination, stereotyper og fordomme på højskole. Selv om mit speciale ikke er statistisk, tydeliggør det, at der er noget at arbejde med i højskolebevægelsen.
Det siger sig selv, at man ikke har lyst til at tage tilbage til et sted, hvor man har haft en dårlig oplevelse – eller ønsker, at andre skal have samme oplevelse som én selv. De dårlige højskoleoplevelser fordrer en afstand og en modstand mod højskolen, både mens man er der som elev og efterfølgende.”
LÆS OGSÅ: Prince fik nok af racisme og tog sagen i egen hånd
Hvilke barrierer er der for, at minoritetsetniske personer får en positiv højskoleoplevelse?
”Der er flere. Det starter med, at mange minoritetsetniske personer ikke har et særlig stort kendskab til højskolebevægelsen. Så de ved ikke, hvad de skal forvente, når de starter på højskole. Derfor kunne der godt gøres mere for at fortælle om, hvad højskole er for en størrelse, og hvad den kan rumme.
Samtidig oplever de elever, jeg har talt med, en høj grad af andetgørelse på højskole. De føler ikke, at de er på lige fod med de etniske danske elever, eller at de er en lige så stor del af fællesskabet. Det sker ved, at de bliver direkte diskrimineret i løbet af deres ophold, men for eksempel også at en ting som fællessang kan få dem til at føle sig ekskluderet fra fællesskabet.
Hvis man ikke er vokset op med Højskolesangbogen, kan man som minoritetsetnisk elev føle sig enormt ensom på grund af fællesskabets forventning til en fælles referenceramme omkring højskolesang. I disse situationer kan man opleve dét at sidde og synge med andre, hvor man ikke kender melodien eller rytmen, som ekskluderende, medmindre man bliver taget i hånden og præsenteret ordentligt for sangene og sangtraditionen på højskolen.
Det, der også kan være svært, er, at hvis man oplever diskrimination på højskole, kan man ikke bare lige tage hjem. Man har som elev betalt for at gå der, og dem, der udsætter én for diskrimination, er folk, man bor sammen med – andre elever, lærere eller personale, som man har et mere flydende forhold til på højskolen. Så hele måden, man socialiserer på en højskole, gør, at følelserne af eksklusion og isolation kan blive forstærket.
Det er på den anden side også det, der gør, at der er flere muligheder for at italesætte og overkomme udfordringerne, fordi man netop har tæt kontakt til sine lærere, højskolevenner eller sin roomie. Hvis man oplever støtte i en situation, har man også lyst til at være omkring de mennesker, der hjælper en, fordi man føler, at selv om der er sket noget ubehageligt, så tog højskolen ansvar, og man stod ikke alene.
Så selv når der opstår diskrimination i højskolefællesskaber, kan man – hvis man tager det alvorligt og håndterer det på en måde, hvor man går i dialog og ikke bare lader det være op til den enkelte at tackle – komme over det.”
Du nævner undervejs i dit speciale termen ”engulfment”, som bedst kan oversættes som en opslugthed i fællesskabet. Hvad dækker det over?
”Engulfment handler om minoritetsetniske højskoleelevers forsøg på at passe ind i fællesskabet. Nogle gange sker der det, at de undertrykker sig selv. Fordi de prøver at leve op til bestemte roller eller normer, for eksempel i forbindelse med fest- og drukkulturen på højskoler.
Jeg har været enormt opmærksom på min egen position, da jeg gik i gang med specialet. Hvad betyder det, at jeg er minoritetsetnisk? Hvad betyder det, at jeg er tidligere højskoleelev og har de erfaringer, jeg har?
Prince Henry
Man kan nogle gange godt gå med på noget, fordi man ikke vil føle sig udenfor. Hvis man i forvejen har oplevet diskrimination eller føler sig ekskluderet, føler man måske, at den eneste måde at blive en del af fællesskabet på er at drikke eller foregive at være meget ekstrovert eller bare spille med på nogle normer, som man ikke kan forlige sig med – fx gå med på en joke, som man egentlig ikke synes er sjov.
Når dette manifesterer sig på en måde, hvor man undertrykker sig selv og lader sig opsluge af fællesskabet, medfører det yderligere isolation og distancering fra højskolen. Til sidst glemmer man sig selv, fordi der opstår en stor uoverensstemmelse mellem den, man er, og den måde, man er i fællesskabet på som minoritetsetnisk højskoleelev.”
Du har selv oplevet racisme og diskrimination, da du gik på højskole. I hvilken grad har du været bevidst om din egen rolle som interviewer?
”Jeg har været enormt opmærksom på min egen position, da jeg gik i gang med specialet. Hvad betyder det, at jeg er minoritetsetnisk? Hvad betyder det, at jeg er tidligere højskoleelev og har de erfaringer, jeg har? Dér har det været en styrke, at dem, jeg har interviewet, har kunnet relatere til mig, hvilket har gjort det nemmere for dem at åbne op om deres oplevelser. Det har også været med til at skabe en tillid og en genkendelighed i interviewsituationen.
Mit speciale handler ikke om mig og mine højskoleoplevelser, men jeg kan på mange måder genkende det, folk siger. På en eller anden måde har jeg også vidst, hvad jeg skulle spørge ind til, og jeg tror, at jeg har haft blik for nogle vinkler, som andre akademikere måske ikke ville have haft. Uanset hvad forsøger jeg netop at stille mig frem i specialet og være transparent i forhold til, hvordan jeg er gået til undersøgelsen.”
Et af citaterne fra højskoleeleverne i specialet lyder: ”Du betaler for at blive diskrimineret”. Hvad tænkte du om det, da du hørte det?
”Det rammesætter jo den følelse, som flere af de elever, jeg har talt med, har i forhold til at være i et rum – højskolen – hvor diskrimination på en eller anden måde er givet. De betaler for deres højskoleophold, og de har taget et halvt år fri for at tage af sted. Det er meget voldsomt, når der er nogen, der føler, at de betaler for at blive diskrimineret på højskole. Det viser jo en følelse af total afmagt.”
(Artiklen fortsætter under billedet)
Du fik topkarakter for dit speciale. Er der noget, du kunne have gjort anderledes?
”Hvis jeg havde haft mere tid, ville specialet have haft et større omfang, for der var mange flere personer, der meldte sig til specialet, end jeg kunne nå at interviewe.
Jeg er også bevidst om, at jeg har en skævvridning i forhold til køn. Der er 12 kvinder og to mænd med i min undersøgelse. Til en anden gang tror jeg, at jeg ville have lavet en mere strategisk indsats for at rekruttere flere mænd – også selv om kvinder generelt udgør størstedelen af kursisterne på de danske højskoler.”
Nogle vil måske hævde, at du har formået at tiltrække de minoritetsetniske personer, som har været mest motiverede til at fortælle dig om deres negative oplevelser på højskole?
”Jeg gjorde meget ud af, at mit rekrutteringsopslag ikke lagde vægt på bestemte oplevelser eller erfaringer. Jeg rekrutterede bredt både gennem højskolenetværk, Mino Ung og på mine egne sociale medier, og jeg nævner i mit opslag ikke et eneste ord om diskrimination eller racisme.
Opslaget er nuanceret og beskriver, hvordan jeg gerne har villet undersøge sociale forhold og tilhørsforhold på højskole. På den måde har jeg ikke rekrutteret informanter på baggrund af deres negative oplevelser – jeg har rekrutteret dem ud fra deres minoritetsetniske baggrunde.”
LÆS OGSÅ: Hvor meget mangfoldighed kan højskolen rumme?
Hvad kan du ikke sige noget om i dit speciale rent metodisk?
”Jeg kan ikke sige, hvor mange procent af eleverne der generelt oplever diskrimination på de danske højskoler. Jeg kan heller ikke sige noget om, hvorvidt det er forskelligt fra køn eller højskoletyper. Det ville kræve statistiske undersøgelser, som jeg også lægger op til, at man laver.
Men jeg kan sige noget om, at det er en udfordring, når så forholdsvis mange i mit datagrundlag oplever diskrimination, som de oven i købet ikke føler bliver håndteret eller taget alvorligt på højskolerne.”
Hvordan er dit speciale blevet taget imod indtil videre, både i højskolebevægelsen og generelt i offentligheden?
”Folk har været overrasket over de oplevelser, som minoritetsetniske personer har på højskoler – særligt graden af racisme, diskrimination og negative oplevelser. De positive perspektiver i specialet er blevet lidt overset indtil videre, synes jeg. Det er meget vigtigt for mig at sige, at jeg prøver at vise en vej frem, i forhold til hvordan højskoler kan blive mere inkluderende.
Jeg har selv rakt ud til højskoleforeningen og foreslået et møde, hvor jeg kan fortælle mere om mit speciale, og jeg har været i debat med forpersonen for bestyrelsen, Lisbeth Trinskjær, ligesom jeg har været i kontakt med Højskolernes generalsekretær i forbindelse med Folkemødet. Men derudover har jeg ikke hørt mere fra dem.”
Hvordan havde du håbet, at foreningen havde reageret på dit speciale?
”Jeg havde håbet, at de ville sige: Det her er spændende – lad os tage et møde og snakke sammen. Det spøjse er, at jeg har skrevet til kulturministeren og fået sat et møde op i august med nogle af hans embedsmænd. De vil også gerne have mine anbefalinger på skrift.
Kritik kan også være, at man ser rigtig mange muligheder i den her bevægelse og institution, som højskolen udgør – og jeg vil jo netop gerne gøre højskolebevægelsen klogere på de muligheder, den har, for at rumme flere.
Prince Henry
Jeg tror ikke helt, jeg forstår, hvorfor højskoleforeningen ikke er interesseret i det samme. Mit speciale viser jo, at de mangfoldighedsindsatser, der er på højskolerne, ikke virker tilstrækkeligt. Derfor må der tænkes nyt, og det starter med viden og bevidsthed.”
I specialet skriver du, at du udover analysen kommer med anbefalinger til højskolerne. De fremgår ikke helt tydeligt af din rapport?
”Sagen er helt lavpraktisk, at jeg var løbet tør for plads i specialet. Derfor blev anbefalingerne ikke foldet så konkret ud, som jeg havde intention om – det brugte jeg mere tid på, da jeg forsvarede specialet. Men hvis jeg skulle nævne de tre vigtigste anbefalinger i forhold til at forebygge og begrænse racisme og diskrimination på højskoler, handler det for det første om, at der skal laves en strategi for, hvordan man arbejder med mangfoldighed og diversitet på højskoler. Både på de enkelte skoler og i bevægelsen. Altså en konkret, langsigtet strategi, hvor man tydeliggør, hvilke mål man har med mangfoldighed, og hvordan man arbejder med dem.
For det andet tror jeg, at man ude på højskolerne skal tænke mere over, hvad der i praksis betinger fællesskabet. Sikres det fx, at der er alkoholfri alternativer til festerne, sikres det, at man forstår, at alle går rundt med fordomme om hinanden, og italesættes det blandt elever, lærere og personale, så man i mødet med det anderledes ikke kommer til at diskriminere? Der er forskellige vilkår for at indgå i fællesskaber – hvordan bliver vi opmærksomme på det? Det gør man gennem oplysning og undervisning i, at der er forskellige måder at være menneske på.
(Artiklen fortsætter under billedet)
For det tredje vil det være en god idé for højskolerne at samarbejde mere med forskellige organisationer, som repræsenterer nogle af de minoritetsgrupper i samfundet, som man gerne vil have ind på højskolerne. Organisationer, som kan sige noget om, hvordan man kan nå andre målgrupper, men som i den forbindelse også kan rådgive om, hvad man skal være opmærksom på i forhold til fx fagudbud, pædagogik, samvær, højskolens rammer i forhold til tilgængelighed osv.”
Tror du, at højskolebevægelsen på sigt formår at tiltrække flere minoritetsetniske personer og også formår at skabe rammerne for, at eleverne får en positiv højskoleoplevelse – og i sidste ende har lyst til at anbefale et højskoleophold til andre?
”Der bliver lavet et arbejde omkring minoriteter på højskoler lige nu, som ikke er tilstrækkeligt. Det viser mit speciale også. Så er højskolerne villige til i praksis at ændre noget fundamentalt? For det kræver noget, hvis man skal inkludere alle. Og jeg ved ikke, om man er klar til at gå langt nok og kigge på, hvad det er, man ikke har gjort nok af. De initiativer, man har søsat – hvor er de utilstrækkelige, og hvordan kan man eventuelt lave nogle nye?”
Oplever du, at højskolebevægelsen mangler selvkritik?
”Bevægelsen er i hvert fald sårbar, når den ikke går i dialog med den kritik, der kommer. Efter jeg lavede interviewet med Højskolebladet for tre år siden om mine egne højskoleoplevelser, blev jeg mødt med meget modstand. Fordi der er en tendens til, at når nogen kritiserer noget, så tænker man, at det kommer af uforståenhed.
LÆS OGSÅ Glenn Bech: ”Lad os presse på for at få flere fripladser på højskoler”
Men kritik kan også være, at man ser rigtig mange muligheder i den her bevægelse og institution, som højskolen udgør – og jeg vil jo netop gerne gøre højskolebevægelsen klogere på de muligheder, den har for at rumme flere. Så ja, den selvkritik og selvindsigt synes jeg mangler i forhold til at arbejde mere langsigtet og strategisk med mangfoldighed på højskolerne.”
Vil du – efter selv at have gået på højskole og nu også skrevet speciale om at være minoritetsetnisk person på højskole – anbefale andre minoritetsetniske personer at tage på højskole?
”Der er både nogle muligheder og udfordringer, som man skal være opmærksom på. Det er op til folk selv at vælge. Jeg tror, at man kan få meget ud af at gå på højskole, også selv om det er svært. For det svære kan også forme dig. Så jeg synes, det er et valg, folk selv skal tage.
Men jeg mener, at højskolen som institution har et ansvar for at sikre – ikke at alle har gode oplevelser hele tiden – men at forsøge at udrydde de barrierer og mekanismer, som udløser diskrimination i alle former.”