Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Magtesløshed er den følelse, som nyhedsstrømmen har fået til at vokse i mig i løbet af denne sommer. Tvivl og magtesløshed.
Tvivl på hvorvidt min generation kan være den verden, vi overlader de kommende generationer og alle de unge, vi hver dag omgives af på vores højskoler, bekendt. Magtesløshed, fordi opgaven med at lykkes med den grønne omstilling er ekstremt kompleks og lagt i ufattelig manges hænder.
Jeg er grundlæggende et optimistisk og pragmatisk menneske, så magtesløshed slår ikke let rod i mig. Min detektor for løsninger er stærk, og jeg gør mig umage med at lytte mig frem til, hvad der er brug for, dér hvor jeg færdes. Jeg elsker at finde løsninger eller at samle kræfter til at forløse det, der er brug for, hvis mine egne kræfter ikke rækker.
Når hver fjerde unge kvinde i en undersøgelse fra april i år svarer, at de overvejer ikke at få børn på grund af klimakrisen, har jeg hele tiden håbet, at vi kunne få dem på bedre tanker.
Aldrig har jeg tænkt, at deres valg var lige så pragmatiske, som jeg anser mine egne for at være. Men denne sommer er jeg kommet i tvivl.
LÆS OGSÅ: Fællesskaber for unge er ikke per definition gode
Ekstrem hede har drevet turister på flugt fra ustyrlige naturbrande på græske øer. Biler er blevet totalskadede af gigantiske hagl på italienske campingpladser. Klimakrisen er ikke længere et truende fremtidsscenarie, men en realitet. En irreversibel realitet.
Selv har jeg været dybt provokeret, når forskere retter på os, der taler om bæredygtighed, fordi det er for sent at stræbe efter bæredygtighed, når forandringerne er en realitet. Det har provokeret mig, fordi den retorik i mine øjne kvæler håbet.
I den mest regnfulde juli nogensinde har danske medier rapporteret om de skræmmende scener i det sydlige Europa, og de har bragt os ”den danske vinkel” helt efter bogen, så vi kan mærke identifikationen.
Rædselsscenerne suppleredes derfor med klagende turister, som levende berettede om, hvordan de måtte forlade deres hoteller og vandre i sikkerhed uden deres ejendele med mindre information, end de følte sig berettiget til.
Omtanke for befolkningen i det land, de gæstede, som har mistet deres hjem og deres levebrød i flammerne, havde knap nok plads i historien om de ”helt almindelige danskeres” udfordringer. Enkelte reflekterede over det meget konkrete møde med klimakrisens konsekvenser, blandt andet med løfter om et mindre forbrug og nye vaner. Men har oplevelsen for alvor vakt deres vilje til forandring?
I Ove Korsgaards nyeste udgivelse Højskoler for folket genkalder han, hvad ”fællesskabsforestillinger” på Grundtvigs tid har betydet for det samfund, der i dag er det danske. Han beskriver den forandringskraft, som højskolerne i Danmark bidrog med i realiseringen af drømmene om fremtidens samfund, ved at vække følelser i befolkningen – og danne fællesskaber om ambitionen.
LÆS OGSÅ: Lisbeth Trinskjær: Instrumentaliseringen koster unge dyrt
Det er tid til igen at vække følelser i befolkningen og danne fællesskaber, hvor vi minder hinanden om, at livets mening ikke kan reduceres til vækst, forbrug og komfort.
Det skal ikke ske med en dommedagsfortælling, der efterlader os tvivlende og magtesløse, men med en fortælling om en fremtid, vi kan stræbe efter og glæde os til. På højskolerne, men også på campingpladserne, i supermarkederne, på plejehjemmene og ude hos de helt almindelige danskere, der igen skal mindes om, at vores ansvar for klodens fremtid er større end os selv.