Kære brevkasse
Selv om jeg nyder mit arbejde som højskolelærer, er jeg gevaldigt udfordret. I mit linjefag forsøger jeg at inspirere eleverne til at finde eventyr i hverdagen og fylde livet med noget, som opliver dem.
Var det måske ikke Grundtvigs ædleste mål at gøre eleverne glade for tilværelsen – og dermed give dem lyst til at sanse og udforske livet foran og omkring dem?! Det husker jeg at have sunget noget om på et tidspunkt …
Min udfordring kommer i, at de eventyr, jeg selv opsøger, ofte tager 1-3 måneder. Og de foregår tit langt fra højskolen, hvor naturen er vildere, smukkere og mere inspirerende end i Danmark.
LÆS OGSÅ Brevkassen: Jeg troede, at højskolerne ville de unge mennesker det bedste?
Derfor er jeg er usikker på, hvordan det kan lykkes for mig at finde balancen mellem eventyr og arbejde i mit eget skema. Og jeg lurer på, hvordan jeg fortsat kan opildne mine elever til at gå på opdagelse i det helt nære, på trods af at jeg ikke selv for alvor formår at gøre det.
Hvad skal jeg gøre? Og når I sikkert foreslår, at jeg skal snakke med min ledelse om mine overvejelser og længsler, og de så siger, at det ikke er muligt at få tingene til at hænge sammen rent arbejdsmæssigt – hvad så? Jeg vil jo gerne beholde mit job og få fede eventyr.
Bedste hilsner
Eventyreren
SVAR FRA GÆSTEREDAKTØR JON LINDBERG, VINDER AF 'ALENE I VILDMARKEN' I 2017:
Kære Eventyrer
Tak for at åbne velfærdseventyrernes paradoks! Skal vi gå med hjertet eller fornuften? Og findes der et sted derimellem? Du læner dig ind i fremtiden med et vigtigt spørgsmål: Hvordan indretter vi livet, så vi kan gøre, hvad vi vil, uanset hvilket (arbejds)forhold vi er i? Lad os skærpe skærebrænderblikket for at kunne se skoven for det ene træ …
Jeg tolker ikke, at Grundtvigs mål var at ”gøre” elever glade, men at sikre et oplyst grundlag for at bevare livsmod og udvikle kritisk dømmekraft som meningssøgende mennesker.
I min egen søgen handlede meningsfuldhed om at spørge budgetkontoen og det indre kaptajn-EGO: Hvad kan ofres for at opnå det, jeg længes efter?
Jon Lindberg
Mennesket har paradoksalt nok aldrig været mere oplyst om menneskelivet, men erstatter tiden til at fordybe sig tankefuldt med at arbejde sig til økonomisk rigdom. Respekt til dig for at dvæle åbent ved, hvor automatisk vi har reduceret menneskelivet til et middel for vækst og ikke et mål i sig selv.
At knække nødden på din udfordring kræver mod. Måske endda mod til at ændre jobbet i dets form, som det er i dag. Vi behøver ikke kaste os ud over rampen og kun gå med hjertet. Men af erfaring ved jeg, at eventyr øger bevidstheden om at gribe ansvaret for et (arbejds)liv, hvor meningsfuldheden strømmer indefra.
LÆS OGSÅ Brevkassen: "Jeg er helt med på, at vi bør gøre noget ved klimaet, men på min arbejdsplads synes jeg altså, at det er gået for vidt"
Fra mit samarbejde med højskolerne vil jeg fremhæve en arbejdsramme med potentiale for et ”både og” ift. at fastholde, at skemaerne tilrettelægges af livserfarne og veloplyste lærerprofiler, der sikres mulighed for at skabe synergi mellem livsoplysning og læringsfællesskaber.
I min egen søgen handlede meningsfuldhed om at spørge budgetkontoen og det indre kaptajn-EGO: Hvad kan ofres for at opnå det, jeg længes efter? Hvem inspirerer mig? At gå nye veje kan føles som at stå i store sko – men egne sko! Det er magisk, usikkert og fyldt med gåder. Når panikken har lagt sig, ruller eventyrene, og her bor meningsfuldheden – selv i Danmark.
Røgsignaler fra Jon
SVAR FRA BREVKASSENS FASTE REDAKTØR KATRINE FRIIS:
Kære Eventyrer
Dit spørgsmål rør noget i mig. Da jeg startede som højskolelærer, og inden jeg fik børn, havde jeg mange interesser. Men os med passioner kan også være ret besværlige for vores omgivelser – især for dem, som skal få enderne til at mødes, når vi er væk.
Så jeg forstår virkelig godt, hvis din leder river sig i håret over din eventyrlyst. Det er en af grundene til, at mine passioner langsomt er svundet ind og har tilpasset sig mit fuldtidsjob.
Derfor udfordrer dit spørgsmål mig også. Jeg tænker: Hvis jeg går rundt med en idé om, at det aldrig ville kunne lykkes at tage tre måneder på eventyr – hvorfor skal du så?
Måske vi i højskoleverdenen skulle starte en dialog om, hvordan man bliver “gammel” i jobbet, men stadig bevarer sin sprødhed og sin gode ånde?
Katrine Friis
På den anden side savner jeg også mine passioner, for hvis vi ønsker at forblive relevante over for vores elever, skal vi blive ved med at ånde.
Frisk ånde er alt andet lige bedre end en, som ikke er blevet ventileret hele natten. Mennesker, som lever deres drømme, har levende øjne, men intet lugter dårligere end et knust håb om et liv levet fuldt ud.
Til gengæld kan vi også blive dårlige kollegaer, hvis vi insisterer på at leve vores drømme ud på bekostning af fællesskabet. Så hvordan finder vi åndehuller i arbejdslivet, som alle kan leve med?
LÆS OGSÅ Brevkassen: Er det for meget at udsætte min familie for mine højskoleambitioner?
Måske vi i højskoleverdenen skulle starte en dialog om, hvordan man bliver “gammel” i jobbet, men stadig bevarer sin sprødhed og sin gode ånde?
Hvad der er det gode arbejdsliv for den enkelte – og hvordan det spiller sammen med en skolehverdag?
Kærlig hilsen
Katrine