Fortalt til Nicolai Foldgast, journalist
I mine ungdomsår gik jeg på efterskole og ungdomshøjskole, og i 1995 ville jeg prøve et højskoleophold med fokus på glas. Opholdet mindede mig om tiden på efterskolen og ungdomshøjskolen, som jeg satte stor pris på. Efter højskolen startede jeg på en glasskole i Sverige, men der gik ikke lang tid, før Engelsholm Højskole spurgte, om jeg ville være gæsteunderviser i to ugers tid, hvilket jeg takkede ja til.
Efter endt uddannelse i Sverige og fra Kunstakademiet i Nexø blev jeg lærer på Skælskør Højskole. Det var tilbage i 2001. Senere kom jeg til Bornholms Højskole, fordi jeg spurgte, om de havde brug for lærerhjælp. Jeg var nemlig lige flyttet til Bornholm med min kone, fordi hun også skulle gå på Kunstakademiet i Nexø. Da hun var færdig dér, vendte vi tilbage til København.
LÆS OGSÅ Brevkassen: Hvordan lykkes det for mig at finde balancen mellem eventyr og arbejde i mit eget skema?
Vi valgte dog at flytte til Bornholm et par år efter, og for godt og vel tre år siden slog Bornholms Højskole en ledig stilling op som højskolelærer med hovedfag i glas.
Det er egentlig ikke så svært at undervise i glas, fordi det er et håndværk, eleverne skal lære. Nogle har mere flair for glaskunsten end andre, men i bund og grund er det nemt nok at undervise i.
Jeg kan godt lide at formidle min viden videre til eleverne. Det er tilfredsstillende at se deres begejstring, og så er det fedt at se dem udvikle sig – især når de gerne vil fordybe sig yderligere i glaskunsten, og når jeg kan hjælpe dem videre til andre skoler.
Det er givende at være omgivet af unge mennesker, når man er 51 år som mig. Det er lærerigt at få indsigt i, hvad der ligger dem på sinde, og hvad de er optaget af.
Det er selvfølgelig ærgerligt, når glasset går i stykker, men der må man bare acceptere, at der skal mange mislykkede forsøg til, før det bliver godt
Jacob Lungholt
Jeg føler, at unge nu til dags er mere opmærksomme på andre, mere rummelige over for hinanden og har et større verdenssyn, end da jeg selv var ung og gik på højskole.
Det er selvfølgelig ærgerligt, når glasset går i stykker, men der må man bare acceptere, at der skal mange mislykkede forsøg til, før det bliver godt. Jeg fortæller altid eleverne, at de godt kan vænne sig til, at det går galt, men når man så rammer plet, er det en super følelse.
Jeg husker især en aften, hvor nogle af eleverne og jeg lavede et glasshow i mørke for resten af skolen. Det var rent lir, hvor vi lavede glasbobler og andre fede ting. Én af eleverne kom på et tidspunkt løbende med en stor pibe med tusind grader varmt glas for at klatre op ad en tre meter høj stige og kaste glasset ned i en balje med vand, som skulle køle det af.
LÆS OGSÅ: Frihed er alt, selve livet
Der var mange ting, der kunne gå galt ved det hele – fx at eleverne kunne blive forbrændte. Heldigvis gik det godt, og det var skidesjovt at være med til.