Af Louis Mogensen, tidligere højskolelærer og forstander samt forhenværende FFD-formand
Følgende er et uddrag af bogen Folkeoplysning som metode udgivet på eget forlag
Vi har i al for høj grad gjort vores verden og især uddannelsesverdenen til et fluebensprojekt. Måske er det i forlængelse af, at der er så meget tilgængeligt, at vi mere eller mindre er nødt til at dele alting op i små enheder, lære dem og så give området et flueben?
Har vi haft de små igennem alle læreplanstemaer? Har vi sørget for, at skolebørnene har været rundt om dette og hint bestemt af bekendtgørelser og vejledninger? Har de studerende haft de vedtagne moduler, afleveret deres studieprodukter og blevet tjekket gennem en prøve? Og kunne de sandsynliggøre, at de var rundt om kompetencemål og en del af videns- og færdighedsmålene – ja, så er det på plads. Karakter, flueben og ud i professionen med dig.
Vel ankommet til professionen opdager mange studerende, at virkeligheden er langt mere sammensat, end de gik og troede, og ikke sjældent er der åbenbart slet ikke brug for alle de fag og temaer, hvori de har samlet flueben. Det siger ikke nødvendigvis kun noget om de nyudklækkede fluebensholdere, men det er ofte lidt af en brat opvågning.
LÆS OGSÅ: "Jeg fortæller altid eleverne, at de godt kan vænne sig til, at det går galt"
Det er godt at være god til noget, men det er lige så vigtigt at vide, at man ikke ved alt. Også selv om man skal have en dagligdag til at fungere og som professionel faktisk præstere noget. Også selvom man egentlig godt kunne tænke sig at få tid til at gennemarbejde tingene lidt mere. Og også selvom man er i tvivl om, hvorvidt man nu kan gå ind for det, man gør.
For at rumme tilværelsens flertydighed – eller med Grundtvigs ord ”det dunkle” – kan man bruge domæneteorien.
Tankegangen er, at vi i samarbejdet skal nå til en eller anden form for handling, som bringer os videre sammen (i produktionens domæne). Men samtidig er der plads til refleksion, både alene og sammen. Her gælder det om at få så mange idéer, tanker og perspektiver på tingene som muligt.
Der er her tale om et multivers, hvilket betyder, at mange forskellige opfattelser eksisterer på samme tid. Den enkelte kan sagtens fastholde sine idéer og holdninger.
I æstetikkens domæne brydes vores idéer, fordi de holdes op mod vores egne værdier. Man kan stadig sagtens fastholde sine idéer og de principper, man finder etiske, men i sociale sammenhænge er det her, vi prøver at skabe et univers ved at overbevise hinanden i en forhåbentlig ligeværdig samtale, således at vi i fællesskab kan indgå i produktionens domæne – også selvom vi eventuelt har synspunkter, der ikke helt er tilgodeset.
Det dunkle har vi hele tiden med i vores refleksioner og i vores måske lidt uklare værdier, men der produceres (og læres) alligevel. Måske bliver det dunkle pludselig klart for os
Louis Mogensen
Det gode ved modellen og tankegangen er, at der ikke er tvivl om, at der skal produceres (eller læres) og at der findes procedurer (regler), der støtter denne udvikling. Men der er plads til at tænke anderledes og også til at påvirke produktionens domæne med argumenter – måske endda til en ændret produktionsform.
Pointen er, at ikke alt er til forhandling eller forhaling, som det nogle gange opleves, når børn og unge (og måske især ældre) vender ryggen til fællesskabet, fordi man ikke føler sig rummet.
Så det dunkle har vi hele tiden med i vores refleksioner og i vores måske lidt uklare værdier, men der produceres (og læres) alligevel. Måske bliver det dunkle pludselig klart for os – og måske i en grad, så vi kommer så meget i opposition, at vi må forlade skuden eller gøre obstruktion.
I højskoleverdenen bryster man sig af, at samtalerne fortsætter i dagligstuen, spisesalen eller på værelset. Det skyldes ikke, at de iscenesættes, men derimod at undervisningen ikke kun handler om at fastlægge mange bestemte og klare facts og et facit, men derimod rummer det dunkle.