Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
”Eksperter i ensomhed er ikke en rolle, jeg har lyst til at pålægge min egen årgang,” svarede formanden for elevrådet på et jysk gymnasium, da hun blev interviewet til Radioavisen for nylig.
Anledningen var en nyhed om, at Mary Fonden vil arbejde for at spotte ekstrem ensomhed hos unge tidligere, så den bedre kan bekæmpes.
Trivsel og ensomhed blandt unge har fyldt helt ekstremt meget i medierne på det seneste. Både under valgkampen og i det aftalegrundlag, som den nye regering bygger på.
LÆS OGSÅ Lisbeth Trinskjær: Højskolerne kan holde balancen mellem at forsvare mindretalsidentiteter og fællesskabet
Debatten kredser især om en præstationspresset ungdom og en utilstrækkelig psykiatri. Løsningerne er svære at få øje på, og der er grund til bekymring. For tallene på ensomhed stiger stødt, og konsekvenserne af corona-isolationen kender vi endnu ikke det fulde omfang af.
Samtidig maner interesseorganisationen Dansk Erhverv til økonomisk ansvarlighed. En offensiv kampagne mod efterskolernes statstilskud er sat i gang, og den bunder i en økonomisk nødvendighedslogik – Danmark mangler arbejdskraft – foruden en kortlægning af efterskolernes elevgrundlag, som lobbyisterne selv har bekostet, og som viser, at en høj andel af unge på efterskole har veluddannede forældre.
Tiden er simpelthen ”overmoden” til at tage et opgør med 10. klasse på efterskole, må man forstå på erhvervsorganisationens uddannelseschef, Claus Rosenkrands Olsen. Samfundets fælleskasse skal ikke længere prioritere offentlige midler, så unge kan udvikle sig personligt og socialt ved at ”dyrke en personlig interesse som sport, musik eller hvad det nu kan være,” forklarer han. Man kan næsten høre fnyset i citatet.
Løsningen på manglen på arbejdskraft i Danmark er ikke at mindske unges uddannelsesmuligheder
Lisbeth Trinskjær
Økonomiske argumenter og logikker har for længst fået overtaget i uddannelsesdebatterne. Instrumentaliseringen af individet er total.
Men hvad blev der af idéen om det myndige menneske? Om folkeoplysningen?
Er det ikke længere samfundets opgave at understøtte den demokratiske dannelse, så vi også i fremtiden har borgere, der engagerer sig og ikke bare kerer sig om sig selv?
Vi ved, at velfærdssamfundet er betinget af individets ansvarlighed. Ikke kun af dets ydeevne. Instrumentaliseringen og accelerationen i samfundet koster allerede dyrt hos de mange unge, der ikke trives. Ikke alle unge mistrives, men den stigende mistrivsel bor desværre også hos unge, der er vokset op i den middelklasse, som primært befolker efterskolerne.
LÆS OGSÅ Lisbeth Trinskjær: Skal der kort eller langt lys på Danmark?
Selvfølgelig skal efterskolerne være bevidste om det ansvar, de har – også over for de mange unge, der kæmper med at finde vej i uddannelsessystemet og i livet. Og selvfølgelig skal efterskoler og højskoler bane vejene ind til de dannelsesrum, vi tilbyder.
Men løsningen på manglen på arbejdskraft i Danmark er ikke at mindske unges uddannelsesmuligheder ved fx at gøre det sværere at tage 10. klasse på efterskole.
Har vi så travlt med at gøre unge til hænder, at det er lige meget, hvor længe de holder, og hvem de udvikler sig til som mennesker? Det bliver både fattigt og dyrt.