Kære brevkasse
Jeg er lærer på en højskole, der gennem de seneste par år har gennemgået store forandringer. Det er en udvikling, jeg har meget svært ved at se mig selv i. Jeg føler, at jeg bliver udstillet, og at mine grænser dagligt overskrides.
Jeg er helt med på, at vi bør gøre noget ved klimaet. Selvfølgelig skal vi det, men på min arbejdsplads synes jeg altså, at det er gået for vidt. Så vidt, at det påvirker vores personlige trivsel.
Da vi for nogle år tilbage fik ny køkkenledelse, skete der et kursskifte, som har bevirket, at vi er flere medarbejdere, der føler os decideret diskrimineret. Hver gang maden præsenteres, er menuen propfyldt med både rod- og bælgfrugter. Og hvor det før var vegetarerne, der skulle gå ud i køkkenet og hente deres mad, er det nu omvendt.
Vores køkkenleder siger altid: “Vi udleverer mad til dem, som ønsker kød, ude bagved.” Og så må jeg sammen med min kollega gå bodsgang fra lærerbordet hele vejen forbi elevbordene og ud i opvasken for at få leverpostej og fjerkræpølse.
LÆS OGSÅ Brevkassen: Er det for meget at udsætte min familie for mine højskoleambitioner?
Vi har altid afsluttet højskolens forårssemester med at grille en stor pattegris. Det er et arrangement, jeg har stået for. Jeg elsker at grille, og der var endda engang et elevhold, der lavede et forklæde med mit navn på, som jeg bruger hvert år.
Men sidste år blev jeg censureret væk, da ledelsen besluttede sig for, at vi i stedet for pattegris skulle have selleri-shawarma. Skolen lavede endda et valgfag, hvor eleverne forberedte afslutningsfesten i løbet af semestret. De sankede urter og lavede hyldeblomstsaft, ramsløgspesto, syltede granskud og bagte brændenældebrød.
Til ledelsens forsvar skal det siges, at de faktisk tilbød mig at stå for valgfaget, men det kunne jeg simpelthen ikke se mig selv i, så i år skal jeg stå for volley-turneringen til afslutningsfesten i stedet for.
Jeg føler, at min arbejdsglæde er for nedadgående, og jeg ved snart ikke, hvad jeg skal stille op. Kan I hjælpe?
Kun gode hilsner,
Grisebassen
SVAR FRA GÆSTEREDAKTØR OLE TOFTDAHL, TIDLIGERE FORSTANDER PÅ RY HØJSKOLE:
Kære Grisebasse
På højskoler taler man meget om skam. For det meste handler det om de unges skam. Men vi voksne kan også skamme os. Sådan havde jeg det for nylig, da jeg valgte flyveturen fremfor toget. Jeg tænker, at det nu bør vare meget længe, inden jeg flyver igen. Jeg har brugt af min begrænsede kvote.
Selvom jeg ikke er vegetar, har jeg også ændret kostvaner i de senere år. Det er meget længe siden, jeg har spist en rigtig oksekødsbøf, og når der er kød på menuen, er det fisk eller kylling og i meget begrænsede mængder.
Skam er en træls følelse. Men det er vanskeligt at forestille sig socialisering uden den. Skam og tillid er på en måde hinandens modsætninger. Det er umuligt at nære tillid til et skamløst menneske. Skam lærer os at skelne mellem rigtigt og forkert.
Flyskam og kødskam er begge metoder, der kan socialisere os til at tage et personligt ansvar for klimaet. Vi kan selvfølgelig mene som Mette Frederiksen og mange andre, at det slet ikke skal koste hverken kødpølse eller flyveture at blive mere bæredygtige. Men den hopper du vel ikke på?
Jeg tror, der er elever, der har på samme måde. Hvis I ikke løser det, kommer det til at koste – især mandlige elever.
Ole Toftdahl
Ledelsen på din højskole har valgt rigtigt, når den satser på en grøn kostpolitik. Men den nye køkkenledelse virker, som du beskriver den, noget nidkær i tjenesten.
Kan det passe, at du og flere kolleger oplever det, som om I skal gå canossagang til køkkenets bageste regioner? Er det ledelsens ønske, I skal føle jer mobbet, fordi I spiser kød?
Jeg tror, der er elever, der har på samme måde. Hvis I ikke løser det, kommer det til at koste – især mandlige elever. Det tror jeg din ledelse vil forstå.
Men når det forhåbentlig bliver løst, vil jeg anbefale dig, at du vælger dine kampe med omhu. Tiden for helstegte pattegrise til højskolefester er passé. Volleyball er in. Og skulle du have mod på at sanke urter, er det også vejen til fyldte elevhold. Forklædet kan du bruge, når du griller rodfrugter.
Højskolen er et vækkeur, og den kan ikke eksistere uden for tiden. Højskoler forandrer sig. Sangbogen fornyes, og sange glider ud for at give plads til andre. Af uforståelige grunde sagde den 19. udgave farvel til Bob Dylan’s The times they are a-changin'. Jeg vil anbefale dig at gribe den 18. udgave og genlæse:
You better start swimmin’ / Or you’ll sink like at stone / For the times, they are a-changin'
Kærlig hilsen Ole
SVAR FRA BREVKASSENS FASTE REDAKTØR KATRINE FRIIS:
Kære Grisebasse
Det eneste tidspunkt, vi rigtig har lyst til at gå op ad en gang, hvor alles øjne er rettet mod os, er vel til vores bryllup? Sådan har jeg det i hvert fald. Eller, det tænker jeg – min kæreste har i lang tid forsøgt at overtale mig, men det bliver ligesom ved snakken. Det er helt normalt og menneskeligt, ja endda reptilt, at vi alle ønsker at være i midten og ikke i periferien af flokken.
Begrebet livsoplysning handler, som du jo ved, om vores evne til at reflektere over tilværelsens mange forskellige aspekter – også hvordan vi selv påvirker og bliver påvirket. Jeg tænker, det er her, vi kan gå i flæsket på din arbejdsglæde.
Og nu bliver jeg måske lidt direkte i mit sprog, men jeg kan lige så godt sige det, som det er, Grissebasse: Du er et privilegeret menneske. Hvis dit største problem handler om retten til at dyrke din politiske ukorrekthed i fred, så husk på, at hver gang du går ud i opvasken, er der rigtig mange mennesker, som tager den samme tur med ganske andre forudsætninger.
Jeg tror, at du skal have hevet det forklæde af, så du kan blive til en rigtig grissebasse. En, som rigtig tør at rode i jorden
Katrine Friis
Lad os lave et tankeeksperiment: Det er frokost, du tager din gode kollega i hånden, går ud i opvasken efter kød, mens I forestiller jer, at I er to brune mennesker af samme køn, som går hånd i hånd op ad Strøget i København. Mens du nyder din mad, kan du jo mærke lidt efter, sådan i maven for eksempel, hvordan det føles.
Og apropos følelser, så kunne det også være et sted at dykke ned: Det virker, som om dit forklæde betyder meget for dig. Et forklæde bruger vi jo blandt andet for ikke at blive beskidte. Derudover bruger jeg det ofte, så min mand og børn kan se: “Moder er i køkkenet og vil ikke forstyrres.” Det er min brynje – mit lille værn mod en verden af snotnæser og praktiske gøremål.
Det kan også være, at du bruger dit forklæde til noget …? Jeg bliver nysgerrig på, hvad og ikke mindst hvem der er inde bag dit forklæde?
Så kære Grissebasse: Jeg tror, at du skal have hevet det forklæde af, så du kan blive til en rigtig grissebasse. En, som rigtig tør at rode i jorden – og hvem ved, måske finder du en trøffel?
Kærlig hilsen Katrine